Aage Oxenvad

Aage Oxenvad

£6. Jan-etar 1884 - 13. April 1944

Ved Aage Oxenvads Død mistede det kgl. Kapel sin første Solist, det kgl. danske Musik-k-onservatorium en uerstattelig Lærer og det danske Kammermusikpublikurn sin erklærede Yndling.

Der var altid den store Feststemning, naar Aage spillede Kammermusik, og Publikum kunde ogsaa fornemme den sjældne Evne, lian havde i Alvor og Lystighed at kunne smitte sine Medspillende. Han var ubestridt Midtpunktet i vor gamle Blæserkvintet, - hvad enten han var vred eller glad. Han var ofte vred til Prøverne, naar han var utilfreds med sig selv eller os andre, men han var saa lykkelig og glad ved Koncerterne i de for Kunstnere saa store Øjeblikke, hvor det uforklarlige i Musikens Væsen griber Musikerne og bringer dem ud over alt, hvad der har med Hverdagen at gøre.

Hans Liv havde mange Hverdage, for han var saa uhyre flittig. Hans rige Evner var for ham aldrig nok, han sled og stred med sit Instrument og, sin Kunst - det kunde aldrig blive godt nok. Og saa blev det jo saa straalende, at vi alle og hele den kommende Generation af Blæsere i ham kan se et Ideal.

Carl Nielsens Klarinetkoncert blev ikke alene en Koncert for Klarinet, den blev en Koncert for Aage Oxenvad. Komponisten var saa stærkt inspireret af Oxenvads Fordybelse i Klarinettens Væsen og af hans særlige Udtryk for Instrumentets Sjæl, at man roligt kan sige, at dene Værk havde Carl Nielsen aldrig skrevet, hvis ikke han havde hørt Oxenvad. Irigen Karakteristik i Ord kan gives klarere, end den Carl Nielsen her gav i Toner. Den fortæller alt om Aage og hans Klarinet.

Der vil jo nok komme en Række vanskelige Aar for hans Efterfølgere, thi det vil ofte med Vemod blive sagt: »Kan du huske, hvordan Aage spillede dette Sted.« Tænk paa den yndige Scene i »Liden Kirsten«, hvor Sverkels kyske Kærlighed udtrykkes i Klarinetten, den smertelige Strofe i »La Traviata«, Ouverturen til »Jægerbruden« . . . og hans Mozartspil. Tænk, at ikke eet af vore hjemlige Graminofonselskaber i Dag har Optagelser af Klarinetkvintetten og Keglebanetrioen med ham. Det er beskæmmende.

Nu maa. vi nøjes med Carl Nielsens Kvintet og den yndige »Serenata invano«, hvor Oxenvad og vor uforglemmelige Knud Lassen musicerer med den herligste Skælm i Øjet. Et smukt Minde, ikke mindst for os Venner, der selv spillede sam~ men med ham, - vi vil aldrig glemme ham. Den strenge, kærlige jyde, den ægte og ydmyge Kunstner, hvis Bannermærke i Kunsten og Livet var: Sandhed. Si,. Chr. Felumb.