Om Igor Strawinskys Mit livs historie

OM IGOR STRAWINSKYS »MIT LIVS HISTORIE«

Af Finn Høffding

I Anledning af, at Strawinskys »Mit Livs Historie« nu foreligger i Oversættelse (ved Carl Johan Elmquist) vil det være paa sin Plads at gøre opmærksom paa dette Værks Betydning.

»Læseren vil vistnok have bemærket, at min Bog slet ikke ligner en Dagbog«, skriver Strawinsky i Slutningen af Erindringerne, »den indeholder hverken lyriske Udgydelser eller fortrolige Bekendelser. Det er med velberaad Hu, jeg har afholdt mig fra alt saadant. Hvis jeg har talt om min Smag, mine Sympatier og Antipatier, da har jeg kun gjort det i den Udstrækning, det var nødvendigt for at fremstille mine Ideer, min Overbevisning, min Maade at betragte Tingene paa og for samtidig at præcisere min Holdning over for andre Indstillinger. Kort sagt, jeg har villet sige uden Omsvøb, hvad jeg holder for sandt. Man vil ogsaa forgæves søge efter en æstetisk Lære, en Kunstfilosofi eller en romantisk Beskrivelse af de Kvaler, en Komponist maa gennemgaa under Værkets Fødsel, eller af hans himmelske Lyksalighed, naar han gæstes af den inspirerende Muse.«

I Forordet fortæller han, at i de talrige Interviews, han har givet, er hans Tanker og Ord - ja selv Kendsgerningerne ofte blevet saa forvansket, at han ikke selv har kunnet kende dem. Han meddeler, at det er for at vise Læseren sit sande Ansigt og rydde alle de Misforstaaelser af Vejen, som har hobet sig op omkring hans Værk og hans Person, at han er gaaet i Gang med at skrive sit Livs Historie. I Stedet for at møde Strawinskys i Pressen ofte cirkulerende Udsagn om, at Beethoven var en gammel udrangeret Diligence, møder vi en varm Hyldest til og dyb Forstaaelse af den store Wienermester. Udsagnet om, at man skal spille alt saa mekanisk som en Symaskines Snurren, og at Czerny var en større Komponist end Beethoven, faar sit Korrektiv i Erindringerne, hvor Strawinsky udtaler, at Gennemspilningen af Czernys Etuder ikke blot var uhyre gavnlige, men ogsaa skaffede ham en sand musikalsk Nydelse.

Strawinskys Bog er ikke en litterær Bedrift som Carl Nielsens »Min fynske Barndom«, snarere en »Wahrheit ohne Dichcung«, men skrevet med den Klarhed, Økonomi og Orden, som er karakteristisk ogsaa for hans Kompositioner. For Beundrere af hans Kunst indeholder den vigtige Oplysninger; for Musikere (naturligvis særligt Komponister) er den fuld af interessante og skarpe Betragtninger.

Bogen er blottet for Sentimentalitet, men den ægte Følelse og Følsomhed dukker frem paa talrige Punkter og virker stærkt, netop fordi den meddeler sig saa lidt anmassende. Saaledes sætter Tabet af en gammel Veninde af hans Forældre ham ud af Stand til at arbejde i længere Tid. Den gamle Dame var kommet til at bo i hans Barndomshjem, kort før han blev født og havde opdraget ham fra han var spæd; han er kommet til at elske hende som en anden Mor og havde bedt hende bo hos sig kort efter forrige Verdenskrigs Udbrud.

»Historien om en Soldat« er skrevet i en meget mørk Periode for Strawinsky. Det var, som han skriver »den rent menneskelige Side ved den tragiske Historie om den stakkels (Ordet »stakkels« er Udtryk for Oversætterens Medlidenhed, den franske Tekst har det slet ikke, der staar simpelthen: »cette tragique historie du Soldat devenant fatalement la proie du diable«) Soldat, der uundgaaeligt blev Djævelens Bytte, som fristede Ramuz og mig«. Ramuz blev hans nære Ven »og hjalp ham til at holde Modet oppe i den vanskelige Periode, han gennemlevede, dybt fortvivlet over den grusomme Fred i Brest-Litovsk, der virkede ydmygende paa hans patriotiske Følelser.«

Hans Barndom er ganske sensationsløs og vil være en Skuffelse for dem, der af et Genis Livserindringer venter en Skildring af et Vidunderbarns forunderlige Udvikling eller af en tragisk Opvækst blandt lutter uforstaaende og grumme Mennesker. Indtil hans niende Aar beskæftigede hans Forældre sig ikke særligt med hans musikalske Opdragelse, og selv da han var blevet Student, betragtede de endnu hans musikalske Anlæg som noget temmelig amatørmæssigt, og det skønt hans Far var en meget fremtrædende Sanger. Da han som 20-aarig søger Rimsky Korsakof som Lærer, fraraader denne ham at søge ind paa Konservatoriet bl. a. med den Motivering, at han var bange for, at Strawinsky, som allerede var 20 Aar, vilde staa tilbage for sine Kammerater, hvad der let kunde nedslaa ham.

Der er intet Tolstoi'sk eller Dostojevski`sk ved hans Liv; Læserinden vil ikke komme til at gyse; Strawinsky er hverken Kosak, stammer ikke ned fra Ivan den Grusomme eller Mazeppa, er aldrig blevet forvist til Sibirien, har aldrig drevet konspirativ Virksomhed, er hverken Nihilist eller Anarkist eller nogen anden Form for »ist«; han er kun Strawinsky, der i uhyre sædvanlige Omgivelser skaber det helt usædvanlige. Han lever i og for sin Kunst og for fuldt at udfolde sine Evner. Man vil ikke finde aandfulde Betragtninger over den begivenhedsrige Tid, han lever i; hans Omtale af førende Personligheder er uhyre knap og saglig og angaar mest Musikerpersonligheder. Nogen Bedømmelse af samtidige Komponister eller deres Værker møder man kun faa Gange. I Berlin indbyder Schønberg ham til en Opførelse af Pierrot Lunaire, men han »er paa ingen Maade begejstret for dette Værks Æstetik, der forekom ham en Tilbagevenden til den svundne, dekadente Periode, da man beundrede en Beardsleys Kunst«. Derimod »beundrer han Paul Hindemiths sjældne Talent og straalende Mesterskab og erklærer, at Hindemiths Tilsynekomst i vore Dages Musikliv er en lykkelig Begivenhed; han repræsenterer et sundt og lysende Princip blandt saa megen Dunkelhed.« Bela Bartok, hans store jævnbyrdige, omtaler han ikke med et Ord, skønt det vel er utænkeligt, at han ikke har mødt hans Musik. Sagen er vel den, at han ikke interesserer sig ret meget for andres Musik. Da Strawinsky i sin Tid var her i København og gav Koncerter og dirigerede Petrushka, havde jeg megen Lejlighed til at være sammen med ham og husker, at det var umuligt at formaa ham til at overvære de Festkoncerter, som dengang gaves paa Universitetet i Anledning af Carl Nielsens 60-Aars Fødselsdag. Det kunde se ud som Storagtighed, men var det næppe. Hans forcerede Rejseliv har sikkert tvunget ham til at økonomisere med Kræfterne. Debussy og Ravel nærer han stor Beundring for, men taler meget knapt om deres Musik. Han omtaler sin Begejstring for jazz, »hvis ægte, folkelige Karakter og metriske Friskhed og hidtil ukendte Stil« tiltaler ham meget. Han vier den et indgaaende Studium og føler sig tilskyndet til at »tegne et typisk Portræt af denne nye Dansemusik og hæve den op til Koncertmusik ligesom tidligere Tiders Komponister gjorde med deres Samtids Danse, Menuetten, Valsen, Mazurkaen o. s. v.«

At give et Referat af Begivenhederne i Strawinskys Livshistorie vilde ikke have nogen Interesse; men nogle enkelte Ting synes mig at have særlig og almen Interesse.

Jeg sagde før, at Strawinsky i sin Livsskildring var knap og økonomisk; paa eet Punkt svigter denne Dyd ham noget; Ærgrelsen løber af med ham og faar ham til at gentage den samme Ting for ofte; det er hans Afsky for Dirigentforfængeligheden. Om Pierre Monteux, der opfører Petrushka i Paris, skriver han: »Han gav min Musik en gennemarbejdet og omhyggelig Udførelse. Mere forlanger jeg ikke af en Dirigent; thi enhver anden Holdning fra hans Side bliver straks Fortolkning, en Ting jeg af et oprigtigt Hjerte afskyer. Thi Fortolkeren kan nødvendigvis kun tænke paa sin Fortolkning og optræder altsaa, som en Slags Oversætter (traduttore - tradittore), hvad der i Musikken er en Absurditet og for Fortolkeren en Kilde til personlig Forfængelighed, som uvægerlig fører ham ud i det latterligste Storhedsvanvid«. Ordspillet: traduttore (Oversætter) - tradittore (Forræder) viser tydeligt nok, hvor skarpt Strawinsky fordømmer de for det sunde Koncertliv saa farlige Dirigentvirtuoser, der ikke alene forvansker Musiken, men ofte kun vælger den Musik, der »klæder dem« paa Podiet. Han kan bedst lide selv at dirigere sine egne Ting, skønt han paa ingen Maade overvurderer sig selv som Dirigent, men aabent taler om sine Vanskeligheder. Da han skal lede sin Oktet, taler han om, hvor vigtigt det er, at man med et saadant Ensemble, der ikke kan fange Tilhørernes Opmærksomhed ved stor klanglig Udfoldelse, »tilspidser« de forskellige Instrumenters Indsatser, sørger for, at der kommer Luft mellem Fraserne (Respiration) og giver særlig Agt paa Intonationen, den instrumentale Prosodi og Akcentueringen, kort sagt, sørger for Orden og Disciplin paa det rent klanglige Omraade, der for ham, som han siger, altid gaar forud for de følelsesmæssige Elementer. »Dette Arbejde«, skriver han, »faldt mig særlig vanskeligt, fordi jeg paa det Tidspunkt, i Begyndelsen af min Virksomhed som Kapelmester, endnu ikke besad den nødvendige Teknik, som først efterhaanden kom med Øvelsen. Forresten var Musikerne selv ikke vant til denne Maade at behandle den kunstneriske Udførelse paa; i Virkeligheden er det nemlig kun de færreste Dirigenter, der praktiserer den.« Man ser altsaa, at Strawinsky ønsker, Dirigenter skal give særlig Agt paa den instrumentale Prosodi og Akcentuering, at de med andre Ord skal arbejde med de fine Detailler i selve Tonesproget. Da han dirigerer »Le Sacre«, skriver han, at det var ham magtpaaliggende navnlig i visse Afsnit (Lovprisning af den udvalgte, Paakaldelse af Forfædrene, Offerdansen) at bringe Takterne i Overensstemmelse med deres metriske Værdi og gengive dem nøjagtigt saaledes, som de er skrevet. Han skriver videre: »Med Undtagelse af nogle enkelte Dirigenter, som f. Eks. Monteux og Ansermet, plejer Dirigenterne at gaa lovlig flot hen over de rytmiske Vanskeligheder i disse Afsnit, hvorved de forvansker min Musik og mine Intentioner«, hvorpaa han giver en Beskrivelse af, hvad udygtige Dirigenter har tilladt sig med hans Værker, en Beskrivelse der afslører horrible Forhold og gør Strawinskys Dirigentkomplex forstaaeligt.

Et Punkt i Erindringerne forekommer mig at være af særlig Interesse, og det er Strawinskys Stilling til det koreografiske Problem. Det er forbløffende, hvor faa Gange han er tilfreds med den Koreografi, der er udarbejdet til hans Musik. Ligesom han drømmer om Dirigenter, der forstaar hans Tonesprog med dets særlige Metrik og rytmiske Struktur, saaledes drømmer han om Koreografi, der virkelig er i Sammenhæng med, hvad hans Musik giver.

Angaaende »Ildfuglen«s Koreografi skriver han, at den altid er forekommet ham lovlig kompliceret og overlæsset med plastiske Detailler. »Resultatet blev, at Danserne havde - og endnu har - overmaade svært ved at faa deres Gestus og Trin til at falde nøjagtigt sammen med Musiken, hvad der ofte afstedkommer en højst uheldig Uoverensstemmelse mellem Dansens Bevægelser og den musikalske Rytmes ubønhørlige Krav.« At Strawinsky har sin ganske bestemte Mening om Koreografi og har haft Indflydelse paa denne i flere af sine Balletter, fremgaar af hans Syn paa Koreografien til Balletten »Feens Kys« (efter H. C. Andersens »Isjomfruen«). Bronislava Nijinska, som Strawinsky ellers beundrer meget, havde lavet Koreografien helt alene, uden at Strawinsky havde været med ved Udarbejdelsen. Han skriver saa, at der var mange Scener, han ikke kunde bifalde, og som han vilde have forsøgt at faa hende til at ændre, hvis han havde været tilstede, da de blev komponeret. Det var imidlertid for sent, og det hele maatte gaa, som det bedst kunde. Heller ikke Broderen Nijinsky's Koreografi til »Le Sacre« tilfredsstillede ham. »Da jeg komponerede »Le Sacre« forestillede jeg mig den sceniske Fremstilling af Værket som en Række overmaade enkle, rytmiske Bevægelser udført af store Menneskeblokke; de skulde virke rent umiddelbart paa Tilskuerne (jeg tror ikke, Oversættelsen her er helt rigtig; den franske Tekst, der hedder: »sans minuties superflues, ni complications trahissant l'effort«, skal sikkert oversættes saaledes: »uden overflødige Detailler eller komplicerede bevægelser, der kunde modvirke Hensigten« (Bestræbelserne); det andet giver ingen Mening), uden overflødige Detailler eller Forviklinger, som røbede Anstrengelsen. Kun Offerdansen, hvormed Værket slutter, var tænkt udført af een enkelt Danserinde. Musiken til dette Stykke er klar og gennemsigtig og fordrede en tilsvarende Koreografi, enkel og letfattelig. Men selvom Nijinsky her forstod Dansens dramatiske Karakter, var han ikke i Stand til at gengive det væsentlige af den paa en forstaaelig Maade; han gjorde den altfor kompliceret, hvadenten det skyldtes Ubehændighed eller manglende Forstaaelse. Er det f. Eks. ikke en Ubehændighed, naar man ubevidst tvinger Musiken over i et langsommere Tempo for at kunne komponere komplicerede Trin, som simpelthen ikke kan udføres i det foreskrevne Tempo. Mange Koreografer gør sig skyldige i samme Fejl; men jeg har ikke kendt nogen, der gjorde det i den Grad som Nijinsky.« Han er mere tilfreds med Massines senere Koreografi og Iscenesættelse, men synes stadig, at Koreografien virker noget forceret og kunstlet. Dette at forcere Koreografien og gøre den kunstlet, skriver han »er noget, Koreograferne ofte kommer ud for paa Grund af deres foretrukne Fremgangsmaade, der bestaar i at behandle den enkelte rytmiske Episode i Musiken som et Brudstykke og at gennemarbejde hvert af disse Brudstykker for sig, for tilsidst at hægte dem sammen. Men naar Musiken saadan stykkes ud i lutter smaa Episoder, naaer man næsten aldrig den koreografiske Linje, der skulde svare til den musikalske. Denne Metode fører ofte til beklagelige Resultater. Paa den Maade lykkes det næsten aldrig Koreografen at finde den rette plastiske Oversættelse af det musikalske Sprog. Ved at sammenføje alle disse smaa Enheder (koreografiske Takter), naar han ganske vist frem til en samlet Sum af Bevægelser, der svarer til Musikens Varighed; men dermed er ogsaa alt sagt. Musiken vil derimod ikke lade sig nøje med en simpel Addition; den forlanger af Koreografien en organisk Ækvivalent.«

Disse Udsagn af Strawinsky forekommer mig uhyre betydningsfulde; de udtrykker en almen Indvending fra Musikens Side imod Balletten. De fleste Komponister og Musikere med et blot nogenlunde skolet Øje lider sikkert ligesom Strawinsky under den skæbnesvangre Uoverensstemmelse mellem Bevægelse og Musik, som præger Balletkunst i de fleste Tilfælde. Det, Strawinsky fornemmer, er vel, at Danserne (og Koreograferne) er for meget rent teknisk skolede og for lidt rytmisk-musikalsk uddannede. De evindelige pirouetter, entrechat's, fouetté's og pas de bourréé's, som skal presses ind hvert Øjeblik, virker overlæsset og kunstlet paa Mennesker, der ser musikalsk. Dalcroze's nu over 30 Aar gamle Kritik af Balletdans har ikke frugtet meget; havde man lyttet mere til den, havde Strawinsky ogsaa faaet en bedre Koreografi til sin Musik. Der tiltrænges en Reform, som den Gluck gennemførte for Operaens Vedkommende, ogsaa herhjemme, hvor Folk er saa interesseret i Ballet. Da Dalcroze foretager sin Rejse rundt i Europa, giver han bl. a. en Karakteristik af de danske Forhold (1919), idet han skriver, »at Publikum her, trods sin Lidenskab for scenisk Dans, næsten udelukkende beundrer tekniske Knaldeffekter; med Hensyn til de rent musikalske Evner, saa synes de ham helt at mangle.« - Ikke smigrende for os og sikkert alt for haardt, men nok værdige til Eftertanke.

Nu omstunder er Ballet jo saa mange Ting, oftest en Blanding af Dans og Pantomime, undertiden overvejende Akrobatik og ikke sjældent store Shownumre, der let henriver et underholdningstørstende Publikum ved sin Pragt.

For Strawinsky er Ballet en ophøjet Ting, et af de reneste Udtryk for Skønhed og Adel. I eet Tilfælde er han tilfreds med Koreografien, nemlig i Balanchines Udarbejdelse af hans »Apollon Musagetes«, hvor han udtaler, at Balanchine havde skabt Grupper, Bevægelser og Linjer af stor Ædelhed og plastisk Elegance, inspireret af de klassiske Formers Skønhed. Men Balanchine var ogsaa Musiker; han havde faaet en god Uddannelse paa Konservatoriet i Skt. Petersborg og havde derfor let ved at forstaa Strawinskys Musik indtil de mindste Enkeltheder, ligesom det lykkedes ham at gengive hans Intentioner i sin, som han skriver, skønne Koreografi.

Jeg skal ikke laste vor hjemlige Ballet, som er baade energisk og vaagen; en Præstation som Børge Ralovs og Kirsten Gnatts i »Den evige Trio« er en musikalsk Oplevelse; men Strawinskys Indvendinger gælder dog ogsaa her, og frem for alt er det for lidt, Balletten har gjort for at give os et Indtryk af den højere Balletkunst, som Strawinsky repræsenterer; vi har hidtil kun set »Ildfuglen« og »Petrushka«; men vi trænger til meget mere. Iøvrigt nævner Strawinsky i sine Erindringer en Mængde værdifulde moderne Balletter, som vi slet ikke er kendt med herhjemme, men som vi nok tør haabe at faa at se engang efter Krigen.

Uden Tvivl er Strawinsky forud for sin Tid i sine Balletintentioner, men ogsaa paa andre Omraader møder vi i Erindringerne hans Fremsynethed. Hør f. Eks. hans Betragtninger over Radioens og Grammofonens Betydning: »Spredningen af Musiken ad mekanisk Vej, ved Grammofon og Radio, disse mægtige tekniske Landvindinger, som har alle Muligheder for at udvikle sig endnu mere, fortjener en opmærksom Undersøgelse med Hensyn til deres Betydning og deres Virkninger paa Musikens Omraader. Det er blevet muligt for Komponisterne og de udøvende Musikere at naa ud til de store Masser og det er blevet let for disse at lære Musikværkerne at kende; det er klart, at dette betyder en stor Fordel for begge Parter. Men paa den anden Side maa man ikke overse, at denne Fordel tillige rummer en stor Fare. Fordum maatte en Johann Sebastian Bach vandre fem-seks Mil tilfods for at høre Buxtehude spille sine Værker i en Naboby. I Dag kan man blive siddende i sin Lænestol og behøver blot at trykke paa en Knap eller sætte en Grammofonplade igang for at høre det Musikstykke, man ønsker. Men netop fordi det er blevet saa let, netop fordi man ikke behøver at gøre sig den mindste Umage, er dette saakaldte Fremskridt saa betænkeligt. Thi i Musikens Verden gælder det, mere end i nogen anden Kunstart, at kun den naar frem til Forstaaelse, som yder en aktiv Indsats. Den passive Modtagelse er ikke nok. Fordi man hører nogle Klangforbindelser og automatisk vænner sig til dem, er det ikke dermed sagt, at man virkelig opfatter dem. Man kan nemlig meget godt høre uden at opfatte, ligesom man kan staa og se paa en Genstand uden at gøre sig klart, hvad det er, man ser. Folk vænner sig af med at præstere et aktivt Arbejde; de faar Smag for en musikalsk Underholdning, der ikke kræver nogen Ulejlighed; de bliver dovne. De behøver ikke flytte sig, som Bach gjorde; Radioen fritager dem for Besværet. Det er heller ikke absolut nødvendigt for dem selv at dyrke Musik og at spilde Tid paa at lære et Instrument for at kende Musiklitteraturen. Radioen og Grammofonpladen besørger det fornødne. Resultatet bliver, at de aktive Evner, som er en nødvendig Forudsætning for at tilegne sig Musiken, lide efter lidt visner bort af Mangel paa Øvelse. Denne fremadskridende Lammelse faar meget alvorlige Følger. Overmættede med Klange og blaserte med Hensyn til alle klanglige Forbindelser synker Folk ned i en Sløvhedstilstand, som ganske berøver dem Evnen til at skelne, og gør dem ligeglade over for Kvaliteten af de Musikstykker, der serveres for dem. Det er mere end sandsynligt, at en saadan planløs Stopfodring snart vil fratage dem baade Appetiten og Smagen for Musik. Naturligvis vil der altid findes hæderlige Undtagelser, Mennesker, der ud af det store Overflødighedshorn vil forstaa at vælge det, der passer dem. Men med Hensyn til Masserne er der al mulig Grund til at befrygte, ae de moderne Kulturspredningsmidler i Stedet for at udvikle deres Kærlighed til og Forstaaelse af Musiken vil føre til det stik modsatte Resultat, d. v. s. til Ligegyldighed og manglende Evne til at skelne mellem godt og slet, orientere sig (1) og føle Reaktioner af nogen Værdi.«

Jeg har ikke kunnet lade være med at citere dette lange Afsnit, der i saa klar en Form ridser et meget betydningsfuldt Problem op, som kan give de Autoriteter, der bestemmer over vor Musikkulturs Skæbne noget at tænke over. Hertil vil jeg føje et andet Citat, som er i nøje Forbindelse med det foregaaende: »De fleste Mennesker elsker Musik, fordi de regner med i den at møde saadanne Følelser som Glæde, Smerte eller Sorg, en Aabenbaring af Naturen, et Brudstykke af en Drøm eller blot et Øjebliks Glemsel fra »det prosaiske Liv«. De betragter den som en Slags Medicin, et Bedøvelsesmiddel. Saa er det forøvrigt underordnet, om de udtrykker denne Form for Musikforstaaelse direkte eller genpem et Slør af kunstfærdige Omskrivninger. Musiken vilde ikke være meget værd, hvis dette var dens eneste Bestemmelse. Naar Folk først faar lært at holde af Musiken for dens egen Skyld, vil de opleve en langt højere og kraftigere Nydelse, som vil gøre det muligt for dem at bedømme Musiken paa en helt anden Maade og opfatte dens sande Værdi. Dertil kræves der naturligvis en vis Grad af musikalsk Udvikling og intellektuel Kultur; men denne Grad er ikke saa vanskelig at naa. Ulykkeligvis har Musikundervisningen, bortset fra enkelte hæderlige Undtagelser, en væsentlig Del af Ansvaret for Miseren. Tænk blot paa al den sentimentale og taabelige Snak, man hører serveret om Chopin, Beethoven, ja selv Bach, og det endog paa Skoler, som har til Opgave at uddanne professionelle Musikere. Disse inderligt overflødige Kommentarer til Musikens »Udenværker« letter paa ingen Maade Forstaaelsen, men er tværtimod en alvorlig Hindring, som gør det vanskeligt at trænge ind til det egentlige, til selve Kernen i Musiken.«

Strawinsky er overordentlig klartseende; han ser Betydningen af Radio og Grammofon og ser samtidig Betydningen af Musikopdragelsen som en Opdragelse til aktiv Medleven og Forstaaelse af Kunstværkerne. Han, der affærdiger Omtalen af sine personlige Sorger og Glæder med et Par Linjer og nærmest fortier sine egne kunstneriske Problemer, breder sig med Glæde over et Par Sider med den Art Betragtninger, fordi han forstaar Rækkevidden af dem og vel ogsaa ved, at han kan forlene dem med sin store Autoritet som vore Dages største skabende Musiker.

Hermed tror jeg at have peget paa de vigtigste Afsnit i Strawinskys »Mit Livs Historic«; men samtidigt maa jeg dog gøre opmærksom paa, at Bogen rummer mange andre Betragtninger, som det er værd at stifte Bekendtskab med, men som det vil føre for vidt at komme ind paa her. Man maa blot haabe, at mange vil læse disse Erindringer og tilskyndes til at kæmpe med for de Ideer, som de rummer og lade sig influere af den aabne og sobre Holdning, der er karakteristisk for denne Strawinsky's Bog saavel som for hans Kunst.

(1) »og reagere Paa nogen værdifuld Maade", vilde maaske være en klarere oversættelse af: d'eprouver une reaction de quelque valeur.