Orgelkoraler til kirkeaaret

ORGELKORALER TIL KIRKEAARET

Af Svend- Ove Møller

Komponi,rten Svend-Ove Møller, der er Organi-rt i Nykøbing paa Faliler, anmelder Mogenx WöIdikes store Værk med Indgangspræludier til hele Kirkeaaref.

1 1909 udkom en meget værdifuld samling salmeforspil. af Thomas Laub. Med disse smaa orgelstykker blev det første skridt gjort til en reformering af orgelmusikca ved gudstjenesterne. Fra Laubs side var det et forsøg. Han vilde dermed pege paa den vej, man efter hans me-' ning burde gaa. Man havde ventet, at Laub efter er saa vellykket forsøg nøje havde uddybet dette emne, og man havde ikke mindst haabet paa, at han havde givet os en lang række orgel

kompositioner - forspil, indlednings- og afslutningsmusik - som kunde finde anvendelse ved gudstjenesterne i tilknytning til melodisamlingen »Dansk Kirkesang«. Dette skete imidlertid ikke. Ud over forholdsvis faa forspil og orgelkoraler - som nu alle er trykt - foreligger der intet fra hans haand i denne retning, og i sin ellers saa omfattende bog »Musik og Kirke« ofrer han kun et par sider paa orgelspillet, og kommer endog kun ind paa forspillene, medens gudstjenestens indledende og afsluttende orgelstykker forbliver uomtalt. Med hensyn til det stilistiske giver han dog klart udtryk for sit standpunkt, idet han henviser til Pachelbels orgelstil, som han mente vi kunde lære meget af. Dog godkender han ikke Pachelbels dissonansbehandling, og han venter »paa en genial komponist, der kan sammensmelte den Pachelbelske alvorlige orgelstil. med d~n rene tone fra Palestrina«. (»Musik og K,irke«, s. 170). Nærmere naaede Laub ikke ind paa spørgsmaalet, og han indrømmede gerne, at der for ham laa et stilproblem, som var vanskeligt at løse, da han ikke kunde anerkende nogen given historisk kirkelig orgelstil (Povl Hamburger: »Thomas Laub«, s. 101) - Dermed overlod han kommende slægter at løse denne vanskelige opgave.

1 1930 arrangerede samfundet Dansk Kirkesang en studiekreds til nærmere drøftelse af disse spørgsmaal, og det er maaske her første gang indgangspræludiet kommer paa tale, idet Povl Hamburger i et foredrag slog til lyd for at bruge orgelkoralen som introitus. Hamburger kommer atter ind paa dette spørgsmaal. i et foredrag, han holdt ved Dansk Kirkesang's sommermøde (trykt i Dansk Musiktidsskrift, oktober 1937). Her peger han tillige paa de vanskeligheder, der er forbundet med en fuldstændig gennemførelse af dette princip. Mange af vore kirkemelodier maa. nødvendigvis bruges til flere forskellige salmer. I mange tilfælde vil menigheden derfor ikke være i stand til at forbinde ganske bestemte tekstord med den melodi, der ligger til grund for'orgelkoralen. Hamburger forlader dog ikke helt tanken om et orgelintroitus og mener, at det burde prøves i praksis, hvorvidt tanken er gennemførlig.

I en diskussion, afholdt ved 3. nordiske kirkemusikermøde i København (Medlbl. f. Da. Org. og Kant. Samf. Oktober 39), kom man atter ind paa sagen. Nu afdøde 0. E. Thuner gik af - gjort ind for, ar orgelkoralen og koralfugaen .burde indlede vore gudstjenester, hvorimod Finn Viderø mente, at denne tanke ikke var gennemførlig, idet han pegede paa de samme vanskelig~ he ' der som Povl Hamburger i førnævnte artikel. Viderø holdt paa - efter at have foretaget en

historisk undersøgelse af orglets opgave i . gudstjenesten - at det mindst var lige saa rigtigt, at nytte et frit præludium. Med hensyn til stilproblemet sagde Finn Viderø bl. a.: »At de forskellige »laan« fra ældre tider staar ved siden af hinanden uden at kunne gaa op i en højere enhed, tror jeg ikke, man i en'overgangstid som vor skal se for strengt paa«. »Men skal man afgrænse de fri præludier, finder jeg en greense - ikke som Laub i dissonansforhold eller kromatik - men i det teknisk-virtuose«. »Med andre ord: Naar det valgte præludium ejer en saadan indre holdning, a£ det kan kaldes kirkeligt og ikke paatrænger sig som en teknisk-virtuos præstation af den spillende, saa længe er man paa den sikre side.«

Carl Riess slaar til lyd for at gøre skridtet fuldt ud og frit bruge Bachs orgelværker, og han henviser til, at katofikerne (især i Paris) i stor udstrækning nytter de værker, sorn vi danske lutheranere af stilhensyn vægrer os ved at bruge.

I en artikel i Dansk Kirkesang's aarskrift 1940 mener pastor Mogens Buch, at al orgelmusik ved gudstjenesten bør indskrænkes det mest mulige - meget korte forspil - modulationer erstattes af smaa »intonationer« (mon disse kan gøres v-a--sentlig kortere end modulationerne?) - indgangspræludiet er uden liturgisk betydning i strængere forstand. Om det er et frit orgelstykke eller bundet til en given melodi, mener pastoren bliver et mindre væsentligt spørgsmaal, naar det blot er kort, da det - efter pastorens mening kun drejer sig om en slags processioasmusik, der skal ledsage præsten paa hans vej fra sakristiet til alteret.

Ved udgivelsen af »Orgelkoraler til kirkeaarem bringer Mogens Wåldike atter røre i det gamle spørgsmaal. I en længere fortale gør han rede for hensigten med denne udgivelse. Indgangspræludiet betragter Mogens Wóldike som en rest af det gamle introitus, et led af selve

gudstjenesten og hører med til dennes liturgi.

Mogens W~Sldike mener derfor, at indgangsspil-

let bør være afhængigt af koralstoffet, hvorved det knyttes nærmere til gudstjenesten. Selv om udgiveren er fuldt ud klar over de store vanskeligheder, der er forbundet med at gennemføre en fuldstændig introitus-samling - og de vanskeligheder, denne kan m~øde i praksis - er det alligevel lykkedes ham - ved et uhyre grundigt forarbejde - at gøre Povl Hamburgers gamle ide til virkelighed, og møder her med en fuldstændig aargaag introltus-præludier.

Mogens Wffldike holder sig med hensyn til det stilistiske strengt til den før-bachske orgelkoral, idet der dog er taget afstand fra Laubs strenge krav om, at kun den pachelbelske »palestrinastil« kunde faa plads ved vore gudstjenester. Og det er klogt! Vi kan ikke blive ved med at give orglet et vokalt præg! Hvis orgelspillet overhovedet har berettigelse ved vore gudstjenester, saa maa det tale sit eget sprog; en sammenblanding af vokal og instrumental udtryksmaade kan nu engang ikke gennemføres'. Som koret i motetterne f aar lov til at synge ud - ja, paa f estdagene ligefrem at juble (Thomas Laub: Halleluja for festdage - Lover Herren alle hans tjenere - Te deum. Endvidere henvises til flere af Knud Jeppesens motetter og til motetter af gamle mestre), saaledes bør orglet ogsaa have lov til at »synge ud«, men paa udpræget instrumental vis. Motetterne i den strenge stil finder man jo ingenlunde kedelige, fordi det er den for koret naturlige udtryksmaade, hvorfor skal orgelspillet da gøres kedelig ved at paatvinge det en fremmed udtryksmaade (jfr. hvad Thomas Laub skriver om Palestrinas orgelværker, »Musik og Kirke«, s. 170).

Mogens Wöldike sætter grænsen ved det toccataagtige og patetiske - orglet maa ej ville noget selvstændigt!

Forslaget til fordeling af orgelkoralerne paa kirkeaarets søn- og helligdage er ikke blot sa Rre vel gennemtænkt, det er tillige et vidnesbyrd om udgiverens ualmindelig store tekstlige indsigt og viden - her kunde mange præster hente gode raad til søndagens salmevalg.

Hvad nu selve stoffet angaar, saa staar vi her overfor en samling orgelkoraler - 125 ialt - af allerstørste interesse. Valget af de gamle kompositioner er - som man kunde vente det - fortrinligt gjort, og man er udgiveren i høj grad taknemlig for det store arbejde, han her har givet os. Der findes værker af 16 gamle komponister. joh. G. Walther er rigeligst repræsenteret ved ikke mindre end 2 5 stykker. Saa følger F. W. Zachow med 15 stykker. joh. Pachelbel. kommer først i tredie Række med 13 stykker. Derefter kommer Joh. Christoph Bach med 6 stykker og vor danske Buxtehude med 5 stykker. Af j. K. F. Fischer er der 3 stykker, medens S. Scheidt og A. Armsdorff hver er repræsenteret med 2 stykker. Endvidere findes der enkelte orgelkoraler af G. Whm, j. L. Krebs, j. H. Buttstedt, A. N. Vetter, j. Ph. Kirnberger, D. Strungk og J. M. Bach. Af Johann Sebastian Bach er kun medtaget 4 stykker, og deraf er ægtheden endda kun sikker for de to stykkers vedkommende, som begge er hentet f ra det prægtige bind V i Peters Udgaven. Trods udgiverens strenge syn paa anvendeligheden af j. S. Bachs musik ved gudstjenesterne melder der sig alligevel den tanke, om der dog ikke kunde findes flere af Bachs smaa mesterværker, som staar paa linie med de to stykker, udgiveren har valgt, og som derfor vilde føje sig naturligt ind i samlingen. Jeg tænker bl. a. paa »I dødens baand, vor Frelser laa«, »Fra himlen højt kom budskab her«, den prægtige fuga over »Aleneste Gud i himmerig« (bind VI) o. I. Noget lignende gælder Buxtehude. Den koloristiske behandling af melodien præger ganske vist hans allerfleste orgelkoraler; nogle er der dog endnu, hvor dette ikke helt tilslører melodien, og hvor man skulde tro, at selv den urnu

sikalske del af menigheden maa kunne fornemme melodigangen - fremhævelsen af melodien paa et særskilt manual, som Buxtehudes orgelkoraler kræver, er en stor hjælp i saa henseende. Her tænker jeg bl. a. paa »Nu bede vi den Helligaand«, »In dulci jubilo« og et af versene i variationskæden »Min sjæl du Herren love«. Maaske er disse tanker i særlig grad udsprunget fra ønsket om at faa den gamle danske orgelmesters værker knyttet nærmere til vor danske kirke.

Men som samlingen foreligger, har vi faaet et righoldigt materiale til raadighed samlet i et en

kelt bind, og naar man tager i betragtning, at samtlige stykker kan henføres til to hovedformer - orgelkoralen og koralfugaen - maa man betindre, at det har været udgiveren muligt indenfor et saa stærkt begrænset omraade at gøre sin samling saa levende og righoldig, som tilfældet er. 1700-tidens variationsrigdom sætter overalt sit præg paa samlingen og fanger ustandselig interessen.

Til disse gamle værker er føjet nyere danske kompositioner. Navnlig maa. det hilses med glæde,, at Thomas Laubs efterladte manuskripter nu er blevet udgivet, og man er udgiveren taknemlig for, at han har vist Thomas La Lfb den pietet ved endog at medtage orgelkoralen: »Jeg kommer, Herre, paa dit ord«, til trods for, at den ikke altfor morsomme melodi, der ligger til grund for bearbejdelsen, falder uden for samlingens rammer. Derved faar man lejlighed til at beundre Laubs store evne til at forædle en melodi ved ganske sinaa midler. Som Thomas Laubs øvrige kompositioner bærer ogsaa disse orgelkoraler vidne om hans dybe indsigt i den gamle musik. Tillige har han formaaet - uden egentlig at tilstræbe det - at give disse smaa orgelstykker et stærkt personligshedspræg.

Mogens Wóldike har skrevet 23 orgelkoraler og en enkelt koralfuga til samlingen. Alle disse stykker er i fuldkommen gammel stil, og det er forbløffende godt gjort med en kontrapunktisk teknik, som er ret enestaaende, og som overalt faar satsen til at flyde paa ægte polyfon vis. Som eksempel paa hans imitatoriske kunnen henvises bl. a. til den tredie variant af »Vor Herres Jesu mindefest« - mon de gamle kunde have gjort det bedre? Under mærket Th. L. - M. W. findes tre af Laubs salmeforspil, som er udarbejdet til orgelkoraler af udgiveren.

Povl Hamburgers fire orgelkoraler er alle præget af den »fortættede« imitationsteknik, som er komponistens egen. Dette giver hans arbejder indre styrke og en velgørende flugt. Da melodien hos Povl Hamburger ikke brydes af længere imitatoriske mellemspil, lettes tilegnelsen i højeste grad for menigmand, som Liden mindste besvær kan følge melodigangen.

Finn Viderers seks kompositioner repræsente~er begge kompositionsformer, alle kraftfulde arbejder, hvor der er lagt en sjælden opfindsomhed for dagen. I »Den store hvide flok« og »Denne er dagen« søger Viderø aabenbart nye veje, idet han nytter en friere dissonansbehand

ling. Dette friske pust fra vor egen tid er saare velgørende. Ved at gennemgaa, disse stykker kommer man uvilkaarlig til at tænke paa, om muligheden nu skulde være til stede for at skabe en orgelstil, som - hvilende paa den gamle tradition - dog var et fuldgyldigt udtryk for vor egen tid. Dissonansbehandlingen vil Ler spille en afgørende rolle. Men ogsaa, paa et andet punkt maa. der kunne sættes ind. Mogens Wóldike skriver i forordet at »mange af de nyere og stærkt rytmiske melodier ikke egner sig saa godt til bearbejdelse som orgelkoraler, i hvert fald ikke i stilen fra 1700, som jo i hovedsagen arbejder udfra den regelmæssige koralform«. Dette er utvivlsomt rigtigt! Men var her netop ikke mulighed for en nyskabning paa den gamle kirkegrund? En saadan nyskabning er Laubs egne kirkernelodier. Over disse rytmiske melodier maa, der ogsaa kunne bygges orgelkompositioner i en stil, som netop understreger melodiens karakteristiske rytme. I før nævnte diskussionsindlæg udtalte Finn Viderø disse bemærkelsesværdige ord: »Kun maa den store begejstring for den gamle musik, der er en modesag i øjeblikket, ikke lukke ørene paa os for de bestræbelser, der er fremme i den nyeste musik for at finde frem til en nutidig kirkestil«. Det er, mig bekendt, første gang, at en dansk kirkemusiker har udtalt sig offentligt i den retning. Disse ord bør ikke overhøres. At vi skal gaa frem med den yderste forsigtighed, er der ingen tvivl om; men det er klogt at være forberedt og godt udrustet til de opgaver, som eventuelt vil melde sig i fremtiden. Mogens W81dikes prægtige orgelbog er det bedste bevis paa, at vi har et baade fornemt og ædelt grundlag, hvorpaa det nye kan vokse op.

Til slut et hjertesuk: Behøver vi for stedse at opgive tanken om at faa, genindført det sungne introitus? Kunde man ikke tænke sig en nyvinding paa dette omraade, f. eks. som jeg har hørt det i Hans Tausens Kirke i København, ved at knytte orglet til introitus-stykket, som synges af koret? De faa, gange, jeg har haft lejlighed til at høre det, har denne f orm for introitus paa mig virket meget overbevisende og helt svarende til vore forhold. Selv har jeg desværre ikke kunnet gøre erfaringer paa dette omraade, da de ydrc kaar, jeg har maattet arbejde urider, stiller sig hindrende i vejen herfor; men ligger her ikke ci problem, der fortjener nøjere overvejelse?