I anledning af Hartmanns klaversonate

I anledning af Hartmanns klaversonate

A Richard Hove

Richard Hove aninelder den nylig udkowne F-dur Klat,6,rsonate af I. P. E.

Efter halvfems aars ventetid er j. P. E. Hartmanns F-dur klaversonate udkommet i trykken paa Wilhelm Hansens musikforlag. Det er meget faa værker, der taaler saa langt et ophold i skrivebordsskuffen. jeg kender egentlig kun et værk i nordisk musik, Fr. Berwalds Sinfonie singuliere, som har haft en lignende skæbne, og som har oplevet en straalende genfødelse ved sin offentliggørelse. Hartmanns sonate fortjener ogsaa at opfattes som levende musik. Den skal ikke ses som et objekt for musikhistoriske betragtninger. Den skal spilles af de mange som et stykke kærnedansk musik af højeste kvalitet.

I nogen maade tror jeg, at jeg kan sige, at jeg er gudfar til barnet. 1 1928 nævnede jeg i for-' bigaaende sonatens eksistens i en artikel i Dansk Musiktidsskrift. Det var lykkedes mig at sammenstille de foreliggende manuskriptblade saaledes, at jeg var klar over, at sonaten var en helhed i modsætning til de mange fragmentariske kornpositionsudkast fra Hartmanns haand, jeg dengang besk2eftigede mig med, og selvfølgelig var det en nærliggende tanke, at man maatte prøve at faa sonaten udgivet. Det viste sig imidlertid ingenlunde at være let. Havde det været et litterært: arbejde, der var blevet fundet, vilde forlæggerne have staaet parat. Et ukendt arbejde af Oehlenschlaiger eller Heiberg vilde have været en begivenhed, en sensation, som vilde have sat kronikskrivernes penne i livlig virksomhed; men fundet af et hovedværk af det nittende aarhundredes største danske komponist gik ganske sporløst hen over den danske musikverden.

Dansk musik befandt sig nu ogsaa paa det tidspunkt - omkring 1930 - paa et fuldkomment lavpunkt af publikumsinteresse. Det var dengang professor Abrahamsen paa en forespørgsel fra »Dansk Arbejde« om muligheden for et større hjemligt marked for dansk musik, gjorde hvad han formaaede for at noget saa forkasteligt skulde ske, som at den danske musik skulde faa en præferencestilling i sit fædreland - det være sig i radioen (hvad der under kammersanger Holms styre heller ikke var nogen fare for) eller ved det offentliges musikanvendelse i det hele taget.

Man kunde maaske ogsaa have ventet, at Hartmanns forlag eller hans famille, der den dag i dag har betydelige indtægter paa den store komponists værk, dels i nodesalg, dels i kodaafgifter, med begejstring havde løst denne opgave. Jeg var selv paa dette tidpunkt meget interesseret i at faa en trykt udgave af partiturerne til Hartmanns ouverturer og symfonier, som for mig udgør grundstammen i den danske romantiske musik. Og et øjeblik saa det virkelig ud, som der skulde komme liv i en udgivervirksomhed af dansk musiks hovedværker. Det var i de dage, da Dr. Knud jeppesen udgav Mogens Pedersøn i serien »Dania sonans«. Serien standsede imidlertid, og det oplystes, at det nittende aarhundrede ikke kunde siges at have videnskabelig eller historisk interesse, og først i de sidste aar er der ved den af det kongelige bibliotek gennemførte manuskriptkopiering sørget for at forhindre, at dette afsnit af dansk musik først fik historisk interesse, naar det, man skulde interessere sig for, var gaaet tabt.

Imidlertid blev jeg optaget af andre ting og tabte i nogen grad sonaten af syne. Men saa skete det en dag i 1939, at jeg fra en mig ubekendt hr. Irlerner JYlolf Glaser modtog sonaten i et til udgivelse færdiggjort manuskript. Det var en virkelig overraskelse, og det var en stor glæde at se, hvor omhyggeligt dette revisionsarbejde var gjort, med hvor stor indlevelse og kærlighed til opgaven denne udgiver, havde gjort sig fortrolig med den danske tone og den specielle Hartmanske stil, saaledes at sonaten ikke alene fremtraadte nodemæssig som en helhed, men at ogsaa, de mange problemer i frasering og dynamik, som der i Hartmanns manuskript kun i ringe grad var taget hensyn til, paa den smukkeste og mest overbevisende maade var løst.

Nu troede jeg selvfølgelig, at alle hindringer maatte falde, og at udgivelsen vilde kunne ske i løbet af nær fremtid, men fem aar skulde gaa, før sonaten i dag staar paa nodepulten. jeg skal ikke her skrive historien om de endeløse forhandlinger, der gik, inden man kom saa vidt, men egentlig smigrende for dansk forlæggerinitiativ og pieteten mod vor musiks klassikere har de ikke været. jeg vil kun udtrykke min forundring - over, at sonaten nu udsendes med en »Revisionsberetning«, der bærer Niels Viggo Bentzons Navn, og ikke Werner Wolf Glasers. Af den foreliggende »Beretning« er det ikke muligt at se, hvori Bentzons arbejde har bestaaet, og jeg havde egentlig den opfattelse af N. V. Bentzon, at han vilde have forlangt, at den mand, som havde gjort hovedarbejdet, ogsaa havde faae L sit navn frem paa titelbladet - eventuelt i forbindelse med det lille forord, som fandtes i det manuskript, jeg saa i 1939. De ikke særlig betydende varianter kunde der, med mindre sats, være gjort rede for efter sonaten. Sorn de nu staar, giver de indtryk af større betydning end de har. Sonaten har budt Glaser langt vanskeligere problemer.

Imidlertid nu har vi sonaten og bør glæde os over den. Den er et af de reneste udtryk den romantiske musikperiode har fundet for dansk aand og dansk natur. Navnlig vil førstesatsen stadig staa, som noget af det mest fuldbaarne, Hartmann har skrevet. Den thernatiske rigdom og den mærkelige forening af ynde og kraft virker betagende, saa man vanskelig kan løsrive fra satsen. Den harmoniske behandling er overraskende krydret, aldrig søgt, men heller ikke selvfølgelig. Satsen er en frugt af den blomstringsperiode i dansk aandsliv, som maaske bærer j. L. Heibergs navn frem for nogens, men som hos Hartmann. altid har indslag af Oehlenschlægers kraft og Poul Martin Møllers oprindelighed.

Til midtersatserne, der er knappe i formen og koncentrerede i indholdet, kan vi finde endnu en litterær parallel. De er i nær slægt med H. C. Andersens eeventyrform. Andensatsen hedder i sonatcns manuskript »Andante sostenuto con largezza«, og jeg ser ingen grund til, at man i denne udgave har benyttet betegnelsen »Andantino sostenuto«, som stammer fra udgaven fra 1874. Den vaklen, som spores gennem Hartmanns to udformninger af tempo-betegnelsen, siger imidlertid en del om satsens problem, der bestaar i at holde igen paa tempoet, saa hver tone f aar lov til at virke med sin hele sarte poesi, men at undgaa, at stykket bliver skæbende og overeksponeret. Tempoet bestemmes sikrest ud fra den med »con passione« betegnede midterdel.

Intermezzoet, der direkte er betegnet som »mårchenartig«, er præget af en capricciøs klaverbehandling, og gennem disse to midtersatser faar man en udmærket prøve paa Hartmanns klaverstil, som man finder den i de mange klaverstykker, som vel nu for de flestes vedkommende er faldet i ufortjent glemsel. Midtersatserne er med smaa ændringer optagne i »Klaverstykker fra ældre og nyere Tid« op, 74, et magtfuldt værk, som ogsaa fortjente en genopstandelse.

Intermezzoet knyttes ved en recitativisk overledning direkte til finalen, som begynder med et thema af samme lyriske og idylliske karakter som første sats. Sonatens enhed er paa lykkelig maade gennemført for alle satserne, men finalen naar ikke i musikalsk værdi helt paa højde med førstesatsen. Den indeholder meget, som endnu har fuld livskraft, men har ogsaa partier, der i højere grad bygger paa rent harmoniske virkninger, som tiden har gjort blankslidte ved flittigt brug, selv om man gang paa gang beundrer den oplagthed, hvormed Hartmann bruger dette stof. Ogsaa det klavermæssige er mere tyktflydende og vanskeliggør en saa glansfuld spillemaade, som førstesatsens skriveform uvilkaarligt - fremkalder. Det er sammenspillet mellem tiden og manden, som enhver kunstners værk præges af, som her mærkes stærkere. Men alligevel er der helhed og holdning nok til, at man. ikke behøver at anlægge et blot historisk syn paa satsen, og dens hele opstilling viser afgjort frem mod a-moll sonaten og er specifik og typisk for Hartmanns absolutte musik. - Sonaten er klavermæssig interessant uden at være altfor teknisk krævende. Det vil sige, at den gode amatør vil have fuldt udbytte af at studere den.

F-dur sonaten indtager en naturlig og jævnbyrdig plads mellem Hartmanns to hovedvaerker for violinen: sonaten i C-dur op. 39 (1846) og suiten i a-moll op. 66 (1864). Om dem begge gælder det, at de ikke kan faaes i handelen. De er udsolgt, og jeg mindes engang at have faaet den besked, at de ikke vil blive genoptrykt. Det er en skam, og det er ogsaa en. forretriingsmæssig forkert udnyttelse af det aktiv, disse værker repræsenterer. Nu kan mari maaske naivt mene, at det saa vilde være en nærliggende opgave for Samfundet til Udgivelse af dansk Musik at udgive Hartmanns samlede' værker for violin og klaver, naar - forlaget ikke mener at ville løbe nogen risiko mere paa disse værker, men efter de kvaler, der har været forbundne med denne sonates trykning, har jeg desværre ikke meget haab om en virkelig folkeudgave af Hartmanns instrumentalværker.

Noget kunde det selvfølgelig hjælpe, dersom radioen virkelig vilde gøre en indsats for at popularisere disse værker. Erling Sell spillede i paasken violinsuiten med ganske ideel indførelse i værkets stil, og for et aars tid siden spillede Leo Han-ren C-dur sonaten paa en maade, saa man ogsaa vil huske den fremførelse meget længe, men det er ikke nok til at grundfæste disse værker i de mange tilhøreres bevidsthed. Dertil kræves gentagelsen atter og atter, saa værkerne bliver kendte og kære. Og nu da jeg er kommet til at beskæftige mig med tanker fra gamle dage, vil jeg ogsaa gentage den these, jeg dengang med al min energi, men alligevel ikke kraftigt nok, fremsatte gang paa. gang: »Den danske statsradiofonis musikalske hovedopgave maa være den danske musik.«

Den danske statsradiofoni lededes paa dette afgørende tidspunkt, da der havde været en mulighed for en total nyorientering af vor musikopfattelse i national retning, med uoplyst enevælde af en mand, der saa det som sin hovedopgave at fastholde synspunktet af den danske - subsidiært nordiske - musiks inferiøre stilling i verdenskulturen. Men ligesom Joakim Skovgaard og Willumsen siger os mere om dansk aand og dansk væsen end deres samtids maaske mere fuldendte tyske og franske malerskoler, saaledes er Hartmann og Carl Nielsen vigtigere forudsætninger i dansk musik end Verdi og Tschaikowsky. Det bedste tidspunkt til at nemme denne kundskab for de mange blev forpasset, men det er aldrig for sent at rette sine fejl, og det forrige aarhundredes danske musik er vor nutidiges forudsætning - eventuelt gennem modsætningen.

Derfor gaar jeg-endnu engang tilbage til disse liniers udgangspunkt: Hartmanns 2. Klaversonate i F-dur (1854). Den er et sædekorn, der sent er drevet af mulde, men det kan endnu naa at bære moden kærne. Det sker blandt andet ved, at kunstnere føler sig forpligtede til at optage sonaten paa deres program og bringe dens gode danske tale ud omkring. Men det kan ogsaa ske ved, at disse brave kunstnere opfordres dertil ved ønsker fra de nu igen saa rigt blomstrende musikforeninger. Dersom disse ved deres bestyrelser anmoder kunstnerne om at spille gode danske programmer, saa kommer den rigtige bevægelse i gang. Mon tiden ikke har gjort os alle vaagne for saadanne tanker? Der skal blot udvises initiativ, og der skal være forstaaelse af at have et kald at udøve. jeg tror tiden er moden til ae modtage.