Tarisio

TARISIO

Af Arne Hjorth

Violinbygger Arne Hjorth skriver om den mærkelige italienske Violinkender og -samler Luigi Tarisio, hvis livslange Indsamlingsarbejde betød Hundreder af italienske Mestervioliner reddet for senere Generationer.

Af de mange herlige og originale Personligheder, der til evige Tider er knyttede til Violinens Historie, er sikkert Luigi Tarisio den mest eventyrlige.

Han var Samler om en Hals i dette Ords gode og daarlige Betydning og skyede intet Middel til at sætte sig i Besidelse af et sjældent Instrument, ja, havde sikkert været i Stand til ae begaa en Forbrydelse for at opnaa, hvad han vilde.

Om hans Fødsel og tidligste Liv ved man kun, at han kom til Verden i 1790erne som Søn af meget fattige italienske Forældre. Skolegang var der ikke Tale om, og han blev vistnok hele sit Liv ved at være Analfabet, men som Kender af gamle italienske Violinbyggerskoler havde han ikke sin Lige. - Paa det Punkt blev han ubestridt en Autoritet af første Rang, han behøvede saaledes kun at kaste et Blik paa et Instrument og kunde straks sige, ikke alene Mesterens Navn, men ogsaa hvilket Aar Mesterværket var blevet skabt.

Han blev paa et tidligt Tidspunkt af sit Liv sat i Snedkerlære, men lærte ved Siden af at spille Violin. - Som kun tyveaarig begav han sig paa Vandring, og disse Aar som vandrende Haandværkssvend og Musiker førte ham paa Kryds og Tværs igennem hele Italien. - Om Dagen besøgte han Bønderne og limede deres brækkede Stoleben og reparerede deres medragne Kommoder og Borde, og om Aftenen spillede han i de smaa Herberger og tjente paa den Maade til Spise og Drikke samt et Leje for Natten.

Ved disse Lejligheder forsømte han aldrig at spørge sig for om gamle Violiner, og hvor saadanne forefandtes der paa Stedet, og da gamle Mesterinstrumenter i Datidens Italien ingenlunde var sjældne, og deres Besiddere saa godt som aldrig var vidende om deres Værd, var det en ret let Sag for den gode Tarisio at faa Ejeren af et saadant gammelt Mesterinstrument til at bytte sin gamle »Skinke«, »som sikkert ikke var værd at reparere« med en flunkende ny, ganske vist værdiløs, som Tarisio altid medførte et Par Stykker af paa sine Rejser.

Forøvrigt købte han alt, hvad der havde med Strygeinstrumenter at gøre, og særlig dyrt har han sikkert ikke betalt disse Ting.

De bedste Forretninger gjorde han i Klostrene, hvor han blev sat til at reparere Instrumenter. Mange Ting kunde han lægge til Side, en original Seddel, et knust Dæk, et gammelt Hovede o. s. v., og han har sikkert ikke været sen til at benytte Lejligheden; ligeledes fik han ogsaa ofte en gammel Violin forærende, da Reparationen ikke formentes at kunne betale sig. - Resultatet var altid det, at Tarisio vendte hjem fuldt belæsset til sit nødtørftige Tagkammer i Milano, hvor hans faste Bopæl var. - Dette Tagkammer befandt sig i et snavset Herberge i Via Legnano i Nærheden af Porta Tenaglia. - Her satte han sig saa til at ordne sine Nyerhvervelser og erhvervede sig paa meget kort Tid sit utrolige, næsten synske Kendskab til italiensk Violinbyggerkunst.

Hvad han fik i Hænde af værdifulde Mesterværker opbevarede han omhyggeligt, de mindre kostbare lavede han i Stand til at sælge, og de helt værdiløse Ting satte han sammen til Violiner og klæbede een af de store Mestres Sedler i til Brug for senere Ombytning.

Efter 15 Aars Vandreliv paa denne Maade var Tarisio i Besiddelse af saa smuk en Samling gamle italienske Strygeinstrumenter, der nogensinde havde befundet sig i een Mands Eje.

Men Tarisio var ikke blot Samler, han vilde ogsaa tjene Penge paa sine Violiner uden derfor at skille sig ved de sjældneste Stykker i sin Samling. Han valgte 6 gode Instrumenter ud og begav sig derpaa til Fods den lange Vej til Paris med Violinerne i en Sæk paa Ryggen. Han havde hørt, at der i den franske Hovedstad var gode Priser paa italienske Violiner og vilde nu prøve Lykken. Han brugte over en Maaned til at naa sit Maal. Hjemmefra havde han skaffet sig Adressen paa den kendte Pariser-Violinbygger Aldric. Foran hans smukke Butik tøvede han imidlertid, idet han kom i Tanke om, hvor lidt hans lurvede og snavsede Udseende passede sammen med de værdifulde Varer, han kom for at sælge.

Tarisio overvandt imidlertid sine Betænkeligheder og gik ind og spurgte Monsieur Aldric, om Cremoneser-Violiner havde nogen Interesse for ham. - Aldric maalte den mærkelige Fremmede fra Top til Taa, idet han i ham nærmest saa en Bedrager. Saa meget større var hans Forbløffelse, da den Fremmede ud af sin Sæk tog en meget smuk Nicolas Amati i fin Stand, men uden Gribebræt og Strengeholder. Aldric gjorde sig Umage for at skjule sin Glæde og spurgte om Prisen, men hvis han havde haabet at kunne købe Violinen billigt, blev han sørgeligt skuffet. Thi Prisen, Manden nævnte, var temmelig høj.

Han blev ogsaa hurtigt klar over, at Manden havde Forstand paa det, han handlede med. Men det endte med, at han købte alle 6 Violiner til en nogenlunde Pris. -

Men Tarisio var temmelig skuffet over Handelen. Han havde haabet paa en meget større Gevinst, da det jo havde drejet sig om udmærkede Instrumenter, nemlig omtalte Amad samt 1 Maggini, 1 Francesco Ruggieri, 1 Storioni og 2 Grancino. Men til sidst kom han dog til det Resultat, at han selv bar Hovedskylden for at det var gaaet, som det gik, og at Aldric sikkert havde budt mere for Instrumenterne, hvis disse havde været i spilbar Stand i smukke Etuier og tilbudt ham af en godt klædt Mand, og ikke som nu af een, der saa ud til at trænge til en Almisse.

Tarisio besluttede at drage Lære af disse sine dyrekøbte Erfaringer, og vendte tilbage til Italien og købte her for de hos Aldric erhvervede Penge et større Antal fortræffelige Instrumenter. - Med disse tog han igen til Paris, fast besluttet paa denne Gang ikke at lade sig underbyde.

Denne Gang var han yderst velplejet, var klædt efter sidste Mode og havde til Overflod lejet en Ekvipage, i hvilken han efter Tur lod sig køre rundt til alle de berømte Pariser Violinbyggere: Vuillaume, Chanot, Gand o. s. v., der da ogsaa efter Beregning overbød hinanden paa de kostbare Instrumenter.

Saaledes skulde det gaa i 30 Aar.

Tarisio kom hvert Aar til Paris og altid med mange og kostbare Instrumenter, og han maa i disse Aar have bragt mere end 1000 Mesterværker fra deres Hjemland til fremmede Lande.

Hans forbløffende Sans for at opspore saadanne Violiner var med Tiden blevet endnu skarpere. Han rejste i hele Italien, byttede billige Violiner med beskadigede Mestervioliner, gik paa Auktioner og besøgte Pantelaanerne, hvem han fik til at spørge Kunderne efter gamle Violiner. - Alle Mesterstykker af første Rang beholdt han til sin egen private Samling, som han aldrig bragte til Paris. - Dog fik han Tænderne til at løbe i Vand paa Aftagerne dér ved engang imellem at betro dem, at »hjemme har jeg en Stradivarius saa skøn, at man kun kan beundre den liggende paa sine Knæ. Den har aldrig været spillet, den ser saa ny ud, som var den lige kommet fra Mesterens Værksted. - Maaske tager jeg den med næste Aar, saa De kan beundre den.« - 1 20 Aar viftede han Vuillaume og Gand om Næsen med dette Pragtstykke, indtil endelig Vuillaume udbrød: »Er det Deres Mening, at vi skal vente paa denne Violin, som jøderne venter paa Messias?« - Men Pariser Violinbyggerne kaldte den fra nu af kun »Messias Violinen« d. v. s. den Bebudede.

Tarisio havde nu ogsaa udvidet sine Forretningsrejser til England, hvor han altid var ventet med Længsel.

Violinbygger John Hart førte ham engang (1851) til Minister James Goding, der var een af de betydeligste engelske Violinsamlere. - Man kan næsten se Scenen for sig: En stor Salon med Møbler betrukket med gul Silke, langs Væggene Glashylder paa hvilke Etuier lavet af rødt Safflanslæder med Guldtryk havde deres Plads.

I disse Etuier havde de kostbare Cremonesere deres Skjul mod profane Blikke. - Midt i hele Sceneriet en ganske uimponeret Tarisio, der bare behøvede at kaste et Blik paa de for ham af Ministeren fremviste Skatte, for at kunne fortælle ham, ikke alene Mesterens Navn, men ogsaa Aaret for Kunstværkets Frembringelse, og til Ministerens Forbavselse uden een eneste Gang at tage Fejl. - Men Tarisio kendte udmærket alle disse Violiner, han havde selv for en stor Del bragt dem fra Italien til Paris og England.

I London kom han ogsaa i Forbindelse med en Samler ved Navn Charles Reade, og denne Mand skylder vi Historien om. Tarisio og den spanske Cello.

Engang, saaledes lyder Beretningen, da Pariser Violinbyggeren Georges Chanot var paa Rejse i Spanien for at finde gamle Instrumenter, kom han til Madrid. - Rejsen havde været resultatløs, og Chanot var nedtrykt. - Pludselig en Dag, da han besøgte Violinbyggeren Ortega fik han Øje paa et pragtfuldt Cellodæk, der var stillet hen bag en Dør, hvor det stod ganske upaaagtet. - Han gned sine Øjne, nej, der var ingen Tvivl mulig, det var Dækket til en Stradivarius Cello. - Han afkøbte, saa hurtigt det var ham muligt, Violinbyggeren Dækket for en Sum af 40 Pesetas. - Ortega fortalte, at Dækket hørte til en Cello, der tilhørte en gammel Dame. - Celloen var bragt til ham, for at Dækket kunde blive repareret, men da Reparationen var meget indviklet og meget kostbar, og Damen gerrig, havde han ganske roligt erstattet det gamle Dæk med et nyt, ganske almindeligt Dæk. - Chanot bragte Dækket til Paris, hvor han reparerede det efter alle Kunstens Regler og hængte det op i sin Butik. - Ved det næste Besøg, Tarisio aflagde ham, blev Italieneren staaende som lamslaaet. Han havde straks faaet Øje paa Dækket, og hans Kenderøje havde sagt ham, at det kun kunde stamme fra en Stradivarius. - Han gav ikke op, før Chanot havde solgt ham Dækket for 1000 frcs., og fik selvfølgelig samtidig Historien om det. Derpaa rejste Tarisio til Madrid og fik her Ortega til at overlade sig Adressen paa Celloens Ejerinde. - Da Tarisio lod sig melde hos den gamle Dame og spurgte efter Celloen, fik han et ægte spansk Svar, »Senor, Celloen er Deres Ejendom«. Det havde jo været gan~ ske rart for Tarisio, men han vidste, at det var en spansk Høflighedsfrase, som man ikke maatte tage bogstavelig. Efter nogle smukke Takkeord spurgte han derfor om Prisen, hvorpaa Damen afslørede sig som haardkogt Forretningskvinde. Først efter endeløse Forhandlinger kunde Tarisio erhverve Celloen for den nette Sum af 4000 Pesetas. - I den syvende Himmel af Glæde over at have erhvervet Celloen begav han sig paa Tilbagevejen til Paris, men for at rejse behageligere og for at skyde en Genvej, bestemte han sig for at sejle tværs over Biscaya med et Handelsskib. Undervejs kom Skibet ud for et saadant Stormvejr, at det nær ikke havde klaret det, og Tarisio stod hele Natten i Lasten med begge Armene slynget om Kassen med Celloen. Den næste Dag lagde Stormen sig, og tilsidst naaede Tarisio endelig Paris, hvor han overlod Chanot at foretage Ombytningen af de 2 Dæk. - Kort efter blev den herlige Cello, der oprindelig var bygget af Stradivarius til hans spanske Kvintet, købt af en engelsk Samler for 20.000 frcs. - Tarislo bragte selv instrumentet til London, og da han havde afleveret det, opsøgte han sin Ven Reade, for hvem han blandt andet skildrede den stormfulde Overfart. Til sidst bemærkede han, »Den Gang troede jeg virkelig, at den spanske Cellos sidste Time var slaaet.« Ikke eet Ord om den Livsfare, han selv havde svævet i. - Saaledes kan kun en ægte Samler tale.

I 30 Aar forsynede Tarisio Samlere i Frankrig og England med gamle Violiner, blandt hvilke et meget stort Antal af de allerfineste Eksemplarer man kender, befandt sig. Saadanne fine Stykker solgte han kun med yderste Modvilje og efter længe at have stræbt imod. - Ofte græd og stønnede han, naar han endelig besluttede sig til at skille sig af med sin Skat, og saa snart den var solgt, lurede han kun paa en gunstig Lejlighed til at købe den tilbage, hvad der ofte lykkedes ham, selv om der kunde gaa Aar mellem Salg og Køb.

I Paris og London optraadte Tarisio som en velhavende Mand, men saa snart han kom tilbage til Milano levede han afsondret som en Muldvarp, han lukkede ingen ind, og naar han rejste, stængte han sin Dør med Jernstænger og Kæder, og selv Naboerne vidste ikke, hvad der var i hans Bolig.

En Aften havde Naboerne set ham gaa ind paa sit Tagkammer. Flere Dage gik, uden at han kom ud igen, og man besluttede saa endelig at kalde Øvrigheden. Da man sprængte Døren, fandt man Tarisio fuldt paaklædt ligge paa en Sofa med 2 Violiner krampagtigt klemt ind mod sit Bryst. - Han var allerede kold og stiv.

Skønt Kammeret var ret stort, kunde man næsten ikke bevæge sig for Kasser og Violiner, Celloer og Kontrabasser. Ved en senere Gennemgang viste det sig, at der her fandtes over 150 af Verdens fineste Instrumenter, deriblandt 2 Dusin Violiner, et Par Violaer og flere Celloer af Stradivarius.

Men Øvrigheden bekymrede sig ikke om disse Skatte; den søgte udelukkende efter Penge og Smykker, og fandt ogsaa tilsidst i en gammel Madras et tykt Bundt Værdipapirer samt en betydelig Sum i Guld. - Pengene blev bragt i Sikkerhed, Liget blev kørt væk, Døren blev forseglet, og Øvrigheden begyndte at lede efter Arvingerne efter afdøde Milano Borger: Luigi Tarisio. - Dette skete i Slutningen af 1854.

Ved Øvrighedens Efterforskning viste det sig, at Tarisio 10 Aar før sin Død havde erhvervet en lille Gaard i Fontanetto, i Nærheden af Novard, og at han paa denne Gaard havde indsat 2 gifte Nevøer som Bestyrere. - Disse blev nu erklæret for at være de retmæssige Arvinger til Herlighederne. Instrumenterne interesserede dem imidlertid ikke synderligt, da den Døde havde efterladt dem den store Rigdom af 400.000 Lire, dels i Banknoter og Værdipapirer og dels i spanske Guldstykker, som han syntes at have haft en særlig Svaghed for. - Det store Spørgsmaal for dem var kun, hvad de skulde gøre med Instrumentsamlingen. - I Milano viste der sig ingen Købere til disse gamle »Skinker«, som Nevøerne mismodigt kaldte Violinerne.

Vuillaume var den første Violinbygger i Paris, der hørte om Tarisio's Død. - Han skrabede sammen alt hvad han havde af rede Penge og tog een Time senere med Toget til Italien. - Han opsøgte straks Arvingerne, og disse overlod ham gladelig hele Samlingen for 80,000 frcs., nemlig det Beløb han havde med sig, og Vuillaume var henrykt. - Instrumenterne var paa det Tidspunkt godt 2 Millioner frcs. værd, og Vuillaume har sikkert faaet mere for dem, saa man kan ikke undre sig over, at denne udmærkede Violinbygger døde som Mangemillionær.

Senere er alle Instrumenter blevet solgt rundt omkring i Verden, og de har alle skiftet Ejer adskillige Gange. - Kun een har man kunnet følge med Sikkerhed, nemlig Messias-Violinen, der forøvrigt nu er endt paa et Museum i Oxford, hvor den staar som et Symbol paa Datidens Violinbyggerkunst, og man maa haabe, at den slipper uskadt igennem denne Krigs Rædsler.