Lumbye, Frøhlich, Grieg

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 08 - side 145-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

LUMBYE, FRØHLICH OG GRIEG

Af Sven Lunn

Magister Sven Lunn skriver om en Række værdifulde Musikmanuskripter, der i dette Foraar er indgaaet i Det kgl. Biblioteks Musiksamling. Herimellem maa navnlig Fundet af Griegs originale »Peer Gynt"-Partitur vække Opsigt.


Ved den store Tivoli-brand i juni gik det haardt ud over Musiksamlingen, der laa i Koncertsalen. Mange kostbare Værker gik til Grunde, og der kom Meddelelser frem om, at de gamle Lumbye-Partiturer ved denne Lejlighed skulde være tilintetgjort. Heldigvis var denne Meddelelse ikke rigtig. Lumbye-Partiturerne, der faktisk er de eneste levende Minder fra Tivolis første Tid og et af de værdifuldeste Kulturdokumenter fra Christian d. 8.s og Frederik d. 7.s smaaborgerlige København, blev netop i Foraaret afgivet til Det kgl. Bibliotek.

Biblioteket havde længe ønsket at erhverve H. C. Lumbyes Partiturer, men kunde ikke faa dem, fordi de stadig blev benytet i Tivoli, hvor man ikke havde andre. Endelig blev Biblioteket i Stand til, ligesom Noureddin i - »Aladdin«, der tilbyder nye Lamper for gamle, at tilbyde Afskrifter i Stedet for Originalerne, og da man i Tivoli havde adskillig mere Interesse af soignerede Afskrifter, der er stillet op paa moderne Maade, end af de efterhaanden skrøbelige Originaler, kom Byttehandelen i Stand til begge Parters Tilfredshed. De ca. 80-90 Lumbye-Partiturer, der paa den Maade erhvervedes, er saa indlemmet i Bibliotekets i Forvejen store Samling af Værker af H. C. Lumbye.

Men Lumbye-Partiturer er ikke det eneste, der i den senere Tid er tilgaaet Biblioteket. Paa Grund af forskellige sammenfaldende Omstændigheder har Foraaret været ualmindelig rigt paa Tilgang af værdifulde Musikmanuskripter til Bibliotekets Musiksamling.

Blandt de ikke mange trykte Ting af August Winding (1835-99) befinder sig en Koncert-Allegro for Klaver og Orkester i
c Moll, Op. 29. Den findes trykt i Arrangement for 2 Klaverer og er helt igennem et fortræffeligt Værk, lødigt, velformet og skrevet med en overlegen Klaverbehandling. Under Arbejde med at søge efter Partituret og Stemmerne til det, fandt jeg ud af, at Aug. Windings Børn i 1908 havde overgivet hans Manuskripter til Det kgl. danske Musikkonservatorium. Og ganske rigtigt, saa fandt man der, takket være Dr. phil. Knud Jeppesens Energi, efter nogen Søgen de Windingske Manuskripter, og ved samme Lejlighed fandt man adskillige Manuskripter af J. F. Frøhlich, I. F. Bredal, George Gerson og Gotfred Matthison-Hansen. Dette store Fund blev af Konservatoriet straks tilbudt Biblioteket, der med Glæde tog imod det.

Aug. Windings Manuskripter omfatter 18 Numre, herimellem Partituret til den omtalte Koncert-Allegro. Desværre var Stemmerne der ikke, men det bør ikke hindre rette vedkommende (Statsradiofonien) i at opføre den. Endvidere var der to Symfonier (C Dur og C Moll), en Violinkoncert, en Klaverkoncert, to Ouverturer, en Pinsehymne for Soli, Kor og Orkester, et Par Orkesterstykker og en Del Kammermusik.

George Gerson (1790-1825) var en levende Personlighed indenfor det københavnske Musikliv, en fin Violinist og en af Samtidens fineste Kvartetspillere. Endvidere var han Bankier, Kompagnon med J. Hambroe, hvis Firma senere flyttede til London, hvor det udviklede sig til at blive en af Englands førende Banker. Sine Værker har han samlet i fem fornemme Bind. - Bindene er sandsynligvis det interessanteste.

I. F. Bredal (1800-64) begyndte sin musikalske Løbebane som Bratschist i Det kgl. Kapel, hvor han senere blev Koncertmester med Pligt til at dirigere til Skuespil og Mellemaktsmusik. Hans Interesse for Bratschen kommer tydeligt frem i de syv Værker, der nu blev fundet. Tre er for Bratsch og Orkester, et for Bratsch, Violoncel og Orkester.

Fundet af Frøhlichs Manuskripter maa virkelig betegnes som en Begivenhed. Der er søgt efter dem i mange Aar, og der er gjort et stort Arbejde for at finde dem. Rich. Hove har i sin Tid forhørt sig hos en endnu levende Gren af den Frøhlich'ske Familie, der ikke vidste noget, og senere efterlyste han dem i en Kronik i »Nationaltidende«. Jeg har to Gange efterlyst dem her i Bladet (Se min Artikel om Frøhlichs Es Dur Symfoni i DMT 1940, S. 156) og en Gang i Radioen i en Udsendelse om Frøhlich. Endvidere har jeg prøvet at følge Frøhlichs Efterladenskaber fra hans Arvinger og til deres Arvinger igen og videre helt op til vor Tid. Men uden Resultat.

Man vidste nemlig, at Frøhlich. (1806-60) havde efterladt sig en ret stor Produktion. Kort før sin Død skrev han en Fortegnelse over alle sine Kompositioner. 1866 sendte hans Niece, Frederikke Kittler, dem til Aug. Bournonville, som brugte den til sin nydelige Essay om Frøhlich. Den findes nu blandt Bournonvilles Papirer (Kgl. Bibl. Ny kgl. Saml. 3258 A 4) . Endvidere haves et Brev af 17. juli 1887 fra Barnekow til Musikhistorikeren S. A. E. Hagen med en Fortegnelse over 25 Frøhlich-Manuskripter, som fandtes i Musikforeningen (Hagens Forarbejder til Artikel om Frøblick til Brickas Leksikon. Hagens Saml., Kgl. .Bibl.). Men alle Henvendelser i vor Tid til Musikforeningen og til Arvtagerne af Foreningens Arkiv var forgæves. Frøhlich fandtes der ikke. Jeg har selv støvet Arkivet igennem, men uden Resultat. Først en energisk Eftersøgning efter andre Ting skulde bringe dem for Dagen.

Det, man fandt af Frøhlich, var netop de 25 Værker, som Barnekow anførte i sit omtalte Brev til Hagen. Først og fremmest var der det originale Partitur til Symfonien, der for nogle Aar siden blev fundet i Afskrift i Stockholm. I den Artikel, jeg dengang skrev om denne Symfoni, fremsatte jeg den Formodning, at Satsfølgen skulde være Allegro - Andante - Scherzo - Finale og ikke, som det fremgik af Afskriften, Allegro - Scherzo - Andante - Finale. Imidlertid fremgaar det klart af Originalen, at den sidste Satsfølge er den rigtige. Scherzoen skal altsaa komme før Andanten. Til de Argumenter, jeg dengang fremførte for at bevise, at Manuskriptet i Stockholm virkelig var den forsvundne Symfoni af Frøhlich, kan tilføjes, at et Stykke af Andanten senere af Komponisten er benyttet som Sørgemarch i Balletten »Valdemar«. Paa privat Initiativ blev Symfonien skrevet af og Stemmer skrevet ud, men den har kun været spillet een Gang (ved en Radioudsendelse) i de 4 Aar, den nu har været kendt, hvilket ikke tjener de hjemlige Musikautoriteter til nogen Ære. I Radioens Serie »Den danske Symfoni« er den endnu ikke kommet, skønt den utvivlsomt er den mest orkestralt tænkte danske Symfoni.

Udover Symfonien fandtes en ufuldstændig og tre fuldstændige Violinkoncerter, en Concertino og otte andre Værker for Violin og Orkester, to Ouverturer, to dramatiske Værker og otte andre Værker af forskellig Art. De fleste af disse Værker stammer fra Tiden omkring 1830.

Violinkoncerterne, saavel de fuldstændige som den ufuldstændige, og Concertinoen bør snarest indlemmes i de danske Violinisters Repertoire. De er skrevet af en Violinist, der fuldt ud behersker sit Instrument og byder en Interpret taknemmelige Opgaver. Biblioteket har nu ladet Partiturerne til dem skrive af, saaledes at de er gjort tilgængelige for dem, der vil opføre dem. Andre maa tage den Opgave op at skrive Stemmer ud til dem. De tre Koncerter, Op. 3 i A Moll, Op. 7 i E Dur og Op. 30 1 Es Dur, er vidt forskellige og vidner om Frøhlichs store musikalske Spændvidde. De er romantiske uden at være romantiserende, lødige og stærkt facetterede i deres gnistrende musikalske Rigdom. Det gælder ogsaa den yndefulde Corcertino Op. 14 og den ufuldstændige Koncert Op. 26 i D Moll, hvoraf der kun eksisterer en Førstesats, at de er skrevet med langt renere musikalske Midler end dem, Gade og Hartmann benyttede. Det er ikke som nordisk Komponist med Balletterne »Valdemar« og »Erik Menveds Barndom«, at Frøhlich vil leve. Det nordiske er sagt bedre af Hartmann, men som Skaber af absolut Musik overstraaler Frøhlich langt sine samtidige. I den Henseende indtager han en fuldstændig-Parallelstilling til Franz Berwald. De mindre Værker for Violin og Orkester er mest Divertissementer og Potpourrier f. Eks. over et Tema af Rossini (Op. 16), et Tema fra »Den stumme i Portici« eller et Tema fra Kuhlaus Opera »Lulu«. Det er Værker, der imødekommer Tidens Smag, og som sikkert er skrevet til de brogede Aftenunderholdninger paa Det kgl. Teater, hvormed man væsentligst mættede Datidens musikalske Behov. De to dramatiske Værker er Syngespillet »Natten før Brylluppet« og den dramatiske Idyl »Majgildet«. Begge var kendt i Forvejen, men »Majgildet« var paa Biblioteket indregistreret under Skuespiller N. P. Nielsens Navn, fordi denne har komponeret Sangene. Nu konstateredes det, at Ouverturen og det musikalske Arrangement skyldes Frøhlich. Ouverturen er en velformet, meget levende Lystspils-Ouverture, der bl. a. indeholder en Skildring af et Tordenvejr. I Rækken af gode danske Ouverturer hævder den sig stolt. Blandt de øvrige Værker kan nævnes Potpourri for Piano og Horn Op. 8 og March og Jagtstykke for 9 forskellige Horn.

Under Arbejdet med at søge efter Aug. Windings Manuskripter kom jeg - som naturligt var - i Forbindelse med Aug. Windings Søn, Sanglærer P. Winding. Som det vil forstaas af ovenstaaende, havde han ikke Faderens Manuskripter, men derimod havde han andre Autografer, som han skænkede Biblioteket. Herimellem var af Edv. Grieg Sangen »Nu synker Sol« og et Klaverstykke »Windingiana«, af Hartmann »Seks Børnestykker for Klaver« og Skitser til »Trymskviden« og af N. W. Gade Sangen »Knud Lavard« (Hr. Magnus han stirrer i Vinternatten ud). Gennem kgl. Kapelmusikus Victor Gandrup modtog Biblioteket Kompositioner af Jul. Bechgaard fra Frk. Bechgaard.

Engang i første Halvdel af det forrige Aarhundrede indlemmedes Hofmusikarkivet i Det kgl. Bibliotek. I Hofmusikarkivet fandtes Partiturer og Stemmer til Kantater og Korværker af J. A. P. Schulz, F. L. Æ. Kunzen, C. E. F. Weyse m. fl. Partiturerne har altid været indregistreret i Musiksamlingen, medens Stemmerne blot har været anført som værende tilstede, uden at man nærmere har undersøgt dem. Først nu har man paa Biblioteket faaet Lejlighed til at faa hele dette store Materiale behandlet med det overraskende Resultat, at man fandt et Par morsomme Autografer imellem dem. Saaledes laa der af Kunzen et Par mindre Korværker og Partiturerne til to store Kantater, begge af høj musikalsk Værdi. Den ene var en Kantate til Formælingen mellem Prinsesse Juliane og Prins Frederich Wilhelm Carl Ludwig af Hessen Philipsthal og den anden en Sørgekantate til Kong Christian VII's Bisættelse i Rendsborg Kirke. Det fik endda gaa, fordi disse Partiturer laa sammen med de dertil hørende Stemmer, men mærkeligere var det i et Stemmesæt - saavidt jeg husker til en Kantate af Weyse - at finde Manuskriptet til en Klaversonate, der ved nærinere Eftersyn viste sig at være J. P. E. Hartmanns »Pris-Sonate« Op. 34. Manuskriptet var ikke signeret, men var forsynet med det Motto, hvorunder Hartmann sendte det ned til Konkurrencen i Tyskland. Desværre manglede der et Ark (4 Sider) i Midten, men desuagtet maa Manuskriptet anses for at være et af de værdifuldeste i Bibliotekets Samling af Hartmann-Autografer.

Gennem de store Afskrivnings-Arbejder, der for Tiden er i Gang paa Biblioteket, er dette blevet beriget med et Partitur til J. A. Scheibes »Sørge-Cantate ved Christi Grav« med Tekst af Johs. Ewald. Tidligere havde man kun denne Kantate i Stemmer, og ved Hjælp af disse er der spartieret et Partitur paa 307 Sider. De Scheibeske Kantater er adskilligt større end de Bach'ske, de er gennemgaaende paa Størrelse Med et middelstort Oratorium af Händel. Den her omtalte Kantate er den seneste, der haves fra Scheibes Haand, men ogsaa den smukkeste og mest interessante.

Der er en ganske egen Tone over det indledende Kor, der er en Fuga over Temaet: (nodeeks.)

Da »Casino« ophørte for nogle Aar siden, modtog Biblioteket dettes Arkiv bestaaende af Sufflørbøger, Rollehæfter og Musikalier. Fra »Dagmarteatret« modtog Biblioteket Musikalierne, medens Sufflørbøger og Roller gik til »Dramatisk Bibliotek«, der hører under Universitetsbibliotekets 1. Afdeling. De to Musikarkiver er i dette Foraar gennemgaaet og registreret. Som venteligt fandt man i Dagmarteatrets Musikarkiv Værker af C. F. E. Horneman, men desværre ikke alt, hvad Horneman har skrevet til Dagmarteatret. Interessen for Hornemans Musik viste sig i et Par bemærkelsesværdige Lakuner.

I Dagmarteatrets Arkiv laa der et Sæt Stemmer, der var betegnet: »Carl Nielsen: En Aften paa Giske«. - »En Aften paa Giske« er et gammelt Skuespil af den norske Romantiker Andreas Munch. Det opførtes paa Dagmarteatret januar 1890 og i Programmet (»Saisonen«, 17. Aarg. (1890), Nr. 145) staar gaaske rigtigt: C. Nielsen: Forspil til »En Aften paa Giske«. Hverken hos Carl Nielsens Farnilie eller andre Steder kunde jeg faa nogen Bekræftelse paa, at Musikken skulde være af ham, ingen kendte noget til den. Jeg skrev derfor til Komponisten Vilh. Rosenberg, der 1889-91 var knyttet til »Dagmarteatret« som Kapelmester, men det var lige en Maaned før han døde, og jeg fik aldrig Svar. - Paa Grundlag af de omtalte Stemmer, der var skrevet med en typisk Afskriverhaand, fik vi fremstillet et Partitur. Der mangler tilsyneladende en eller to Fagotter, men det forhindrer dog ikke, at man tydeligt faar det Indtryk, naar man læser Partituret igennem, at man virkelig staar overfor et Værk af Carl Nielsen. En tematisk Vending som (nodeeks.) siger det ikke, den er nærmest i Wagner Stil fra »Rienzi«-Perioden. Men derimod møder vi uimodsigelig Carl Nielsen i følgende Figur, der kommer for Fløjte (nodeeks.).
Ingen anden vilde paa det Tidspunkt herhjemme have udtrykt sig paa den Maade. Nogen Berigelse af Carl Nielsen-Musikken er dette Forspil ikke, men det er interessant ved de Stilarter der brydes i det, hvilket er et Vidnesbyrd om den kunstneriske Kamp, Carl Nielsen dengang førte for at vinde frem til sin egen Stil.

Det mest bemærkelsesværdige Fund blev ogsaa gjort i Dagmarteatrets Arkiv. Her laa en Pakke, der var betegnet som Kompositioner af Edv. Grieg. Det viste sig at være intet mindre end det fuldstændige, originale Partitur til »Peer Gynt«. Det er skrevet paa mange forskellige Slags Nodepapir og med Bleck af forskellig Farve - sort og lilla. Raderinger, Udstregninger og Omskrivninger raaber til Himlen om den Kamp, Grieg har ført med Stoffet og med Instrumentationen. »Peer Gynt« havde Premiere 1876 i Kristiania og kom 1886 op paa »Dagmarteatret« i København. Paa de ældre københavnske Klaverudtog af Peer Gynt-Musikken staar, at Opførelsesretten og Partituret kan erholdes hos Komponisten. Men i 1890'erne overdrog Grieg sine Rettigheder til Musikforlaget Peters i Leipzig, der udgav saavel et trykt Partitur som et fuldstændigt Klaverudtog. Ved alle senere Opførelser Verden over har man brugt det trykte Partitur, hvorfor det originale haandskrevne Partitur saavel som de gamle skrevne Stemmer, der ogsaa fandtes sammen med Partituret, har faaet Lov at ligge i Fred. Af Partituret fremgaar det iøvrigt, at det ikke er Grieg, men Robert Henriques, der har instrumenteret Klaverstykket »Brudefølget drager forbi« (Op. 19, Nr. 2), som er indlagt i »Peer Gynt«. Sammen med Partituret fandtes ogsaa nogle af Grieg skrevne Repetitørstemmer til visse melodramatiske Scener, herimellem Scenen med de tre Sæterjenter, Peer Gynt og Troldene og Arabisk Dans.

En nærmere Redegørelse for »Peer Gynt«Partituret maa vente til bedre Tider, da det for Tiden er evakueret fra Biblioteket ligesom det meste øvrige af det i denne Artikel omtalte.

Årgang 19/1944, nr. 08