Ny dansk musik

Ny dansk Musik ved Sverre Forckhammer

Niels Viggo Bent--on: Symfoni Nr. i. op. 2,i~.

(Kontp. Attg. 1942-April 1943)

Der var Spænding omkring Det unge Tonekunstnerselskabs Koncert den 6. Marts i Odd Fellow-Palæ,et. Det var Sæsonens eneste »store« Koncert, og ved denne Lejlighed skulde man for første Gang stifte Bekendtskab med Niels Viggo Bentzon som Symfoniker.

Det er altid noget af en Begivenhed, naar en ny dansk Symfoni holdes over Daaben, men her knyttede der sig særlige Forventninger til Resultatet. Niels Viggo Bentzon har med sine 25 Aar allerede fastslaaet sin Position i dansk Musikliv og er maaske den af de unge, man i Øjeblikket venter sig mest af. Han har hidtil hovedsagelig skrevet Kammermusikværker og har paa dette Omraade en omfattende Produktion bag sig. Talrige af disse Værker er skrevet paa Opfordring af forskellige Ensembler og er derfor tilegnet disse. Der er Rift om hans Musik, og han har sjældent ventet længe med at faa et Stykke opført. Sin første Symfoni har han, i sikker Forstaaelse af dette Selskabs Betydning for ung dansk Musik i Almindelighed og hans egne Værker i Særdeleshed, tilegnet Musikinstitutionen »Det unge Tonekunstnerselskab«, en Dedikatiøn, som mærkelig nok er uden Fortilfælde i Selskabets Historie.

Det, der først og fremmest er bemærkelsesværdigt ved Niels Viggo Bentzons Værker, er den ekspressive Tone, som med ham atter har fundet Vej indenfor dansk Musik. I nogle enkelte Kompositioner har han anslaaet den lette koncerterende Form, som har været saa over

vejende repræsenteret indenfor yngre dansk Musik, men selv i disse Værker taler han et følelsesbetonet Sprog, som nok peger tilbage paa saa forskellige Forbilleder som Hindemith og Sibelius, men som maaske ogsaa er Vejen f rem, hvis vor Musik ikke skal ende i den rene Lirum-Larum.

Karakteristisk for Bentzon er ogsaa den stadig springende Tankegang, som paa alle Omraader præger Ungdommen idag. Tanken forfølges ikke tilbunds, den udslynges, ofte som et Postulat, og afbrydes af en ny Idé eller Tanke, som saa atter afbrydes af noget andet. Det var derfor med Interesse, man iagttog, om han i sin første Symfoni vilde anvende den samme kaleidoskopiske Teknik, eller om han vilde gaa den mere slagne Vej. Klogeligt har han fulgt den sidstnævnte Fremgangsmaade, hvilket sikkert er nødvendigt at bibeholde som Symfoniens egentlige Væsen, men det er lykkedes ham, tiltrods for at han har lagt sig i denne formale Spændetrøje, helt at bevare sit personlige Fysignomi. Han har forstaaet i Symfonien at udnytte sit fremragende melodiske Talent og har skabt et Værk, der er sprængfærdigt af indre Spænding.

Man kan ikke undlade at sammenligne dette Værk med Franz Sybergs Symfoni fra 1939, et Værk, som Niels Viggo Bentzon netop har omtalt med den største Begejstring. Om Sybergs Symfoni har været noget direkte Forbillede for Bentzon tvivler jeg paa, men uden en vis Paavirkning har den nok ikke været. Deres store Forskellighed tiltrods. taler de begge et etisk Tonesprog, og kæmper begge med at forme og begrænse deres uendelige tematiske Rigdom.

Symfoniens Indledning er holdt i en langsom 3 /4 Takt med et langt Orgelpunkt paa C, som henleder Tanken paa Indledningen til Brahms' L Symfoni. En Forløber for i. Sats' Hovedtema indføres i Valdhornet. Man fornemmer den stadig stigende Spænding, Orgelpunktet bryder ud i regelmæssig Triolfigurer og en tematisk, dynamisk og rytmisk Udvikling kulminerer i Førstesatsens Allegro.

Typisk for Komponisten er den sekvensagtige Slutning paa Temaet. Overalt i den videre Udvikling forbløffes man over de rytmiske Kontraster og den melodiske Spaending.

Sidetemaet seaar med sin lyriske Tone som en naturlig Kontrast til Hovedtemaet.

Men Niels Viggo Bentzon svælger ikke længe i Lyriken. 2. Sidetema bryder Stemningen med sin hektiske og oprivende Karakter.

1 2. Sats - Adagio - er det især Linien, der er karakteristisk. I Hovedtemaets Struktur møder man saa udpræget Paavirkningen fra Hindemith.

Denne Sats' Svaghed er utvivlsomt dens Ensformighed, men, til Gengæld rummer den saa megen tematisk og harmonisk Skønhed, at Interessen stadig holdes fangen.

I sidste Sats - Allegro non troppo - møder vi i højere Grad end i de tidligere Satser den sprælske og springende Tanke. Her er det i nogen Grad de rytmiske Virkninger, der er fremherskende.

Dog stikker Lyrikeren Hovedet frem.

En længere, i det væsentlige melodisk, Periode er holdt i 3 /4.

HVOr 4 /4 atter indføres, vender den rytmiske Spænding tilbage, og Slutningen bygges op i en enorm Stigning.

Som man kan se af ovenstaaende Eksempler, er Niels Viggo Bentzon baade ryr-misk og melodisk en Kontrastens Mester. Det skuffer derfor noget, naar han i sin Instrumentation i saa ringe Grad udnytter de klanglige Vekselvirkninger. Han spiller alt for meget for »fuldt Værk«, og

han er bange f or at lade Strygeorkestret st a alene. To Steder - i Adagioens Slutning og i 3/4-Afsnittet i sidste Sats - klinger Strygerne helt alene, og Virkningen er velgørende. Ellers paaklistrer han altid et Par Blæsere paa Melodien, hvilket virker trættende og i høj Grad ensformigt. F. Eks. vilde i. Sats' Sidetema faa den dobbelte Virkning, hvis Fløjterne blev taget bort, og i Adagioens Indledning synes Klarintten ret overflødig som Støtte for Violinerne, der ved at staa alene, vilde danne et mere virkningsfuldt Grundlag for den instrumentale Opbygning.

Det var overdraget Johan Bentzon at dirigere det komplicerede Værk, og som altid naar han tolker moderne Musik, mærkede man ogsaa her, at det var en Hjertesag for ham. Han kendte Partituret tilbunds og gjorde klart og dygtigt Rede for Indholdet. Ogsaa Orkestret fortjener Ros og Anerkendelse for den Forstaaelse og Alvor hvormed det løste den vanskelige Opgave.

Ved Koncertens Begyndelse meddelte Formanden Publikurn, at Symfonien vilde blive gentaget til Slut for dem, der vilde høre den engang til.

Der var mange der blev.