Svensk liturgi

Svensk Liturgi

Af Kjell Olsson

Pianisten Kjell Olsson, som er Orgamst ved den herværende svenske Kirke, beskæftiger sig i denne Artikel med den nye svenske Messebog.

Den svenske Menighed har noget, man vel nok maa kalde en Fordel, fremfor den danske, nemlig en Forordning, der bestemmer, at alle kirkelige Handlinger i hele Riget skal finde Sted efter et nøje bestemt Ritual, der findes gengivet i den saakaldte »Kyrkohandboken«. Dette Ritual er saa nøje fastlagt, at der ordret læses de samme Bønner, Tekster etc. i alle Landets Kirker tilhørende Folkekirken ved hver eneste Højmesse, Barnedaab, Altergang, Andagt etc. Det eneste Punkt, hvor Præsten er frit stillet, er hans Prædiken.

For en Ordens Skyld meddeles her kort den svenske Højmesses Forløb:

Salme.
Evt. Introitus.
Syndsbekendelse.
Kyrie.
Gloria.
Laudamus (paa Højtidsdage) ellers Aleneste Gud 1. v.
Salutation.
Kollekt.
Epistel.
Salme.
Dagens Evangelium.
Trosbekendelse.
Salme.
Prædiken.
Bekendtgørelser.
Salme.
Salutation.
Kirkebøn.
Fader vor.
Benedicamus.
Velsignelsen.
Salme.

Efter den nye Messeordning er endvidere de to første Salmer obligatoriske, de findes foreslaaet i Haandbogen, og de er fælles i alle kirkerne.

Ogsaa for Kirkemusikkens Vedkommende er det fastlagt, hvad der maa spilles og synges ved de forskellige kirkelige Handlinger, og al denne Musik er samlet i et digert Værk paa 240 Sider, der bærer Titlen: Den svenska mässboken I og som findes paa ethvert Orgelpulpitur i alle Sveriges Kirker. Meningen med denne Artikel skulde være at kaste lidt Lys over hvad Messebogen indeholder.

Bogen indledes højtideligt med et Aftryk af den kongelige Stadfæstelse, givet paa Stockholm Slot 16. Oktober 1942. Det bestemmes, at Bogen skal træde i Anvendelse senest Paaskedag 1943. Iøvrigt falder Bogen i 2 store Afsnit, de første hundrede Sider omfatter de genindførte Introitus paa Højtidsdagene, og derefter følger Musikken til Højmessen samt endelig Brudernessen, Begravelsesmessen og alternative Melodier.

Der er angivet Introitus til 23 af Kirkeaarets Højtidsdage, disse er foruden de store Højtider (jul og Nytaar, Paaske og Pinse), Advent, Hellig Trekonger, Marie Bebudelse, Fastesøndag, Midsommerdag, Alle Helgen, Domssøndag etc., samt de specielt svenske 4 Bededage: Bodsdagen, Reformationsdagen, Missionsdagen samt Taksigelsesdagen. Af indholdsfortegnelsen fremgaar, at der findes to Serier Introitus: a) de »gammelkirkelige« og b) Koralintroitus. I første Serie er Melodistemmen hentet fra det romerske Graduale, og Udgiverne har i det store hele søgt at bevare dets oprindelige Form. Derimod studser man uvilkaarligt, naar man opdager, at der er sat Orgelakkompagnement til. Man kan vel gaa ud fra, at Menigheden ikke vil deltage nævneværdigt i de gamle gregorianske Toner, og da det derfor synges enten af Præsten (Kantoren) og Koret antifonalt eller af Koret responsorialt, synes det at være overflødigt med Støtte fra Orgelet. (For mit eget Vedkommende bruger jeg ikke orgelakkompagnementet) .

Nu kan man trygt regne med, at de fleste Præster og Menigheder ikke føler noget over for den gregorianske Sang, maaske synes de endog, at den er uhyggelig, og derfor foretrækker at anvende anden Series Introitus, de saakaldte Koralintroitus. Betragter vi f. Eks. her det Introitus, der er beregnet til at synges paa 2. Juledag, overbeviser man sig hurtigt om, at det er Melodien: »Den yndigste Rose er funden«, der ligger til Grund. Paa samme Maade er en Række Melodier blevet behandlet til de andre Højtidsdage, f. Eks. »Lovet være du Jesu Krist« til juledag. Akkompagnementet til disse Introitus støtter sig i det væsentlige til Harmoniseringen i Koralbogen.

Det andet store Afsnit i Bogen omfatter Musikken til Højmessen. Det er inddelt i 4 Serier: 1. Serie til Advent- og Juletid, 2. Serie til Fastetid, 3. Serie til Paaske- og Pinsetid og 4. Serie til Søndagene efter Trinitatis. 1., 3. og 4. Serie er holdt i lyse Dur-Melodier, medens 2. Serie overvejende omfatter Moll-Melodier. Hvis vi løseligt blader disse Sider igennem, opdager vi snart, at Stoffet stammer fra højst forskellige Tider. Vi har Kyrier, Sanctus og Agnus Dei fra Middelalderen ordnet Side om Side med Messeled fra vor egen Tid. Ogsaa Reformationstiden er repræsenteret i Samlingen. Harmoniseringen er enten tung og romantisk paavirket som i Koralbogen, eller ogsaa er den mærkeligt skødesløs, hvad særlig et Kyrie, hentet fra Augsburg Graduale 1639, kan tjene som Eksempel paa. Hvad man endvidere lægger Mærke til er, at en hel Del af de Messesvar, som er komponeret 1897 af et dengang nedsat Udvalg og som i de tidligere Messebøger stod angivet i rytmisk Form, nu er urytmiske; det ser ud, som om man har bestræbt sig paa, at alle Messesvar saa vidt muligt skal nærme sig den reciterende Messetone.

Noget egentligt nyt i svensk Kirkemusik røber denne Bog ikke, den er som Koralbogen en i det ydre meget smukt udstyret Bog med en Blanding af godt og ondt mellem hinanden. Man efterlyser stadig den faste Haand, der kunde luge alt det Kirken uværdige væk og samtidig dække de derved fremkomne Huller med for Højmessen mere værdige Toner. Indtil videre er der ikke andet at gøre, end at bruge det gode, og lade det mindre gode ligge - og vente til Kirkestilen faar bedre Dage i Sverige.