Thorald Jerichaus tre-liniede nodesystem

THORALD JERICHAU's TRE-LINIEDE NODESYSTEM

Af Svend Bay-Schmith

Forfatteren Svend Bay-Schmith fortæller om den danske Kirkemusiker Thorald Jerichau's Forslag til en Reform af det gældende Nodesystem.

Naar vi i Dag sætter os til Klaveret, eller paa anden Vis giver os Musikken i Vold, saa hviler vort Øje hjemligt og fortroligt paa Nodebladet med dets sorte Nodehoveder, der danser afsted mellem de velkendte, fem Linier. Vi er saa indlevet med dette Nodesystem, at vi kan læse Noderne, som andre læser Bogstaver, og vi kan vanskeligt tænke os, at Musik kan nedskrives paa en lettere og enklere Maade, end den vi er vant til.

Og dog er der næppe noget Felt indenfor Kulturgrenene, hvor der er forsøgt saa mange - og mangeartede - Revolutioner mod det bærende System som netop i Musikken. Selvom dette sikkert ikke er ukendt for adskillige, der dyrker denne Kunst som Livsopgave er det morsomt at mindes disse »Nodesystem-Oprør« - og da navnlig den interessante Rolle, som en Dansker kom til at spille blandt disse »Oprørere«, der ellers hovedsagelig rekruteredes fra de store Kulturlande.

Bestræbelserne er i det sidste Par Aarhundreder især gaaet i Retning af at simplificere det femliniede Nodesystern, eventuelt ogsaa Anbringelsen af faste og løse Fortegn. Utallige er de Forslag, der er givet. Fælles har de kun det ene, at ingen af dem er slaaet for Alvor an, hvor skarpsindige og hensigtsmæssige end enkelte af dem er. Den, der fra dansk Side har indskrevet sit Navn i Rækken af Nodesystemsreformatorerne, er Organisten Thorald Jerichau.

Thorald Jerichau tilhørte den berømte Jerichau'ske Kunstnerslægt, men han blev ejendommeligt nok det eneste Medlem af Familien, der foretrak Klaviaturet for Malerpaletten. Hans Fader var Maleren, Professor Jens Adolf Jerichau, og hans Moder, Elisabeth Jerichau-Baumann, blev navnlig som Portrætmalerinde saa anerkendt, at vor gamle Konge Chr. IX introducerede hende i flere af Europas førende Fyrstehuse.

Af deres tre Sønner fik de to, Holger og Harald, ogsaa store Navne som Malere, og Holgers Søn, Jens Adolf, var allerede anset som meget lovende, da han døde i Paris, kun 25 Aar gammel.

Ind i denne tre Generationers Kæde af lutter Malere brød saa Professorens tredie Søn, Thorald, Familietraditionen og satte sig til Klaveret i Stedet. Men han var et uroligt Hoved, altid fuld af Spilopper og fantastiske Planer, helt uden Evnen til virkelig at koncentrere sig om een, bestemt Sag. For at opretholde Livet tog han Plads som Organist i Horsens, og fra hans Ophold der stammer den kendte - men alligevel sandfærdige - Historie om, hvordan han drillede Præsten, som han ikke kunde lide. Præsten beklagede sig over, at hans Præluderen ofte var baade for lang og for kedelig, hvortil Jerichau svarede: »Hvor er det mærkeligt, som Pastorens Prædikeri paavirker mit Spil -!«. Efter nogle Aar brød han op og drog ud i Verden, hvor han turede om i alle Verdensdele, indtil han tilsidst havnede i Amerika som Leder af et Musikkonservatorium. Han døde i Norge i 1909.

Det var, medens han endnu levede herhjemme, han gjorde sin Opfindelse af det tre-liniede Nodesystem. Opfyldt af Begejstring for Sagen søgte han at vække Samtidens Forstaaelse for sit System, han beskrev det for alle, der vilde høre det, han rejste rundt og holdt Foredrag om det og han søgte at faa Musikforlæggerae til at anvende det. Det lykkedes ham da ogsa at skabe saa megen Interesse for det, at Johs. Wolf i sit grundlæggende Værk Handbuch der Notationskunde (Bd. II, S. 365) kan give følgende Beskrivelse af Thorald Jerichaus System:

»Thorald Jerichau benytter F-Nøglen paa den mellemste Linie til Udgangspunkt for Nodelæsningen. Den lille og den eenstrøgne Oktav betegner han med F- og G-Nøglen, de der over liggende Oktaver med de arabiske Tal 2, 3 og 4, og de der under liggende Oktaver med Romertallene II, III og IV. Kun de tre Linier, der tilhører de to midterste Systemer, trækkes op i hele deres Længde, de øvrige markeres kun punkteret henholdsvis gennembrudt.«

Nogen Interesse vakte Jerichaus System dog herhjemme, og Professor Horneman sendte Bud efter ham. Da Jerichau havde forklaret hele Systemet, lagde Horneman sin Haand faderligt paa den unge Himmelstormers spinkle Skuldre og sagde: »Genialt, kære Jerichau, genialt! Men for Himmelens Skyld brænd dog den Opfindelse, ellers maa jo al Musik skrives om!«.

Jerichau, der efterhaanden var blevet led og ked af sin Kamp med Vejrmøller, fulgte det faderlige Raad saa grundigt, at der hverken blandt hans Efterladenskaber eller hos hans nulevende Slægt findes Spor tilbage af hans Opfindelse. Det skyldes kun et rent Tilfælde, at et lille Musikstykke, en schweitzisk Skyttemarch, har undgaaet den raditionelle Udryddelseskampagne, og for nylig er kommet for Dagens Lys (nodeeks.).

Under sine Rejser Landet rundt for at propagandere for Systemet kom Jerichau en skønne Dag til Bogø, hvor han paa Øens private Realskole skulde holde Foredrag om sin Opfindelse. Blandt Eleverne sad den lille Hjalmar med opspilede Øjne og slugte betaget den livfulde Foredragsholders inciterende Tale. Bagefter var der festlig Komsammen hos Skolebestyrer Wad, og der fik lille Hjalmar Lejlighed til at komme den store Mand paa nærmere Hold. Jerichau kunde ikke undgaa at bemærke Hjalmars barnlige Beundring, og da han tilmed erfarede, at Hjalmars Mor var en god Veninde af hans Mor, at de havde rejst sammen i Italien og været fælles om mangt et lystigt Rejseæventyr - ja, saa tog Thorald Jerichau sig specielt af lille Hjalmar den Aften. Han forærede ham ved Afskeden en schweitzisk Skyttemarch, nedskrevet paa det treliniede Nodesystern med en forklarende Skala tilføjet og Hjalmar skyndte sig hjem og gemte dette Klenodie omhyggeligt i en Skuffe - hvor det snart blev glemt! Tilbedelsens Varighed staar jo ofte i omvendt Forhold til Varmegraden.

Saa gik der mange Aar. Lille Hjalmar blev til cand. pharm. H. Lautrup-Larsen, Underdirektør for Alfred Benzon A/S, og fornylig fandt han det lille Musikstykke frem.

Takket være dette Nodeblad er vi nu i Stand til i nogen Grad at danne os et Begreb orn, hvad Jerichau vilde. Ganske vist er Melodien kun eenstemmig, men i Hovedtrækkene ser man Jerichau's Hensigt, som han selv til Overflod oplyser ved at tilføje en Nøgle til sit System.

Selvom den kyndige Iagttager maaske ikke vil give sin fulde Tilslutning til Professor Horneman's begejstrede Udtalelse, hverken til For- eller Eftersætningen, er det virkelig interessant, at vi i Dag er i Stand til at rekonstruere Jerichaus System, tilmed fra det eneste Manuskript, der foreligger fra hans Haand.