En uropførelse af J.P.E. Hartmann

EN UROPFØRELSE AF J. P. E. HARTHANN

Af Povl Ingerslev-Jensen

Pianisten, Operarepetitør Poul Ingerslev-Jensen fortæller om en hidtil ret upaaagtet Klavertrio af Hartmann. Den er nu revideret og faar om kort Tid sin første Koncertopførelse.

I Angul Hammerich's Bog: J. P. E. Hartmann, biografiske Essays, Kbhvn. 1916, findes en af Overretssagfører Godfred Hartmann, Komponistens Barnebarn, udarbejdet Fortegnelse over den Hartmann'ske Produktion, baade Værkerne med og uden Opustal. Denne Fortegnelse slutter saaledes: Desuden forskellige, for en stor Del ufuldendte Kompositioner, der forefindes i Manuskript paa Det kgl. Bibliotek i København. Af den Hartmann'ske Familie er min Opmærksomhed blevet henledt paa denne Manuskriptsamling, som, det synes mig, Fortegnelsen behandler lidt for nonchalant. Det viser sig nemlig, at der her gemmer sig et lille Kammermusikværk, en Andantino med 8 Variationer i C-dur for Klaver, Violin og Violoncel. Dermed er alle de Beklagelser gjort til Skamme, man saa ofte har hørt fra Kammermusikdyrkernes Side, at Hartmann (ligesom Kuhlau) aldrig havde skrevet for Klavertrio. Og da det nu tilmed viser sig, at dette lille Værk slet ikke er nogen Ubetydelighed men baade interessant hvad Formen og den musikalske Opfindsomhed angaar, saa er der god Grund til at drage det frem af dets Glemsel. Samtidig maa man undre sig over, at hverken den Godfred Hartmann'ske Fortegnelse eller William Behrends (ganske vist populært holdte) Hartmann-Biografi omtaler det, men at vi skal helt op til 1934 for i Richard Hoves Bog at finde et Par Linier derom. Dette maa vi saa meget mere anerkende, som han altsaa er den første, der interesserer sig for Værket, og ikke mindst herigennem viser han den Omhyggelighed og Ildhu, der gør hans Arbejde originalt og værdifuldt. Han omtaler Trioen i Forbindelse med »Liden Kirsten« saaledes:

»Liden Kirsten«-Musiken er gaaet ind i Folks Bevidsthed som Udtryk for Hartmann's specielt danske Stil. Sandheden er, at den er et enkelt Værk i en hel Kæde af saadanne Værker fra Fyrrernes Slutning. Værker, hvori Hartmann under Indflydelse af den nationale Vækkelse søgte og fandt en specielt dansk Stil. Denne Række begynder med den herlige Musik til Mindefesten i Skanderborg for Frederik VI og følges af Violinsonaten i C-dur, G-dur Strygekvartetten, den lille Andante med Variationer for Klavertrio, Sulamith og Salomon-Sangene, hvortil slutter sig nogle utrykte Holger Danske-Sange. Den kulminerer med E-dur-Symfonien og afsluttes med Koncertouverturen i C-dur. Dermed slutter denne Stil, og den genfindes egentlig ikke mere i Hartmann's senere Værker. De, som bare man nævner Hartmann, siger »Liden Kirsten«, hører mere eller mindre, som man nu vil sige det, end der er. Det specielt Hartmann'ske findes jo overalt i Værkerne, men denne Stil er endegyldigt forbi med disse lysfyldte Værker, senere faar de mørkere og alvorligere Stemninger fuldstændig Overtaget.

Disse Hoves Betragtninger er ikke uden Interesse i denne Forbindelse, thi hvis man virkelig kan give ham Ret, vil det betyde et afgjort Plus i Trioens Værdi, at den ikke alene repræsenterer en forholdsvis kortvarig Kompositionsperiode hos Hartmann, men ogsaa og navnlig er Udtryk for den af Hove omtalte specielt danske Stil, hvilket vil kalde paa en særlig Interesse hos baade Forskere, Lyttere og Udøvere. Hove omtaler endnu engang Trioen i sin Bog, nemlig som følger:

Ogsaa i 1849 arbejder Hartmann med Kammermusiken. Det blev en Variations-Sats for Klavertrio, ogsaa et i høj Grad mærkeligt Værk i hans Kompositionsrække - otte Variationer over et C-dur Tema, bearbejdet med en ejendommelig »Træsnits« Teknik, klare Linier, faa og tørre Farver. Det virker ligesom ikke rigtig tiltrækkende, men man glemmer det ikke, naar man een Gang har haft det i sin Haand.

Saaledes lyder altsaa den indtil nu eneste Dom, der er fældet over Værket efter en Gennemlæsning af Partituret. Efter at Forfatteren af nærværende Artikel har foretaget en Afskrift af Partituret og en Udskrift i Stemmer samt har afholdt flere Indstuderingsprøver paa det med en Koncertopførelse for Øje, skal han nu forsøge at beskrive det saa grundigt, Pladsen tillader.

Manuskriptets Datering 30. Oktbr. 1849 fortæller os, at den godt 45-aarige Komponist efter Tilendebringelsen af E- dur-Symfonien og G-dur-Strygekvartetten i 1848 har haft Planer om at fortsætte med Kompositionen af Kammermusik, hvad han formodentlig har følt Trang til ligesom for at paalægge sig selv en mere krævende Opgave ind imellem Komponeringen af Krigssange, Soldaterviser og Sørgemarcher, hvortil han fandt Anledning i Tidens Begivenheder, nemlig Krigen og Chr. d. 8's Død m. m. Maaske har hans Indvælgelse som Medlem i Musikforeningens Administration i September ogsaa beslaglagt hans Energi, nok er det, at Aaret 1849 er paafaldende fattigt paa Frembringelser fra hans Haand.

Om det nu har været Hartmann's Plan at skrive en virkelig Trio, hvoraf det foreliggende er at betragte som en 1. Sats (i Lighed med Beethovens As-dur Klaversonate Op. 26) eller han kun har tilsigtet et Stykke underholdende Musik uden Motivering eller Sammenhæng med noget andet, afgørende er det, at Resultatet i hvert Fald er adskilligt mere end en Penneprøve eller et Førsteforsøg i Klavertrio-Teknikens, navnlig, hvad Instrumenteringen angaar, saa vanskelige Kunst. Det fremtræder som et fuldstændigt Kunstværk, hvori alle Beregninger kommer til deres Ret og ofte naar en overraskende dristig Virkning i harmonisk og formel Retning.

Den modne Mand, hvis Sind maaske endnu var paavirket af de for Fædrelandet saa nervepirrende Tildragelser, har sikkert ikke tænkt sig at skrive en Ubetydelighed, og vi kan formodentlig gaa ud fra, at nye Planer har afbrudt ham i Virkeliggørelsen af allerede lagte.

Hartmann begynder med 4 Adagio Takter, hvis Motiv: (nodeeks.) er ligesom en afbrudt Omskrivning af det følgende Andantino Tema: (nodeeks.)
og virker som en tøvende, lidt ubeslutsom Forberedelse hertil.

Til Gengæld er, som man ser, selve Temaet saare simpliciter, ja saa knapt, at det egentlig kun bestaar af de anførte 4 Takter, der gentages med lidt ændret Harmonik, fulgt af 4 nye Takter, der ligeledes gentages. Mere enkelt kan det ikke godt være.

Ganske lignende Form, Taktantal og Toneart har de to første Variationer, hvorimod den 3. baade ændrer Tempo (piu moderato), Toneart (As-dur) og Karakter (dolce, cantabile). Ogsaa i Formen er den udbygget og har sprængt det snævre Skema ved et bredere Anlæg og ved Uregelmæssigheder i Perioderne. Celloen synger Temaet. Nogle Klaverfigurationer er tilføjet som (nodeeks.) Fodnote med Blyant, de har til Hensigt at erstatte Takterne 13-15 i Klaverpartiet. Maaske skyldes de et senere kritisk Blik, som deres Ophavsmand tilfældig har beæret dem med. Det er ikke sandsynligt, at en Opførelse, selv privat, har fundet Sted, vi finder ingen udskrevne Stemmer, saaledes som det var Tilfældet med den Triosats af N. W. Gade, der kom for en Dag for nogle Aar siden og det foreliggende Manuskript er heller ikke egnet til praktisk Anvendelse. At det ikke bærer Opustal er en Skæbne, det deler med mange af Hartmann's færdige Kompositioner (af ca. 200 Værker bærer kun 86 Opustal), men man kan ikke se bort fra, at det sikkert i Skrivebordsskuffen har ventet paa sin Fuldendelse som Trio og saaledes ogsaa paa sit Opustal.

Variation IV. og V. indeholder ikke større Penduludsving og fjerner sig ikke synderlig fra Temaets Grundkarakter. Var. VI er morsom og balletagtig, forlader Skabelonen og boltrer sig i Hartmann'sk Egenart, saadan som vi kender ham fra »Et Folkesagn« og andre Balletkompositioner. Skal man tale om en specielt dansk Stil, maa det være her: (nodeeks.)

Ogsaa Variation VII er tiltalende. En frisk lille Staccato-Spøg, uden Dybsindigheder, men dansk og elskværdig.

Endelig slutter den 8. Variation Værket, men den er ikke blot en Variation og ikke blot Coda, den er en hel symfonisk Udbygning af det musikalske Materiale. Alene Hovedidéen er en genial Videreformning af det allerførste Tema og en Beethoven værdigt: (nodeeks.)

Maaske har jeg nu i nogles Øje bredt mig utilladeligt i det foreliggende Emne, til dem vil jeg sige: hør først Kompositionen. Vore danske Mestres Værker er ikke talrige som Havets Sand og vi har ikke Raad til at lade værdifulde og nationale Skatte ligge støvede og glemte i Arkiverne. I dette Tilfælde modtager vi en Hilsen fra dansk Musiks Storhedstid, en Tid, der ligesom vor, kendetegnedes af national Vækkelse og aandelig Rankhed.