Klaveret i Heises sange Del 2

Af
| Årgang 19 (1944) nr. 09 - side 176-178

KLAVERET I HEISES SANGE

Af Bengt Johnsson

Pianisten, stud. mag. Bengt Johnsson afslutter sin Redegørelse for Udviklingen i Heises Klaverakkompagnement til Romancerne.


Weyse benytter saaledes nu og da blot en Akkord som For- eller Efterspil, eller saadanne, hvor Begyndelsen eller Slutningen af Sangen citeres med ændret harmonisk Grundlag. Dog synes der hos Weyse ikke at være Tale om en dybere Mening, det hele føjer sig naturligt ind i Sammenhængen. Heise vil derimod gerne noget mere. Ligesom sine tyske Kunstfæller vil han straks med Forspillet anslaa Digtets Karakter og tillige maaske malerisk antyde noget af Indholdet. Sangen begynder for en Romantiker med Forspillet, der ikke som tidligere blot er et nødvendigt igangsættende Moment af Hensyn til Sangeren. Allerede i en Sang fra 1854 møder vi det udarbejdede Forspil med Hensyntagen til Digtet, (nodeeks.)
muntre danseagtige Smaamotiver leder Tanken hen paa Tekstens første Linie (»paa Søndag Aften kommer hun til Dansen«). Selvfølgelig griber Heise i sine Sange tilbage til den enklere Behandling med højre Haand følgende Sangstemmen, men han vælger altid med Omhu Klaverets klanglige Registre; saaledes benytter han sig ofte af dybere liggende Bastoner, der ved Pedalens Hjælp knyttes til højere liggende Akkordtoner, der aldrig klumper sig sammen, men spredes, saa Klangen bliver lys og gennemsigtig, og Ophobning af samlede Akkordtoner i dybt Leje undgaas. Dette skyldes ikke alene hans Omhu for at lade Sangstemmen beholde den dynamiske Føring, men ogsaa hans for Sangkomponister ret enestaaende Klaversans. I Musikken til Lenaus »Mellem Sivene« (fra 1864) findes to Sange, hvor Akkompagnementet presses op til ff, og paa en fin Maade opnaar Heise denne Virkning uden at lade det gaa ud over Sangstemmens Hørbarhed: Med fulde Akkorder lader han Klaveret arbejde sig op til Højdepunktet gennem et Crescendo, for saa i den ene Sang at lade venstre Haand pausere, mens han i den anden tynder ud i Akkordtonerne (nodeeks.). I en af Sangene fra samme Samling arbejder Heise med en ny og overraskende Klangvirkning ved Udnyttelse af en Slags Trille, der beror paa en Sammenkædning af Akkorder og en Drejenode; denne Klangglæde ved Sekundsammensmeltningen symboliserer Teksten: Maanen over den nattestille Mose, en sagte Flimren mellem to Toner i Halvtoneafstand gennem hele Stykket bebuder Impressionismen (nodeeks.). I en Sang fra 1866 til Tekst af Blicher finder man et andet udpræget romantisk- impressionistisk Træk: en liggende Akkord, som bliver Baggrund for en melodisk Linie (Ossians Sang til Aftenstjernen); ogsaa her foreligger naturligvis en Hentydning til Teksten: den glimtende Stjerne med sin dragende Mystik og den gamle Sagnskjald udtrykt ved det faldende, i tonalt Henseende fremmedartede Motiv. I samme Sang skal endvidere gøres opmærksom paa de dybe Bastoner, der i det hele taget bliver karakteristisk for Heises senere Akkompagnementer. - En høj Udvikling af den før omtalte traditionelle brudte Akkordfigur betegner Akkompagnementet til »Den unge Lærkes Foraarssang«. Næsten etudemæssig virker højre Haand, der iøvrigt minder stærkt om den Chopin'ske Klaverteknik især ved sin Forkærlighed for de mange sorte Tangenter. Tendensen gaar hos Heise ligesom hos de store tyske Romantikere mere i Retning af de farvede Tonearter, der tillige med Hensyn til Klaverteknik er de taknemmeligste (Der skal.i denne Forbindelse omtales, at Chopin lod sine Elever øve Fis-, Des- og As-Dur Skala førend de øvrige, simpelt hen fordi de er lettere at tilegne sig paa Grund af de mange »sorte« Tangenter). Det samme gælder »Bergmanden«, hvor de udpræget klavermæssige Figurer i højre Haand minder stærkt om Brahms, navnlig ved den hyppige Brug af Tertsfordoblinger sammen med massive Oktaver i venstre Haand.

I nogle af de senere Sange spiller Klaveret en Hovedrolle (saaledes i »Farlige Drømme«) ; i Sangen »Du lægger dig ned« optræder i Mellemspillene et faldende Motiv, der ikke alene skal (nodeeks.) karakterisere den tiltagende Følelsesstigning, men Motivet har i den Grad Egenværd, at man uvilkaarligt kunde tænke sig det instrumenteret. Det gælder flere af Heises senere Sange, hvor Akkompagnementerne ikke er saa klavermæssigt behandlede som tidligere; maaske har hans Beskæftigelse med Scenemusikken paa dette Tidspunk sat sit Præg paa hans Klaversatser. I »Dyvekesangene« ser man udprægede orkestrale Effekter som Tremoloet symboliserende den ophidsede Stemning (en velkendt Operaeffekt). Men fra samme Tid (1878) stammer »erotiske Sange« af Aarestrup, som maaske fremviser de fineste udarbejdede Akkompagnementer hos Heise. F. Eks. den strofisk varierede Sang »til en Veninde«, hvor ikke alene Tonearten skifter for hvert Vers men ogsaa Akkompagnementet, begyndende med rolige Akkorder, dernæst med Arpeggio, endvidere med brudte Akkorder med en for Romantikken typisk frit indtrædende Forudholdstone, og endelig vender i sidste Vers de enkle Akkorder tilbage. I »Ved Huset", som er fra samme Samling, behandles Klaveret etudemæssigt, idet en ganske bestemt Akkordbrydning vekselvis udført med begge Hænder uforandret gaar igennem hele Stykkee. Sangstemmen føjer sig ret deklamatorisk hertil. Typisk for den romantiske Stil er Begyndelsen, hvor Klaveret sætter an med en Mellemdominant til Paralleltonearten (a moll), mens Tonearten er C Dur, som dog ikke anslaas før ved Sangstemmens Indtræden, og alligevel undgaas en skarp Kadencering, idet Tonika kun optræder som Sekstakkord. Tonartsfornemmelsen anslaas først klart med de sidste Akkorder, hvor Etudebevægelsen er hørt op.

Der kunne gives talløse Prøver paa Heises særegne Sans for Klaveret og hans Omhu for et smukt Akkompagnement. Det ovenfor kort opridsede viser dog tilstrækkeligt, hvor stor en Rigdom Heises Sange er for vor Musik ogsaa betragtet ud fra Klaversatsen. Selvom man i visse Sange kan spore en vis Afslappelse med Hensyn til Opfindsomhed, skinner altid haans udsøgte Klangbehandlinger igennem paa en saadan Maade, at Klaveret aldrig hverken tager Luven fra Sangstemmen eller virker kedeligt. I de selvstændige For-, Mellem- og Efterspil er han altid original i Ordets bedste Forstand. Klaveret tillægges altid en vis Betydning. Det vilde være at haabe, at alene denne specielle Side af Heise som Sangkomponist blev taget op til Behandling og nærmere Undersøgelse, men at man ogsaa kunde faa en bredere anlagt Fremstilling og Vurdering af hans Sange samtidigt med, at disse blev udgivet i en passende samlet Udgave ordnet strengt kronologisk. Vi kan ikke være bekendt at lade en af vore største Komponister nøjes med en saa forældet Udgave som den foreliggende, vi maatte snart være kommet saa vidt, at vi herhjemme var i Stand til at sikre vore Tonekunstneres Værker i samlede Udgaver, der fyldestgørende kunde tjene baade til videnskabeligt og til praktisk Formaal, en Opgave, som man maa haabe, de kommende Tider vil løse.