Ny dansk musik

Af
| Årgang 19 (1944) nr. 09 - side 182-185

Ny dansk Musik ved Niels Viggo Bentzon

svend 8. sehulft: Koncert for Klaver og

Ørkester (1943)

Lørdag den 24. juni, Aftenen før Tivoli-Katastrofen, fremførte Kapelmester Svend Chr. Felumb for første Gang Svend S. Schilliz' Koncert for Klaver og -Orkester i Tivolis Koncertsal. Klaverpartiet udførtes af Elvi Henriksen, der her fik sin Koncertdebut.

Dette Værk, der er komponeret i Nov-Dec. 1943, repræsenterer den Side af Komponisten, som er Offentligheden mindst bekendt. For de flestes Øjne staar Schultz som en decideret munter Komponist. Værker som Strygeserenaden, Klaversonatinen, »Une Amourette« for Blæserkvintet og tildels »Sinfonia piccola« taler netop i denne ubesværede Tone, der ogsaa er karakteristisk for samtidige Komponister, som Tarp, Riisager m. fl.

Denne lette, diverterende Stil er karakteristisk ved forholdsvis korte Motivdannelser, klart tematisk Arbejde, men sjældent større symfonisk Drag. Schultz' »Sinfonia, piccola« er, trods umiskendeligt »ydre« symfonisk Præg, egentlig at betragte som et bredt anlagt Divertimento. Dybere psykologiske Brydninger, der er typisk for Romantikens, Monumentalværker, har ikke optaget Schultz i synlig Grad. Hans Temaer er »sangvinske«, hans Behandling af dem »let«. Herved skal forstaas, at han sjældent betjener sig af tung kontrapunktisk Sats. Han føler sin Musik hovedsageligt vertikalt med fast Forankring i en given Tonalitet, i mange Tilfælde en ren Dur-moll. Ved at »blande Elementerne«, d. v. s. lade Melodi, Harmoni og Rytme staa. i ligeligt Vægtforhold og ikke »tilsløre« Tonaliteten med en overvættes radikal Samklangsfornemmelse, formaar Schultz for det meste at skrive, hvad man kalder, »let forstaaelig Musik«. - Schultz Tradition bagud er for mange Mennesker mere tydelig end Tilfældet er med Folk som Holmboe, Jørgen Bentzon, Syberg, Høffding m. fl. Personlig tror jeg at kunne se, at Schultz ikke er fri for tit at arbejde paa. en Kliché, hvilket ikke betyder den organiske Videreførelse af Stilen som man saa gerne eftersporer. Den naturligt betingede Stildrejning, der tydeligt fornemmes f. Eks. hos Høffding, er naturligvis mere i Pagt med den »ægte« historiske Udvikling, selvom Lægmanden altid har sværere ved at se det, da det kræver et kompositorisk- musikermæssigt Overblik for helt at tilegnes.

I ret faa Værker har Schultz anslaaet alvorligere Strenge. V-ærker som Strygekvartetten (især Adagioen), Violinsonaten og denne Klaverkoncert er Eksempler herpaa. I første Sats af Klaverkoncerten sætter Komponisten i Begyndelsen 2 Motiver op imod hinanden:

Sammenstillingen af disse 2 Motiver viser et veludteenkt kompositorisk Princip. Eks. 2 kan ikke betragtes som en Slags Bekræftelse paa Eks. 1, omtrent sorn naar man i Sproget taler om Hovedsætning og psykologisk uddybende Eftersætning. Snart viger dog disse 2 Motiver for et bredt anlagt, ekspressivt Tema, der ligesom for Alvor sætter Satsen igang:

Det tematiske Arbejde i denne Førstesats er hovedsageligt udarbejdet paa Grundlag af disse 3 Temaer og deres naturlige Afledninger. F. Eks. optræder Eks. i hurtigt under flg. Form:

Denne Art af tematisk Behandling er i det hele taget typisk for Schultz. Paa ægte wienerklassisk Vis udstykkes Motiverne saa at de hele Tiden kan virke befordrende paa den fortløbende Gang i Kompositionen.

Endnu en Afledning af Eks. 1, omend mere »skjult«, kan iagttages iflg. Citat:

Disse sidst citerede Eksempler skal forsøge at give et lille Indblik i -Schultz' tematiske Arbejdsmetode. Hvis vi kigger paa en Haydn-Kvartet kan vi tydeligt se, hvor Schultz har lært. - Hvad der derimod er mindre wienerklassisk. i denne Førstesats er hele Stoffets Opsætning, der tie spænder voldsomt og betjener sig af mindre heldige Klaverpassager (Glissandoer m. m.).

Klaveret er i denne Sats behandlet ret solistisk. Brahms Landvindinger indenfor Klaverkoncertformen har sikkert virket befrugtende paa Schultz Bestræbelser i denne Genre. Som udpræget Solistkoncert er den dog i sit Princip mest i Skegt med Brahms B-dur Koncert, der netop lægger Vægt paa en stor Solo-Udfoldelse. Det er i denne Forbindelse interessant at sammenligne Schultz Koncert med Tarp's (se D. M. T. Nr. 4, Aargang 1944). 1 deres Princip er de vidtforskellige. Tarp's Ideal er det klassiske (mozartske), der til Trods for en vis solistisk Udfoldelse alligevel bevarer Klaveret som en Bestanddel af den musikalske Helhed. I Schultz Koncert bliver tit det formale Forløb afbrudt for at give Plads for indflettede solistiske Partier, der paa ægte romantisk Vis er en Fare for Helheden. Hvad selve den formale Siruktur angaar bevæger denne sig ellers væsentligt paa traditionsbunden Grund. Leddelinger som Eksposition, Gennemføringsdel, og Reprise lader sig nemt paavise og ogsaa. Klaverbehandlingen er stærkt prøeget af romantisk Følemaade, ja direkte Klichéer staar Side om Side med gode Indfald, som f. Eks. i den langsomme Sats:

Ovenstaaende Eksempler føler jeg stærkt i Slægt med romantiske Forbilleder maaske især Russerne (Rubinstein, Rachmaninoff). Stemningen er i hvert Fald ikke rigtig rar her og staar i overmaade skarp Modsætriing til den diverterende Side af Komponisten. Stort set er denne langsomme Sats ikke paa Højde med Førstesatsen, der trods de udtværede Passager alligevel har en Del Prægnans.

Efter et Anslag:

der giver en vis Atinosfære, fortaber Komponisten sig efterhaariden 1. en ikke altfor interessant Selvbetragtning, der flyder ud i en lang, temmelig umotiveret Klaverkadence (senere brugt som Overledning til Finalen - ifr. Eks. 7). Det ses tydeligt, at Schultz har villet skabe en psykisk Kontrast til Førstesacsens energiske Tone, men i Lighed med Tarp's Klaverkoncert er den langsomme Sats næsten udelukkende baseret paa Klang (det tematiske er undergivet den klanglige Substans), hvilket foraarsager et for kraftigt Udsving fra de øvrige stærkt tematisk udarbejdede Satser. Det er forbavsende at se, hvor denne Klaverkoncerts Indhold er romantisk betonet næsten helt igennem. Det gjorde i og for sig ikke noget, hvis blot det »romantiske« var fordøjet. Men det har man ikke helt paa For

nerninelsen. Der er for mange direkte Klichéer I Værket, og »brutale« Banaliteter som Finalens Hovedtema, tjener ikke til at styrke Hovedindtrykket af Kompositionen:

Alt i alt er dog Finalen, Rondo Allegro con brio, mest karakteristisk for den Schultz som vi kender i de i Indledningen af Artiklen nævnte Værker. Der er meget Liv og rytmisk Prægnans i denne Sats, trods det, at adskillige kadencerende Overgange, som f. Eks. i det flg. Eksempel føles som en Brist paa almindelig in'Lisikalsk Logik:

D-dur Grundakkorden (Mærket X) virker helt skævt placeret i Forhold til den forudgaaende Kadence. Saadanne smaa, Detailler lægger man maaske ikke Mærke til lige i første Omgang, men de er ikke desto mindre af største Vigtighed, naar Helheden skal tages under et mere omhyggeligt Øjesyn. Absolut Enhed i det substantielle kan vel ikke forventes i Musiken af i Dag, men det maa forlanges, at selve det musikalske Materiale alligevel faar en saadan Gennemarbejdelse, at enhver grovere Ujævnhed udviskes.

Det er forholdsvis let at præcisere Fordele og Mangler ved dette Værk. Til Fordelene maa man regne: 1) God, men traditionsbunden Form. 2) Klart tematisk Arbejde. 3) Veldisponeret Orkesterklang. 4) Taknemmelig, men noget tung Klaversats. Til den anden Kategori hører: 1) Uensartet musikalsk Materiale. 2) Kovending fra typiske Schultz-Værker som Strygeserenaden m. fl. 3) »Modernisme« (jfr. Eks. 1). 4) Romantiske Klichéer og paagaaende Banalitet i det tematiske (Finalen!).

Ved passende Fordeling af de ovenstaaende kritiske Punkter kommer man naturligt til det Resultat, at Schultz' Klaverkoncert ikke honorerer alle de æstetiske Fordringer som man normalt stiller til et stort symfonisk Værk. Men der er alligevel skabt et Værk i den store Koncertform og alene af den Grund vil sikkert mange af Klaverets dygtige Dyrkere gaa. i Lag med denne Opgave.