Besynderlig etikette?

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 10 - side 204-205

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Besynderlig Etikette?

Violinisten Ejvin Andersen svarer paa Komponisten' Si,. Erik Tarps Indlæg »Besynderlig glikette« i sidste Nummer af D. M. T.

Vi erkender selvfølgelig, at den gregorianske Sang og Palestrina. er Udtryk for ligesaa store Tider i Musikken som det, vi i bemeldte Tilfælde benævner »Den store Tid«. Men ved disse Koncerter er det Instrumentalmusikken, vi dyrker. Og for os maa Instrumentalmusikken i det 18. Aarh. (indtil og med Bach) være den store Del af tidligere Tiders, fordi vi fornemmer, og ogsaa mener at kunne begrunde, at den Tids Instrumentalmusik mest griber ind i vor Tids Tandhjul: Den havde i de bedste af Værkerne naaet en Top af ophøjet Klarhed, som samtidig giver Plads for Hjerte og varm Menneskelighed.

Vi er en Kreds af Kunstnere, der mener, at vi hovedsagelig maa stille os to Opgaver: 1) Den produktive ~): i Kunst at give Udtryk for, hvad der rører sig i os i Dag, selv producere, gaa nye Veje for derigennem at klargøre og befæste vor Indstilling til Tilværelsen i Dag, og 2) At fremdrage Kunst fra ældre Tider, som særlig har noget at sige til os, som lever i Dag. Vi tvivler paa, at een af vore menige Tilhørere fra den omtalte Koncert,har fanget saa lidt af det, som Sv. Erik Tarp, ja man fristes til at tro, at Sv. Erik Tarp omtaler en Koncert, som han ikke har overværet, kritiserer en Idé, uden at - have læst den Prolog til Koncerten, som foruden at blive laest op stod trykt i Programmet - i den var udtrykt i vor Tids poetiske Sprog, det som var vor Indstilling til Konc erten.

Naar vi beskyldes for at være reaktionære, tillader vi os at minde om, at netop paa vore Koncertprogrammer stod der i de sidste Aar Uropførelser, nye Værker, Værker, der blev opført første Gang i Danmark. Og - vi betalte selv for at faa Lov til at spille dem.

Den Musik, som man plejer at kalde Barok, men som bærer saa meget af Renaissancen i sig endnu, havde naaet en Klarhed og en Fuldkommenhed langt ud over, hvad f. Eks. den samtidige Digtekunst, der endnu var trykket af Latinen som Kultursproget - Og den maa vi først dvæle ved, naar vi søger at fremdrage Musik fra ældre Tider. Vi har netop et større Behov for den Musik (Barok), (naar det drejer sig om Instrumentalmusik), end for meget af den senere skrevne Musik. Derfor blev den for os i dette Tilfælde »Den store Tid«. »Den store Tid« i Kunsten er for os den Afklarethed, som i Digtekunsten maa

findes i andre Tider. (Petrarca er jo betydelig ældre end Programmets Instrumentalkomponister). - - Hvor den Fuldkommenhed og Afklarethed findes, d~r naar Kunsten en »stor Tid«.

Naar vi fremdrager tidligere Tiders Kunst vor sekundære Opgave - ønsker vi at tage det frem, som vi i vor Tid har mest Brug for, i vor Tid, hvor den eksperimenterende Originalitet ofte sidder i Højsædet. Vi har Behov for den fuldkoinne Sammenhæng i Kunstens Udtryksmidler. Derfor bliver det ikke en bestemt Epoke i Historien, men Uddrag af deri Kunst i de forskellige Arter (Litteratur, Poesien, Musik o.s.v.), der bedst udtrykker det, vi trænger til, og derfor nødvendigvis for os maa blive »Den store Tid«.

Dernæst vil vi gerne overfor vort Publikum klargøre vor Indstilling til den Kunst vi fremdrager. Det forsøger vi at gøre, f. Eks. som her i et Digt. Vi vil nemlig hellere belyse Kunst ved Kunst, end holde pædagogiske Foredrag.

Naar vi og med os vort Publikum saaledes stiller os selv i Relation til det vi hører, mener vi, at det er til yderligere Berigelse for os, og naar der er Fejl i den Form, vi vælger, (vi ønsker at være fuldt kritiske overfor vor Form) er det os følgelig magtpaaliggende at rette disse og i det hele at kunne forbedre den og gøre den saa klar, at saa store Misforstaaelser, som Sv. Erik Tarp lægger for Dagen, ikke kan opstaa.

Paa Kammeraters og egne Vegne:

Ejvin Andersen,

Med Replik og Ditplik fra« de to Parler

ender herined D,ku-r-rionen.

Ejvin Andersen er utrættelig, naar det gælder at overbevise om, at det 18. Aarh. »f or os«, som han skriver, er den »store« Tid i Instrumentalmusikken, hvilket dog ikke forhindrer ham i lidt senere at betegne Fremdragelsen af tidligere Tiders Kunst som en sekundær Opgave. (Den primære do. maa da formentlig være den, at opføre Musik fra en eller anden »lille« Tid - maaske vor egen?). Til Slut bebuder E. A., at man i Fremtiden vil være fuldt kritiske og ønsker at rette eventuelle Fejl i Formen for de Koncerter, man agter at afholde; man tør vel tage dette som et Varsel om, at vi slipper for flere »besynderlige Etiketter«, og skulde dette vise sig at holde Stik, er Formaalet med Fremsættelsen af mine smaa Bemærkninger opnaaet. Jeg er fortsat af den Opf attelse, at Barokmusikken er stærk nok til at virke ved egne, rent musikalske Midler.

Sv. Erik Tarp.

De tre Ord, som aabenbart baade har vakt Forargelse og Eftertanke (det sidste har vi ogsaa set Eksempel paa), bliver staaende som Overskrift over endnu en Opførelsesaften i denne Sæson. Paa Kammeraternes o& egne Vegne: Ejvin Andersen.