Dansk indsamling af mongolsk musik

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 10 - side 197-199

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

DANSK INDSAMLING AF MONGOLSK MUSIK

Af Herbert Rosenberg

Dr, Herberl Rosenberg anmelder D)-. Ernst Emsheinzers Udgave af en Del af den Musik, som den danske Forskningsrejsende Henning Haslund-Christensen paa Grammofonplader har bragt hjem fra Mongoliet.

The Music of the Mongols. Part i. Eastern Mongolla. (Reports from the scientific expedition to the north-western provinces. of China under the leadership of Dr. Sven Hedin. Publication 21.) 100 + 97 sider.

Stockholm 1943.

The Music of the Mongols har som hovedindhold 91 melodier, samlet paa. grammofonplader af den danske forskningsrejsende Henning Haslund-Christensen og udgivet i nodeskrift same kommenteret af musiketnologen, dr. Ernsi Emsheimer, Stockholm. Læseren vil sandsynligvis spørge sig selv, hvilken glæde han kan vente sig af musik, som stammer fra »halvvilde« østasiatiske nomader. Sandsynligvis vilde han, om han bladede bogen igennem og forsøgte at spille melodierne paa klaver, bare faa. en bekræftelse paa sit naive syn paa sagen, nemlig at musik, som stammer fra de endnu ikke europæiserede dele af verdenen er ensformig, uendelig fattig og fuldstændig »vild«, hvad enten -den nu er afrikansk, amerikansk eller asiatisk.

Vi mennesker har jo en stor tilbøjelighed til at anse de livsf ormer, vi selv lever under - og dertil hører ogsaa de kunstformer, vi er fortrolige med - som de eneste rette og selvklare, for ikke at sige naturnødvendige. Derfor betragter vi gerne vor europæiske musik, som om den var den eneste rigtigt vel udviklede, i modsætning til hvilken musik fra andre kanter anses som usikre forsøg af folk, der ikke har naaet saa langt som vi europæere. At dette naive syn paa sagen er fejlagtigt har musikvidenskaben for længe siden ført bevis for. Musiken i den europælserede del af verdenen er ingenlunde mere »naturlig« og »rigtig« end en hvilken som helst eksotisk musikstil, saa fremmedartet denne end maatte tage sig ud i vore europælske musikøren. Men naturligvis kræves der, for ac kunne trænge ind i en musikstil, som ligger udenfor det for os gennem tradition »naturlige« omraade, en bevidst tilegnelse, som kan være ret vanskelig at gennemføre.

At en saadan tilegnelse overhoved5t er mulig beror paa, at selv en nok saa fremmedartet eksotisk stil i sidste instans reguleres af de samme love, som gælder for europæisk musik. En beskæftigelse med ikke-europælsk musik har derfor stor betydning for musikvidenskaben. Gennem sammenligning af flere musikstilarter vil man nemlig kunne udlede visse grundlæggende musikalsk-psykologiske lovmæssigheder, som ikke aftegner sig saa klart, om man udelukkende holder sig til europælsk musik. Den saakaldte »sammenlignende musikvidenskab« (d. v. s. den gren af musikvidenskaben, som har jævnførelsen af forskellige folkeslags musikstilart som sin opgave) vil derfor kunne aabne nye veje til den videnskabelige forstaaelse af fænomenet musik.

Om man vil vove forsøgee at sætte sig ind i en af de mange ikke-europæiske musikstilarter, som vi efterhaanden har faaet kendskab til, skulde netop de her anmeldte mongolske melodier vise sig at være et forholdsvis let tilgængeligt materiale. Mongolsk musik er nemlig pentaton, d. v. s., at den udelukkende anvender toner svarende til klaverets sorte tangenter eller til f. eks. en C-dur skala uden tonerne e og h. Dette betyder, at der i mongolsk musik i modsætning til f. eks. arabisk eller javanesisk eller indisk musik &ke forekommer intervaller, som ikke ogsaa kan findes i europæisk musik. Og desuden ligger netop pentaton musik os europæere temmelig nær. Tænk bare paa Negro spirituals som

»Old man river« eller paa skotske folkesange

som »auld lang syne«. Endelig frembyder en stor

del af den mongolske musik kun faa rytmiske

problemer, saa at det selv for den musiketnolo-

gisk ubevandrede læser ikke er svært at opfatte

logikken i mange af den her omtalte publikations

melodier. Jvf. følgende eksempel (melodi nr. 30) :

Teksten til denne melodi, en sang om Chingis Khan, saa vel som til alle andre i den her anmeldte bog publicerede sangmelodier har det, ifølge Emsheimers udførlige begrundelse, desværre ikke været muligt' at placere under noderne.

Eksemplet er ikke blot pentatont, men har ogsaa en streng »periodisk« opbygning, d. v. s. det bestaar af 2 gange 2 Firetaktfraser. Derved riærmer det sig europæisk folkemusik i ret høj grad. I forbigaaende skal bemærkes, at den periodiske melodiopbygning ogsaa er karakteristisk for kinesisk musik, som i det hele taget er beslægtet med mongolsk musik.

Saa let forstaaelig som denne er dog langtfra alle i foreliggende vøerk publicerede melodier. Emsheimers overordentligt omhyggelige transkriptioner viser'nemlig, at mongolsk musik beherskes af to principielt forskellige stilarter. Den ene af dem, illustreret af den ovenfor gengivne, rationelt byggede melodi, kan man føle sig fristet til at kalde den »folkelige« stil, som staar i modsætning til en ekspressiv- rhapsodisk stil, som Emsheimer regner for den ældste af de to. Den skal her illustreres af følgende melodibegyndelse (nr. 16) :

Eksemplet viser, at melodierne i den rhapsodiske stil fuldstændigt mangler taktmæssig inddeling. Man forstaar derfor til fulde Emsheimers suk over de vanskeligheder, som overførelsen af denne og lignende melodier til noder har berqdt ham.

Paa den med stilen ikke fortrolige maa en melodi som den sidst nacvnte uvægerligt gøre et saa at sige tilfældigt og kaotisk indtryk. At den alligevel har en klar og endog meget fast form

fremgaar af den omstændighed, at Emsheimer i Haslund-Christensens pladesamling har fundet en variant af den, som dog ikke synges, men spilles paa en mongolsk »violin« (nr. 37).

Til forstaaelsen især af den lige nævnte type melodier behøver man at vide, at mongolsk musik - i lighed med saa godt som hele den øvrige ikke-europæiske musik - udelukkende hviler paa mundtlig tradition. Nodeskrift og dermed skriftlig fiksering af melodier er ukendt. Derfor har mongolske melodier i modsætning til europ2ciske ingen principielt uforanderlig form. Dette bevises ikke bare af melodivarianter af den lige omtalte slags, men ogsaa, og endda særlig tydeligt, af de mange sange med flere vers. Ganske vist gentages melodierne vers for vers med uforandret skelet, men med varieret udformning (ornamentering). Disse variationer er improviserede, hvilket fremgaar af den omstændighed, at sangeren, hvis han fremfører samme melodi om igen umiddelbart efter den første gengivelse, vil variere den paa en fuldstændig ny maade. Disse varierede gengivelser opfattes til trods for alle uligheder som identiske.

Mongolsk musik kender lige saa lidt som enhver anden eksotisk musik til flerstemmighed i europælsk forstand. Derimod byder Emsheimers noteringer eksempler paa, -hvad man kalder »heterofoni«, en flerstemmighed som fremkommer ved, at to musikere, f. eks. en sanger og en fløj - tist, samtidigt udfører samme melodi med bibeholdelse af den lige omtalte improvisatoriske variationsteknik. Besfiegtet hermed er gengivelsen af en melodi af to samtidige spillende instrumenter med meget forskelligtartet teknik og klangkarakter som f. eks. citar og violin. Da vil nemlig hver af de to musikere ornamentere melodien efter de for hans. instrument gældende traditioner. Citarspilleren, som af instrumenttekniske grunde er afskaaret fra at spille kantabile, vil ornamentere melodien ved at opdel~ lange toner i flere korte, hvilket indbyder til at udsmykke melodien ret stærke, medens violinisten - ifølge sin specielle violintradition - vil ornamentere melodiskelettet paa en ganske anden maade. Det er da indlysende, at der vil fremkomme betydelige afvigelser mellem de to musikeres spillemaade, som resulterer i en saa at sige »tilfældig« f lerstemmighed.

I forbindelse hermed skal jeg nævne, at Mongolerne har 4 forskellige slags instrumenter: en slags violin, guitar, citar (alle tre beslægtede med tilsvarende kinesiske instrumenter) samt tværfløjte.

Hvilket udtryksindhold de her omtalte melodier har, er det uendelig vanskeligt at danne sig en mening om. Maaske kan de faa prøver paa mongolsk digtning i engelsk oversættelse, som dr. Kaare Grønbech har bidraget med til den her anmeldte bog, tjene som vejledning. Saa meget kan dog siges, at naive, europæiske tolkningsforsøg, som f. eks. gaar ud paa i mongolske melodier at se musikalske stemningsbilleder, der genspejler naturindtryk og lign. (»landskab~ts konturem), ikke engang har et skær af sandsynlighed for sig, men hører hjemme i fantasiernes rige.

Tilbage er at referere, at »The Music of the Mongols« foruden Emsheimers meloditranskriptioner samt udmærket kommentar og grundig, sagkyndig indledning indeholder et forord af Sven Hedin og en meget klar og fængslende redegørelse for sit forskningsarbejde og de geografisk-etnologisk-politiske forhold i det af ham gennemstrejfede omraade af Henning Haslund Christensen.

Baade samleren Haslund-Christensen og udgiveren Emsheimer har stor ære af denne bog, som forhaabentlig snart vil blive efterfulgt af flere publikationer paa basis af Haslund-Christensens rige plademateriale. Maaske kunde man, for at gøre melodiudgivelserne mere anskuelige, lade dem ledsages af nogle grammofonplader med særlig karakteristiske melodier. Paa den maade vilde man kunne illustrere klangstilen, som man skal have kendskab til for helt at kunne forstaa de her omtalte musikproblemer.

Tit. -feriehatrs 3-lin. Nodesystent

I Anledning af Forfatteren Sv. Bay-Schmiths' Artikel om Th. Jerichaus treliniede Nodesystern (i Okt. Nr.) oplyser Biblotekar Sven Lunn, at Det kgl. Bibliotek ejer et større Materiale til Belysning af dette Spørgsmaal, saaledes at den fremdragne Schweizer-March ikke er det eneste haandskriftlige Vidnesbyrd om Systemet.

Årgang 19/1944, nr. 10