Svend S. Schultz' klaverkoncert

Svend S. Sehultz' Klaverkoncert

Af Sverre Forckhammer

Sverre Forchban2mer ønsker, at Niels Viggo Bentzon i sin Scbuitz-Anineldelse havde været 772ere oblekill, overf or en ham fjernerextaaende nzusikal.fk Idét,erden.

For den, der i Sommer i Tivoli overværede Uropførelsen af Svend S. Schultz' Klaverkoncert, der fik en for et nyt dansk Værk usædvanlig Sukces baade hos Publikum og i Dagspressen, virker Niels Viggo Bentzons Anmeldelse i sidste Nummer af Dansk Musiktidsskrift som noget af en Overraskelse. Naturligvis maa Bentzon skrive hvad han mener, og synes han, at Schultz' Koncert er et svagt Værk, har han ogsaa, Pligt til at paavise det, men i denne Anmeldelse finder man noget andet og mere, som betyder en Fare for disse Anmeldelsers Værdi. At de.r indenfor dansk Musik er ved at danne sig to Hovedretningslinier, er ganske tydeligr, og her maa Bentzon og Schultz ifølge Sagens Natur ganske givet staa, skarpt overfor hinanden. Naar den ene nu skal bedømme den andens Værk, rummer det den Fare, at Bedømmelsen ikke bliver tilstrækkelig objektiv, men at Anmelderen forfalder til i for høj Grad at lade sig diktere af sin egen æstetiske Indstilling til Musik i Almindelighed og den Retning Værket repræsenterer i Særdeleshed. Dette kan naturligvis ikke helt undgaas, men afspejler sig lidt vel tydeligt i Bentzons Anmeldelse af den omtaltt! Klaverkoncert. Man kan naturligvis foreslaa i Fremtiden at lade Schultz anmelde Bentzons Værker her i Bladet, hvilket dog næppe vilde løse ovenanførte Problem, men dog frembyde Muligheder for at skabe en vis Vekselvirkning.

jeg skal ikke her drage Sammenligninger mellem de to omtalte Retninger eller de to saa forskellige Komponisters Udtryksform - hvilket i sig selv kunde være interessant og fristende nok - men blot forsøge at belyse Schultz' Koncert under en anden Synsvinkel og søge at paavise Berettigelsen af den Sukces, den opnaaede ved Koncerten i Tivoli. Det kan ikke undgaas, at jeg samtidig gaar noget i Rette med Benrzons Anmeldelse, som jeg synes skyder langt over Maalet, og som i for ringe Grad beskæf tiger sig med Værkets positive Sider.

Vi maa f ørst og fremmest se paa, hvad Schultz har villet med denne Koncert. Der er ikke her Tale om et Forsøg paa at skabe en ny Form for Klaverkoncert. Tværtimod! Efter adskillige Forsøg herhjemme paa at drage Klaverkoncerten fra det virtuose over i det kammermusikalske, slaar Schultz helt bak og vender Blikket mod Romantikens store Klaverform for -herigennem at skabe en Koncert, der i sin internationale Opbygning og Tone frembyder Muligheder for at vække Interesse ogsaa i uderilandske Koncertsale.

At Schultz bygger sin Form paa Wienerklassikerne er forsaavidt rigtigt, hvis man tænker paa. den stadige Skiften, mellem Orkester og Solo i den tematiske Behandling, den tematiske Struktur, men solistisk har han valgt en hel anden Form. Selv om man paa visse Punkter kan drage Sammenligninger med Brahms' Klaverkoncerter, tænker man mere umiddelbart paa Rubinstein og Rachmaninoff, der nok i manges Øren lyder som uartige Ord, men som i al Fald ej ede den umiskendelige Evne at kunne skrive for Klaveret. Der er ingen Tvivl om, at Schultz netop -har tilsigtet en effektfuld Klaversats i Haab om at vække Interesse hos Pianisterne, og derved har han egentlig motiveret meget af det, som Bentzoa noget uelskværdigt kalder »udtværede Passager«, »romantiske Klicheer« og »mindre heldige Klaverpassager (Glissandoer m. m.)«. Her skal blot indskydes for en Ordens Skyld, at det ene Glissando, der forekommer i hele Koncerten, ikke er anbragt som nogen tom ydre Effekt, men er tematisk motiveret, idet det viderefører Orkestrets Triolskalaer og ved Glissandokarakteren, kun faar en naturlig Forstærkning i Forøgelsen af Hastighed og Omfang.

Schultz har tænkt, at »ska' der være Gilde, saa la' der være Gilde«, og uden smaalige Hensyn har han kørt frem med hele Repertoiret af prøvede Klavereffekter og tilpasset dem efter sit eget musikalske Sprog. Mange har før ham skabt noget musikalsk værdifuldt paa samme Grundlag, og fordi en Komponist skriver en Klaverkoncert,

behøver han vel ikke at opfinde en helt ny Klaverbehandling for at Værket skal faa Værdi. Schultz har paa ingen Maade mistet sit Ansigt i Klaverbravaderne, men han har skrevet en Koncert af stor ydre Virkning med noget at rive i for Solisten, med Akkorder og Passager, der klinger og uden for hyppig Brug af Oktavbeliggenhed i begge Hænder, en »moderne« Virkning flere af vore hjemlige Komponister er alt for tilbøjelige til at spise Pianisterne af med.

Selv om der f ørst og fremmest er lagt Vægt paa den ydre Virkning, kan det musikalske Stof udmærket staa for en kunstnerisk Bedømmelse set ud fra et musikalsk-æstetisk Synspunkt. Man maa blot tage det artistiske i Betragtning, naar man vil bedømme Værket og forstaa Formaalet med de Omveje og Svinkeærinder, der opstaar i det musikalske Forløb.

Betragter man nærmere Koncertens Opbygning, vil man opdage, at Bentzons Eks. i i Virkeligheden ikke giver noget fyldestgørende Indtryk af i. Sats Hovedtema, men kun er en orkestral Forløber for dette. Hovedtemaet optræder først langt senere i sin Helhed.

Bentzons Eks. 4 bliver saaledes ikke Hovedtemaet i omarbejdet Form, men en naturlig og ganske uvæsentlig tematisk Videreførelse ligesom Eks. 5 hos Bentzon maa betragtes som den tematiske Afslutning.

I Gennemgangen af den langsomme Sats, omtaler Bentzon det tematiske som noget ganske uvæsentligt til Fordel for den klanglige Substans, Ud fra dette Synspunkt kan man forstaa hans Bctegnelse af Solokadencen som umotiveret, men lian afslører hermed, athan har misforstaaet hele Satsens fundamentale Opbygning, der i høj Grad er tematisk.

Den omtalte Kadence bliver saaledes en Kulmination af Hovedtemaets Udvikling som Overledning til Reprisen.

1 sin Harmonifqrnemmelse er Schultz udpræget romantisk i denne Sats, og han drister sig ovenikøbet til Brug af en god gammel Septimakkord (Fy!) (Bentzons Eks. 6). Men jeg vil nu gætte paa, at netop paa dette Sted vil Folk standse Grammofonen for ae høre de »dejlige« Klange en Gang til. Satsen er uden Sideterna og kan betragtes som en langsom Indledning til Finalen i Lighed med Adagioen i Beethovens Esdur Koncert (sans comparaison, som man siger her i Landet, naar man drager Sammenligner).

Finalens Tema er maaske banalt eller i al Fald letfatteligt (Bentzons Eks. 9). Selv ukyndige Lyttere vil ikke undgaa at genkende dette Tema, naar det senere indføres. Det er ganske sikkert bevidst tilstræbt fra Schultz' Side, og man kan ikke frakende Temaet dets Slagkraft, hvilket maaske er det, der har foranledigt Bentzon til at karakterisere det som en »brutal Banalitet«. Til Gen~ gæld er den stærkt polytonale Udvikling af Temaet meget virkningsfuld og den rytmiske Behandling levende og original. At Schultz 1. den Overledning til Hovedtemaet, som Bentzon har anført i Eks. lo, har gjort harmonisk i Nælderne, er utvivlsomt rigtigt og kan med god Samvittighed karakteriseres s ' om et svagt Punkt. Om Vær~ ket har en »taknemmelig, men tung Klaversats«, maa jeg overlade til Klaversagkyndige at afgøre, men paa Tilhøreren virkede den i al Fald i Elvi Henriksens fortræffelige Gengivelse spirituel og letløbende.

At dette Værk skulde være en musikalsk Kovending fra Strygerserenaden, synes ikke indlysende. Det er snarere en Udvikling fra denne, der er skrevet i 1941. Selv om man ikke faar Tankerynker i Panden af at høre Klaverkoncerten, bærer den dog Præg af den Schultz, som vil mere end blot behage Øret og muntre Sindet, og som havde sit Gennembrud med Sinfonia piccola.

Ser man paa Koncerten som Helhed kan den maaske ikke kaldes et moderne Værk i Begrebets yderste Forstand, idet den ikke bryder nye Veje, men Schultz bygger bl. a. paa de Virkemidler, som danner Grundlaget for saa megen anden god ny Musik, og den Form for »Modernisme«, som Bentzon henviser til i sit Eks. 1, træffer man baade hos Riisager og Tarp, der ligesom adskillige andre Komponister har denne harmløse Harmonibehandling i Kvartsekstakkorder fra de nyere Franskmænd.