Symfoniproblemet i dag

Af
| DMT Årgang 19 (1944) nr. 10 - side 199-201

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Symfoniproblemet i Dag Af Svend Erik Tarp

Niels Viggo Bentzonr Annzeldelse i forrige Nr. af Dansk Musiktidsskrift af Sv. S. Schultz' Klaverkoncert har freinkaldt en Række Betragtninger med Adresse mod Bentzon. Først beskæftiger Sv. Erik Tarp sig med nogle principielle Spørgsmaal.

For et Par Aar siden førtes her i Bladet en Diskussion om Symfoniformens aktuelle Problemer eller rettere, om de Problemer, der - eventuelt udenom Symfoniformen - knytter sig til Skabelsen af det moderne orkestrale Monumentalværk'). En Passus i Niels Viggo Bentzons Omtale af Sv. S. Schultz' Klaverkoncert i sidste Nummer af Dansk Musiktidsskrift bringer denne Debat i Erindring og synes at tyde paa, at der fremdeles paa det paagældende Omraade gør sig Forestillinger gældende, som er egnede til paany at sætte Liv i Diskussionen.

Bentzon nævner en passant Schultz' »Sinfonia piccola« og udtaler, at denne Komposition »trods umiskendeligt »ydre« symfonisk Præg egentlig er at betragte som et bredt anlagt Divertimento. Dybere psykologiske Brydninger, der er typiske for Romantikkens Monurnentalværker, har ikke optaget Schultz i synlig~) Grad.« Uden iøvrigt at ville indlade mig paa nogensomhelst Vurdering af den paagældende Komposition, mener jeg af den citerede Udtalelse at kunne fastslaa, at Niels Viggo Bentzon - og formentlig andre med ham - helse ser Begrebet »Symfoni« identificeret med det af »dybere psykologiske Brydninger« prægede romantiske Monumentalværk og opstiller denne Type som et anerkendelsesværdige Ideal; nu var det jo egentlig at ' vente, at de Unge, naar det gælder Skabelsen af vore Dages orkestrale Storform vilde være mere interesserede i at eksperimentere sig frem til en Fornyelse af Genren fremfor at søge Forbilledet i den ofte noget monstrøse romantiske, specielt senromantiske, Symfoni, som et Led i de eksperimenterende Bestræbelser maa man betragte de senere Aars Tendens til at foretrække den tresatsede Symfoni fremfor den firesatsede. Den tredelte Form har da ogsaa utvivlsomme Fortrin, den skaber - eller kan i det mindste, 1. Kraft af det naturlige

1) (Knudåge Riisager: »Symfonien er død

Musiken leve!« og diverse keraf affødte Indlæg, Dansk Musiktidsskrift 1940, Nr. i og 2). 2) skal vel vwre b ø r I i g ? (S.E.T.)

Kontrastforhold mellem hurtig - langsom - hurtig, - skabe en egen elernentær Balance mellem Satserne; men med Amputationen af Scherzoeller Menuetsatsen opnaas dog ofte kun en Beskæring af Helheden, uden at der iøvrigt nødvendigvis behøver at gøre sig nogen ny Tone gældende i de tilbageblevne $atsers mere eller mindre traditionelle Opbygning. Selv har jeg i Teorien syslet med Tanken om en todelt Forms eventuelle Muligheder, en Form, der altsaa, bygger paa en endnu enklere Kontrastbalance. (Carl Nielsens 5. Symfoni bør dog næppe tages til Indtægt for denne Tanke, bl. a. fordi Finalen i sig selv rummer Stof til flere forskellige Satser

, den lille f-mol Fuga bærer saaledes nærmest Præg af en Scherzo). Det vilde være formaalstjenligt, om jeg ved en Slags Benævnelse vilde være i Stand til nærmere at præcisere, hvorledes jeg forestiller mig en saadan ny Form; men det er hidtil ikke lykkedes mig at finde en plavsibel Etikette - saadan noget som f. Eks. »Introduktion-og Finale« klinger vist lidt vel salonagtigt, og Typen »Musik f or Orkester« er i for høj Grad bundet til Erindringen om visse ikke altfor spændende Foreteelser i Tyverne.

Alt dette er jo dog altsaa kun Teori, saa længe der ikke er afgørende Tegn, der tyder i Re~ning af, at man agter at forlade den tre- eller firesatsede Symfoni med Sonateformen som bærende Princip i Indledningssatsen. (Enkelte Undtagelser som f. Eks. Riisagers Sinfonia, Op. 30, synes ikke at have dannet Skole). Og nu er det,, at jeg saa forfærdelig gerne vil vide, hvorfor den romantiske Symfoni skal være et mere lønnende og »rigtigt« Forbillede end den klassiske, og hvorfor den første med større Ret end ~en, sidste maa føre Benævnelsen Symfoni. Mig forekommer det nemlig, at det veldisciplinerede, det knappe og klare, som karakteriserer det klassiske Formideal gaar laqgt bedre i Spand med den Koncentration i Udtrykket, som er en ikke uvæsentlig Side af vor Tids. Tonesprog, end den ofte mere kaotiske romantiske Form.

Hvis man vil søge at opstille en Række Egenskaber, som hver for sig karakteriserer henholdsvis den klassisk og den romantisk indstillede Symfoniker, vil man finde, at Klassikeren er mere Komponist i Ordets bogstavelige Betydning, Romantikeren mere Tonedigter. Klassikeren er Kunsthaandværker, han omfatter Tonematerialet med stor Respekt, han arbejder, ja kæmper maaske med Stoffet, ""zen man inærker det ikke paadet ~ærdige Værk. Han hylder Tesen »Talent est du tr,,avail, géni est encore du travail«, han filer og pudser paa sit Arbejde, til Formen omslutter Indholdet som en glat Hinde uden Rynker eller

sære Knaster og Gevækster. Han er ikke Spor interesseret i at virke »personlig«, men hans Værk bærer ofte Personlighedens Stempel i Kraft af den artistiske Overlegenhed og Kræsenhed, hvormed han sigter sit Materiale. Hans Musik er

og her maa. det være mig tilladt at citere et Par, ganske vist i anden Forbindelse forekoffimende, Linjer af en Dagbladskritik af nærværende Tidsskrifts Redaktør - »Underholdningsmusik af eksklusiv Klasse, saaledes som al god Musik var det, indtil Romantikerne begyndte at krænge Si ælen ud og kræve Opmærksomhed under- Séancen«. Hans Værk kan virke betagende paa modtagelige Sind, men det er ikke Betagelse, han angler efter, men i nok saa høj Grad Erkendelse af Arbejdets artistiske og tekniske Standard. Man kan i denne Forbindelse mindes den Replik, hvormed den unge Mozart affejede sine Tilhørere, der efter endt Præstation strømmede sammen om ham »tavse og med Taarer i Øjnene«: »Herr Wagenseil (Hofkapelmesteren) skal komme, han forstaar mig!«

Det romantiske Temperament er mere indadvendt og grubliserende. Dets Repræsentant tager Opgaven alvorligt, ja er tilbøjelig til at tage sig selv en Smule højtideligt, og hans Værk kommer let til at virke pretentiøst; filosofiske Bagtanker under Udarbejdelsen af Værket er ham ingenlunde fremmede; man mærker hos ham i højere Grad end hos Klassikeren Kampen med Stoffet, man hører Vanskelighederne ved at faa, et stærkt personligt farvet Ind-hold presset ind i en given Form, hvilket kan forlene store Partier af hans Arbejde med en vis genialsk-skitsernæssig Uoverskuelighed - en Egenskab ved Værket, der gør dets Ophavsmand »interessant«: Manden har noget paa Hjerte, og det endda af en saa speciel Art, at det kniber at faa det sagt med det til Raadighed staaende Materiale! (Det maa her bemærkes, at Talent kan forveksles med Ubeh'ælp

- og lt s

somhed i det tekniske ikke he j æ dent bliver det!). Hos Klassikeren mere Esprit, hos Romantikeren 'mere Kød og Blod. Romantikeren begrænser ikke Musikkens Formaal til det ene -. at være. Musiklitterære eller andre a-musikalske Momenter giver hans Toner »Indhold« til Forskel fra Klassikerens oftest rent musikantiske eller koncerterende Teknik.

Man vil formentlig af ovenstaaende Udgydelser have forstaaet, at jeg har tilladt mig i nogen Grad at gaa ud over den gængse musikhistoriske Betydning af Ordene Klassik og Romantik, som jeg i Mangel af mere rammende Benævnelser har benyttet som Udtryk for to hinanden diametralt modsatte musikalske Livsanskuelser, som ikke nødvendigvis udelukkende er bundet til de Epoker, der bærer deres tidsmæssigt afgrænsende Navn. Til den klassiske Gruppe vil jeg for Eksempel herefter henregne de fleste wienerklassiske Symfonier, herunder Beethovens L, 2. og 4., endvidere (trods enkelte Programritler) adskillige Værker af Schubert, Mendelssohn og til Dels Schumann og Gade (Nr. 4 1 B-Dur) - f ra en nyere Tid saadan noget som Milhauds smaa Symfonier, Roussells g-mol o. s. v. Som typiske Repræsentanter for den anden Gruppe faar vi da (foruden symfoniske Digtninge fra Liszt og Berlioz til Richard Strauss og videre frem) Beethovens 3., 5. og 9., Brahms, Tschaikowsky, Cesar Franck og i eminent Grad Bruckner, Mahler og Sibelius').

I Impressionismen brydes klassiske og romantiske Impulser paa ejendommelig Vis, hvilket forlener denne Epoke med en særegen Charme. løvrigt er det vel nærmest en Temperamentssag, hvilken af de to Hovedretninger, man vil foretrække; Standardværkerne indenfor de to Grupper betegner hver for sig indisputable Højdepunkter i den europæiske Musikudvikling; men det forekommer mig som indledningsvis bemærket, at der er en Tendens oppe i Tiden til at trække det af psykologiske Brydninger prægede romantiske Ideal i Forgrunden til Fordel for det klassiske og at ville reservere Symfoninavnet udelukkende for den første Type 2) , en Tendens, der ikke blot giver sig til Kende i en Udtalelse som den, der bar givet Anledning til nærværende Betragtninger, men som til Overflod manifesterer sig i adskillige af de i de s~nere Aar fremførte Symfonier. Skulde dette mon være Vejen frernad? For mig staar det som en omstændelig og traditionel Omvej, medens den Tanke omvendt ikke er mig fremmed, at en nærmere Tilknytning til det teknisk suveræne, saa veldisponerede klassiske Formideal maa kunne føre os hurtigere frem mod det egentlige Maal: Skabelsen af det Kunstværk, der umiskendeligt bærer Præget af at være et fuldgyldigt Udtryk for vor egen Tid,

Det overlades til Læseren at videreføre de lo Rækker, ogsaa forsaavidt angaar nyere danske Symfonier.

2 ) Angaaende Divertimento-Tillen ser det for mig tid som om, at det almindelige Koncertpublikuin, saa længe vi fastholder Begraberne Symfoniorkester og Syn2jonikoncerter, ål stille det som en Betingelse for en umiddelbar Anerkendelse af Va-rket, al det benævnes sylnfoni.

Årgang 19/1944, nr. 10