En Pilgrimsfart til Beethoven, 1

Af
| DMT Årgang 2 (1927-1928) nr. 02 - side 34-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

AF RICHARD WAGNER. - OVERSAT AF HANS FANG

KORT efter min i Paris afdøde Ven R ... s beskedne Begravelse havde jeg sat mig hen og i Overensstemmelse med den Afdødes ønske nedskrevet den korte Historie om hans Lidelser i den straalende Verdensstad, da blandt hans efterladte Papirer hans med megen Kærlighed affattede Beretning om hans Rejse til Wien og hans Besøg hos Beethoven faldt mig i Hænderne (Af Richard Wagner: Ein deutschen Musiker in Paris (Novellen und Aufsätze 1841)).

Nød og Bekymring, det er den tyske Musikers Skytsgudinde, (hvis Musikeren ikke tilfældigvis er blevet Kapelmester ved et Hofteater). Nød og Bekymring, d i g bringer jeg i disse mine Erindringer fra mit Liv, min f ø r s t e Hyldest! Lad mig besynge dig, du mit Livs standhaftige Ledsagerinde. Du holdt dig trofast til mig og har aldrig forladt mig; - lykkelig smilende Skæbneforandringer har du stedse med stærk Haand holdt borte fra mig; du har til enhver Tid beskyttet mig mod Fru Fortunas blændende og generende Solstrejf! Med sorte Skygger har du stedse tilhyllet denne Jords forfængelige Goder for mit Blik: hav Tak for din utrættelige Troskab! Men - hvis det er muligt - saa opsøg dig for en Gangs Skyld en anden Protegé; thi af blot og bar Nysgerrighed kunde jeg have Lyst til at prøve, hvordan man kunde leve uden dig. Ganske særlig vilde jeg da gerne henlede din Opmærksomhed paa vore politiske Sværmere, de Vanvittige, som med Vold og Magt vil samle Tyskland under eet Scepter - der vilde jo saa kun blive eet eneste Hofteater og een eneste Kapelmesterstilling; hvad vilde der saa blive af mine Udsigter, de eneste Forhaabninger, jeg kan gøre mig!

For det Tilfælde, at dette vigtige Aktstykke skulde blive offentliggjort efter min Død, mener jeg det nødvendigt at sige, hvem jeg er, fordi meget deri ellers let kunde blive uforstaaeligt.

En middelstor By i Mellemtyskland er min Fødeby. Jeg ved ikke rigtigt, hvilken Livsstilling man egentlig havde tiltænkt mig, jeg husker kun, at jeg en Aften for første Gang hørte en af Beethovens Symphonier, at jeg derefter fik Feber, blev syg, og da jeg blev rask var blevet Musiker. Det er vel Grunden til at jeg, selv om jeg med Tiden jo ogsaa lærte anden skøn Musik at kende, dog elskede, beundrede og tilbad Beethoven fremfor alle. Jeg havde kun een Trang nu, at fordybe mig i denne mægtige Genius. Saaledes levede jeg en Tid lang paa mit Tagkammer; det Brød jeg spiste var meget tørt; den Drik jeg nød var meget vandholdig, thi »at give Timer« kaster hos os ikke meget af sig. Da faldt det mig en Dag ind, at den Mand, hvis Værker jeg beundrede over alt, jo levede endnu. Det var mig ubegribeligt, at jeg ikke før havde tænkt paa det; det var ikke faldet mig ind, at Beethoven endnu eksisterede, at han spiste Brød, at han indaandede Luften som vi andre; denne Beethoven levede jo imidlertid i Wien og var ogsaa en tysk Musiker.

Nu fik jeg ikke Ro mere! Alle mine Tanker samlede sig om det ønske: at se Beethoven!

Men hvordan gribe fat paa at udføre mit Forsæt. Det er en lang Rejse til Wien, og Penge er absolut nødvendige til den; jeg Stakkel tjente næppe til at friste Livet! Jeg maatte finde paa noget overordentligt for at skaffe Rejsepenge.

(Fortsættes.)