Omkring Dansk Koncertforenings Jubilæum, 1

Af
| DMT Årgang 2 (1927-1928) nr. 02 - side 35-38

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

OMKRING DANSK KONCERTFORENINGS

JUBILÆUM

FIRE FESTKONCERTER - AF BRIEGHEL-VULLER

i Anledning af sin 25-aarige Bestaaen havde denne Forening truffet den priselige Beslutnin , gennem en

Række Koncerter med kort Mellemrum at give Offentligheden et samlet Overblik over nyere dansk

Musikproduktion. At dette omfattende Formaal. maatte h_egge Beslag paa fire Koncerter, kan ikke undre;

mindre forstaaeligt var det derimod, at Selskabet i Stedet for at koncentrere sig om Opgaven, havde valg[

yderligere at tage Stikprøver af de øvrige skandinaviske Landes Musik. Dette medførte - foruden en vis

Uegalitet i de enkelte Programmer

- at Valget af danske Kompositioner i flere Henseender blev mindre fyldestgørende (en beklagende Indrømmelse heraf fandt man forøvrigt paa Programmets sidste Side).

Denne Udvidelse af engang fastsatte Rammer er i Virkeligheden et Fænomen, som man i den senere Tid ved flere Lejligheder vil have bernærket indenfor vort Foreningsliv. At Aarsagen ligger i opportunistiske Hensyn, er utvivlsomt; det synes faktisk, at Publikums musikalske Trang ikke længere svarer til den vidtdrevne Specialisering, der har fundet Sted paa det musikalske Omraade. Specialisering er imidlertid uløselig knyttet til moderne Udvikling, og det vil derfor være beklageligt og i Længden uholdbart, om vore Foreninger lytter til Publikums Krav om mere alsidige Programmer. - Manglen ved

de bestaaende Forhold er vistnok den, at Specialiseringen har nied-,

ført en stigende Decentralisation, som foraarsager betydelige praktiske

Ulemper; det er paa dette Punkt, at en Reformering maa sætte ind.

Man tænke sig f. Eks. blot, at København besad.et fast, statsunderstøt-

tet Symfoniorkester, som ved regelmæssi e, ugentlige Koncerter til

~» 9

populære Priser kunde løse alle Opgaver, som nu er udstykkede til 4-5 forskellige Foreninger! Det vilde da let kunne arrangeres saaledes, at Specialforeningerne paatog sig Arbejdet med Censurering og Programvalg og overlod den praktiske Udførelse og den pekuniære Risiko til bestaaehde Kunstnerorganisationer. Men naturligvis forudsætter en saadan Ordning et intimt Samarbejde, altsaa Centralisation.

Som man vil se, vedrører ovenstaaende generelle Udtalelser kun det organisatoriske Apparat; selve Foreningens Eksistensberettigelse, der paa saa iøjnefaldende Maade har manifesteret sig i de forløbne Aars udmærkede Arbejde, er jo nærmest betinget af den fortsatte Produktion af virkelig lødige Kompositioner.

Festkoncerterne fik et særdeles smukt Forløb; selv om Programmerne var usædvanlig lange, -var de dog afvekslende nok til ikke at trætte. - Naturligvis dominerede den noget ældre Musik. Lange Milller var repræsenteret med det ofte hørte Forspil til »Renaissance« - ganske -vist en smuk Indledning til Koncerterne, men hvorfor havde man ikke valgt et af de større, sjældnere hørte Arbejder? C a r I N i e I s e n dannede Slutstenen paa Koncerterne med »Aladdin«Musiken - det var i enhver Henseende Koncertens Højdepunkt. Hvor virkede disse karakteristiske Stykker ikke festligt under Komponistens levende og beaandede Direktion! Som Solist virkede H e n r y S k j æ r tilforladeli t og smukt, om end maaske lidt for monotont.

Mellem disse to Yderpunkter var grupperet Repræsentanter for

forskellige Retninger inden for dansk Musikliv - og af ligesaa forskellig blivende Betydning. Vægtigst forekom H e I s t e d s bekendte F-moll Kvartet og L o u i s G I a s s' Skovsynifoni. Den f ørste præget af Tiden omkring Wagner og César Franck, men rummende en latent Energi og en Frihed og Dristighed i Harmonik og Linieføring, der gør Værket levende den Dag i Dag. B r e u n i n g-B a e h e Kvartetten lagde megen Verve i Udførelsen. Glass' Symfoni er et kultiveret og smukt, af national Tradition præget Arbejde, særlig husker man den smukt henglidende Andante med Obosoloen, medens Scherzoen med de lidt stive, punkterede Rytmer gjorde et noget tørt Indtryk. Finalen gav et samlende Overblik og var ofte præget af ophøjet Naturstemning. Glass indtager indenfor dansk Musik en Stilling, der sva.rer fil Novåks indenfor den czekiske.

I denne Sammenhæng bør nævnes Victor Bendix, af hvejn man hørte en Række Sange. Særlig fortjener »Blomsterne sove- at fremhæves, baade paa Grund af det fint poetiske Indhold og den fortrinlige Udførelse ved Sylvia Schierbeck. - Dog havde der været mere Grund til at fremføre én af Symfonierne!

Som Repræsentanter for Overgangen til Modernismen var valgt Ludolf Nielsen, Eniilius Bangert og Hakon Børres e n. Det kan ikke nægtes, at disse Arbejder forekom temmelig interesseløse, hvad enten det gjaldt Ludolf Nielsens Debussy-pastiche eller de to andres af Johan Svendsen paavirkede, flot klingende, men ret udvendige Arbejder. Børresens Violinkoncert var ellers et taknemmeligt Arbejde for Solisten, Gunna B reuning-S to rm. Man savnede i denne Gruppe Komponister som Rud Langgaard eller Emborg (Concerto grosso).

Betydelig mere Interesse knyttede der sig til de mere udprægede Modernister, Gram, Raasted, Riisager, Schierbeck og Bentzon. - En ikke ringe Modenhed og betydelig Formsans og Orkestreringsevne prægede P eder Gram s Symfoni. Fakturen var nærmest germansk, der var saaledes en Del Tilknytning til Rich. Strauss (Eine Alpensymphonie), dog uden dennes Banalitet. Opbygningen var stærld dramatisk. Efter Paukeslag med paafølgende nedstigende Akkorder fulgte et bredt Orgelpunkt i C-Moll, hvorover hævede sig et fugeret Tema. Herpaa fulgte en melodisk Sats med alternerende Fløjte-, Oboog Fagotsolo, afsluttet af et lille Sopranintermezzo i skære Farver (N o r a E I é). Idyllen afbrødes af en stormende Orkestersats med hæftig bevægede Strygerpassager, isprængt fugerede Blæserpartier,

som endelig kulminerede i et rystende Tutti af Trompet og Basun med paafølgende Generalpause. Sin cykliske Form fik Symfonien ved den følgende »Elegia« med forskellige Soloinstrumenter, svarende til »Recitativo«-Satsen, og.ved den rolige, bredt klingende Epilog, der afsluttede Symfonien paa samme Maade, som den var begyndt. - Raasteds Variationer for to Klaverer var qgsaa germanske, temmelig Reger-paavirkede, men af sund og stilfuld Holdning. Udførelsen var overgivet to saa forskelligartede Pianister som C h r i s t i a n s e n og Sigurds son. - Schierbeck s Sangeyklus »Nakjælen« var et meget afvekslende, maaske lidt ujævnt virkende Tonedigt, der dog rummede mange friske og skønne Enkeltheder. Værket fortjener at høres oftere. Det samme gælder f orøvrigt R i i s a g e r s Orkestervariationer, dette dog mest fordi den tematiske Behandling var alt andet end gennemsigtig. Det maa siges, at den i Sommer i Tivoli hørte Symfoni virkede mere modent og gav Løfter, som ikke blev indfriede i Variationsværket - dertil havde det burleskagtige og sensationsprægede for meget Overtaget. Eller ogsaa kom der Afsnit, h-vis iørefaldende Karakter virkede for beregnet og kontrasterende. Men Folk morede sig, og derved er jo altid noget opnaaet.

Mest moderne virkede Jørgen Bentzons Sonatine for tre Blæsere. Nærmest atonal, som den var, havde den en vis Lighed med Hindemith. Tør Humor kendetegnede Ydersatserne, medens den midterste Del med sit mystisk-melankolske Præg var af mere personlig Art. Dygtigt skrevet var det, men yderst nøgternt, man fristes næsten til at anvende Prædikatet Skrivebordsmusik. Forøvrigt virkede Sammenspillet mellem Bh:_-eserne ganske morsomt, men er det ikke et lidt begrænset Maal for en Komponist at sætte sig?

Af den øvrige nordiske Musik maa særlig fremhæves den finske. Baade Sibelius og den fra Tivoli kendte Madetoja fik en fortrinlig Udf ørelse af Prof. K a j a n u s. Men ogsaa Halvorsens og Atterbergs Symfonier gjorde fortjent Lykke.

Alt i alt maa man være Dansk Koncertforening Tak skyldig for disse fire interessante Koncerter, og man maa haabe, at Foreningen fremdeles maa. være i Stand til at varetage danske Komponisters Interesse paa bedste Maade.