Til Mestersangens Tabulatur, 1

Af
| DMT Årgang 2 (1927-1928) nr. 02 - side 26-33

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Til Mestersanges Tablatur
Med særligt henblik paa den endnu utrykte Steyrer tabulatur og Richard Wagner's »Mestersangere«

af Dr. Alma Heiberg


I. Syngeskole-Centrer.

Overalt nævnes Mainz som Mestersangens Ursæde, de sagnomspundne tolv Oldermestre som Stiftere. Blandt disse sættes i Almindelighed Henrik Frauenlob øverst. Man finder ham som farende Sanger ved de fleste tyske Fyrstehoffer. 1311 bosatte han sig i Mainz og døde der 1318. Fruer og Jomfruer, til hvis Pris han havde sunget sin hele Levetid, bar ham til hans sidste Hvilested i Mainz's Domkirke. Omstaaende Billede viser Mesteren som Leder af et ni Mands Orkester - om man tør bruge et saa nymodens Udtryk. Maria »die himmlische Frau« er afbildet symbolsk som hans Skjoldmærke.

Da Mainzer - Skolen stod paa sit højeste, udstedte Mestrene den Erklæring, at der kun maatte digtes og synges i Oldermestrenes saakaldte anerkendte (bewährte) Toner. Forbudet blev imidlertid omgaaet paa den Maade, at Sangerne 'forsynede deres nykomponerede Toner med et, Stifternavn. Dog udæskede denne Fordring en Strid i Rhinbyerne, og sluttelig opponerede den unge Generation aabenlyst: Nestler fra Speyer skrev en Mestersang i en »ukendt« Tone. Endnu en Mestersanger - Hans Folz, en Badskærer fra Worms - traadte energisk op mod Mainzerne og spottede deres Bornerthed. »Naar der opstaar en Tone med et nyt Navn - skal han have ytret - saa bliver den modtaget med Foragt, men siger man blot: det er Cantzlers Blomstertone, saa hedder det: det er noget andet, Cantzler har altid saa smukke Melodier! Ganske vist kan man ikke vente sig meget af de vise Mestre, som ikke engang kender deres eget Modersmaal - endskønt de dristigt brækker løs paa Latinen. Deres stædig Fastholden ved de gamle Toner er taabelig, de fylder blot forældede Former med tomt Ordkløveri«. - Mainzer-Skolen Bestod over 200 Aar; omkring 1590 gik den helt til Grunde.

Imidlertid havde der dannet sig nye Skoler sydligere, i Vesten: i Strassburg, Freiburg (i Breisgau) og Colmar; i Tysklands Midte: Nürnberg og de af denne paavirkede i Augsburg, Ulm og Memmingen.

Akter fra 1597 bekræfter, at der allerede i 1493 bestod en Skole i Strassburg. Dens Blomstringstid faldt omkring Aar 1600. Her optoges studerede Folk (som f. Eks. Cyriacus Spangenberg); Skolen talte ogsaa kvindelige Medlemmer. Da Elsass kom til Frankrig, gik Mestersangerne under katolsk Overhøjhed snart tilgrunde; den sidste Skole afholdtes 1780.

At den var nær forbunden med Freiburg og Co Imar bekræftes af Colmar-Tabulaturens Skoleregler (»Es sollennd aber die singer von Freiburg Inn allen fellen nit anders Dann die unserenn gehaltenn werdennd«). Veit Weber nævnes som Grundlægger af Freiburger-Skolen. Her foreligger et virkeligt Stiftelses-Dokument fra 1543, undertegnet af Borgmester og Byraad. Fra 1630 gik det langsomt tilbage, indtil den fuldstændige Indstilling i 1672. - Colmar-Skolen grundedes af Jörg Wichram. Han gjorde sig fortjent ved Erhvervelsen af det berømte »Colmarer-Liederhandschrift«, i hvilket Colmar-Tabulaturen blev optegnet (1549).

Nürnberg var ikke alene det geografiske, men ogsaa det aandelige Midtpunkt for Mestersangen. Den derværende Skole blev grundet af Hans Folz (omkring 1480) *) paa dennes nye Principper: egen Tone til egne MM Mg gik det snart videre i det gamle Spor; her som i Mainz forsumpede Mestrene i skolastiske Grublerier. Med alle Dialektikens Kunstgreb blev der sunget og digtet over Sakramenterne, over Treenighedens Oprindelse og den ubesmittede Undfangelse.

[Fodnote:]
*) Den første Omtale af Mestersangerne finder man i Nürnberg Raadsprotokol af 28. Juli 1503, hvor det hedder: »Den Singern des Meistergesangs Sagen, on (= ohne) erlawbnis keine offene singeschul halten. So in aber gemeit were (= wenn sie Lust hätten) schul zu halten«. I denne Notits skelnes der allerede mellem de offentlige Syngeskoler eller Festskolerne og de almindelige.
[Fodnote, slut]

At Nürnberg-Skolens Anseelse overstraalede alle andre Syngeskolers skyldes i første Linie Hans Sachs' Personlighed. Med hans Optræden vaagner den borgerlige Sang- og Digtekunst til nyt Liv. Ved Indførelse af verdslige Emner bragte han Afveksling i Mestersangens dogmatiske Strømning og byggede Bro til Folkesangen - alligevel bevaredes det didaktiske Præg med den ufravigeligt afsluttende Moralsentens.

Hans Sach's Ledelse betegner Mestersangens HØjdepunkt. Lavet talte i hans Levetid 250 Sangere. Som de fleste Skoler havde ogsaa Nürnberg sine tolv lokale Stiftere. Hans Sachs navngiver dem i en »Skolekunst« fra 1515: »Ich kam vor einem Garten wol geziert -« (trykt Goedeke & Tittmann, I Bd). [Navnene er de samme som hos Rich. Wagner, kun er Hans Sachs og Veit Pogner her erstattet af Lienhard Nunnenbeck (Sachs' Lærer) og Merten Grim ]. I Nürnberg træffer man ogsaa den første organiserede Syngeskole: den ældste Tabulatur »Der Nürnberger Schulzettel« er forfattet og nedskrevet af Hans Sachs Aar 1540. Denne Tabulatur var anset frem for alle andre. Derfor taler bl. a. den Kendsgerning, at man flere Gange fandt det Umagen værd at forbedre den, og at udlægge den (Se Kap. II N 2 1561, N 3 1616 og 1635).

Fra Midten af det 16. Aarh. trak Hans Sachs sig imidlertid mer og mer tilbage fra Syngeskolen. Han komponerede ingen Toner mere - der eksisterer 13 Originalkompositioner fra hans Haand - og hvad Mestersangene angaar, saa nøjedes han med bibelske Emner eller med Omarbejdelser af tidligere anvendt Stof. Kunsten havde kulmineret. Sachs udtaler sig ofte om Misundelsen, der har vundet Indpas i Skolen, og dadler den Kendsgerning, at Sangerne ikke længer kæmper om Æren, men om Gunst og Gave. Forøvrigt taler de overleverede Mestersanger-Protokoller tydeligt nok. Man sammenligne t. Eks. Hans Sachs' Gemerkbüchlein fra 1555-61 (trykt Karl Drescher 1898) med Nürnberger-Meistersinger-Protokolle fra 1575-1689 (tr. Lit. Ver. 213 -14). Sachs fører sin Mærkerbog sagligt og nøgternt. Han optegner Tonerne ved Væddesangen ( »das Gleichen« i Syngeskolen og ved det efterfølgende Gilde i Værtshuset (»die Zeche«) og nævner Vindernes Navne, som f. Eks. (1. Sept. 1555): »Und Kaspar Pecz hat die kron und Wolff Stecher den kranez gewunnen«. I den yngre Protokol er der derimod stadig Tale om Gaverne, som »etliche Liebhaber des Meistergesanges« har udsat: Manufakturvarer, Krus, Kander og al Slags Husgeraad - der er gaaet Husholdningspolitik i Mestersangen.

I Mestersangene selv ytrer Tilbagegangen sig som »overlange« og »overkorte« Toner. De første overskred langt de 100 Verslinier; et Eksempel paa sidstnævnte skal anføres med en Mestersang i »überkürzten Senfkörnleinwies« af Ambrosius Metzger (Lærer ved St. Aegidiens Gymnasium i Nürnberg, d. 1632) fra M. 276*) - 1 - og 2-Stavelses Verslinier med stumpe og klingende Slagrim:

[Fodnote:]
*) M. efterfulgt af et numerisk Tal betegner Mestersanger-Manuskripterne i Dresdens Landsbibliotek.
[Fodnote, slut]

Ich Gott
meuin not
dir
hir
mit Zagern

Und Scherz
mein Herz
zart
hart
thut plagern

Des will
in still
ich
mich
beklagern

Zur busz
so muss
gwiss
ich tragern
(osv.)

20. Marts 1628.

Under disse Forhold tog Tilslutningen stærkt af, en »Ordtnung« fra 1583 er underskrevet af - 19 Medlemmer, Skolens Restbestand! Det var Trediveaarskrigen, der gav Nürnberg-Skolen Dødsstødet, og selv om den ogsaa slæbte sig ind i det 18. Aarh. - Wagenseil meddeler S. 540, at paa hans Tid (1697) afholdtes Syngeskolerne kun ved de tre store Kirkehøjtider -, saa var den dog blot nu Genstand for Medlidenhed eller Foragt. Den sidde Skole afholdtes 1774.

Tabulaturerne i Augsburg, Ulm og Memmingen forraader Nürnberg-Skolens umiskendelige Indflydelse.

Augsburg - Skolen grundlagdes omkring Aar 1500 - Uhlands Angivelse 1450 er ikke paalidelig -; den betydeligste Mester var Daniel Holzmann (født ca. 1540).

Raadsprotokollen i Ulm beviser, at Skolen eksisterede i 1517. Et lille Træk herfra giver et Begreb om Mestrenes Vidtløftighed i Forfaldsperioden. En Sanger, Nich. Baysser, havde behandlet Syvsoverlegenden i 10, den trojanske Krig i 69 Mestersange - Foredraget af disse strakte sig over 6 Syngeskoler! I 1828 gjorde Mestrene en Kraftanstrengelse for at hæve deres Kunst: de 12 Medlemmer begav sig til Stadsmusikdirigenten for at lære Noder! Den sidste Syngeskole afholdtes 1832. I 1839 levede endnu 4 Sangere; de overgav de sidste Mestersanger-Relikvier til Ulms Liedertafel. I Virke Iigheden er det ogsaa de tyske Mandskorforeninger, der er Mestersangens Arvtagere.

Memminger-Skolen blomstrede omkring 1600; i 1660 blev Tabulaturen trykt. Denne gør sig bemærket ved sine - for disse Tider usædvanlige - Fortjenester paa Sprogrensningens Omraade. Ikke alene erstatter den Fremmedord med gode tyske (gengives her i Original, da flere er uoversættelige) :

Vokale - selbstlautende Buchstaben
Konsonanten - mitlautende - // -
Diphtongen -- zwierstimmende - // -
Aequiuoca*) - wey- und mehrdeutige Wörter
halb Acquiuoca - halbdeutige Wörter
Differentz - Unterschied
Relativum - Zweyer oder rährender Zweiffel
Tabulatur - Sing- und Reimordnung

[Fodnote:]
*) Disse Fagudtryk behandles indgaaende i næste Kapitel.
[Fodnote, slut]

men den opstiller - for første Gang i en Tabulatur - prosodiske Regler (= Betonings-R.) efter Martin Opitz's Forbillede. Her angives prosodiske Tegn: - for lange Stavelser, u for korte og - for middellange (med svævende Betoning). Endelig anbefales Reformer paa Interpretationens Omraade: Man skal ikke blot iagttage Stavelsernes Antal og Rimene, men ]ægge Vægt paa et smukt Foredrag og en tydelig Udtale.

Disse Stormløb mod Mestersangens svage Punkter imØdegaas af Nürnberg-Skolen. At den virkelig opponerede mod denne Omstyrten af alle Mestersanger-Traditioner bekræftes af 'Wagenseils Udsagn (8. 520):

»Vi Nürnberg-Sangere synes ikke om denne sidste »Unterricht« (d. v. s. Memminger-Tabulaturen), hvor den gamle Kunst skal tvinges ind i de nymodens lange og korte Stavelser; man bør blive ved den mangehundredaarige Brug, og der vil altid bestaa en Forskel mellem Mester-Sangen og den almindelige Digtekunst«.

Men ikke engang denne sidste reformglade Opblussen formaaede at redde den dødsdømte Mestersang. - I Memmingen. holdt de gamle Toner sig forbavsende længe. 1756 sang man endnu en Tone af Frauenlob, i 1808 levede endnu en Melodi af Hans Sachs. Skolens sidste Levetid er omgivet af et tragikomisk Skær. Et Øjenvidne fortæller, at han i 1852 saa nogle Mænd i sort- og rødstribede Kapper ledsage et Fattig-Ligtog, mens de udstødte sære, hvæsende Lyde. Man forklarede ham, at det var Mestersangere, som for et Par Groschen fulgte en fattig Djævel til Jorden; de velhavende blev for vægtige Gylden sunget til Graven af Latinerne.

I 1875 indtegnede en Skrædder sig som den sidste paa Ligsanger-Listen.

Ogsaa Bres Iauer-Skolen, Nord (Øst) -Punktet, staar i stor Gæld til Nürnberg. At Grundlæggeren, Adam Puschmann, som Sachs' Elev studerede Tabulaturen i dens Hjemstavn, har vi hans egne Ord for i den P.'ske Tab.: »Gründtlicher Bericht«.

Steyrer-Skolen danner et Centrum i Syd (Øst) og var førende ikke blot for Øvre-Østrig, men ogsaa for Mähren (Schönberg og Iglau). Dens Grundlægger, Garveren Lorenz Wessel, bosatte sig efter en længere Vandrertid i Steyer og skrev der en ny Tabulatur (1562) ret afvigende fra den nürnbergske -, der blev forbilledlig for Østrig. (Fortsættes).