Hvad klart du ej kan sige

Af
| Årgang 20 (1945) nr. 01 - side 15-17

Hvad klart du ej kan sige

Af Povl Hamburger

Uden paa nogen Maade at ville blande mig i Diskussionea om Sv. S. Schultz' Klaverkoncert, som jeg ikke har haft Lejlighed til at høre, vil j eg dog gerne - nu da allerede andre har bragt Niels Viggo Bentzon qua Kritiker i Vinden - sige et Par Ord om, hvor det er Skoen efter min Opfattelse trykker stærkest. jeg tør ikke vove med Sverre Forchhammer at sætte Spørgsmaalstegn ved Bentzons Upartiskhed - en fuldkommen »upartisk«, d. v. s. objektiv Kfitik er næppe nogensinde mulig, vist ikke engang tilnærmelsesvis. Men hvad man kan forlange af en Kritiker er, at han - ligegyldig hvilke Domme han udtaler - evner at gøre dette paa en saadan Maade, at der ingen Tvivl efterlades hos Læserne om, hvad det er, han mener. Kort sagt: at han formaar at udtrykke sig fuldkommen klart, umisforstaaeligt - logisk. Det er denne Evne, Niels Viggo Bentzon, efter mit Skøn i ret generende Grad mangler, i alt Fald er den endnu ikke udviklet i tilstrækkelig Grad. Det er vist Tegnér, der har sage disse Ord: »Hvad klart du ej kan sige, véd du ej!« Om manglende »Viden« ret beset er den dybeste Aarsag til B.s »Taagethed«, skal jeg ikke kunne sige - dog er jeg rundt om i hans kritiske Artikler stødt paa Udtalelser, der ikke har undladt at efterlade i alt Fald nogen Mistanke i saa Henseende. jeg skal i det følgende ved at fremdrage en Række Eksempler give en nærmere Begrundelse for denne min haarde Dom.

. Først nogle Eksempler, der direkte gaar paa

»Dømmekraften« - hentet fra en af B.s senere

Artikler (Aarg. 19, Nr. 4). Her omtales to nye

Værker af Tarp og Høffding, der straks giver B.

Anledning til følgende lige saa stærke som op-

sigtsvækkende Udtalelse: »Det musikalske Stof

er i disse Værker udformet med en Naturlighed,

der viser, at den ny Stil paa mange Maader nær-

mer sig det Punkt, hvor man kan begynde (!)

at udlægge (?) Love for, hvad der maa gøres

eller ikke. I hvert Fald har man ved Overhørin-

gen af disse Værker en ganske bestemt Fornem-

melse af »saadan og ikke anderledes« ... «. Skal

nu Indholdet af denne Erklæring tages efter nøj-

agtigt »Paalydende« (og det maa vel være Me-

ningen), vil det m. a. 0. sige, at al saglig-kri-

tisk Bedømmelse af den ny Musik hidtil ikke

har været mulig, da man altsaa først nu »nærmer

sig det Punkt, hvor man kan begynde« - nem-

lig at finde fuld Mening, Konsekveas, Logik

deri! Maa man her ikke nødvendigvis spørge om,

hvordan P. d ' a ser paa Logik og Lovformglighed

i saadanne Hovedværker inden for Nutidens Mu-

sik som f. Eks. »Historien om en Soldat« eller

»Salmesymfonien« - nu henh. 25 og 15 Aar

gamle! Hvordan er vel hans »Fornemmelse«

med Hensyn til »saadan og ikke anderledes« i

di-rse Noders Placering? Ærlig talt - hvor me-

get har B. mon tænkt sig om, inden han bragte

denne Udtalelse paa Papiret?

Men ikke nok hermed. Efter saaledes straks ac have erklæret, at de to Værker, dermed altsaa ogsaa Tarps, er som de skal være - »saadan og

I

ikke anderledes«, gaar B. nok saa frejdigt i Gang med i Tarps Værk at finde ogsaa dets Svagheder og Mangler! »Klaverkoncertens langsomme Sats føles knapt saa helstøbt som Førstesatsen« - ja, der tales endog i denne Forbindelse om at »Stilens Enhedspræg opløser sig«! Desuden finder B. forskellige kedelige Reminiscenser.

Nu er Reminiscens-jageriet jo en af de Fórsyndelser, som Kritikere hyppigst faar at -høre for fra de skabende Musikeres Side. Af og til med Rette, men ikke altid - da Paavisningen af Reminiscenser kan tjene til Belysning af noget væsentligt. Saa meget mere paafaldende er det at se B., der j o selv er Komponist, her - som ogsaa andet Steds udfolde sig som en vældig Jæger for Herren i dette Tilfælde tilmed med et Sigte, som 'ikke just tør kaldes paalideligt. Saaledes roser han (jfr. S. 85) det som Eks. i anførte Hovedtema for dets friske og »aabne« Melodik«, men dzdler samtidig Sidetemaet (Eks. 3), der karakteriseres som »svagere«, fordi det forekommer ham at være stærkt afhængigt af Carl Nielseh! Nu skulde det imidlertid være en mere end smal Sag at høre, at er der noget i dette Værk, som er C. N.sk, saa er det da netop det roste Hovedtema med dets Tertsgentagelser og »mixolydisk« farvede Drejning (en allerede af C. N. selv efterhaanden nærmest lidt f radtraadt Vending), hvorimod Sidetemaet (jfr. særlig Slutvendingen) nok saa meget kunde tænkes afledet fra Finalen i Bræhms' i. Symfoni (som Brahms jo efter Sigende selv skal have fra Becthovens »Niende«!). Men ærlig talt: har alt dette noget med Kritik at skaffe?

Ved Siden af saadanne direkte misvisende Domme vrimler det hos B. med Udtalelser, der maaske ikke er forkerte, men som føles »halve«, fordi de slipper deres Objekt for tidligt, ofte allerede i Starten, hvorved Resultatet i Læserens Bevidsthed bliver Tvivl, Usikkerhed m. H. t. hvor det er, Kritikeren vil hen, eller hvad han i det hele taget mener. Her er nogle Prøver.

I Anmeldelsen af Schultz' Klaverkoncert læser man saaledes (S. 183, Sp. 1) : »Sammenstillingen af disse 2 Motiver viser et veludtænkt kompositorisk Princip. Eks. 2 kan ikke betragtes som en Slags Bekræftelse paa Eks. 1, omtrent som naar man i Sproget taler som Hovedsætning og psykologisk uddybende Eftersætning. Snart viger dog disse 2 Motiver for o. s. v.«. Vi faar her at vide, hvad Motiv 2 ikke er, men derimod intet som helst om, hvad det er - Sammenstillingen af Motiv i og 2 er »veludtænkt«, men hvorfor? - I næste Spalte læser man: »Klaveret er i denne Sats behandlet ret solistisk. Brahms' Landvindinger indenfor Klaverkoncertformen har sik-ktrt virket befrugtende paa Schultz' Bestræbelser~, i denne Genre. Som udpræget Solistkonc,ert :er deri. dog. ( ?) i sit Princip mest i Slægt rped-, -Brahms' B-Dur-Koncert, der netop lægger Vægt paa stor Solo-Udfoldelse«. Ordet »dog« er i denne Sammenhæng logisk uforstaaeligt, ligesom Tankegangen i det fremførte i det hele taget ikke glimrer ved Udtrykkets Prægnans (»ret solistisk« senere »udpræget solistisk«!).

En sand Prøvekollektion paa analytiske »Taagebomber« er Artikelserien Aarg. 19, Nr. 6-8, omhandlende Jørgen Bentzons Kammermusik. Vi maa dog her indskrænke os til nogle af de tætteste. S. 116 omtales »Preludio patetico« (Op. 11). Skønt B.- her erklærer at Værket er uden alle »programmatiske« Indslag og.saaledes maa formodes at være »absolut« Musik helt igennem, erkender han dog, at det »ved hele sin Karakter unddrager sig en »tør« musikals~ Analyse«. Hvorfor dog? Er der da alligevel ingen logisk musikalsk Sammenhæng i Stykket? Eller kan Kritikeren ikke finde den? Af lignende Art er Iølgende Bemærkning (S. 137, Sp. 2): »De følgende 2 Eksempler . . . har egentlig (!) ikke godt af for mange Kommentarem Hvorfor dog- ikke? Eller kan Kritikeren ikke? Eller gider han ikke?

Samme lidet omsorgsfulde Behandling faar Læseren ogsaa paa S. 136 under Kommentaren til. Eks. 5. Her peges paa det høje F i Soloviolinen, og Kritikeren opstiller selv Spørgsmaalet om, hvorfor nu netop denne Tone er valgt. Der kan jo spørges om saa meget mellem Himmel og jord, men i dette Tilfælde for saavidt ikke ganske uden Berettigelse, som der her ifølge Loven om »friske« Toner teoretisk set kunde være Tale om at vælge imellem hele seks Toner! Saa naturligvis spændes. Læserens Nysgérrighed m. H. t. den lykkeligt udkaarne Tone saa meget mere. Men se om der undes ham nogen Løsning paa Problemet: »Bentzons »Valg« af netop det høje F«, siger Kritikeren, »unddrager sig dog en ordinær »intellektuel« Udredning, men maa. tilskrives det kunstneriske »indre« Øje.«

Nu kan det jo næppe have været Forf s Mening dermed at ville give en pæn Omskrivning for, at Komponisten i dette Tilfælde har talt paa Knapperne eller paa anden Vis trukket Lod, han maa have tilsigtet en ganske bestemt Virkning med dette F, en Virkning, som dog skulde kunne fremgaa af den musikalske Sammenhæng, hvori Tonen er anbragt. Ganske vist - der sker jo saa mange Ting i den moderne Musik, som synes gaadefulde for almindelige dødelige, men naar nu en Kritiker, der mener at forstaa sig derpaa, frivilligt paatager sig at oplyse os, maa han skarn

ikke saadan paa et af de mest spændende Steder give blankt op over for et sølle F og søge Tilflugt i Metafysiken. Saa maatte han hellere helt have ladet være.

Og det er maaske hvad Kritikeren Niels Viggo Bentzon skulde"" bekvemme sig til i det hele taget. Vil han fortsætte, bør han i alt Fald beflitte sig paa større Klarhed og Eksakthed. I modsat Fald har hans Læsere intet Udbytte af at læse hvad han skriver og faar heller ingen Tiltro til at han for Alvor har nogen virkelig Mening om det, han skriver om.