Jørgen Bentzons opera Saturnalia

JØRGEN BENTZONS OPERA »SATURNALIA«

Af 'Bjørn Hjelmborg

Komponisten, Magister Bjørn Hjelmborg anmelder Jørgen Bentzons nye Opera, som fik sin Førsteopførelse paa Det kgl. - Teater 15. December 1944.

Fremførelsen af en 'ny dansk Opera paa Det

kgl. Teaters Scene vil nødvendigvis altid være en

af de mere markante Begivenheder i vort hjem-

lige Musikliv; i Øjeblikket vil det saa yderligere

betyde, at et 'saadant Værk - hvad enten dets

Ophavsmand nu har tilsigtet det eller ej - nok

kan betragtes som-. et ikke uinteressant Indlæg i

Tideas ' Operadebat, saa vist som det praktiske

Værk har ' nok ~aa megen Interesse som æstetiske

Teorier, ikke mindst naar det hidrører fra en af

vore betydeligste Komponister, som gennem en

Aarrækkes Produktion- forlængst har sikret sig

en fremskudt Position i dansk Musikliv.

Speciel Interesse faar Tilfældet yderligere derigennem, at det foreliggende Værk er Komponistens Debut i Operagenren efter en Produktion med Tyngdepunkt i eksklusiv Kammermusik og

om man vil - mere folkelig Kormusik; det Kendskab, man gennem disse Værker har erhvervet til Komponistens Tonesprog, gør yderligere det Spørgsmaal spændende, hvorledes han har skilt sig fra den helt anderledes Opgave som det er at komponere et musikdramatisk Værk.

Værdien af en Opera beror jo som bekendt ikke blot paa. Musikkens rent musikalske Kvalitet, men i lige saa høj Grad paa det Forhold, hvori den staar til tekstlige Indhold og de sceniske Begivenheder; den skal paa en Gang have absolut musikalsk Værdi og et af Tekstforløbet og Scenegangen fastlagt »Indhold«, dens Formriing maa være i lige høj Grad bestemt af begge

disse saa forskelligartede.Krav. Ydermere stilles der jo nok i Opera et søerligt Krav til selve Anslaget, Tematiken om man vil, i Retning af Anskuelighed, Letfattelighed; der maa,' baade hvad angaar selve det tematiske Stof og dets Udvikling og dets Anvendelse i dramatisk Øjemed, saa at sige males med den bredere Pensel.

Af temmelig afgørende Betydning er selvfølgelig Librettoens Værdi. At dømme efter den nylig stedfundne Diskussion i Dagspressen anses det af adskillige Komponister for at være noget i Retning af det umulige at opdrive en velegnet Operatekst for Tiden; Jørgen Bentzon har overvundet denne Vanskelighed ved ganske radikalt selv at forfatte Teksten. »Saturnalia« er saaledes. i allerhøjeste Grad - baade med Hensyn til Emnevalg, tekstlig-dramatisk Udformning af Stoffet og musikalsk Komposition - hans eget Værk.

Det er et morsomt og godt Stof, Beritzgn har valgt at lave sin Opera over, fuldt af Muligheder for Udfoldelse af Festlighed og Løjer og virkningsfulde Optrin, farverigt og spillende, og nyt i sit Milieu.

Noget egentligt Drama er der ikke kommet ud af det; nærmest kommer man det maaske i den virkningsfulde Slavescene, men man rystes dog ikke noget Øjeblik, hverken over de stakkels Slavers triste Lod, de socialt bedre stillede Heltes Genvordigheder eller Skurkenes lumske Anslag. Den dramatiske Udfoldelse og den.tea

tralske Gestus er ikke Bentzons Sag, det er en kultiveret Skildring og behagelig og fængslende Underholdning.

Sprogbehandlingen i den tekstlige Udfornlning af Stoffet er udmærket1 baade dejligt -fri for de skrækkelige Banaliteter og den sproglige Armod, som skæmmer saa mangen Operatekst,

og for sproglige og tankemæssige Subtiliteter, som erfaringsmæssigt ikke er til større Glæde for Operatilhøreren, en letflydende og klar Tekst, tydeligvis forfattet af en kultiveret og klog Mand.

I den Maade, hvorpaa Teksten er disponeret og i Opstillingen af Figurerne har Bentzon foretrukket at følge den ældre Operatradition. »Saturnalia« er en Slags »Nummeropera«, bygget op i en Række Kor, Ensembler, Arier og Dialoger, ligesom ogsaa Balletscener kvantitativt spiller en ikke ubetydelig Rolle. Der skal her ikke tages Stilling for og imod dette eller hint Princips Fortræffelighed, saaledes som det jo med Mellemrum er sket med Fynd og Klem igennem hele Operaens ca. 350-aarige Historie, det afgørende maa jo som i al Kunst være ikke Principper men den kunstneriske Kraft, hvormed den i

hvert Tilfælde foreliggende Opgave løses; blot noterer man med Interesse, at Bentzon ikke paa dette Punkt har gjort Forsøg paa en eller anden Slags Fornyelse - hvad man maaske kunde have ventet - men ganske simpelt har vandret ad velkendte'og prøvede Veje ved at bringe sit Stof i denne gamle hæderkronede Form, hvis Fortrin

vel især ligger i en vis Overskuelighed og Letfattelighed, men hvis Berettigelse i høj Grad beror paa den tilstrækkelige Slagkraft og Anskuelighed i den musikalske Udformning af »Numrene« og den Effekt, hvormed der »lægges op« til disse og hvormed de bringer Kulmination og Udløsning. Bentzons Valg af denne erfaringsmæssigt mere populære Form er maaske ikkc saa overraskende paa Baggrund af den Retning, hans Udvikling har taget i de senere Aars Korværker.

Ogsaa til Personlisten nikker man genkendende. Den unge Helt med sin forslagne plebejiske Tjener, den trofast ventende Elskerinde, som til Slut løser sin Elskede fra Trolddommen, den fæle Røverskurk, den gamle Vismand, den tyranniske Hersker, den gamle Koblerske, de fleste med Aner helt ned i de ældste Tiders Opera; hertil det brave, uskyldigt festende. Folk og de knurrende Undertrykte. .

Men igennerp denne Te~stdisposition og disse Personer udspilles intet Øjeblik det store Drama, som alt berørt; Genvordighederne er ikke mange eller store og altid komiske; der opstaar egentlig ingen dramatiske Knuder med spæn

dende Løsning lige saa lidt som nogen markant eller fængslende Persontegning. »Saturnalia« er et udpræget Divertimento, ikke en højdramatisk Forestilling; men dette er øjensynlig heller ikke tilsigtet, og særdeles klogt er det, for det viser sig klart, at saa snart Handlingen og Situationerne begynder at antage en mere dramatisk Holdning - undgaas kan det jo ikke i et Teaterstykke - kan Komponisten ikke altid rigtig følge med, og just herpaa, er det »Saturnalia«s Svaghed hovedsagelig beror. Tekstforfatteren har da ogsaa med godt Kendskab til Komponistens For'trin og Mangler lagt forholdsvis megen Vægt paa de større Kor- og Balletscener, d. v. s. de udramatiske Partier, og her har Komponisten som Helhed ydet det bedste. Ogsaa ved saa vidt muligt at undgaa at komme ind paa stærkere fø

lelsesbetonede Omraader og ved hovedsagelig at være blot underholdende har Bentzon handlet fornuftigt; men den Effekt, som man nu altid til en vis Grad venter i en Opera, uanset Genren, er ikke altid lykkedes, og dette gør, at »Saturnalia« er blevet et noget uligevægtigt Arbejde; mere end egentlig Opera er den i Grunden snarere »en romersk Fortælling« i Kostumer og Dekorationer.

Der opstaar undertiden et mærkeligt Forhold mellem det, der postuleres i Teksten og vises paa Scenen, og saa den dertil hørende Musik, beroende paa at Musikken i for høj Grad kan mangle den tilsvarende Udtrykskraft, saaledes at de effektfuldt anlagte Situationer, hvad enten de saa maatte være tænkt som Parodi eller ej, bliver yderst matte, ja undertiden falder helt til jorden; her tænkes bl. a. paa Scenen mellem de elskende, Forskrækkelsen ved deres Opdagelse af det formodede Mord og den deraf følgende Adskillelse, Besværgelses- og Forvandlingsscenen (samt hele 4. Billede, Via Appia).

Hvor var Forelskelsen, Skrækken, Mystiken o. s. v. i Musikken? Her slaar Bentzons Tonesprog ikke til i Evne til at male anskueligt, sindsbevæge, illudere, ej hejler til at »lægge -op« til disse dramatiske Højdepunkter end sige naa et Høj depunkt.

Men saa 5. og sidste Billede, vel nok Operaens bedste. Her lykkes det, her er der den rette dramatiske Stigning i Begivenhedernes Art og Rækkefølge, og Musikken dækker helt, her rives man med, her er Illusionen fuldkommen; dette er rigtigt Teater! Noget tilsvarende gælder 3. Billede, Slavescenen. Bentzon har altsaa nok villet frembringe dramatiske Virkninger i sin Opera, men det er desværre ikke altid lykkedes for ham.

Et Handicap har han bl. a. haft deri, at hans musikalske Fantasi saa øjensynlig ikke er orkestralt orienteret. Det er ikke netop som Orkes~erkomponist Bentzon hidtil i særlig Grad har udmærket sig, og som saadan vil han heller næppe i »Saturnalia« vinde Laurbær.

Til det farverige og festlige Stof staar hans of te tørre og magre Orkesterklang i en besynderlig Kontrast. Han mangler Evnen til at kunne bruge Orkestrets rige Klangmuligheder til at illusirere og »lave Stemning«, det led bl. a. den føromtalte Besværgelses- og Forvandlingsscene i følelig Grad under; men ogsaa. hvor det ikke drejer sig om Illustration til sceniske Begiyenhe~ der, glipper undertiden det orkestrale Tag. Ouverturen var saaledes. en Skuffelse. En mærkeligere Indledning til en festlig Opera har man sjældent hørt. Ikke blot »klang« den overhovedet ikke - bl. a. var Mangelen paa Pedaltoner følelig ligesom Balancen mellem Grupperne men ogsaa den kompositoriske Formning var mindre vellykket med sine kortaandede Fraser og sin Mangel paa Udvikling og Linie. Sandt nok, Ouverturen er en »Potpourriouverture«, men Citaterne fra Operaen har man jo ingen Glæde af, naar man endnu ikke har hørt Operaen og derved ikke forstaar deres Indhold og Betydning. Kravet til en Ouverture maa i alt Fald være det, at den er en i sig selv afsluttet om man vil »absolut« - Orkesterkomposition - dette er vigtigere end den tematiske Tilknytning til den efterfølgende Opera - eller ogsaa blot et kortere Forspil til 1. Billede.

De øvrige Forspil til de enkelte Billeder var ofte udmærkede (dog ikke klangligt), vel netop fordi de som blot Forspil hang umiddelbart sammen med det paafølgende Billede; fremhæves kan Forspillet til 2. Billede og Capirol-Marchen før 5. Billede, udmærket karakteriserende de efterfølgende Begivenheder.

Igennem hele Operaen kan iagttages ce. tydeligt og ofte vellykket Forsøg paa at sammenknytte de enkelte Dele til en større Helhed, Jels indenfor de enkelte Billeder dels overgribende mellem. Billederne indbyrdes-, Midlet hertil er bl. a. den ikke ukendte Erindringsmotiv-Teknik. »Saturnalia«-Motivet:

gaar saaledes som en rød Traad ge'nnem, hele Operaen og virker, naar det f. Eks. pludselig antydes i en ellers alvorligere Sammenhæng, som en fin Paamindelse om, at det er ikke saa alvorligt ment, eller som i Forspillet til 2. Billedes graa Morgenstemning som en Erindring Dagen derpaa om Aftenens Fornøjelser.

Denne Anvendelse af karakteriserende Fraser er hyppig, f. Eks. bragt i Forspillet gaar de igennem det paafølgende Billede; af adskillige Eksempler kan anføres:

fra 5. Billede, Questors Palads, karakteriserende Herskermagten i Forspillet og brugt bl. a. ved Domsafsigelsen i den paafølgende Scene.

Ligesom i de bedste af Orkesterforspillene kan Bentzon naa en vis Karakterisering i Balletscenerne. Her er Orkestersatsen tilmed rigere og mere fantasifuld baade i Henseende til det tematiske Indfald og til Instrumentationen. N2-evnes maa især Saturnaliaoptoget i 1. Billede og Vinsækkenes Dans i dettes Finale.

Men stærkest staar Musikeren Bentzon maaske i de mange og udmærkede Korsatser. Ikke et af Operaens fem Billeder er uden Kor. Foruden at fungere som Led i Handlingen danner de.ofte en yderst virkningsfuld Baggrund for Hovedpersonernes Handlen og skaber formalt en vis Enhed indenfor de enkelte Scener. Eksempelvis kan anføres i. Billede, hvor følgende Korsats som begynder Operaen:

senere bliver Baggrund for Hovedpersonernes Recitativ (yderligere citeres Temaet undertiden i Orkestret) og atter senere - efter disses Terzet, Saturnaliaoptogets nye Kor og Dans samt Proculus's Formaning - optræder i sin Helhed og saaledes fastholder Stemningen indtil de Elskendes Duet; derefter ny Korsats, som, afbrudt af Vinsækkedansen, kommer til at danne Baggrund for Vinsække-Mordet og Skurkens lumske Plan for endelig at afslutte Billedet.

I Soloarierne og -ensemblerne glipper Taget undertiden helt for Komponisten. Her slaar hans Musik ikke til, naar der skal gives Udtryk for større Sindsbevægelse og Lidenskab; her bliver hans utilstrækkelige Evne til dramatisk Udfoldelse og uforbeholden Hengivelse i den følelsesbetonede Situation i for høj Grad mærkbar. Ikke saa meget i selve Ternatiken. Her kan Bentzon ofte naa. et fint og ret godt karakteriserende Udtryk i Anslaget; men den videre Udvikling bliver tit intetsigende og mat. Tekstdeklamationea er fortræffelig, det nyder bl. a. de med fin rytmisk og sproglig Sans affattede Recitativer godt af.

Nogle Eksempler skal anføres:

Terzetten i i. Billede er en god Komposition:

efter et Mellemstykke (de andres Indsats) afsluttes den med en Gentagelse af Apulejus's Strofe, hvortil de øvrige'kontrapunkterer virkningsfuldt.

I de Elskendes tredelte Duet er det lyriske Anslag smukt:

men den videre Udvikling løber ud i Sandet; i det tekstligt løsslupne, overgivne Mellemstykke:

mangler det tilsvarende musikalske Udtryk; iøvrigt er Temaet komplet usangbart i sine Intervaller og Vokaler og sit Tempo og blev da ogsaa nærmest udført som et Udraab af de Udøvende.

Afskedsduetten gør heller ikke dybere Indtryk.

Chalinus's Sang i 3. B1112de:

er en af de mest vellykkede Solosange, dens Akkompagnement og Korets Indskud med Gentagelser af Soloens Fraser meget virkningsfulde.

Det samme gælder 3. Billedes Finale med Syras Tema »Følg med til Fest, Saturnalia kald e r - --«.

i . Favorinus's Sang i 4. Billede: »Lad kun Uvejret rase - - « er som, saa ofte Anslaget det bedste, Udviklingen kendelig mattere. -~.......

Af ..de faa citerede Eksempler kan der muli&vis erhverves et - unægtelig yderst fragmentarisk ~ Indtryk af Tematiken, om ikke af'Tonesproget, i »Saturnalia«. Det vilde her føre alt for V:idt at behandle dette Emne, Tonesproget, blot nogenlunde detaljeret, derfor blot let Par supplerende og resumerende Bemærkninger i største Almindelighed.

Ligesom Bentzon har valgt den lettere overskuelige Nummeropera som Form, har han tyde. ligt tilstræbt et iørefaldende og saavidt muligt karakteriserende og malende Tonesprog, som rimeligt er i en Opera. Det er interessant, naar man tænker paa, at Bentzon har sit Udgangspunkt i Tyvernes alt andet end populære Udtryksmaade. Vejen gaar da ogsaa, som før berørt, over 'de senere Aars Korværker, som, uden at forfalde til Banaliteter og billige Effekter, har nærmet sig en betydelig mere forenklet og letfattelig Stil baade i Harmonik og Melodik (forstaaeligt iøvrigt naar det drejer sig om Vokal Mu' sik). Men det er i »Saturnalia« ikke helt lykkedes ham at løse Opgaven, at faa den af ham valgte traditionelle populære Form og.den Bentzon'ske Musik til at indgaa en naturlig og overbevisende Forbindelse; men iøvrigt skal det siges, 'at indenfor den Begrænsning, der ligger i hans -asketiske, ikke netop lidenskabelige Tonesprog. med de hyppige pentatone, ikke siældent

kirketonale Islæt, er det i »Saturnalia« ofte lykkedes ham at anslaa et karakteriserende Udttyk for de forskellige Stemninger i Operaens Forl~sb, at give sin Mpsik »Indhold«; hans Tematik kar~ være smuk i sit tilbageholdende Udtryk, men som før sagt - ofte bliver det desværre kun ved Anslaget.

Smukke og meget overbevisende er Korsatserne i deres enkle Harmonik og fine Stemmeføring; skrive for Kor kan Bent'zon!

I de instrumentale Partier er det samklangsmæssige ofte vel motiveret af en fri Polyfoni; hvor dette ikke er Tilfældet og hvor man heller ikke kan øjne noget Karakteriserings-Formaal. kan man ikke altid finde deri harmoniske Logik i de til Tider stærkt blandede og kraftigt dissonerende Akkorder, som ydermere undertiden ikke rigtig ses at staa i nærmere-Forhold til de samtidige sceniske Foreteelser.

I hele sit Tonesprog er »Saturnalia« godt nok et typisk Bentzon-Værk; han har øjensynlig ikke gjort Forsøg paa nogen Stilvending, fordi han nu skulde lave Opera., blot, som anført, søgt at tillæmpe sit Tonesprog den helt nye Opgave, ofte med god Virkning.

Alt taget i Betragtning er det et festligt og morsomt Teaterstykke, forfriskende ved sit Emne og Milieu og charmerende ved sin Divertimento-Affattelse, en bemærkelsesværdig Tilvækst til dansk Opera og til ny Musik i det hele taget, affattet af en kultiveret og intelligent Librettist og personligt prøeget og dygtig Komponist.