Mere om symfoniproblemet

Af
| Årgang 20 (1945) nr. 01 - side 14-15

Mere om Symfoni-problemet

Af Niels Viggo Bentzon

Under Overskriften »Symfoniproblemet i Dag« har Komponisten Svend Erik Tarp i sidste Nr. af D. M. anstillet en Række Betragtninger over dette vigtige Emne. - Som Udgangspunkt for sin Artikel har Tarp taget en Sætning, der staar i Indledningen til min Anmeldelse af Sv. S. Schultz' Klaverkoncert i D. M. Nr. 9 (1944). Jeg skrev, at »Schultz' Sinfonia piccola, trods umiskendeligt »ydre« symfonisk Præg, egentlig er at betragte som et bredt anlagt Divertimento. Dybere psykologiske Brydninger, der er typiske for Romantikens Monumentalværker, har ikke optaget Schultz i synlig Grad.«

Tarp har, ved at betragte denne Passus som en principiel Udfordring, ment at kunne fastslaa, at jeg helst ser Begrebet »Symfoni« identificeret med det af »dybere psykologiske Brydninger prægede romantiske Monumentalværk og opstiller denne Type som et anerkendelsesværdigt Ideal.« Dette har ingenlunde været Min Hensigt, og jeg vil paastaa, at det, jeg har skrevet i Indledningen til Schultz-Artiklen, med ligesaa god Ret blot kan læses som en Række Karakteristiska vedrørende Schultz symfoniske Skrivemaade.

Ikke desto mindre kan jeg kun glæde mig over, at den »misforstaaede« Sætning har givet Anledning til værdifulde principielle Betragtninger, selvom jeg vil forsøge at imødegaa nogle af dem.

T. taler bl. a. om forskellige Maader, hvorpaa man kunde tænke sig en Fornyelse af Symfoniens Form og kommer ogsaa til Spørgsmaalet om en evt. 2-delt Disposition af et symfonisk Værk. I denne Forbindelse beklager T. sig over, at det ikke er lykkedes ham at finde en plavsibel Etikette - »saadan noget som f. Eks. »Introduktion og Finale klinger vist lidt vel salonagtigt, og Typen »Musik for Orkester« er i for høj Grad bundet til Erindringen om visse ikke alt for spændende Foreteelser i Tyverne«.

Det er mig uforstaaeligt, at man overhovedet kan beskæftige sig med noget saa uvæsentligt som et Værks Etikette, saa længe det endnu ikke er skrevet! Er det ikke at fremsætte Begreberne i omvendt Rækkefølge? Først maa da Stoffet ligge klart for een, og en evt. Benævnelse paa Værket maa betragtes som noget ganske sekundært. - Senere siger T., at Klassikeren er Kunsthaandværker og uddyber dette Postulat paa det nærmeste ved flg. Sætning: »Hans Værk (Klassikeren) kan virke betagende paa det modtagelige Sind, men det er ikke Betagelse, han angler efter, men i nok saa høj Grad Erkendelse af Arbejdets artistiske og tekniske Standard«. - Jeg kan daarligt tænke mig, at Mozart i f. Eks. Finalen af Jupitersymfonien i første Række var interesseret i at saa mange Tilhørere som muligt kunde opfatte alle de kontrapunktiske Finesser som findes deri. T. har efter min Mening her gjort Middel til Maal, selvom det maa indrømmes, at den Slags Spørgsmaal næsten ikke lader sig diskutere.

T.s Beklagelse over, at det ikke er lykkedes ham at finde en plavsibel Etikette til den, af ham tænkte »Fremtidsform«, giver mig Anledning til at fremdrage et Eksempel fra T.s Artikel, der tyder paa en mærkelig Trang til at skille Form og Indhold ad. Der staar et Sted i T.s Artikel, at »der ikke er afgørende Tegn, der tyder i Retning af, at man agter at forlade den tre- ell. firesatsede Symfoni med Sonateformen som Princip i Indledningssatsen«. Der er noget i Ordet, at man agter at forlade en eller anden musikalsk Form, som jeg ikke kan faa til at passe ind i den musikhistoriske Udvikling. Overgangskomponister fra Senbarok til tidlig Wienerklassicisme agtede vel ikke at forlade Fugaen til Fordel for f. Eks. Formen i Strygekvartetten, men Fugaen havde simpelthen overlevet sig selv; der bestod intet Spændingsforhold mellem det ydre Antræk og den indre musikalske Kvalitet, den Kombination, som bestemmer dette ene: den levende Form.

T.s Inddeling af Symfonierne i de to Hovedgrupper: den klassiske og den romantiske forekommer mig for hasarderet. Til den første Kategori har T. medregnet Schumann og Gade. Til Undskyldning for denne sidste, i gængs musikhistorisk Forstand, unøjagtige Tese, anfører T., at han har tilladt sig »i nogen Grad at gaa ud over den gængse musikhistoriske Betydning af Ordene Klassik og Romantik, som jeg i Mangel af mere rammende Benævnelser har benyttet som Udtryk for to hinanden diametralt modsatte musikalske Livsanskuelser, som ikke nødvendigvis udelukkende er bundet til de Epoker, der bærer deres tidsmæssigt afgrænsede Navn.« Mon ikke Schumanns udpræget tonedigteriske »rhinske« Symfoni i nogen Grad vil svække hans Stilling som »Klassiker«? M. H. t. Gade føler T. sig ogsaa nødsaget til at dokumentere, at han i denne Forbindelse kun sigter til Nr. 4 i B-dur!

T. gør sig ogsaa skyldig i den gængse Fejlvurdering, der ynder at sætte Bruckner og Mahler i samme Baas. Jeg er helt enig med T. i, at Mahlers »13 Hovedtemaer« (I en af Mahlers Symfonier har en Sats 13 forskellige Temaer) »forlener«, som T. selv skriver, »store Partier af hans Arbejde med en vis genialsk-skitsemæssig Uoverskuelighed«, men at nævne Bruckner, ja endog Brahms i samme Aandedrag forekommer mig urigtigt, da disse trods Bredden i Udtrykket saa decideret er »absolutte« Musikere.

Da T. har opfattet min Passus i Schultz-Artiklen som en principiel Udfordring, vil jeg heller ikke holde mig tilbage fra at læse mere i T.s første Fodnote Side 201 end maaske mange ellers har gjort. - I Relation til T.s Inddeling af Symfonierne i de to Grupper: den klassiske og den romantiske, skriver T., at »det overlades til Læseren at videreføre de to Rækker, ogsaa forsaavidt angaar nyere danske Symfonier.«

Med Henblik paa Flertallet af de senere Aars danske Symfonier er jeg ikke i Tvivl om, at T., ud fra sine fremsatte Synspunkter, ikke uden en vis Beklagelse ser den romantiske Linie som kommende ind som en flot Nr. 1. - Jeg tror, at T., ved at opstille et bestemt »personligt« Symfoniideal, gerne ser, at ca. en 4-5 danske Symfonier fra de senere Aar bliver lagt i den »romantiske« Skuffe. T. har følgelig næppe Blik for, at disse Symfonier repræsenterer en anden Side af den ny Musik, hvis Væsen vel nok kan føres tilbage gennem Brahms-Beethoven og videre ad den bekendte Linie, men, som sandelig ogsaa indeholder saa meget nyt saavel i »æstetisk« som i »saglig« Henseende.