Fornøjelig lekture

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 02 - side 35-36

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fornøjelig Lekture

Af Svend Erik Tarp

Det har moret mig at se Hamburger gaa i Rette med Bentzon, fordi sidstnævnte ikke er kommet videre end til at f astslaa, at man nu »nærmer sig det Punkt, hvor man kan begynde at finde fuld Mening, Konsekvens og Lo-gik« i Samtidens Musik. - Hamburger spørger forundret, hvorledes Bentzon da ser paa Logik og Lovformelighed i saadanne Hovedværker inden for Nutidens Musik som f. Eks. »Historien om en Soldat« og »Salmesymfonien«? - Paa Side 126 i D. M.s Aargang 1940 beklagede Holmboe sig over Hamburgers negative Indstilling overfor ny Musik og spurgte Hamburger - som den Gang ikke fandt sig foranlediget til at svare - om han -var nøje inde i en Række nærmere betegnede Hovedværker inden for Nutidens Musik, hvoriblandt netop »Soldaten« og »Salmesymfonien«. Mutantur tempora et nos in illis.

Det har moret mig at se Bentzon og Hamburger geraade i Uenighed over formodede Carl Nielsen- Reminiscenser i min Klaverkoncert, fordi enhver, der finder det Umagen værd (jeg skal afstaa fra at optage Bladets Spalteplads med Nodecitater fra egne Kompositioner!) ved Sammenligning mellem Solostemmens første Tema og Indledningen af »Petrouschka« vil finde en Parallel, der saa sandelig siger Sparto til de Ligheder, B. og H. med Flid har kunnet opstøve! (Det er forøvrigt en Gang timedes mig at blive svanger med et Tema, som jeg senere genfandt nodcret, da jeg første Gang hørte Schostachowitz' »Lady Macbeth fra Minsk«; noget saadant finder jeg ganske naturligt, naar det drejer sig om Ideer fra nogenlunde samme Kulturepoke - de paagældende Tonekombinationer har vel simpelthen »ligget i Luften« og maa vel altsaa siges at være tidstypiske. Tilfældet vil højst sandsynligt, før eller senere, indtræffe for enhver Komponist, der ikke er altfor tynget af Personligheds-Komplekser).

Det har moret mig, at det er i en Anmeldelse af Schultz' Klaverkoncert, som vel maa opfattes som et fortrinsvis romantisk betonet Stykke Musik, at Bentzon vender sig mod Kompositioner, i hvilke »dybere psykologiske Brydninger, der er typiske for Romantikkens Monumentalværker ikke har optaget Komponisten i synderlig Grad.«

Hvad Bentzons Svar paa min Artikel løvrigt angaar, vil det føre for vidt at tage samtlige Punkter op til nærmere Belysning. jeg er enig med B. i mangt og meget (og det er der altsaa ikke Grund til at opholde sig yderligere ved)

til Gengæld er vore Grundsynspunkter Paa andre Omraader saa væsensforskellige, at en Fortsættelse af Diskussionen sikkert ikke vil nærme vore forskellige Opfattelser til hinanden. jeg skal dog lige bemærke, at jeg eksempelvis er enig med B. i, at en ny Form naturligvis ikke automatisk opstaar, fordi man opfinder en ny Etikette - jeg har blot med mine Benævnelser søgt at angive, i hvilken Retning, jeg kunde tænke mig, 9-t eventuelle Bestræbelser for at bringe en Fornyelse af Formen kunde komme til at gaa - dog finder jeg det lidt vel flot i denne Sammenhæng at karakterisere Benævnelsen som noget ganske sekundært; Titlea skulde jo helst dække Indholdet, ellers var der jo heller ingen Grund til, som B., at skelne mellem Symfoni- og Divertimentotypen.

Sluttelig skal jeg imødegaa et enkelt Punkt, hvor B. gør sig skyldig i en Unøjagtighed, idet han tillægger (og bebrejder) mig visse Modsætningsforhold, som jeg ikke har opstillet. B. skriver et Sted: »Jeg er enig med T. i, at Mahlers »13 Hovedtemaer« forlener store Partier af hans Arbejde med en vis genialsk- skitsemæssig Uoverskuelighed, men at nævne Bruckner, ja endog Brahms i samme Aandedrag forekommer mig urigtigt, da disse trods Bredden i Udtrykket saa decideret er »absolutte« Musikere. Hertil er at sige, at jeg for det første intetsteds har opstillet Begrebet »genialsk-skitsemæssig Uoverskuelighed« som naturnødvendig Modsætning til »absolut« Musik. Absolut Musik kan skam udmærket godt være baade uoverskuelig og skitsemæssig. - For det andet - selvom der ikke er medgive[ et Stykke Musik et Program til Orientering for Tilhørerne, er der ikke noget i Vejen for, at Komponisten under Udarbejdelsen af en given Komposition kan have haft en Slags indre Pro. gram for Øje. Jeg er tilbøjelig til at tro, at dette kan have vøeret Tilfældet forsaavidt angaar adskillige senromantiske Symfonier,

Årgang 20/1945, nr. 02