Gensvar til Niels Viggo Bentzon

Af
| Årgang 20 (1945) nr. 02 - side 35-35

Gensvar til Niels Viggo

Bentzon

Niels Viggo Benezon synes mere glad for min Bemærkning om Umuligheden af en fuldt objektiv Kritik end rimeligt er. Naturligvis er der fra min Side i den Forbindelse kun Tale om den kunstneriske Værdidom. Drejer det sig om ren stilistisk Udredning, Sammenligning etc., da baade kan og skal dette foregaa uden forstyrrende Indblanding af »Subjektiviteten« - hvor flyder vi ellers hen. I hvilken Grad der i hvilke Temaer kan tales om Lighed med eller Indflydelse fra hvilken Komponist, kan derfor aldrig blive en »Sm4gssag« - som B. nu vil reducere det til. Det kan eventuelt kaldes en Bagatel - bevares! - men det var B. selv der startede Remi

niscens-Jagten, saa nogen Vægt maa han vel dengang selv have tillagt Spørgsmaalet.

I øvrigt synes B. at have saa lidt at indvende imod mine Indvendinger, at jeg kan indskrænke mig til afsluttende at bemærke, at han næppe kan eje udpræget Øre for den ironiske Taleform, hvis han tror at jeg for Alvor har villet afkræve ham en logisk Begrundelse af det »mystiske« F i Jørgen Bentzons Koncert. Jeg er ganske klar over, at hverken han selv eller nogen anden kan give en saadan - ikke ved nogen »Metode«. Hvad »fornuftigt« skulde der nemlig i det hele taget være at stille op med en Musik, hvis »Tonemønstre« - j fr. N. V. B. selv - bliver til efter lignende Princip, som naar man flytter Knappenaale paa et Krigskort? Men atter var det jo B. selv, der begyndte - ved at stille et Spørgsmaal og straks igen lade det falde.

Povl Hanzburger.