Om musikkritik. Nogle betragtninger

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 02 - side 25-28

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

OM MUSIKKRITIK

Nogle Betragtninger

Af Knudåge Riisager

Komponisten Knudåge Riisager beskæftiger sig - til Dels i Tilslutning til den i de sidste Numre af Dansk Musiktidsskrift førte Diskussion - med Musikkritikens Udøvelse og de Krav, man maa stille specielt til Dagbladskritiken.


I det engelske parlament er det en uskreven lov, at talerne altid forudsætter, at det »er imod husets skik at underforstaa motiver hos medlemmerne«. Dette er en gylden, grundregel, som bør anvendes under enhver diskussion og jeg gaar ud fra, at den ogsaa vil blive iagttaget af læserne af de følgende betragtninger.

Nu er kritik af kritiken et temmeligt ørkesløst anliggende. I virkeligheden bør kritiken være det sidste ord, principielt uimodsagt af den kritiserede person; thi i dette land, hvor ordet - normalt - er frit, bør ogsaa kunstneren indrømme kritikeren ret til at fremføre sin anskuelse. Det er da heller ikke denne side af sagen, der ligger mig paa sinde. Sædvanligvis forlanges der fra kunstnerens side for meget af kritikeren - mere end et menneske kan yde. Man erindrer Maaske den gode Mr. Blimber i Dickens »Dombey og søn«, der »drejer sig gravitetisk omkring sin axe med en halvcirkelformig svingning til venstre, som om han vilde sige: skulde nogen kunne opgive noget som helst emne i nogen som helst retning, som jeg ikke kender til bunds? Jeg tror det næsten ikke«. En saadan person vilde maaske være den ideelle kritiker - men han existerer ikke.

Det har ofte været diskuteret, om en kritiker og paa dette sted er talen specielt om musikkritikeren - bør være en egentlig fagmand eller han bør være en æstetiker, der ud fra en vis faglig indsigt, men hovedsagelig paa et mere literært grundlag, afgiver sin dom over et opført musikværk eller en ydet musikalsk præstation.

Der hører baade talent og kunnen til udøvelsen af enhver virksomhed, dersom denne skal have nogen betydning. Og at en betydende kritik er en nødvendighed i et kunstnerisk levende samfund, kan der ikke herske nogen tvivl om. Den skabende og udøvende kunstner behøver kritiken som modvægten til sit arbejde, denne udefra virkende kontrol som ingen kan undvære. Det er ikke sikkert, at kritiken altid fremkommer med den vejledning overfor kunstneren, som han trænger til; det afhænger af kritikerens evne til at være positivt medskabende i selve den store helhed som udgøres af disse to faktorer i forbindelse med publikum. Mens jeg er tilhænger af maximen »kunsten for kunstens skyld« for saa vidt dette forstaas saaledes, at ingen andre hensyn end de rent kunstneriske maa være bestemmende for kunstværkets tilblivelse - og dette gælder ogsaa dets fremstilling af den udøvende - har jeg paa den anden side absolut ikke sympati for tanken om kunsten alene for kunstnerens eller de kunstforstandiges skyld. Kunst er ikke et sekterisk anliggende. Den vedrører menneskeheden som helhed og det er meningen, at den skal komme alle tilgode og derfor - før eller senere - kunne tilegnes af alle, have noget at sige til alle om livet og dets indhold. Denne Menneskehed, som kunsten henvender sig til, maa have et middel til at henvende sig tilbage til kunstneren og dette talerør er netop kritikeren, den særligt begavede eller lydhøre ener indenfor den maalløse skare.

Naar det altsaa undertiden siges fra kunstnerens side: hvad skal vi i det hele taget med kritiken, synes jeg svaret er meget nærliggende. Kritiken kan vi slet ikke undvære. Vel at mærke, dersom den tager sin opgave lige saa alvorligt, som det maa forudsættes, at kunstneren har tager sin. Da jeg i sin tid - det var forresten netop i efteraaret 25 aar siden - for første gang fik en komposition fremført offentligt, forelaa der dagen efter kritik i dagbladene. I een af dem, hvis indhold jeg dengang - jeg havde nær sagt naturligvis - var meget utilfreds med fordi jeg fandt mit arbejde ganske misforstaaet, stod en passant en bemærkning, som ramte lige i centrum og som faktisk har fulgt - ja næsten forfulgt - mig siden. Det var altsaa et af de tilfælde, hvor kritiken bogstavelig talt greb ind paa afgørende maade lige i starten og jeg har mange gange i mit stille sind takket vedkommende for denne salve. Maaske kunde jeg senere have sagt det direkte til denne kritiker, men jeg har altid syntes det var saa sin sag at diskutere kritikerens anmeldelser med ham selv; det kan let opfattes helt anderledes end det menes baade naar det gælder tilfredshed og misfornøjelse.

Anledningen til nærværende betragtninger er i grunden den redegørelse for sit «kritik program«, som Niels Viggo Bentzon fremsatte i forrige numer af D. M. Det lyder nemlig overmaade objektivt og tiltalende at ville begrænse sig til 1) at paavise, med nodeexempler, stilistiske fænomener ved analyse af detailler og 2) at søge at finde fællestræk hos de forskellige komponister.

Men det vil hurtigt vise sig, at dette ikke er nok. Til en saadan virksomhed kræves hos kritikeren en uhyre teknisk viden, en næsten videnskabelig evne og - dersom hans fremstilling overhovedet skal være læselig for andre end fagfolk, en aand af Brandes format. Og saa vil endda de fremsatte paastande kun vedblive at være paastande ud fra et subjektiv udgangspunkt. Bentzon har da ogsaa før udtalt, at kritik maa være subjektiv. Dette er rigtigt. En komponist, der virkelig vil noget, maa være lige saa fanatisk indstillet paa at hævde sin æstetik frem for al anden, som en præst, der vil omvende folk til den eneste rette lære. Har han ikke denne glødende tro paa sin egen indstilling, kan han næppe heller igennem sin kunst faa andre til at tro derpaa. Derfor mener jeg, at en komponist er en daarlig kritiker i det format en kritiker bør have, hvis hans indsats i kulturlivet skal efterlade sig varigt spor, til gavn for helheden. Et uhyrligt exempel herpaa havde man i en aarrække i Sverige, da Wilhelm Petterson-Berger herskede med svovl og galde i »Dagens Nyheter". Endskønt jeg selv, ved musikfesten i Stockholm 1927 var genstand for et typisk Petterson Berger tilfælde, der forøvrigt gav anledning til en langvarig fejde i svensk musikliv med P.-B.s paafølgende afskedigelse som resultat, tror jeg aldeles bestemt, at manden var i god tro. Det drejede sig om, at han i sit blad bogstavelig talt nedsablede mit arbejde - en strygekvartet - ja, jævnede den og samtidig al nyere musik, med jorden, endskønt han, som han selv senere indrømmede, overhovedet ikke havde hørt stykket. Men hans subjektive indstilling berettigede ham for saa vidt til dette besynderlige standpunkt. Han var en saa fanatisk, indædt hader af al musik, der ikke stemte med hans eget kunstneriske ideal, at han maatte fordømme det, selv uhørt. Det var ikke stort, ikke aandeligt overlegent, ikke kritisk forsvarligt, men alligevel paa sin vis ganske ærligt og derfor ikke absolut usympatisk. Hans kritik blev altsaa ikke en vurdering af værket, men en blændende karakteristik af ham selv! Og det var da ogsaa en form for et bidrag til helheden, til en skildring af en ikke uinteressant personlighed i svensk musikliv.

Nej, jeg tror fast og sikkert, at kritikerens hverv kræver et særligt talent, en selvstændig evne, dersom det skal faa positiv, objektiv betydning. Naturligvis kan en komponist godt sidde og skrive om musik og musikalske præstationer. Schumann har gjort det overmaade interessante. Men det bliver ikke derfor mere produktivt skabende; det bliver ikke den negative pol til kunstens positive udladninger. Spændingen udlader sig ikke i gnister.

Jeg taler her overhovedet kun om en alvorlig og hensynsløs kritisk virksomhed, ikke om den lemfældige udnyttelse af en magtstilling, som man ogsaa i musikens historie vil kunne finde exempler paa. Det er systemet: jeg roser ham, saa spiller eller synger han mine arbejder, en fremgangsmaade som hurtigt vil ende i en korruption, der dømmer sig selv. Det vilde være tidsspilde at beskæftige sig med denne form for kritik.

Det er en vistnok undskyldelig menneskelig svaghed, at kunstnerne helst ser en velvillig, rosende kritik. Det er altid behageligt at faa anerkendelse. Men det er ikke sundt. Der er noget om, at man gaar kraftigere frem i modvind. Jeg synes rent ud sagt, at der i de seneste aar har indsneget sig en tendens i dagpressens kritik til at give op, paa forhaand, overfor de virkelig interessante problemer. Naar nu (for exempel) spørgsmaalet om den monumentale form spiller en stedse større rolle i dagens debat, saa er det mærkeligt at dette slet ikke afspejler sig i dagbladskritiken. En »symfoni« opføres. Det er et forsøg paa at løse den symfoniske opgave paa et nyt grundlag. Jeg vil fordomsfrit kaste visiret og sige, at det er en personlig erfaring: saa faar komponisten at vide, at det »symfoniske« savnes, at det »ikke er nogen symfoni« (fordi den gængse form ikke er benyttet, hvilket netop heller ikke har været hensigten eller rettere: hele bestræbelsen er gaaet ud paa det stik modsatte) og at hensigten derfor ikke er naaet.

Lad det sidste være rigtigt, saa er begrundelsen i hvert fald forkert og nogen kritisk medskaben opstaar ikke. Fordommene lægger sig som en hinde over kritikens briller og hindrer en betragtning af tingen i sig selv. Det vilde være uhyre gavnligt og fremmende for selve diskussionen, om saadanne spørgsmaal blev taget op ogsaa i dagbladskritiken. Det mystiske begreb »det symfoniske«, der vistnok skal forstaas som dækkende en vis historisk tradition viser sig blot at være en bagdør, hvorigennem man smutter ud af retssalen.

En anden ting, som man kunde ønske af dagbladskritiken, ja som før eller senere maa tages op af denne, er kritik af radioens musikudsendelser. Det er løjerligt, at tænke paa, at en demokratisk institution som radioen, der hver dag spreder læssevis af musik ud over landet, ganske er unddraget faglig kritik. Det er en kulturelt vigtig opgave, at følge radioudsendelserne kritisk og denne opgave har i hvert fald tre væsentlige formaal:

1) at kontrollere (kritisere) udsendelsens kvalitet hvad udførelsen angaar. Tænk, hvor rædselsfuldt radioorkestret til tider spiller, bare fordi der ikke levnes det anstændige prøvevilkaar og tænk, hvor det vilde hjælpe, dersom dette var under vaagent opsyn. Jeg tror ikke, at radioraadet i saa fald vilde vove at byde alle de fortræffelige musikere og deres ledere disse vilkaar.

2) at kritisere udsendelsens kvalitet, hvad stoffet angaar. Professor Arthur Christensen har for nylig i en aforisme betegnet visse dele af døgnmusiken som »tonekunstens kulørte hæfter«. Det er sandt, at meget af, hvad der tylles i folk ad denne vej, aldrig burde taales i et renlivet musikalsk samfund. Men hvor er kritiken? Hvem svinger svøben og renser templet?

3) at omtale, bedømme, vejlede folket, ved fremførelsen af nye kompositioner i radioen. Jeg tror at turde sige, at enhver komponist vil anse det for et stort gode, dersom nye værker fik en kritisk vurdering naar de fremføres paa denne maade. Man maa i forvejen savne publikums tilkendegivelse. Komponisten aner ikke, om han taler ud i det tomme rum eller om hans toner og tanker fænger noget steds. Men det gælder for resten ikke bare danske værker - ogsaa, nye ting ude fra verden omkring os, har krav - ikke for komponisternes skyld, men for kultursamfundets helheds skyld - paa dagbladskritik. Og hvor meget mere er dette ikke paakrævet her, hvor det drejer sig om musik der høres af titusinder end efter opførelse i en koncertsal, der overværes, maaske endda een gang for alle, af nogle faa hundrede mennesker. For mig at se, synes dette helt bagvendt!

Jeg tænker med disse besværinger selvfølgelig ikke paa forholdene i øjeblikket, hvor man ikke kan skyde paa pianisten.

Er hele dette emne om kritiken ikke en drøftelse værd? Meget staar endnu tilbage at sige, og det vilde være storartet dersom man kunde formaa ogsaa kritikerne til at deltage i denne tankeudvexsling. Kritiken er, mener jeg stadig, den anden halvdel af kunstens existens, men der er mange, der synes, den helt kunde afskaffes og erstattes for exempel af et hud- og kønsløst referat i journalistisk form. Mon ikke det vilde vise sig, at dette snart vilde føre til et vindstille, hvor vi alle vilde falde i søvn og vugge os i blide drømme om en fuldkommen tilstand, fra hvilken vi en dag - naar verden kalder og kommer med sit store metermaal - vilde vaagne op, rædselslagne over at opdage, at roserne er voxet helt op over hovedet paa os og har kvalt alt levende liv.

Årgang 20/1945, nr. 02