Om tempofornemmelse

Af
| Årgang 20 (1945) nr. 02 - side 28-29

OM TEMPOFORNEMMELSE

Af N. O. Raasted

Domorganist N. O. Raasted meddeler nogle Iagttagelser med Hensyn til Tempovalg og mener at kunne bekræfte den allerede i Middelalderen herskende Opfattelse af, at Pulsslaget angiver det neutrale Middeltempo.


Om en af Koryfæerne i vort Musikliv hed det sig engang: »Han har kun to Tempoer. Det ene er for hurtigt, og det andet er for langsomt.« Der hentydedes her aabenbart til en almenmusikalsk Usikkerhed, en Mangel paa stilistisk Instinkt og maaske ogsaa en Hang til Overdrivelse i Udtrykket. Modsætningsvis kan man ogsaa høre en Ytring som denne: »Han har saadan no'en dejlige Tempoer!«, der giver Udtryk for en Følelse af, at det musikalske er i Balance, at man føler sig tryg ved at være i Overensstemmelse med den udførendes Musiceren.

Spørgsmaalet melder sig: er der for et Musikstykkes Udførelse eet Tempo, der er det eneste rigtige, saa at enhver Afvigelse - hvad enten det drejer sig om hurtigere eller langsommere - maa siges at være forkert? Og videre: er et Tempo, der anses for at være »rigtigt«, for alle Tider og under alle Forhold det eneste rigtige?

Det kunde maaske tænkes, at Tempofornemmelsen kunde undergaa visse Ændringer gennem Tiderne, saadan at forstaa, at et Tempo, som f. Ex. paa Bachs Tid ansaas for at være hurtigt, nu føles roligere alene derved, at vi vore Dage er indstillet paa Hastighed af en ganske anden Art, og at et Tempo, der af os føles som roligt skridende, i tidligere Tid vilde være følt som livfuldere, mere bevæget.

Et »forkert« Tempo kan ofte skyldes noget ydre, en ren Misforstaaelse, som f. Ex. den Omstændighed, at den udøvende har overset et Alla breve-Tegn og derved reducerer Bevægelsen til det halve. Det kan skyldes Mangel paa Kendskab til Musikværkets hele Holdning, som naar Stokowsky spiller sin Orkesterbearbejdelse af Bachs Orgelkoral »Christ lag in Todesbanden« i et Tempo, der staar i skarp Modstrid med Koralens Indhold. Stokowsky har aabenbart ikke kendt Koralens Tekst - det drejer sig som bekendt om en jublende Opstandelseskoral, i hvilken hvert Vers slutter med et »Halleluja« - men har ladet sig vildlede af Overskriften »Christ lag in Todesbanden«, som den staar i Bachs »Orgelbüchlein«, og har formet sin Bearbejdelse som en elegisk Passionsmusik. At den lyder saare skønt (Bachs Stemmer er jo i sig saa herlige, at det er umuligt at ødelægge dem, selv ved at sætte Tempoet ned til det halve) maa ikke vildlede nogen til at antage, at det maaske dog er rigtigt paa denne Maade.

Det er imidlertid ikke den Slags Fejltagelser, der fanger Opmærksomheden og kræver en Undersøgelse af Tempofornemmelsens Problemer. Nogle Iagttagelser gennem længere Tid har fremkaldt den Tanke, at hele dette Spørgsmaal maaske hænger sammen med noget rent fysisk, og det vilde have stor Interesse, om andre, der har beskæftiget sig med Problemet, ved Lejlighed vilde fremkomme med Resultatet af deres Undersøgelser.

Det hændte mig engang, at jeg skulde forsyne et Variationsværk med Metronomangivelser, før det gik i Trykken. Jeg anvendte en Aften til dette Arbejde, og da jeg næste Morgen, inden jeg sendte Korrekturen til Forlaget, for en Sikkerheds Skyld endnu engang vilde prøve Metronomtallenes Rigtighed, viste det sig, at de alle var lidt for hurtige. Jeg stod ret uforstaaende overfor dette Faktum. Senere skulde jeg ad anden Vej komme Forklaringen nærmere.

Under Sammenspillet med en Musiker, hvis musikalske Opfattelse jeg fuldtud delte, hændte det Gang paa Gang, at vi ikke kunde enes helt om et Tempo. Det drejede sig vel kun om smaa Afvigelser, men han vilde hele Tiden have Tempoet lidt roligere end jeg. Jeg spekulerede over Sagen, og min ovenfor anførte Oplevelse med Metronomtallene faldt mig ind. Metronomen fungerede formentlig nøjagtigt paa samme Maade om Aftenen som om Morgenen, saa det maatte altsaa være mig, der var noget i Vejen med. Jeg fik den Idé, at det maaske kunde hænge sammen med Pulsslaget, der let vilde kunne være hurtigere om Aftenen, hvor jeg ombølget af Tobaksrøg havde fastslaaet Tempoet ved Hjælp af Metronomen, mens det efter Nattehvilen antageligt var roligere. Jeg undersøgte nu min Medspillendes Pulsslag og sammenlignede det med mit eget, og se: hans var kendeligt langsommere end mit! Skulde Nøglen til en Forklaring ligge her?

Senere har jeg haft Lejlighed til at høre Pladeoptagelser af mit eget Spil i Radio og herved lejlighedsvis konstateret visse Uregelmæssigheder i det tempomæssige, som jeg studsede over, indtil jeg blev klar over Sammenhængen. Der var her Tale om visse Passager, der krævede stor Anspændelse dels paa Grund af tekniske Krav og dels, hvor der krævedes særlig intens aandelig Koncentration. Jeg tænker mig, at Pulsslaget paa saadanne Steder stiger noget, og Tempoet derfor - uden at den spillende bemærker det - forceres tilsvarende. Det mærkelige var nemlig, at jeg selv ikke havde haft nogensomhelst Følelse af at have spillet hurtigere, men maatte naturligvis bøje mig for det faktiske, idet Pladen selvfølgelig ikke paa egen Haand kunde sætte sit private Tempo for en enkelt Passages Vedkommende. - Iøvrigt er det vist et af alle udøvende Musikere kendt Fænornen, at Aandedrættets Hastighed kan stige paa særligt krævende Steder under Udførelsen af Musiken.

Senere foretagne Undersøgelser har vist mig, at det absolutte Middeltempo - det Tempo, der hverken føles som hurtigt eller langsomt - altsaa det egentlige Andante, altid viser sig at være nøjagtigt lig med Pulsslaget. Hvis dette er rigtigt for alle, skulde det formentlig kunne klare i hvert Fald nogle af de Problemer, der knytter sig til Spørgsmaalet Tempofornemmelse, idet Sammenligningsgrundlaget for ethvert Tempo maa søges i det Middeltempo, man føler som det centrale Andante-Tempo.

Jeg har drøftet disse Ting med en Række fremtrædende Musikere, der - uden selv paa Forhaand at have gjort sig nogen Tanke om denne Sammenhæng mellem Pulsslaget og Tempofornemmelsen - følte sig overbevist om, at der faktisk bestaar en Forbindelse mellem disse to Fænomener. Det vilde have Interesse at faa Spørgsmaalet yderligere belyst gennem Meddelelser om de Erfaringer andre maatte have gjort paa dette Omraade. Er det blot Indbildning, eller er der faktisk en Overenstemmelse mellem ens egen indre Metronom - Pulsen - og ens Tempofornemmelse?