Komponist og kritik

Komponist og Kritik

Af Jørgen ~Bentzon

Nogle Betragtninger over Knudåge Riisagers Artikel i D. M.'s Fehruar Nummer.

Den mærkelige Tid, vi for Øjeblikket gennemlever, synes bl. a. ae have den Virkning, at adskillige Komponister midlertidigt lægger Nodepennen til Side for at hengive sig æstetiske Refleksioner. Saare forstaaeligt og sikkert ogsaa vel motiveret. For vi staar nu overfor et Tidsskel, hvor adskillige Problemer maa tages op til ny Drøftelse og Revision; og lad os blot forsøge at give vort Bidrag saa godt vi formaar det, indtil

en ny Generation med Ungdommens uimodstaaelige Styrke skubber os til Side, os, der takket være 15 Aars Reaktion har faaet Lov til at være »unge« alt for længe.

Det der kalder mig frem til Deltagelse i den almindelige Meningstilkendegivelse, er Riisagers Artikel i D.M.T.s sidste Nummer: »om Musikkritik; nogle Betragtningem Lad mig begynde med en uforbeholden Tilslutning til Riisagers Undren over, at Dagspressen ikke beskæftiger sig med Radioens Studieudsendelser. Lad nu Motiverne være, hvad de være vil. De bunder antagelig i journalistisk tekniske Hensyn. Faktum er, at Musikkritikken ved denne afmægtige Holdning har opgivet en betydningsfuld Position og reduceret sig paa en Maade, der vil kunne blive katastrofal for dens Indflydelse og Anseelse. - Men den om det.

Iøvrigt maa jeg som uforbederlig Realist -forsyne Riisagers Udvikling med et Par Forbehold. Det skal bemærkes, ae jeg i det følgende kun tænker paa Forholdet mellem Komponist og Kritik, fortrinsvis Dagbladskritik. - Som Kvintessens af Riisagers Artikel fremhæver jeg i denne Sammenhæng følgende: »Den skabende og udøvende Kunstner behøver Krtikken som Modvægten til sit Arbejde«, en »udef ra virkende Kontrol, som ingen kan undvære«. Og i Forbindelse hermed: »Kritikerens. Hverv kræver et særligt Talent, en selvstændig Evne, dersom det skal faa positiv, objektiv Betydning«. Den børe være »Positivt skabende«, ellers bliver den ikke »den negative Pol til Kunstens positive Udladninger. Spændingen udlader sig ikke i Gnistem - Gengivelsen er stærke sammentrænge, men faar dog vist det væsentlige med.

Iøvrigt lyder det saare smukt og tiltalende. Men mon det ikke ved nærmere Undersøgelse vil vise sig at være en Utopi uden Rod i Realiteternes Verden, en Slags Ønskedrøm. Nærmere bestemt: et Udslag af Komponistens Længsel efter en »Daimon«, der i det afgørende Øjeblik kan hviske ham den rette Tone i Øret eller kegge en dæmpende Haand paa hans Nodepen, naar den løber alt for let og ubesværet. En saadan »Daimon« har vi jo til en vis Grad allesammen, ikke sandt? Blot Skade, at han ikke altid er lige vaagen.

I den reale Verden findes han ikke, heller ikke indenfor Kritikernes Kreds, de bedste ikke undtaget. Og Forklaringen ligger lige for: rent bortset fra det »produktive« eller »medskabende« maatte han være i Besiddelse af en højt udvi.klet »kompletterende« Indlevelsesevne ikke blot overfor en enkelt Komponist, men overfor hele den samtidige Produktion. En overmenneskelig'Fordring, - jeg mindes en Gang fra Slutningen

af 1920'erne, at jeg fulgtes med Carl Nielsen fra

en Koncert, hvor et samtidigt Værk var ' blevet

opført. Da vi var kommet et Stykke ned ad Bred-

gade, puffede han mig i Siden og sagde: »Du,

Jørgen, er du ikke glad for, at du ikke er Kriti-

ker? Hvad skulde man dog skrive om det Styk-

ke!« Og han havde dog Pennen i sin Magt, og

hvem vil bestride, at han havde Indsigt i Faget.

Riisager anfører, at han en Gang i sin Ungdom fik serveret en kritisk Kommentar, »som ramte lige i Centrum og som faktisk har fulgt - ja, næsten forfulgt« ham siden. Tillykke, Knudåge! Jeg maa erkende - med Fare f or at støde hele vor udmærkede Kritikerstab paa Manchetterne - at saa heldig har jeg aldrig været.

Jeg har undertiden fornøjet mig med at læse gammel, længst forglemt Musikkritik. Den frapperer saare ofte ved den Sikkerhed, hvormed den rækker Laurbærkransen til Kompositioner, der nu ikke er værd det Papir, de er skrevet paa, eller ved den Surhed, hvormed den kommenterer Værker, der i vore Øjne har Mesterskabets uantastelige Glorie.

Eduard Hanslick var utvivlsomt en af det 19. Aarhundredes største musikkritiske Begavelser. Han var en glimrende Skribent, levende og vittig; ikke bange for at gaa imod Strømmen (og det betyder ikke saa lidt), utrættelig i sin Kamp for det, han virkelig troede paa, og ledet af en fast æstetisk Overbevisning. Men læs hans Anmeldelse af f. Eks. »Mestersangerne«, »Aida« eller »Carmen«! Fra hans Recension af sidstnævnte Værk skal anføres følgende Citat: »I Georges Bizet's. Partitur møder vi hverken et skabende Genis Værk eller en fuldmoden Mesters Arbejde, men derimod en interessant Frembringelse (!!), aandrig og talentfuld. Det var visselig ogsaa en meget lovende Anvisning paa noget bedre, der skulde følge efter, men desværre blev det til intet paa Grund af Bizets Død«. jeg gad vide, om noget nutidigt Menneske kan læse en saadan Mundfuld uden at føle et let Chock over denne oppustedd Suffisance. Var Manden døv, eller var han dum? Utvivlsomt ingen af Delene. Han var en begavet Kritiker med samme Forcer o L,- Begrænsning-*)

Karakteristisk for Hanslicks Uformaaenked er det, al han i sin indgaaende Omtale af »Carmen« ikke med eet Ord nævner Bizets Orkesterbekandling, der dog for Eftertiden slaar som noget nær forbilledlig. Denne Side af Sagen havde den brave, germanske Kritiker øjensynlig ingensomhelst Sans for.

Og saa en anden Realitet for at vurdere Dagbladskritikken og dens Betydning. Hvordan læsex dette Stof ? Hvor ofte har vi ikke oplevet det, at en velvillig Sjæl er kommet til os og har spurgt: »Har du læst, hvad den og den Kritiker skriver om dig der og der? Han skriver saadan og saadan.« Læg Mærke til, at den velvillige Sjael altid citerer forkert, ja at han meget ofte helt har misforstaaet Pointen i det citerede. Den unge Komponist studerer det, der skrives om ham omhyggeligt, Ord for Ord. Men vil han kende Virkningen af det skrevne, gør han bedre i at læse det med »et halvt Øje« og aldrig mere end én Gang.

For en Virkning har Kritiken naturligvis. Blot maa. man gøre sig klart, at denne Virkning beror paa noget mere generelt, mere paa Tone end paa Indhold. Er det »en god Kritik« eller er det »en daarlig Kritik«. Det er for commune vulgus det afgørende; om Detailler spørges ikke.

Skal vi saaledes ikke overvurdere Kritikken, bør vi paa den anden Side ikke undervurdere den. Selvom den væsentligst er og maa være journalistisk Dræeet. betoner den dog til Stadighed Musikkens Betydning som Kulturfaktor, og den loyale og indsigtsfulde Kritik kan gøre megen Nytte ved at vække Interese for Ting, der er Interesse værd - ligesom den vel undertiden kan have Held til at træffe en, og anden Komponist »i Centrum«. Blot Skade, at dette sker saa forbandet sjældent.

førgen Bentzon.