En ny musikforening

En ny Musikforening

Af Sven Lunn

Paa et Møde mellem interesserede Parter stiftedes fornylig en ny Musikforening. Foreningens Formaal er det samme som Hundreder af andre Musikforeningers, nemlig: Musiklivets Fremme. I sin Virkeform adskiller denne nye Forening sig derimod fuldstændig fra samtlige andre, idet Medlemmerne ifølge Lovene forpligter sig til aldrig at gaa til nogen Koncert, uden at der paa dennes Program staar blot ét Værk - det være sig nok saa lille - som ikke hører med i det gængse Repertoire. Det behøver ikke at være noget ukendt Værk, blot det ikke er et Værk, der hører til det alleralmindeligste Koncert- eller Radiorepertoire.

Tanken belyses bedst ved nogle Eksempler. Det kgl. Kapel gav en Symfonikoncert med Programmet: Beethovens Egmont-Ouverture, Brahms Violinkoncert og Sibelius 2. Symfoni. Selvom det - bevares - er fortræffelige Værker, saa er de dog spillet saa ofte, at man maa have Lov til at sige, at et mere fladtrampet Program skal man lede længe efter. Det vilde straks have hjulpet, om man i Stedet for Egmont-Ouverturen havde spillet en af Beethovens mindre kendte Ouverturer, f. Eks. Kong Stephan eller Die Weihe des Hauses. Men det havde været morsommere, om man havde spillet en af Kuhlaus Ouverturer, ikke Elverhøj, der er saa ofte spillet, heller ikke William Shakespeare, der ogsaa af og til høres i Koncertsalen, men f. Eks. Elisa, Hugo og Adelheid, Lulu, Trylleharpen eller Røverborgen, allesammen Værker af ubetinget Lødighed, og hvortil Stemmer forefindes paa Det kgl. Teater. Vilde man ikke holde sig til Beethoven-Generationen, kunde man have spillet en Ouverture af J. P. E. Hartmann. Saavel Yrsa som Axel og Valborg havde staaet brillant til Sibelius, Værkerne havde endda forklaret hinanden, og Corregio kunde have været en straalende Introduktion til Brahms Violinkoncert.

Man kunde ogsaa have været saa original, at man havde spillet Hornemans Ouverture til Esther, som ogsaa vilde have passet naturligt til de andre Værker. - Der er det besynderlige ved denne Esther-Ouverture, at den mig bekendt aldrig er spillet, siden Stykket i 1902 sidst blev opført paa Dagmartheatret. - Statsradiofonien har forlængst anerkendt Hornemans tre andre Ouverturer: Aladdin, Ouverture héroique og Kampen med Muserne som Hovedværker indenfor dansk Musik og spiller dem saavel ved Torsdagskoncerter som ved Studieudsendelser. Men Esther der staar fuldt ud paa Højde med de andre er sat udenfor som Prinsessen i Æventyret om Svinedrengen. - Ach du lieber Augustin.

Man kan ikke mere bebrejde Radioen, at den ikke spiller dansk Musik. Det gør den efterhaanden til Overmaal, men den har sat sig fast i et bestemt - noget tilfældigt - Repertoire, og den gør intet for at forny det eller udbygge det, hvad naturligvis er fuldstændig forrykt.

Nu har Radioen bestaaet i snart 20 Aar, og endnu er der en Række af Hovedværkerne indenfor dansk Musik, som den ikke har opført. De lader sig maaske ikke alle opføre for Tiden, saa Øjeblikket er ikke inde til en nærmere Drøftelse af dette Spørgsmaal. Men kommer Tid, kommer Raad, og hvis vi lever alle, faar man vel ogsaa Lejlighed til engang at skrive en Jubilæumsartikel, der ikke skal blive en Lykønskning, men et tordnende Opgør med de Mennesker, der staar med det musikalske Ansvar i Radioen, og en Gennemgang af de Værker af Scheibe, Schulz, Kunzen, Weyse, Kuhlau, Frøhlich, Hartmann og Horneman, som man enten aldrig har opført eller kun spenderet en enkelt høflig Gennemspilning paa.

En Fornyelse af den rene Instrumentalmusik er ikke vanskelig. Saavel fra den klassiske som fra den nyere Tid er der adskillige Ouverturer, Symfonier eller blot symfonisk prægede Værker, som kunde betyde en absolut Berigelse for Repertoiret. Mange af de Værker, der i Romantikkens Dage forsvandt fra Programmerne, har absolut større musikalsk Gyldighed for os, end de havde for Publikum for 80 Aar siden. - En Fornyelse af Klaverkoncert-Repertoiret paa klassisk Grund vil være mere vanskelig, men man kan dog henvise til f. Eks. Kuhlau og Hummel. De før-Mozartske Koncerter klinger kun daarligt paa et moderne Instrument. Sagen stiller sig ulige bedre for Violinkoncerternes Vedkommende. Der er en Del udenlandsk Stof at finde frem, og det danske Stof er - som jeg omtalte i en Artikel ifjor - fornylig blevet beriget med tre Koncerter, en Concertino, en Allegro moderato og en Introduktion og Polonaise for Violin og Orkester af J. Fr. Frøhlich. Partiturerne til disse Værker er nu af Det kgl. Biblitek blevet afskrevet, og der er skrevet Stemmer ud til et fuldstændigt Symfoniorkester (5 Viol I, 4 Viol II o. s. v), saaledes at det ikke vil volde nogen Vanskelighed at opføre dem. - For Pianister skulde det ikke være vanskeligt at supplere Repertoiret op med lødige, men mindre kendte Værker. Af ældre danske Værker er der mange at hente hos Weyse, Kuhlau og Hartmann. Af nyere danske er der meget lidt, men til Gengæld er det moderne udenlandske Repertoire stort.

For ca. 20 Aar siden kunde det ikke tænkes, at der i en Sæson ved Kapelkoncerterne ikke blev spillet en eller to af Tschaikowskys sidste Symfonier. Denne Rovdrift paa den Tids Interesse for Tschaikowsky gav ogsaa et kolossalt Bagslag, og jeg mindes Sæsoner i Begyndelsen af 1930'erne, hvor Salen ofte var gabende tom ved Kapellets Koncerter, selvom en udenlandsk Dirigent stod paa Podiet. - Hvorledes skal det gaa nu, naar vi atter kommer i en Bølgedal? Solist ved den føromtalte Kapelkoncert var en talentfuld Restaurationsmusiker, paa hvem Aktualitetens Søgelys straalede. Ved Kapellets næste Koncert var han ogsaa Solist i et Prograrn, der var ligesaa fladtraadt som det første. - Var det ideelle kunstneriske Grunde, der fik Kapellet til at genengagere ham og opstille det fladtraadte Program, eller har det været Spekulation i en øjeblikkelig Sukces med fuld Kasse for Øje? Hvis det sidste er Tilfældet er det en meget kortsynet Politik, og den skal nok give Bagslag, saaledes som den har gjort før.

Det siger sig selv, at Musikerne maa være de første til at skabe Interesse for Musik. Men naar de spekulerer i øjeblikkelige Sensationer, eller møder op med fladtraadte Programmer, hvor Interessen i højere Grad maa samle sig om Værkernes Gengivelse end om deres Indhold og Kvalitet, saa er de med til at dræbe al sand primtiv Musikglæde. Der maa paa et Program være et eller andet Værk - det være sig nok saa lille - der appellerer til den umiddelbare Musikinteresse, hvor det gælder Værket fremfor Gengivelsen. Hvis dette ikke bliver Reglen ved Koncertprogrammer, vil Koncertlivet stagnere, og Salene efterhaanden igen staa tomme.

Derfor har den nye Musikforening sit store positive Formaal. Den anviser den eneste Maade, Publikum har, til at være med i Arbejdet for Musiklivets Fremme. Enhver er velkommen til at være Medlem; det koster ingenting, og Foreningen har hverken Formand, Bestyrelse, Hjemsted eller andet. Medlemmerne er kun forpligtede overfor sig selv, og det vilde være ønskeligt, om ogsaa nogle af d'Herrer fra Pressen vilde indtræde som Medlemmer, eller i hvert Fald vilde være med til at forfægte Foreningens Formaal.