Jeg en gaard mig bygge vil -

Jeg en Gaard mig bygge vil -

Af Waldemar Wolsing

Paa Charlottenborgs Foraarsudstilling i Aar er Offentligheden blevet præsenteret for de to præmierede Udkast til et nyt Musikkonservatorium. Ved et løseligt Gennemsyn af Planerne virker de særdeles tiltalende og betyder et stort Fremskridt fremfor den nuværende Konservatoriebygning. Blandt de tekniske Finesser kan nævnes en Koncertsal, der ved Hjælp af et sindrigt Afskærmningssystem kan benyttes saavel til Koncerter, som til sceniske Fremførelser samt til Festsal; desuden er der skabt Udvej for bekvemme Undervisningslokaler, Øveceller, Frokoststue etc. Alt ser lyst, venligt og inspirerende ud, og saadan set kunde man slaa sig til Taals med, at dersom Projektet blev ført ud i Livet, vilde alt være saare godt.

Og dog - en Ting til kunde man samtidig ønske sig blev realiseret, nemlig Tanken om et Kollegium, hvor Konservatoriets ubemidlede Elever, saavel uden- som indenbys, kunde bo. Det er en kendt Sag indenfor Musikerkredse, at de Kaar, der bydes vordende Musikere, er særdeles ringe og stor Bekostelighed og Besværlighed er forbundet med at faa Værelser, hvor man ugenert kan øve sig. Mange Musikeraspiranter, selv med Talent, er ikke særlig velbeslaaede, og selvom der i Ny og Næ kan vise sig en beskeden Chance for at spille til Bal eller paa Kafé for at tjene til Underhold og Undervisning, er det Udveje, der ikke kan anbefales, da det meget ofte kan virke direkte nedbrydende paa de daglige Øvelser. De fleste Legater er baandlagt til Studierejser og uddeles ofte først som en Cadeau, naar en offentlig Koncert er præsteret. Dette er naturligvis ogsaa en god Retningslinie, al den Stund der er saa faa Legater, at indskrænke Uddelingen til det relative Faatal, der kommer frelst gennem de økonomiske Besværligheder. Her kunde det offentlige træde til med Fribolig og andre Lempelser i Lighed med, hvad det ofrer paa andre studerendes Livsophold (Regens, Studentergaard. etc.).

Fra visse Sider omgaas man for Tiden med Planer om at bevare Dele af vor store afdøde Komponist, Carl Nielsens Hjem, og hvor smuk end Tanken i sin Pietet er, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om det ikke var nok saa værdifuldt dersom alle Kræfter samledes om at sikre de levende unge Musikere de bedst mulige Kaar.

Den, der saar godt, høster godt, siger man, og Carl Nielsens Ry hævder sig uafhængigt af, om man bevarer hans Skrivebord og Sofapude, ligervis H. C. Andersens Eftermæle forsat vil leve i hans Værker, selvom der overgik hans høje Hat i Odensemusæet noget voldsomt. Har vi blot Manuskripterne, er det vigtigere at skabe Fortolkere (og disse igen de bedst mulige Kaar, for deraf at høste den bedste Kvalitet) end at ofre Midler paa Mindestuer, der dog altid bærer Præg af noget uvirkeligt, panoptikonagtigt.

Lad de døde begrave deres døde saalænge Livet stiller Krav til de levende, og lad der saa blive taget far paa Løsningen af den ovenfor stillede Opgave. Kan det offentlige ikke vækkes til Daad, maa det private Initiativ gaa i Spidsen og vise Vej. Det er en Fremgangsmaade, der tidligere er prøvet med Held (bl. a. Grundlæggelsen af Statsradiofonien!).

Hvor om alting er: Sagen skal løses og det haster