Til lykke, til lykke gamle dreng!

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 04 - side 57-63

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

TIL LYKKE TIL LYKKE GAMLE DRENG!

Af Richard Hove

Musikhistorikeren., Direktør Richard Hove, samler Indtrykkene fra de forgangne Aar sammen i Anledning af Det unge Tonekunstnerselskabs 25 Aars Jubilæum.


Det er som bekendt tonen, der gør musikken, og ovenstaaende lykønskning er i min bevidsthed nøje knyttet til mindet om en nørrejydsk studenterkammerat, som i en lang aarrække dyrkede det medicinske studium. Medens tiden gik, fik jo en og anden af de samtidige eksamen, og var saa resultatet middelmaadighedens haud I eller II, saa trykkede den gæve vendelbo hans haand ret inderligt og tilønskede ham med skæv mund paa bredt maal sit: »Til lykke, til lykke gamle dreng!«; men havde eksaminanden klaret en fin første karakter, sagde han med et misundeligt blink i øjet: »Dit heldige svin!«, og gik over til at tale om et andet punkt paa dagsordenen. Nu ved læserne altsaa, hvilken inderlighed, de skal lægge i ovenstaaende gratulation, hvormed jeg aabner de kommentarer, jeg paa redaktionens opfordring skal knytte til Det unge Tonekunstnerselskabs 25 aars jubilæum.

En saadan kommentar maa følge de historiske linier, og selv om jeg paa ingen maade agter at skrive DUT's historie, har jeg dog ment at kunne dele der forløbne kvarte aarhundrede i tre perioder, hvoraf jeg vil kalde den første for

Unge drømme.

Den 10. april 1920 traadte en kreds af unge tonekunstnere sammen for at drøfte planerne om en sammenslutning. Sammenslutningen skulde skabe et forum for drøftelse af de nye strømninger, der efter den forrige store krig rørte sig paa musikkens omraade ude i Europa. Danmark havde været afstængt i fire aar, ganske vist ikke saa hermetisk som denne gang, men man maa paa den anden side ikke glemme, at det var før radioens tidsalder. Vi var udhungrede og havde en rnægtig appetit; paa den anden side havde vore græsgange været fredede. En hjemlig vækst havde fundet sted. Situationen var rede til det frugtbare møde mellem tiden og manden - det som skaber epoke.

De var 22, da de startede »Unge Tonekunstneres Selskab«. Ikke et aar efter gav selskabet sin første koncert i Palæets store sal. Det var den første energiske formand, Helge Bonnén, i forbindelse med musikenthusiasten grosserer Jexen Nielsen, som kunde notere dette resultat, og dermed var foreningen en kendsgerning og kunde med voksende tilslutning give sig i kast med de virkelig afgørende opgaver, den havde stillet sig.

Man vilde en nyorientering. Der var opstaaet strømninger i Europa, som man trængte til at studere, og hvor man haabede at finde udtryk for beslægtede tanker, og man vilde gøre sig fri af den danske tradition, idet man følte det ældre slægtleds stagnation som en byrde, en hæmmende mur om dansk musiks udvikling. Talenterne skød tæt op af jorden og forlangte plads i solen, og saa fik man den frugtbare tanke om udvekslingen. Dansk musik skulde ud paa verdensmarkedet, og den nye musik skulde ind i de trange hjemlige stuer.

1 1922 afholdtes den første udvekslingskoncert. Det var nordmændene, der kom paa besøg. Samtidig var Knudåge Riisager blevet formand, og med ham havde foreningen faaet den rette kraft til at lede dette arbejde. Det egentlige hovedslag slog han med den franske koncert i marts 1923, der efterfulgtes af den danske koncert i Paris i november samme aar. I 1924 var der besøg af svenske tonekunstnere. Samme aar blev Launy Grøndahl formand for selskabet, og under hans formandstid ordnedes en udveksling med Italien og et gæstespil af czeckiske kunstnere. I 1926 var der tysk besøg, og rækken fortsattes stadig, dog med aftagende intensitet.

Det var i og for sig en kraftpræstation af den unge forening, og til det store franske foretagende fik man da ogsaa et samarbejde med de gamle organisationer igang, men, helt lykkedes det ikke at realisere ideen. For det første er det ikke saa let at invitere den store verden som gæst til et lille land, selv om man synes, man har gjort sig umage med at dække gildesbordet med alt, hvad huset formaar. For det andet led udvekslingstanken i virkeligheden et af sine sværeste skibbrud netop med denne franske koncert, da Darius Milhaud, som da virkelig var det unge Frankrig, ved et simpelt umotiveret afbud unddrog sig besværlighederne ved rejsen til det fjerne polarland. Koncerten reddedes ved meget energisk arbejde fra bestyrelsens side og ved stor hjælpsomhed fra de franske autoriteters side, og en afgørende indsats af gesandten i København, Hr. de Fontenay, og Professor Paul Verrier. Milhaud erstattedes af Albert Roussel. Jeg er tilbøjelig til at mene, at kvaliteten vandt ved byttet, men Roussel er født i 1869 og Milhaud i 1892, og det var netop det, der skulde karakterisere koncerterne, som de unge tonekunstneres værk, der derved gik tabt.

Programmerne skal jeg ikke give mig til at diskutere nu efter 25 aars forløb, men karakteristisk er det alligevel, at det blev Gabriel Faurés første violinsonate fra 1879 og ikke hans anden fra 1922, der blev spillet. Men selvfølgelig er opgaven uløselig. Man kan ikke paa et par koncerter give et indtryk af et lands eller blot en generations musik. En saadan koncert er en demonstration, og den maa følges af arbejde, meget arbejde og ganske uselvisk arbejde. Riisager sagde det i en artikel efter besøget i Paris, selvom ogsaa han i den første begejstring over den franske courtoisie troede, at den dækkede dybere interesser. I det givne forhold maatte vi i første række være modtagende. Ganske vist var der vaarbrud i den danske musik, men Frankrig formaaede dog at give saa umaadeligt meget mere, at det maatte blive vor tur til at tage imod - bruge stoffet og lære deraf. Derfor virker det ogsaa saa trist, at se Gustav Hetsch i et Pariserbrev fra 1925 give udtryk for sin skuffelse over, at det danske besøg i 1923 ingen spor havde sat paa de franske programmer.

Der skal mere til. Hvormeget der skal til maales lettest ved at se, hvor megen indflydelse det franske besøg fik paa de danske programmer i tiden derefter. Og dette franske besøg kom dog ikke til at staa alene. Der opførtes i den
efterfølgende tid en del fransk musik. Honegger gæstede København, Rhèné Baton dirigerede o. s. v., og yderligere gjordes der dengang et arbejde i Godtfred Skjernes tidsskrift »Musik«, som i en række numre bragte orienterende artikler om franske komponister. Men ingen spillede dem, ingen sang dem. Vore velmeriterede kunstnere drog ud i landet og spillede et stykke af Mozart. Vort kendskab til vor tids franske musik er i dag lige saa beskæmmende ringe som i 1923.

Frugtbarest blev vel samarbejdet med Czeckerne. Praha var virkelig gæstfri overfor dansk musik og danske kunstnere. Czeckerne forstod uden pral at hævde deres egen musik, og det trods de vel alt nøje afvejet ikke havde rigere kilder at øse af end vi selv. Kvalitetsmæssigt kan Carl Nielsen nemt maale sig med Dvorak, og gamle Hartmann klarer sig paa sin vis godt nok med Smetana. Men den czeckoslovakiske nation havde et levende gennembrud af unge navne i tyverne, og de gjorde en stor national og statslig indsats for deres musik. Jeg skal aldrig glemme den czeckiske radiofonis programmer i 1939. Dag for dag spillede de czeckisk musik, og spillede den, saa den for alverden forkyndte deres nationale egenart. Skade at stærke kræfter forhindrede os i, i rette tid at tage paa lære af dem og paa rette maade, for vi fik ogsaa brug for det ordløse sprog, og havde værkerne. Men vi havde forsømt at skabe det grundlag, der skulde have gjort dem til almeneje.

Aaret efter UTS var startet, opstod foreningen »Ny Musik«. Dens retningslinier var nær de samme som UTS. Ogsaa den kæmpede for at tilføre os evropæiske strømninger og for at hævde Danmarks navn i det fremmede. Men den erkendte opgavens vanskelighed paa en mere direkte maade. Medens UTS til sine koncerter maatte bruge propagandatrommen og lade skuffelserne gaa hen over hovedet paa sig, valgte og vragede »Ny Musik« med vaagen kritik og kæmpede tappert om end oftest forgæves paa de internationale musikfester. Først efter 10 aars forløb blev de to foreninger sluttet sammen; men da var pioneropgaverne løst, ildhuen brændt ned og hverdagene stod rede. UTS næste store indsats efter udvekslingskoncerterne var starten af »Dansk Musiktidsskrift«. I september 1925 paabegyndtes udgivelsen under redaktion af Helge Bonnén og Chr. Bjørvig. Selvom de gyldne løfter redaktionen gav i programartiklen aldrig blev opfyldt med hensyn til de fine udenlandske medarbejdere, har tidsskriftet dog haft den største betydning for alle, der i disse aar har villet følge med i dansk musik. Med udgangen af 1925 ophørte Godtfred Skjernes tidsskrift »Musik« at udkomme, og »Dansk Musiktidsskrift« blev ene paa markedet og er i dag med sine tyve aars levetid blevet det største danske musiktidsskrift, der nogensinde har eksisteret, og det synes at være i stadig udvikling og vækst. De første to aar fortsatte det linien fra forgængeren »Musik« med illustrerede bidrag af broget indhold; men fra redaktørskiftet i 1929 blev det under magister Gunnar Heerups redaktion det sted, hvor tredivernes kulturdiskussion om musikkens stilling i dansk aandsliv fandt sted, og disse aargange vil være en uvurderlig kilde for fremtidige forskere af dansk musikhistorie.

Heerup nyskabte bladet, ja, han fik det frem til en absolut selvstændig form, der heller ikke havde noget udenlandsk Mønster. Det var derfor kun naturligt, ar tidsskriftet, da Heerup efter 12 aars virke fratraadte, ogsaa skiftede ydre form. Den række artikler, som Heerup skrev under fællestitlen »blanke meninger«, berørte centrale punkter i musiklivets manifestationer og greb i visse tilfælde fast om farlige foreteelser.

Fem aar senere - i 1930 - stiftedes »Unge Tonekunstneres Orkester«, den sidste store indsats. Fra at være et studieorkester, hvis formaal blandt andet var at give foreningens unge medlemmer orkesterrutine og anvendes til opførelser indenfor foreningen, som stillede specielle krav, er dette orkester naaet frem til anerkendelse som et af vore virkelige koncertorkestre, og det har under betydelige dirigenter ydet en stor indsats ved førsteopførelser af danske og udenlandske værker.

Og dermed stod drømmen foran virkeliggørelsen.

Et tiaar var gaaet siden de 22 unge mennesker stiftede foreningen. Dengang havde man set fremad til en rigere vekselvirkning mellem Danmark og det store udland. Den var en kendsgerning. Foreningen havde haft besøg af den nye musiks store navne. Danske koncerter var afholdt i det fremmede. Foreningen havde skabt sit eget tidsskrift, hvor tidens problemer blev debatterede. Den havde sit eget orkester. Nu kommer det andet afsnit, og det hedder

Sejren.

Saa mange jern som foreningen havde i ilden, kunde jo ikke være varme paa een gang, men den store epoke i foreningens historie markeres alligevel klart ved et enkelt navn, en enkelt mands indsats. Manden var Aksel Agerby. Han valgtes ind i bestyrelsen i 1927 og blev i 1929 formand. Han var da 40 aar og i forhold til den hidtidige linie i foreningen ikke nogen ung formand. Bonnén og Riisager var 25, da de overtog formandshvervet. Men foreningen var ogsaa en anden end den lille klynge begejstrede, der holdt klub hos Grosserer Nielsen Jexen og senere mødtes hos Ingeniør Brieghel Müller, hvis frue ofte har været en gæv værtinde ved den beskedne kop the, som dannede rammen om de »interne aftener«. Nu stillede den en betydelig administrativ opgave af den art, som ikke altid har været kunstneres speciale; men her kom manden, der baade var kunstner, besjælet af en brændende kærlighed til sagen og en fremragende administrativ begavelse. Og dertil en mand med et uudslukkeligt kampmod, som elskede den skarpe diskussion, og af særlige grunde var ufølsom for virkninger andre ligger under for.

Næsten symbolsk fremtræder Agerby paa skuepladsen samtidig med rækken af de store nordiske musikfester: Stockholm 1927, Helsinki 1932, Oslo 1934 og København 1938. Disse musikfester, som videreførte en stor idé, paabegyndt ved musikfesten i 1888, genoptaget ved musikfesten i København i 1919, fortsatte udvekslingstanken i storstilet form og paa det omraade, hvor den var mest nærliggende, paa det nordiske. Musikfesten i Stockholm var den første i UTS historie, hvor foreningen var repræsenteret. Ved den i 1921 afholdte musikfest i Helsinki, var foreningen endnu saa ung, ae den ikke var naaet ind i de ledende kredses bevidsthed. Nu var den en uomgængelig kendsgerning, og den modtog da ogsaa en indbydelse fra svenskerne sideordnet med Dansk Tonekunstner Forening. Denne forening overtog imidlertid uden videre programlægningen, og man oplevede for første gang for aabent tæppe at se det svælg, der gabte mellem to generationer i dansk musik, og at opleve det totale ukendskab til tidens unge musik, den ældre generation fremviste.

Musikfesten blev paa flere maader uforglemmelig, men det der her har interesse, er at konstatere den afstand, der dengang var mellem de to organisationer UTS og DTF, og den mangel paa forstaaelse, der udvistes i forhandlingerne. Og dermed paabegyndtes en kamp, som skulde blive en af Agerbys store indsatser. Han taalte ingen tilsidesættelse af sin forening. Ved den næste musikfest i 1932 var han formand, og DUT's stemme blev hørt i de indledende forhandlinger, men først i 1934 havde den fulde ligeberettigelse naaet at blive gennemført. Musikfesten i Oslo var i saa henseende sejren - og det burde have været den sidste af disse musikmassemøder, hvor en aandelig og materiel overfodring sætter sit præg paa deltagernes modtagelighed.

Det var ogsaa i Oslo, at et af dc mest frugtbare møder for den nordiske musikudveksling blev holdt. Paa en af festens dage mødtes paa »Grand« Hilding Rosenberg, Tor Mann, Moses Pergament, Olav Kielland, Harald Sæverud, Bjarne Brustad, Knudåge Riisager, Aksel Agerby og undertegnede og fastlagde de første retningslinier for det, der senere skulde blive de aarlige musikmøder i Göteborg - afbrudt af krigen, men forhaabentlig genopstaaende med freden.

Hvad bragte saa de tre musikfester? Stockholm: Riisagers Strygekvartet nr. 3. Helsinki: Bentzons Folkevisevariationer og Riisagers Fastelavnsouverture. Og Oslo: Høffdings 3. symphoni, Riisagers trompetkoncert, Bentzons »photomontage« og Koppels klaverkoncert. Og gennem disse værker havde vi naaet til at slaa en stilsvingning fast. Oslo-musikfesten kroner tyvernes brydsomme udviklingsgang med fastlæggelsen af tredivernes stil - den nye musikstil, som vi i dag lever og tænker i.

Musikfesten i Oslo fastslog, at vi i Danmark og i Norden (Gösta Nystroem, Hilding Rosenberg, Sæverud, Sparre Olsen o.s.v.) havde fundet og formet musikstoffet paa et nye og bæredygtigt grundlag. Den brydning med gammel tradition, som blev kendt efter den forrige store krig, havde vi gennemgaaet, og var gaaet frelse ud af de mangeartede paavirkninger - Schönbergskolen, Neue Sachlichkeit - og havde faaet en klar nordisk stil, hvori der var en levende skaberkraft. Paa grund af stoffets overordentlig nye udformning er betydningen af disse aars musikproduktion ikke tilstrækkelig almene erkendt, men den maade, hvorpaa ungdommen i dag tilegner sig denne generations resultater, viser, at der her skete noget afgørende, og at disse aars værker vil faa betydning langt udover deres tilblivelsestid.

Og mellem de store slag arbejdede foreningen for denne nye musik, ved at lade sit orkester bringe førsteopførelser af den komponistkreds, der sluttede op om den. Men heller ikke den ældre danske musik blev glemt. En rig virksomhed fik foreningens orkester og solister i den række koncerter, der siden 1934 er blevet afholdt i Thorvaldsens Museum. Her har atter et lykkeligt initiativ ført til et varigt resultat, og ganske uventet fandt den unge danske musik et fristed blandt museets klassiske skulpturer. Den var her nabo til Slotskirken, der ogsaa blev et af det unge orkesters fornemste arbejdspladser. Endvidere traadte man i samarbejde med »Dansk Koncertforening«, og omspændte paa denne maade hele det danske musikstof.

I første række var det dog de første medlemmer og deres jævnaldrende, der kom til orde. Jørgen Bentzon, Ebbe Hamerik, Finn Høffding og Knudåge Riisager fik her deres afgørende værker holdt over daaben; men ogsaa næste generation: Vagn Holmboe, Herman D. Koppel, Otto Mortensen, Svend Erik Tarp, Franz Syberg, tegner sig klart for erindringen fra tredivernes koncerter i den gamle frimurerloge. Den koncertante stils gennembrud sker i disse aar. Først med Jørgen Bentzons kammerkoncerter, som spænder fra den rent artistiske »Symphonisk trio« til »brugsmusikken« i de smaa koncertinoer for soloinstrumenter og et ledsagende orkester, hvis standpunkt var beregnet paa folkernusikskolens niveau. Siden fulgte saa rækken af Holmboes kammerkoncerter.

Folkemusikskolens problem blev i det hele taget et af de store incitamenter for disse aars musikskaben. Meget blev skrevet forgæves, meget laa over de faktiske muligheder, selvom det teoretisk skulde være muligt. Men det betød afgjort en vigtig skoling for denne komponistgeneration at gøre sig fortrolig med det praktisk udførlige, og ad den vej aabne mulighed for en udbredelse af deres musik, som alligevel udeblev. Der er endnu en lang vej at gaa før det nye klangbillede bliver almen eje, og der er mange forhindringer opstillede paa den vej.

Orkestret blev skabt under vore unge dirigenter. Sv. Chr. Felumb, Ebbe Hamerik, Thomas Jensen, Emil Telmanyi og Mogens Wøldike dirigerede. Men ogsaa Fr. Busch blev bevæget til at føre taktstokken overfor de unge musikere - en stor anerkendelse af orkestrets stræben og standard. -

Trods erfaringer og meninger ved musikfesten i Oslo og trods den lykkelige realisation af festkoncerterne i Göteborg under Tor Manns ledelse gaar DUT i de følgende aar med til to monstrøse foretagender, der repræsenterer netop det man var enige om at bekæmpe: Musikstævnet i Forum 1937 og Musikfesten i København i 1938. Begge var kompromisløsninger. Musikstævnet i Forum var er appendix til den store radioudstilling. I et klangligt meget Utilfredsstillende rum bød det paa et stærkt sammenrodet program, og var en daarlig undskyldning for den manglende interesse for og den irrationelle benyttelse af dansk musik, der havde præger Statsradiofonien siden dens start. Og Musikfesten var et straalende eksempel paa den forkastelige overfodring med musik, som dræber al sund modtagelighed hos den interesserede tilhører, og det er dog vel ham man, naar alt kommer til alt, vil indfange.

Musikfesten bragte paa to punkter en fornyelse. Den ene var Islands optagelse som sideordnet med de øvrige nordiske lande. Det var over evne.

Det andet var indførelsen af kirkekoncerterne som led i rækken af fremførelser. Det var er meget berettiget fremskridt. Een gang blev man vist chockeret under fremførelserne - det var da Gunnar Tveit rullede sig ud paa et dusin pauker - der fandtes altsaa ungdom endnu i norden. Men ellers var kløerne klippede. Programmet var maaske nok en sejr for Agerby over Børresen; men den strid var heller ikke aktuel mere. Sejrens time var gaaet. Tilbage er kun

Hverdagene.

Johs. V. Jensen har skrevet et digt med dette navn. Maa jeg minde om nogle strofer?

»Sommeren slaar sine kister i
»Unge er vi saa ikke mere;
»Men har ikke haabet beskæmmet os tilstrækkeligt?
»Nu kommer vor rige dødstid, broder.
»Lad os gaa frygtløse ind i hverdagene,
»Lad os gøre dem til et skrapt bønnemøde for de berømte to millioner
»indbyggere i kongeriget Danmark.«

Ogsaa i tidens væv løber traadene videre paa bagsiden, selvom de ikke ses i mønsteret, og sejrens islæt bygges paa nederlagets og skuffelsens rendegarn. Jeg har prøvet at skildre foreningens fremgang og sejr, men billedet var falskt, dersom jeg ikke medtog den kritik, der danner baggrund og giver relief.

Da Unge Tonekunsteres Selskabs storhedstid begynder med Agerbys valg som formand, er hans første gerning af mærkelig symbolsk betydning. Han gennemfører foreningens navneforandring til »Det Unge Tonekunstner Selskab«. Ser De, hvor en standart bliver sænket? Unge er vi saa ikke mere. - ja, selvfølgelig, foreningen voksede, den fik tilslutning fra alle musikkerkredse, den sluttede sig sammen med baade »Ny Musik« og »Dansk Koncertforening«, den maatte markere sin alsidighed ogsaa i navnet; men det »unge«, som blev staaende paa firmaskiltet, var nu relativt, ikke absolut, og de unge, som havde startet foreningen, blev jo mere modne, ja, de blev efterhaanden baade graahaarede og skaldede, og de er stadig med. Vor højtærede formand var ogsaa med ved starten, men da var han de facto yngre. Hvor er ungdommens oprør bleven af ? Jeg mindes, at jeg for en halv snes år siden, da striden Agerby contra Børresen var paa sit højeste, talte med en jævnaldrende om, hvilken velgerning det vilde være for foreningen og dansk musikliv i det hele taget, om man paa en gang kunde vælte begge Herrerne og faa friske farver frem, men der skete intet.

Vi lader dette indrepolitiske spil ligge, for der skete værre ting. Radioen blev en kendsgerning, men foreningen kendte den ikke. Hele musiklivet modtog dette aarhundredes største nydannelse som et stykke legetøj, som man helst maatte negligere. Statsradiofonien blev oprettet i 1925, men den findes i DMT først omtalt i 1929, da undertegnede fører et angreb paa den for forsømmelse af dens naturlige pligt til at give dansk musik en førsteplads. Typisk for de aktive medlemmers reaktion er det dernæst at læse Riisagers »Radioiana« fra. 1930 - og saa var Riisager dog den mest uforfærdede af alle - men han var endnu dengang saa imponeret af den forgyldte radiogud, at han ikke vovede nogen kritik, men kun at stille forslag til diskussion. Dengang var det, at de tre punkter, han fremsætter i slutningen af sin artikel »Om musikkritik« i februar heftet i aar, skulde have været fremført med kraft. Det modsatte skete. Man veg og lavede kompromisser. Og da man blev klar over radioens betydning, var den blevet en selvstændig magt, som under en despotisk ledelse ignorerede dansk musiks berettigede krav paa en præferencestilling. Den største mulighed, dansk musik nogensinde har haft og faar, var forspildt. Medens man nussede med udvekslingskoncerter med Jugoslavien, tabte man grebet om vore eneste vej ud til den store verden.

Og nu udvekslingerne. Kan man lade være at smile, naar man finder en gammel annonce fra foreningens 6 aars stiftelsesfest i DMT - »i overværelse af vor internationale legations forbindelser, samt undervisningsministeren. - Udførligt program i næste nummer.« Næste nummer kom først, da koncerten var afholdt og indeholdt intet program og ingen omtale. Men det afgørende var ikke disse i og for sig meget interessante koncerter, men det, at de gik sporløst hen over dansk musikliv. Selvom vi holder radioen udenfor, saa ses heller ikke paa den almindelige koncertgivers programmer de svageste tegn til en fornyelse. Og saa er det det afgørende, at man ikke kan holde radioen udenfor. Disse gode arbejdsaar for vor forening var de Holmske triumfaar, hvor han okkuperede alt musikinitiativ i Danmark, da Musikforeningen faldt, Ceciliaforeningen forsvandt, provinsens Musikforeninger døde af sult, alt opsugedes af radioguden. Midt i dette uvejr var det DUT's orkester spirede frem, det var misteltenen, som han glemte at tage i ed. Der overvintrede trods alt den nye musik.

Jeg har skrevet pæne ord om DMT, men lad os ikke glemme, at samtidig med den større saglighed opstod et magistervælde, som med al sin videnskabelige skoling var ved at tage livet af bladet. Ogsaa det blev jo skrevet for mange læsere. Endnu i den sidste tid kan man se, hvorledes der med stor iver arbejdes for at paavise »barokstilen« i vor tids musik. Dersom vi i dag skriver barokstil, dur vi ikke. Det er 200 ar siden barokken havde sin blomstring. Den mangler alle forudsætninger for at kunne tilfredsstille tiden i dag. Jeg mindes ogsaa, at Johs. V. Jensen engang skrev: »Mangel paa egen stilkraft fører i en svagelig tid til imitation af kunstens forperioder - en sølle glæde, men der gives dem, der ikke har andre.« Vi har ikke den sølle glæde behov, for nutidig dansk musik er ikke stilimitation, hverken af barok eller jazz.

Det, der nu ligger for, er at arbejde med tidens elementer. Det vil sige med musik til film og radio. Filmsmusikken er helt overladt en kommerciel produktion, og har ikke nærmet sig musikken som kunst. Det bør være af foreningens fremtidsopgaver at medvirke til at knytte forbindelsen mellem den levende musik og filmen. Det er en vanskelig opgave, fordi det er et felt med store økonomiske indsatser, men det er en tillokkende opgave. Men ogsaa radioen maa stille specielle opgaver. Jørgen Bentzon har forsøgt at komponere et musikstykke direkte for radiogengivelse. Han kaldte det »Mikrofoni nr. 1«. Nr. 2 er indtil videre udeblevet, og nr. 1 er udsendt een gang, hvad der absolut ikke giver hverken komponisten, radioen eller tilhørerne lejlighed til at indhøste de fornødne erfaringer, tilmed da det drejede sig om et meget egenartet værk. Men vejen er vist. Det vil være til gavn for medlemmerne, om foreningen vilde jævne den.

Kan nu med rette bebrejdes Det unge Tonekunstnerselskab noget paa disse mange spredte felter, som ikke staar omtalt i dets formaalsparagraf? Jo, - for da det gik ind i musiklivet paa lige kaar med dets andre faktorer, da det tilkæmpede sig en position, deltog i musikraad og andre officielle foretagender, da »sommeren slog sine kister i« og høsttiden kom for generationen fra tyverne, gik vi da frygtløse ind i hverdagene? var vi saltet, der gav kraft? forsvarede vi ungdommen skaanselsløst og ryddede den plads overalt ?

Musik er som al anden kunst en vare, og vil man sælge sin vare, maa man gaa paa torvet, hvor folk kommer - og torvet er i dag film og radio. Salgsmuligheden er et udtryk for værdi, ikke noget eneafgørende, men dog ikke et udtryk, der kan negligeres, saaledes som man under romantikken lod, som man gjorde. Saafremt musikken skal bringe et budskab - og det er al kunsts opgave - saa maa den ud, hvor tilhørerne er at finde. Opgaven her er større end den pædagogiske, for filmen har let ved paa en forestilling at nedbryde, hvad mange undervisningstimer møjsommelig har bygget op. Den er i virkeligheden de manges største berøring med musikken. Filmen er nu paa vej til at gentage radioens udnyttelse af de store »slagere« i de saakaldte »musikfilm«, det vil sige, man forsømmer atter mulighederne for en frisk indsats og gør omvejen ad 100 aars afbrugt musik til musikken i dag, og den omvej er saa lang, at man aldrig naar vejs ende. Derfor maa foreningens opgave være at arbejde paa at skaffe ungdommen en ganske anderledes intim kontakt med film og radio.

Der er flere opgaver, hvor vi ikke slog til. Riisager nævnte en af dem, Musikkritikken. Vi har ikke haft folk, hvis talent har været overbevisende nok til at de har kunnet rive opgaven til sig og forny den. Jeg mindes en anden sag, som jeg engang tænkte meget paa: »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«. Vi burde ved masseindmeldelse kunne forvandle denne institution til et skarpt vaaben for den danske musik. Der er brug for en ganske anderledes hurtig og billig offentliggørelse af den kunstnerisk værdifulde musik, der skrives i dag. Komponistens fortjeneste ligger nu i opførelserne og ikke i nodesalget, men altfor meget af det, der skrives, faar kun een opførelse og forbliver ukendt for dem, der er interesserede. SUDM er en brugbar ramme, mon vi ikke kunde give den et rigere indhold?

Unge er vi saa ikke mere, og haabet har ogsaa beskæmmet os ofte, men endnu kan vi naa at gøre hverdagene til et skrapt bønnemøde for musikkens Danmark. Kan vi det, kan det jubilerende selskab godt rumme en ny generation. Kan vi det ikke, vil denne generation forhaabentlig snart belære os om, at nu er de de unge, og at ungdom ikke er en kamp om legater, men at det er skaberkraft, saatid og grotid. Et arbejde er blevet gjort i de forløbne 25 Aar - haud illaudabilis - men meget er ugjort og forsømt. Der skal lægges flere kræfter i, dersom vi skal slaa til overfor opgaverne, som kommer. Krigsnat og mørketid, isolation og husflid er ved at være forbi. Verdensmusikken kan komme i morgen. Er vi vaagne og rede?

Årgang 20/1945, nr. 04