Form og andre problemer

Form - og andre Problemer

Af Johan Bentzon

Naar Forstaaelsen af den moderne Musik og dens Udvikling ligger En paa Sinde, er det altid interessant at læse Komponisternes Diskussioner og Udtalelser om dens Problemer. Jeg har dog efterhaanden Fornemmelsen af, at Betydningen af de enkelte Problemer tager sig forskelligt ud for de komponerende og de udøvende, saa maaske kunde et Par Betragtninger af en af de sidstnævnte være af Interesse.

Dee undrer mig f. Eks., at Komponisterne hæfter sig saa meget ved selve Form-Skemaet; det er endnu aldrig hændt mig, at jeg, for at forstaa og udforme et samtidigt Værk, har maattet ty til Analyse af Formen. For mig staar det, som om Indholdet, Ideen, eller hvad man vil kalde det, i Hovedsagen maa bestemme Formen, og at dennes mere skematiske Fastlæggelse i det højeste kan tjene til at overskueliggøre Stoffet for Tilhøreren. Og selv for denne tror jeg det i de færreste Tilfælde er nogen større Hjælp ved den første Overhøring, om Anvendelsen af denne eller hin Form kan konstateres. Til Gengæld synes jeg, at mange Komponister lægger for ringe Vægt paa Udarbejdelsen af Frasering, Artikulation og Nuancer, som i høj Grad hjælper den udøvende til at forme og levendegøre Værket, saa han kan overføre sin Oplevelse af det til Tilhøreren. Navnlig Nuanceringen er tit saa mangelfuld, at jeg tror selv Komponisten vilde kede sig ihjel, hvis man nøjedes med hans Forskrifter.

Det har været drøftet, i hvor høj Grad Musikkritikerne, som repræsenterende »den ideale Tilhører", kan virke befrugtende paa Komponisterne; mon ikke den udøvende, som beskæftiger sig i længere Tid med hvert Værk, og som selv er direkte interesseret i at forstaa Værket til Bunds for at kunne give det den for Tilhørerne klarest opfattelige Skikkelse, i Reglen vil være den frugtbareste Kritiker. Jeg vil i hvert Fald i høj Grad raade den uerfarne Komponist til enten at spille selv, og helst er Blæse- eller Strygeinstrument, eller i hvert Fald at søge det nærmest mulige Samarbejde med udøvende.

For at vende tilbage til Formproblemet; er det ikke snarere et Spørgsmaal om divergerende Opfattelse af, hvad Indhold man skal give Musikken, i hvor høj Grad den bør være præget af en kollektiv eller individualistisk Livsindstilling. Det har i denne Sammenhæng undret mig at se det Skel, som nogle synes at sætte mellem Mozart og Beethoven; Forskellen er naturligvis indlysende, men jeg kan ikke paa nogen Maade føle, at den skulde være væsentlig. Enhver Komponists Produktion er et Udtryk for hans Livsindstilling, de enkelte Værker, saavel de større som de mindre, for Faser af denne. Baroktidens Affektlære lader ingen Tvivl mulig om, hvad man paa den Tid vilde udtrykke i Musikken; Wienerklasikernes Musik er maaske mindre selvbetragtende end Romantikernes, men Maalet er det samme: »at gengive de menneskelige Følelser« for at bruge Busonis Udtryk.

Jeg har altid ment at den skabende Kunstner, maaske særlig Komponisten, skulde give sit Udtryk for den Tid, han lever i, hvad selv l'art pour l'art-Epoken gjorde paa sin Maade. Det vilde undre mig om det musikalske Udtryk for vor Tid skulde kunne opnaa Haydns eller Mozarts lyse Afklarethed eller Bachs livskraftige Tillidsfuldhed. Hvad Romantikken udartede til har vi alle hørt, men mon ikke Nutidens Komponister har skrevet tilstrækkelig med saglig og musikantisk Musik til at overbevise sig selv om, at de er i Stand til at styre udenom Skærene, selvom de paa nogle Punkter lod sig paavirke af Romantikkens Udtryksmidler. Knudåge Riisager har i »Nationaltidende« 28. November 1944 paa overbevisende Maade fastslaaet, at »al Kunst i sin Vorden er romantisk«. Saa vi kan maaske haabe paa, ikke mere at skulle se denne misbrugte og mangetydige Glose anvendt paa mere følelsebetonet samtidig Musik; eller at høre at »Bach er i Grunden ogsaa Romantiker«.

Man betragter i Reglen en kollektiv Samfundsform som uforenelig med eller i alt Fald hæmmende for individualistisk Udfoldelse. Det er min Overbevisning at et mere kollektivt arbejdende Samfund tværtimod efterhaanden vil give den bedste Mulighed for Udviklingen af det individuelle, ikke mindst i kunstnerisk Henseende. Jeg tror derfor at de Komponister, der skriver med en større Trang til Selvfordybelse end den i Øjeblikket gængse, har lige saa gode Chancer, som den af kollektive Ideer inspirerede, for at kunne udtrykke vor Tid i Musik. Men skal den samtidige Musik blive en levende Kulturkraft for en større Kreds, end den er det nu, trænger den mindre til Afklarethed og Kunstfærdighed end til Varme og Enkelthed.