Musikens pariaer

Musikens Pariaer

Af Chr. Nielsen

Kordirigent Chr. Nielsen, Odense, gør Rede for, hvad han efter et Livs Erfaring i Mandskorsangens Tjeneste mener bør ændres i dens Dyrkelse herhjemme.

Trods Krigspsykose og al anden aandelig og legemlig Belastning, rider vi Menneskebørn rundt i Verdensmanegen, tilsyneladende ubekymrede, hver paa sin specielle Kæphest, og søger paa denne at naa vore Maal; nogle for at finde Midler for en mere fredelig og kulturbestemt Fremtid. »Dyret« kan godt være lige langt fra Legetøjet og den himmelstormende Pegasus, og alligevel finde sine Guldkorn. Man skal ikke vige tilbage for dette Ensidighedens Dystløb, som ofte har betinget de sublimeste Resultater og behøver ikke at lede til Fanatisme.

Naar jeg uden denne potenserende Klimaks vil beskæftige mig med Korsangen, eller rettere det danske Korliv, saa er det fordi jeg mener, at der her rører sig Kræfter og Evner, som kan tjene til Musiklivets Trivsel i Almindelighed og fordi jeg mener, at disse har været oversete og afviste af Musikens mere eller mindre aandfulde Apologeter. Objektet er velkendt, men Avditoriet har fjælet sig. En uheldig Kendsgerning!

I mere end et sekel har Mandskorsangen levet sit beskedne og stille Liv, og selv om man her bedst har kunnet mærke den danske Sangs varme Pulsslag og dens Vitalitet, kan man i Aarevis færdes i disse Hundreder af Kor, uden at mærke selv den svageste Føling med det officielle Musikliv og man kan støve rundt i musikalske Værker og Tidsskrifter - ogsaa »D. M.« - uden at finde Fugls Føde for den foragtede Mandskorsang, som er det »sorte Faar« i den musikalske Familieidyl.

Det er let nok at konstatere dette, mere besværligt er det, at finde og begrunde Aarsagerne til dette, i sig selv mærkelige Fænomen.

Lige siden Hans Georg Nägeli i Aaret 1805 stiftede den første Mandssangforening i Schweiz, har denne Musikens »Outsider« udbredt sig over Landene og vel nok naaet sin højeste Udvikling i de slaviske Lande, Særlig Rusland, og i Finland. Megen Hyldest har de Kor høstet, som fra deres fjerne Hjem har haft Mod til at aflægge Besøg i vort smilende Land, maaske uden at kende noget til de fattige Kaar, som man bød Korsangen paa Hjemmets Grund. Begejstringen var ægte nok, ogsaa fra Musikverdenens Side, men den gjaldt kun - de Fremmede.

Talrige og forskelligartede er de Angreb, som i Tidens Løb er rettet mod Mandskorsangen, men de har alle været saa svagt funderede, at de ikke kunde retfærdiggøre Musiklivets, til Tider ret arrogante Afvisning af dette store Folkeinstrument. Set paa Baggrund af den varme Hyldest til »Muntra musikanter«, »Smetana-Koret«, »Prager Lærersangforening« og mange andre fremmede Kor, undres man over vort Musiklivs Uvilje til at udnytte de rige Muligheder, som ganske aabenbart frembød sig, for at tilføre dette nyt og varmt Blod, gennem den store musikalske Modtagelighed, Lydhørhed og Evne til at give Udtryk for alle Nuancer og Fraseringer, som hver den kender, der for Alvor har prøvet at løse Opgaver med danske Kor.

Man har gemt Superlativerne til de Fremmede, men forsømt de hjemlige Muligheder. Charles Kjerulf, som just ikke var nogen Tilbeder af Mandskorsang, hørte en Kvartet og skrev: »Jeg bøjer mig for det sublime«. Men der var ingen Trang til at prøve paa at opnaa det herhjemme.

Troen og Viljen har manglet hos vore musikalske Kræfter, som ofte, ganske a priori, har udtalt sig om Problemet. Det er jo nemlig slet ikke Mandskorsangens relativt snævre Harmonigrænser eller den ensartede Klangfarve, der er »casus belli«, men - naturligt nok - det aabenbare Dilettanteri, hvormed den udlader sig. Her er Musikverdenens saarbare Punkt. Sangerne kan ikke angribes, men det kan Dirigenterne, Kunstens svigtende Repræsentanter. De maa i nogen Grad dele Ansvaret for de mange Rædselscentrer i de danske Kor, med Komponisterne. Meget faa Korledere er deres Opgave voksen og man træffer dygtige instrumentale Musikere, der som Kordirigenter gebærder sig som rene Klovner. Folket bad om Gudernes Manna, men fik kun Sten for Brød.

Man kaster Barnet ud med Badevandet ved at støde Mandskorsangen ud i Musiklivets Periferi og det er »for Smed at rette Bager«, at gøre Sangere og Kor til Musiklivets Pariaer. Det er dette der er sket, men det er en ubetænksom Handling, ja en farlig Boomerang, som slaar tilbage paa den angribende. Det er tvivlsomt hvor Prædikatet passer bedst og Rubriceringen af de »kasteløse« maa blive en Skønsag.

»Faglige« Udtalelser som f. Eks.: »Mandskorsang er ikke Musik, men Selskabsfornøjelse«, eller »Mandskorene burde hellere synge Oratorier(!), end sligt »Tøjeri« (a cappella Sange), tjener ikke Musiklivet til Ære. Det samme kan siges om et mærkeligt Postulat af den svenske Komponist Gösta Nyström, som i »Göteborg handels- og sjöfartstidning« skrev følgende: »Man spørger uvilkaarligt hvilken Maalestok man skal anlægge for Mandskorsang. Som Musikalsk Kunstform kan den næppe regnes(!). Ikke mindst fordi Instrumentet i dette Orkester kun ejer den ene samme Klangfarve(!) og i Ensemblet aldrig kan naa den rige, fuldendte Samklang, som det blandede Kor. At Mandskoret er handicappet i denne Henseende, er jo naturligvis ikke ensbetydende med, at det ikke kan præstere kunstnerisk fuldt lødige Ting.«

Saa ulogisk kan »Sagkundskaben« undertiden udlade sig. Men enhver ved, at der er ligesaa stor Forskel paa Klangfarven mellem en lyrisk Tenor og en seriøs Bas, som mellem Violinen og Kontrabassen i et Kammerorkester. Det øvrige taler for sig selv.

Det er selvfølgelig ikke Mandskorsangen som Kunstform, der er noget i Vejen med, men udelukkende de magre kunstneriske Forekomster, sorn stempler de danske Kor. - Kunst eller ej, er ganske afhængig af hvad Musiklivet afgiver til denne Kunstform, baade med Hensyn til Materiale og til dygtige, ledende Kræfter. Sangeren bøjer sig gerne for Ensemble-Kunstens Krav og for Disciplinen, som er Korsangens Nerve, og føler sig som en levende Stræng paa et følsomt Instrument. Langt fjærnere ligger det for Dirigenten at forstaa Nødvendigheden af pædagogisk Vejledning, til Forbedringen af Instrumentets fysiske Teknik, før der kan spilles paa det. Og dog er Kravet om Pædagogik og Kunst, før der kan opnaas musikalsk Fylde, ligesaa lige til at forstaa, sorn at en Charlatan aldrig kan blive Korkunstner.

En Dirigents Opgave er ikke løst ved en instrumental Repetition af Stemmerne eller ved en summarisk og løselig Sammenhæng af disse. Dette Stadium er ikke andet eller mere, end en Skræders først Prøve af en Gentleman-Habit, det er at blive staaende der, hvor der først skal begyndes.

Den norske Redaktør Arve Fjortoft skrev for nogle Aar siden følgende kloge og velvalgte Ord: »Al Kunst er personlig og jo større og Mere overlegen Personligheden træder frem, desto større Magt faar Kunsten over Sindene. Derfor er ogsaa de største Dirigenter de største Personligheder i musikalsk Henseende. De kan forklare et Musikværk, lægge alle Enkeltheder aabne til Forstaaelse og mane Stemningen frem med faa Ord, saa Koret i tryg Tillid overgiver sig til Ledelsen, i den Overbevisning, at her staar Manden, som kan tolke den skjulte Aand. Den virkelig store Dirigent inspirerer sit Kor til den bedst mulige Ydelse, han suggererer de mange Sangere til en eneste Vilje, til en samlet Sjæl i Tolkningen af sin Kunst.«

Kærligheden til Kunsten kan ikke give smukkere Lovbud end disse Ord. Kor og Musik kræver Alvor og Samvittighed og ikke Charlataneri. Det staar skrevet over Tempeldøren, og enhver som ikke erkender denne Sandhed, er ikke værdig at træde over Tærskelen. - Ikke alle Musikere kan være store Kunstnere, men derfor behøver man ikke at knuges af Mindreværdskomplekser. Viljen og Aanden skal blot være rede. Der var i Israel 4 »store« Profeter, men der var ogsaa 12 »smaa", og ingen af disse var overflødige.

Musikverdenen har ikke Raad eller Ret til at lukke Øjnene for disse Forhold og afvise Mulighederne for en Berigelse af det selv. Kan der tilføres Korene en højere Standard ved at vække de latent hvilende Kræfter i dette store, grødefulde Instrument til Liv og Kunst, vil der gaaske givet skabes en musikalsk Kulturfaktor, som paa en ganske anden Maade end baade den problematiske »Alsang« og mange andre »folkelige« Misforstaaelser, vil sætte sit Præg paa et dansk Musikliv, ja maaske paa hele Folket.

Der spildes saa megen Tid paa mindre nyttige Opgaver, bl. a. paa de mange negative, epigonagtige Forekomster (ogsaa i »D. M.«), som vist endnu skylder Bevis for deres Værdi. Lad disse Kræfter og Evner bruges til praktiske og frugtbringende Opgaver. Ogsaa en »Propaganda« for denne Sag vilde være betydelig mere værd for Musiklivet, end mange »Musikuger« og »Sangerdage« og her burde de forskellige Fagskrifter føre an.

Men vigtigere end dette er det, at Komponisterne hejser nye Signaler. De senere Aars Bidrag til Mandskorsangens Litteratur har vel bødet paa, men ikke afhjulpet Manglerne og vor Tids Kunstnere bør ikke, som Carl Nielsen, efterlade nogen Gæld til Mandskorsangen. Det er dog ikke stereotype, heftige eller sødmefyldte Fædrelandssange eller andet strofisk Materiale der tiltrænges, men lødige, gennemkomponerede a cappella Sange, store, som smaa. Disse bliver nok en af Vejviserne til det forjættede Land.

Sangerverdenen trænger til, i den danske Sang, at mærke den samme Kærlighed og Respekt af den samme musikalske Verve, som strømmer igennem andre Landes Korkunst. Selim Palmgren er med 200 gedigne Sange for Mandskor gaaet i Spidsen og har skabt Præcedens for nordiske Komponister.

Men Sangerverdenen maa selv berede Vejen til Landet, »som flyder med Mælk og Honning«, fornemmeligst ved at fjerne de mærkelige Islæt, der har været Gift for en fri og naturlig Udvikling af vore Kor. Musiken har ingen Brug, hverken for politiske, sociale eller akademiske Præferencer. Tværtimod har disse virket baade meningsforstyrrende og hæmmende for en almindelig Absorption af det danske Musikliv, og jeg vil fastslaa sorn min Erfaring, at Akademikeren, Kontormanden og Haandværkeren, i de fleste Tilfælde staar paa lige Fod med Hensyn til Kvalifikationer som Korsangere.

Jeg er ganske klar over, at mange af mine Tanker vil møde Modsigelse, maaske endog Angreb paa flere Fronter, men det rører mig ikke. Jeg har blot søgt at følge et Kald, og er min Kæphest blevet til en Stridhingst, saa er det fordi jeg ved at »Kunst og Kamp kræver stadig Staal«.