Povl Hamburger og vor tid

Povl Hamburger og vor Tid Af Carl Willum. Hansen

Maa. det være en almindelig Musikpædagog i en Krog af Landet tilladt at f remsætte et Par spredte Bemærkninger 1, Anledning af Poul Hamburgers Artikel i DMT.s Nr. 5: »Joh. Seb. Bach og vor Tid« - en Artikel, der frister til bindstærke Modsigelser, selv om den i og for sig ikke indholder noget nyt.

P. H. har naturligvis Lov t4 at fremsætte som sin uforgribelige Mening, at vor Tids Interesse. for ældre kontrap Unktisk-polyfon Musik skyldes Tidens overhaan~tagende golde Rationalisme, Intellekt Ualisme og Materialisme. Kun maa. han ikke vente, at vi skal opfatte dette Udtryk for For-fatterens velkendte pessimistiske Livssyn som andet end et Postulat. Hvis man nu saa lidt »elskværdigere« paa Tingene, er der saa ikke snarere Grund til at glæde sig over, at Interessen for Baroktidens Musik synes at brede sig til stadig videre Kredse i Folket? Skønt det »matematiske« og det strukturelle er det centrale i den ældre Polyfoni, er det absolut ikke givet, at det er det mest haandgribelige, som P. H. hævder - i hvert Fald ikke for vor Tids Gennemsnitsmenneske, der - det.er en daglig Erfaring - stadig er under Indflydelse af den klassisk- romantiske Høremaade. Det er slet ikke let at faa den jævne Mand til at anvende sin Forstand ogsaa over for et Musikværk, saa det forekommer en ærlig tale som lidt af en Bedrift, hvis man omsider synes, man har faaet s~ne Elever til at se lidt af det centrale i Bachs Kunst. Men en saadan Udtalelse smager maaske af Hovmod?

P. H. anfører en Udtalelse af en 17-aarig Gym-

nasiast: kun Jazz og Bach er værd at høre paa,

og de to Ting ligger iøvrigt ikke hinanden saa

farlig fjernt. Og saa tilføjer P. H.: »Hvilken

Vankundighed - og utilgivelig selv i saa unge

Aar.« Rent bortset fra, at Forfatteren i det føl-

gende giver Gymnasiasten delvis Ret,.hvad angaar

den sidste Paastand, saa gnider man uvilkaarligt

Øjnene af Overraskelse og læser en Gang til: Er

det muligt, at en højt begavet Mand som P. H.

vil bruge en saadan Bemærkning som Udgangs-

pu ' nkt for en Artikel der afslører sig som væ-

rende et dødsens alvorligt Angreb paa vor Tids

Kultur? Vi ved -dog alle, at 17-Aars Alderen er

de lidt for kategoriske Dommes frodige Tid, og

,selv uden at besidde Sansen for den store Humor

kunde man dog nok se lidt let paa en Gymnasi-

asts (i øvrigt selvfølgelig alvorligt mente) Udta-

lelser, der j,o glimrende - 'som saa meget i den

Alder - kan have været reaktivt bestemt.

Af størst almen Interesse i P. H.s Artikel forekommer følgende Udtalelse mig at være: »Al Respekt naturligvis for et teknisk Storværk som vor Lillebæltsbro. Men naar det moderne Menneske kan se omtrent med samme Øjfie paa en gotisk Katedral som paa nævnte Bro, beviser han kun, at --han ikke ved, hvad Kunst er.« Denne Bemærkning indeholder et saa indsnævret Syn paa Kunsten, at den ikke bør staa uimodsagt.*)

Kunst beror mindre paa Egenskaber ved Tin

.gene selv end paa Egenskaber i det menneskelige Sin'd. Teoretisk er der intet til Hinder for, at et hvilket som helst Emne gøres til Genstand for kunstnerisk B@handling. Imidlertid er det en Erfaringssag, at Kunstens Omraade kun omfatter.

*) P. H. gør sig Skyld i tendentiøs Benyttelse af Broby-lokansens Bog »Hverdagskunst - Verdenskunst«. Som enhver kan overbevise sig om ved a~ slaa op paa S. 194-105, fortolker B.-1. i k k e Gotikkens Himmelstræben rent økonomisk. Tværtimod.

et Udsnit af Tilværelsen. Hvorfor? Af de mange, der har beskæftiget sig med Spørgsmaalet, skal blot Aldous Huxley anføres. Refererende til en ældre Forfatter skriver han i et Essay: »Alle Emner kan yde Digteren Materiale til kunstnerisk Behandling paa den Betingelse,, at Digteren

og i noget mindre Grad hans Publikum - er i Stand til at tilegne sig Stoffet-~ med en vis Følelse .... En abstrakt Idé maa føles med en Slags Lidenskab, maa være emotionelt betydningsfuld og forekomme Digteren lige saa direkte og vigtig som et personligt Forhold, før han kan gøre den til Poesi,« Der er saaledes. paa Forhaand intet i Vejen for, at saavel et Loppestik som Einsteins Teorier kan blive til Poesi, til Kunst. Og paa lignende Maade kan det ikke paa Forhaand benægtes, at en bestemt kunstnerisk I~é har fundet konkret Udtryk i Lillebæltsbroen.

Hvorfor skulde for Resten den højtudviklede, raffinerede Teknik, der ligger til Grund for dette Mesterværk af moderne Ingeniørsnille, uden videre anses for mere ukunstnerisk end den primitive, ofte ubehjælpsomme Teknik, der præger den tidlige Middelalders Kunstværker? For en Kirke i romansk Stil er vel ikke mere »kunstnerisk«, blot fordi den er,gammel? P. H. kan kun tale for sig selv, naar han hævder, at Broen intet »indeholder« ud over sin Form og Konstruktion. Dette viser -blot, at for kam er der intet ~motionelt betydningsfuldt ved Teknikkens Vidundere. De fleste Mennesker vil maaske have det paa lignende Maade, men nogle vil føle det anderledes, og hvordan en Eftertid vil se paa Sagen, ved vi ikke. Omvurderinger kan finde Sted, thi der er nu engang et stærkt relativt Element i Kunst.

Det er ikke altid let at trække Grænsen mellem Teknik og Kunst, og selv om j eg maaske ikke vil gaa saa vidt som til at hævde, at I~illebæltsbroen for mig er et Kunstværk i snævtere Forstand, tviyler jeg ikke om, at --den i høj Grad indeholder kunstneriske Elementer.