Et par bemærkninger til Povl Hamburger

Et Par Bemærkninger til Povl Hamburger

Af Erik _Abrahamsen

I Anledning af Povl Hamburgers Omtale (»Joh. Seb. Bach og vor Tid«, DMT., Maj 1945) af min Bog »Hvern er musikalsk« og nogle Udtalelser i denne Bog vedrørende den følelsesmæssige og den intellektuelle Opfattelse af Musik maa det være mig tilladt venskabeligst at komme med en Indsigelse.

Hamburger mener at kunne konstatere, at jeg stilller Intellektet som Nr. i og Følelsen som Nr. 2. Han er ikke rigtig glad for denne Opstilling og sætter mig desaarsag i snævert Naboskab til »Ny-Rationalismen«.

Herhjemme skal vi jo for vore Synders Skyld og som Følge af de andedamsmæssige Forhold allesammen hurtigst gørligt sættes i Baas. Det er en kedelig Skik. Men. endnu kedeligere er det, naar man sættes i den. forkerte. jeg er højst beæret over den fine Udnævnelse til »Ny-Rationalism, men maa i al Beskedenhed hævde, at jeg langtfra fortjener den.

Min Bog taler Side op og Side ned om Følelsernes Rolle, saavel ved Musikkomposition, som ved Musiknydelse. Naar Hamburger kommer til det Resultat, at det intellektuelle alligevel for mig er Nr. 1, -skyldes det formentlig, ae han har faaer den Sætning i gal Hals, som han selv citerer: »At Erkendelsen af disse klare og logiske Tanker (nemlig i Musikken) sekundært opvækker et følelsesmæssigt Velbehag...« Men Ordet »sekundært« betegner her ikke noget »andenrangs«, »mindre værdifuldt« - men simpelthen nqget tidsmæssigt, idet jeg regner med, at naar der er Tale om en Kombination af intellektuelt og emotionelt i Musikoplevelsen, kommer det intellektuelle rent følgemæssigt før det emotionelle.

Medens jeg er ved det, vil jeg gerne gøre Indsigelse mod en anden af Hamburgers Udtalelser, nemlig i hans nysudkomne Bog »Kulturkrisen

musikalsk sem jeg har anmeldt den i en Kronik i »Berlingske Aftenavis«, 3die August, men fik ikke Plads til at imødegaa Hamburger paa alle de Punkter, hvor han napper efter mig. Hamburger lægger mig i Munden - paa Grundlag af nogle Udtalelser, ligeledes i »Hvem. er musikalsk« - at »med Undtagelse af et ubetydeligt Mindretal af født »abnorme« (saakaldte »tonedøve«, »musikalske Anæstenkere« o. a.) er vi alle fra Fødslen. musikalske«.

Saadan har jeg ikke skrevet. Jeg har skrevet: »Det normale Menneske fiødes - vi ser bort fra Tilfældene af udpræget Umusikalitet eller udpræget Musikalitet - med virre omki-edsede musikalske Anlæg.« Og at disse begrænsede Anlæg (begrænsede i Modsætning til den udpræget musikalske) skulde kunne vækkes og udvikles til det, jeg kalder for en »Norm-Musikalitet«, er det afgørende i min Tankegang. jeg er ikke Fagmand paa den arvebiologiske Forsknings Omraade, men jeg kan ikke se, at denne Opfattelse paa nogen Maade kan komme i Strid med dette Forskningsomraade (jvnf. f. Eks. Professor Ø. Winges Arvelighedslære, tredie Udgave 1945), som Hamburger noget docerende fører i Marken.

Og etidelig, det er vanskeligt at tilbageholde et Smil, naar Hamburger i nævnte Skrift taler saa meget om Folkeoplysningsmændene (og »Rationalisterne«), der teoretiserer og teoredserer uden om Virkeligheden. Sandheden er jo dog den, at adskillige af os staar med begge Benene fnidt i det praktiske Folkeoplysningsarbejde, medens det er Hamburger, der sidder derhjemme ved Blækhornet - og laver Teorier om Folkeoplysningens »forkerte Teorier«.