Kultur og frihedssang

Af
| Årgang 20 (1945) nr. 07 - side 129-129

Kultur og Frihedssang

Af Carl Willum Hansen

»Statsradiofonien maa ogsaa stille sig til raadighed og ikke - som radioraadet før har været tilbøjelig til - skele til disse »folkelige underholdningshensyn«, som ikke har noget at gøre med sandt demokratisk og ansvarsbevidst kulturelt oplysningsarbejde.« (Knudåge Riisager i DMT. Juni 1945).

Saaledes skriver Komponistforeningens Formand, og ingen vil bestride Rigtigheden af hans Paastand. Nu gælder en saadan Udtalelse naturligyis ikke alene Statsradiofoniens og Radioraadets Virksomhed, men overhovedet alt Kulturarbejde. Derfor fristes man unægtelig til at spørge K. R., der som bekendt er komponist til »Danmarks Frihedssang«, dette Slag i Ansigtet paa den ægte danske Folkesang, hvordan han i dette Tilfælde faar Teori og Praksis til at rime sammen.

Det er beskæmmende, at en Rædsel som »Danmarks Frihedssang« har kunnet se Lyset i Carl Nielsens, Thomas Laubs, Thorvald Aagaards og Oluf Rings Fædreland, og det er beskæmmende at se førende Blade, Kunstnere, Kor og Orkestre tage Produktet til deres Hjerte. Ganske vist raader der ikke udelt Tilfredshed med Sangen herhjemme; men mærkværdig sjældent er Kritikken kommet offentlig frem (se dog Richard Sennels' Kronik i »Jyllandsposten« 16. juni 1945). Riisager og Sven Møller Kristensens Frihedssang er intet mindre end et Forræderi mod det Arbejde, der gøres mange Steder i Landet for at højne den folkelig Musikkultur, et Arbejde, der stadig støder paa Modstand af mangfoldig Art ikke mindst fra de Kredses Side, som Sangen mest direkte appellerer til, og man kan ikke fortænke disse Kredse i, at de nu forsøger at argumentere ved at henvise til »Autoriteterne« i København. Som bekendt er Eksemplets Magt et af vore fornemste pædagogiske Midler; men i dette Tilfælde har det unægtelig vist sig skæbnesvangert.

Tænk, at K. R., hvis Indsats i dansk Musik vi ellers nærer den dybeste Beundring for, skulde blive det Instrument, der frembragte den underlødige, »folkelige«, nationale Sang, som det danske Folk havde paa Læberne, da det gik ud af Prøvelsernes Aar! Nu, da Ulykken er sket, kan man kun haabe, at Sangen vise sig at være saa daarlig, at den afgaar ved en hurtig og velfortjent Død. Og saa kan man jo imens glæde sig over, at Carl Nielsen, Laub og Aagaard ikke kom til at opleve det Herrens Aar 1945. Men havde de det, var Ulykken vel næppe indtruffet.