Skam dig, Johann Sebastian!

Skam dig,

Johann Sebastian!

Af Jørgen Bentzon

»Præterea, censeo Adolfum esse delendam«... »Selv om man ikke vil udvide denne Betragtning til ogsaa at gælde tysk Musik i Almindelighed, saa bør denne ikke være saa noget nær den eneste Mulighed i dansk Musikliv«. jævnfør hermed: »Lad os endeligt og afgørende ryste det aarhundredgamle Aag af os, som vor meget ensidige Afhængighed af tysk Musikliv har været. Det tyske Hegemoni maa tilhøre en afsluttet historisk Epoke.«

Med disse Ord hilste Knudåge Rilsager Befrielsen Velkommen i D. M.s sidste Nummer.

Saa vist som Ordene virkede besnærende paa mange, der ikke tænker nærmere over Tingene, virkede de forstemmende paa dem, for hvem Glæden over Befrielsen forbitredes ved Bevidstheden om, at et Folk, hvem vi Musikere skylder saa uendelig meget, ved en raa og stupid Fornægtelse af Menneskelighedens elementære Grundsætninger fornedrede sig saa dybt, at det saa at sige fortabte Retten til sin kulturelle Arv.

Det lyske Hegen2oni. Hvordan forholder det sig dermed. Hvad siger de nøgne Fakta. Fra det Øjeblik, Brahins lukkede sine Øjne 1 1897, brød dette Hegemoni samm en. Rick. Sirauss' Beundrere i Danmark er let talt op. Det samme gælder Max Regers. Gustav Makier blev saa at sige aldrig spillet her (saa lidt som Bruckner). Hindemiths Indsats er kun kendt og skattet af ganske faa. Hvad vejer disse Tyskere og Østrigere mod Tjaikovsky, Stravinsky, Puccini, Bartok, Debusry, Ravel, Gershivin, Ellington? Det tyske Hegemoni har længe tilhørt en afsluttet Epoke. Vi kan spare os enhver Ulejlighed.

Det er endnu Skik i dette Land, at naar en fjern Fætter, der bærer ens Navn, laver Dumheder, skynder man sig i Offentligheden at bedyre, at man ikke har og aldrig har haft det mindste med vedkommende at gøre. Og endnu er vi heller ikke kommet videre, end at Faderen til den, der kompromitterer sig, i naive Menneskers Øjne plettes af hans Skændsel. Skwn dig, johann Sebastian!

Det tyske Folk, der lever i Dag, har forbrudt Retten til sin kulturelle Arv. Derom kan vi vel være enige. Men kunde vi ikke ogsaa. være enige om, at denne Arv tilhører os, saavel som alle andre civiliserede Nationer, og at vi saa langt fra at vise denne Arv fra os eller reducere dens Betydning tværdmod bør betragte det som en af vore store Opgaver at vise os den værdig.