Den folkelige sangs problemer

Den folkelige Sangs Problemer

Af Svend Erik Tarp

Naar en i musikalsk-stilistisk Henseende moderne arbejdende Komponist skriver folkelige Sange eller Viser, vil det i de fleste Tilfælde være en Beskæftigelse, som kun har meget lidt Forbindelse med hans normale Arbejdsomraade. Det er et Arbejde, der ofte bærer mere Præg af gedigent Haandværk end af egentlig kunstnerisk Udfoldelse. Komponisten maa paa dette Omraade paalægge sig og sin Stil en Række mere eller mindre kunstige Restriktioner, som ellers maa formodes at være fremmede for hans Skrivemaade, og som maaske endog staar i direkte Modsætningsforhold til de musikalsk-stilistiske Idealer, han ellers har for Øje. Der vil under alle Omstændigheder blive Tale om en temmelig vidtgaaende Stilisering; der maa - med mindre man foretrækker at lægge Vejen over jazzen - af praktiske Grunde tilstræbes en Forenkling af Rytmikken, benyttes en ukompliceret (som oftest Dur-Mol- tonal eller kirketonal) Melodik med letsyngelige Intervaller og mere eller mindre skematisk og traditionel Harmonik - altsammen Faktorer, der favoriserer en bagudrettet Stilisering. Hvis vi derimod betragter et Par Takter af en moderne Instumentalkomposition, vil den paa afgørende Punkter adskille sig fra et klassisk Citat, enten rytmisk, melodisk (tonalt) og harmonisk, eventuelt i alle tre Henseender.

For nogle Aar siden morede jeg mig en Dag med at sætte Melodi til Johs. V. Jensens Digt »Sang«. Første Strofe kom til at se saaledes ud: (nodeeks.)

Lang Tid efter faldt jeg en Dag over en Melodi af N. O. Raasted med følgende Begyndelse: (nodeeks.)

Begge kan uden Vanskelighed føres tilbage til Carl Nielsens »Prinsesse Tove af Danmark«: (nodeeks.)

og vi kan fortsætte Linjen bagud til Händels »Messias«: (nodeeks.)

Som det vil være de af dette Blads Læsere, som overværede Radiohusets Indvielse, bekendt, blev den overfor citerede musikalske Hovedtanke ved nævnte Lejlighed bragt til absolut og uigenkaldelig Kulmination i Slutkoret af Poul Schierbecks Indvielseskantate.

Da J. A. P. Schulz for mere end 150 Aar siden skrev Fortalen til sine »Lieder im Volkston« angav han det »tilsyneladende velkendte« (Schein des Bekannten) - som noget nær Kriteriet paa, hvad man burde forstaa ved Folkelighed i Sangen; men mon den brave Schulz havde forestillet sig, at Forbillederne skulde kunne hentes flere Aarhundreder bagude - ikke mindst i Betragtning af de Omvæltninger Musikken har været ude for siden da, navnlig paa det tonale og rytmiske Omraade?

Paa ganske faa Undtagelser (Ave Niels Viggo Bentzon!) nær, har danske Komponister forsøgt sig paa den folkelige Sangs Omraade (jeg selv tør, som figura udviser, ikke rose mig af at have holdt min Sti ren i saa Henseende), og det synes, som om Danskerne har en ganske særlig Evne til at tage det her indgaaede Kompromis med oprejst Pande; det er næppe heller tilfældigt, at den folkelige Sang mere end noget andet Omraade nyder Yndest som Tumleplads for komponerende Dilletanter, ja endog ikke skyes af musikalske Analfabeter. Men hvornaar har man hørt om, at Ravel eller Stravinsky skrev folkelige Sange? Sligt kan nok give Anledning til Eftertanke. Og alligevel - Carl Nielsen skrev jo folkelige Melodier fyldte af friskt Vejr og høj Flugt, medens Laub, Ring og tildels Aagaard for mine Øren tager sig ud som bleg Efterklang. Er dette for kættersk? For mig ser det ud, som om den folkelige Sang er kommet ud af Trit med Musikudviklingen, og at Begrebet tidssvarende folkelig Sang - musikalsk opfattet - er en contradictio in adjecto, eller for at sige det blidere, en skøn Utopi.

»Et Slag i Ansigtet paa den ægte danske Folkesang« kalder Carl Willum Hansen Riisagers Frihedssang. Jeg skal ikke forsøge at analysere eventuelle Fortrin eller Mangler ved Riisagers Melodi, men jeg kunde nok lide at faa at vide: Hvad er - kort og klart defineret - den ægte danske Folkesang? Og med hvilken saglig og kunstnerisk Begrundelse er den det - og intetsomhelst andet?