Den ægte danske folkesang

»Den ægte danske

Folkesang«

Af Carl Willunz Hansen

Svar til Otto Mortensen og Sv. E. Tarp

jeg konstaterer med Beklagelse, at Otto Mortensen giver mine Udtalelser om Frihedssangen et helt forkert Perspektiv. Dobbelt beklageligt forekommer dette Forhold mig at være, fordi jeg er enig med ham i det principielle. De fleste, der interesserer sig for Folkesangen, har sikkert tit grundet over dennes Fremtid efter Ring og indset, at en mere alsidig Orientering ikke blot er ønskelig, men nødvendig. Det har derfor været interessant at læse Mortensens Betragtninger over Folkebegrebet og hans Forslag til en Nyorientering paa bredere Basis. Blot skal denne for det inusikalskes Vedkominende ikke gaa i Frihedssangens og heller ikke i »Flagets« Retning. Det vil nemlig betyde Reaktion, Tilbagevenden til en banal Skriveinaade, vi for længst troede var manet i Graven.

jeg er ikke enig med Mortensen i, at et Emne som Frihedssangen er underordnet paa Baggrund af Frihedsbevægelsens kulturelle Perspektiv. Selvfølgelig er Sangen kun en Komponent i et større Idékompleks, men en Detaille, der meget vel kan faa uheldige Følger for det musikkulturelle Arbejde (jfr. det Synspunkt, jeg anlagde i mit lndlæg). Smagsforfinende virker Sangen dog næppe. Jeg har i den Henseende gjort visse Erfaringer, og det var dem, der fik mig til at fremsætte mine Bemærkninger.

Det er imidlertid særlig Udtrykket »den ægte danske Folkesang«, der er faldet baade Mortensen og Tarp for Brystet. jeg forstaar meget vel, at moderne Komponister maa føle det en Smule irriterende altid at faa Carl Nielsen-Skolen stukket i Næsen som »den straalende Top« i folkelig Henseende. Paa den aaden Side skulde det ikke være nødvendigt at spilde Plads paa at gøre Fagfolk, som utvivlsomt har fulgt de senere Aars Diskussioner paa dette Omraade, opmærksomme paa, at Begrebet »den ægte folkelige Sang« naturligvis er subjektivt og begrænset i sin Ensidighed. Helt tilbage til 1936 (DMT. Hæfte 7) klassificerede Karl Clausen Laub-Carl Nielsen Stilen som »Højskolestilen«, for saa vidt som denne Sang jo er bundet til Grundtvigianismens og Højskolens folkelig-kulturelle Indsats: »Denne Stil fornemmes som den »rigtige«, naar der skrives Sange af det nævnte Indhold - den for nemmes som en Art (Den) er det eneste originale, musikalske værdifulde Bidrag til den

danske Folkemusik i den sidste Menneskealdem

(Ogsaa for Clausen bliver Problemet i øvrigt: i

hvor høj Grad er det ønskeligt og muligt at neu-

tralisere denne overvejende grundtvigske Ind-

flydelse). I denne relative Betydning taler jeg

om ægte dansk Folkesang. Og jeg vi J gerne

spørge Mortensen og Tarp: findes der en anden

og mere ægte, naar vel at mærke »ægte« indebæ-

rer Begrebet »lødig«? Var det mon ikke heldi-

gere, om vi med ~ Arthur Arnholtz i DMT. 1937

Nr. i giver vor Ungdom Smag for det bedste

gamle, indtil noget jævnbyrdigt nyt bryder frem?

Mortensen anfører rigtigt, at en mere alsidig

Orientering af Folkesangen i første Række af-

hænger af det tekstlige, af en Udvidelse af Em-

neomraadet. At han for Resten selv ikke er helt

raadvild paa det folkelig-musikalske Omraade,

har han jo forlængse leveret det smukkeste Bevis for.

Mere skeptisk stiller man sig unægtelig til Tarps Forhold til den folkelige Sang - i hvert Fald efter hans Udtalelser at dømme. Hans mærkværdigt unuancerede Syn har forbløffet mig. At paastaa, at Laub, Ring og tildels Aagaard er »en bleg Efterklang af Carl Nielsen«, er ikke »kættersk« men absurd. Tarp maa dog kunne se, at de ikke udgør een graa Masse, men at de hver for sig har adskillige Strenge paa deres Bue. Ligesom der er langt mellem Carl Nielsens friske, lidt traditionelle »Du danske Mand« og hans serene Melodi til »Naturens ædle Dyrker«, saaledes indtager en Sang som »Tidsalderne har og en Nyaarsdag« noget af en Særstilling inden for Rings Produktion. Deri anslaar en Tone, der er malmfuld uden at virke hul. Den viser bagud mod det bedste gamle, men er fremadrettet i Kraft af sin Originalitet. - Værst er det dog, at Tarps Indstilling rent ud sagt er præget af et saa hovent Syn paa den folkelige Sang, at man daarligt forstaar, det er ham, der har skrevet den dejlige Melodi til Gelsteds »Her har Hjertet hjemme«, Hv~Ld i Alverden kan man slutte om Folkesangens musikkulturelle Stilling og Værdi ud fra den Kendsgerning, at hverken Ravel eller Strawinsky har skrevet folkelige Sange? Tarp synes at opfatte Genren som noget underordnet, et Omraade, som de fleste danske Komponister »forsøger sig paa« (hvor sublimt udtrykt!), en Tumleplads for Dilettanter og musikalske Analfabeter. Den sidste Bemærkning er rigtig. Men naar Resultatet er blevet saa pauvert for de flestes Vedkommende, kunde det vel skyldes, at de paagældende ikke havde faaet den kostelige Gave, det er at kunne producere inden for denne Genre, at de med andre Ord er ude af Stand til at finde enkle kunstneriske Udtryk for visse grundmenneskelige V~erdier. For en Komponist, der opfatter det at skrive folkelige Sange som »en Beskæftigelse, som kun har meget lidt Forbindelse med hans normale Arbejdsomraade«, synes kun een Konklusion mulig: han bør holde sig paa Afstand af denne fine, vanskelige, for en Komponist saa absolut afslørende Genre.