En smule selvforsvar

En Smule Selvforsvar

Af Povl Hamburger

Man bør vel i Almindelighed afholde sig fra ae tage til Genmæle mod en Anmeldelse. Naar jeg alligevel her vover at bryde dette Princip overfor Finn Høf f dings Anmeldelse af mit Skrift »Kulturkrisen - musikalsk set«, skyldes det, at bemeldte Anmeldelse udover en rent kritisx Stillingtagen til min Fremstilling tillige er formet som et personligt Angreb - med Gloser som »Perfidi«, »overfladisk Tænken«, »Aandshovmod«, »kynisk« og en Del andet mindre pænt. En Smule Selvforsvar kan derfor næppe kaldes

3) T. 0. Achelis: Haderslev i gainle Dage 1037

-1800. S. 439.

4) P. Rode, Sognepræst i Utterslev udi Laaland: Samlinger til Haderslev Amfi Beskrivelse. Kiøbenkavn 1775. S, 262. 1 Følge elskværdig Meddelelse fra Arkivar T. 0. Achelis er Nieineyers Kaldsbrev dateret 12.15. 1746.

5) Elskværdigst meddelt af Arkivar T. 0. Ache-

lis.

anmassende. Saa meget mindre, som Høff ding tillige giver en Fortolkning af min Hensigt og mine Meninger, som jeg paa væsentlige Punkter absolut ikke kan vedkende mig.

F. H. starter med et Forsøg paa at føre min Definition af Kulturbegrebet samt min Opfactelse af Aarsagerne til Nutidens Kulturkrise ad absurdum. Det er for ham Taagesnak og Inkonsekvens fra Ende til anden. Rationalisme og Materialisme - hvad kan dog Forf. mene hermed? Er det Dit eller er det Dat? Hertil maa svares, at jeg virkelig ikke har fundet det nødvendigt at give ind med Skeer, hvad enhver som ikke er helt uvidende eller finder det opportunt at agere uvidende ikke uden videre kan forstaa. At Rationalisme og Materialisme, saaledes som jeg kort men klart nok karakteriserer disse Begreber, har været de dominerende Strømninger i den nyere Tids Kulturliv, behøver vi ikke at ty til Filosofien for at blive klar over, det ved vi ad den direkte Erfarings Vej, og har vi ikke vidst det før, saa da i alt Fald efter den 9. April. Pudsigt nok, mens dette Indlæg forberedes, modtager jeg Bogen om »Studenterne 1919«. 1 en ledende Artikel omhandlende de forgangne 25 Aar 12eses: »1 Skole og Hjem var vi under vor Opvækst opdraget i Individualismens og Materialismens Aand. Generationen før os havde gjort den til sit Program og søgt at præge os derefter til kun at stole paa og leve for os selv. Denne Aand fik netop i vore Studenteraar sin største, men ogsaa sin sidste glansfulde Tid. Vi fik den Oplevelse at høre dens Svanesang, mea fik til Gengæld ogsaa den Kamp at udstaa, som maatte komme, da det gik op for - i alt Fald en Del af os - at vi ikke kunde bygge vort Liv paa dens usikre Grund«. Behøver F. H. virkelig »konkrete Eksempler«, da maa han i Sandhed have sovet trygt lige siden han selv blev Student.

At det samme materialistiske Menneske, for hvilket »selve den fysiske og haandgribelige Tilværelse var det eneste saliggørende« tillige kunde drømme om »evigt Fremskridt« og et kommende jordisk »Tusindaarsrige«, hensætter ogsaa F. H. i stor Forbavselse. Ak j a, men saadan er vi nu engang, vi Mennesker - ikke saa firkantede og konsekvente, at vort Bevidsthedsliv ikke til enhver Tid kan rumme selv meget store Modsætninger. Men for Resten var dette saamænd slet ikke saa »inkonsekvent« af det materialistiske Menneske. Det 19. Aarhundrede var faktisk Vidne til uhørte »Fremskridt« - i Videnskab, Teknik, Hygiejne, Levestandard o. s. v. - og Krig, det var da utænkeligt som længst overvundet Barbari. At Krigene bare midlertidigt foregik omme paa den anden Side af Kloden samtidig med at alle de farvede Folk udbyttedes efter Noder for at vi andre stadig - kunde tjene mere, spise mere, bo bedte, klæde os bedre (indtil vi var modne til paa ny at fare i hinandens Totter) - det fæstede man sig ikke nøjere ved. Hvorfor da ikke tænke sig »Fremskridtet« forlænget i det uendelige, indtil vi alle og enhver var blevet saa. mætte og tilfredse, at der ikke mere var noget at slaas om, indtil Lægevidenskaben havde faaet Bugt med alle Sygdomme, saa ingen behøvede at dø, før han overhovedet ikke gad leve længere o. s. v. o. s. v. Det lyder sindsvagt i Dag, men saadan var faktisk Materialismens og Positivismens »Religion«, og lad os saa gaa lidt stille med Dørene om Middelalderens »Overtro«, og lad os ikke dømme for haardt om Heksebaalene, vi som just har oplevet, hvilke Kvalifikationer der i vore oplyste Tider kan gøre Mennesker værdige til Gaskammeret.

Efter saaledes at have gjort mig til Ignorant i Kulturspørgsmaalet ved at anstille sig selv svagere i Opfattelsen end han dog vist er, gaar F. H. da over til de specielt musikalske og folkemusikalske Spørgsmaal, og ogsaa. det er fra min Side »fuldstændig fordrej em

Nej, men det bliver det - efter den' Maade, hvorpaa F. H. aabenbart har læst mit Skrift. At jeg skulde være »draget til Felts« imod Folkeoplysningen i Almindelighed og Folkemusikskolen i Særdeleshed, er helt hen i Vejret. Tvært imod understreges mere end et Sted den principielle Nødvendighed af et saadant Arbejde meget stærkt. At F. H. kalder det en »tynd Streg« lader blot ane, at han har knebet Øjnene stærkere til under Læsningen end en objektivt indstillet Kritiker vist tør forsvare. jeg har kritiseret visse Foreteelser inden for det i Gang værende Arbejde, det er rigtigt - men det er ikke det samme som at ville bekæmpe; og jeg har advaret mod visse Utopier, i Særdeleshed »Masse«-Utopien, og som konkrete Eksempler paa Smitte fra Masse-Mentaliteten henvist til Radiofoniens forsjuskede Studiekredsaffære og de parodiske Skolekoncerter (jeg har personlig overværet et Par Stykker - og jeg glemmer det aldrig!). jeg har videre peget paa den Selvfølgelighed, men ganske vist af de fleste oversete Selvfølgelighed, at selv de mest nidkære Bestræbelser for en Genoplivelse af den aktive Musikdyrkelse i Hjemmene og af den liturgiske Sang ved Gudstjenesten vil være forgæves med mindre der samtidig sker en Regeneration af den Aand, som gør et Hjem til et Hjem og en Menighed til en Menighed.

Det ovenfor rekapitulerede betyder for mig det

V2 ' esentlige i Betragtningen af selve det folkemu-

sikalske Kulturproblem. Da Høffding imidler-

tid gør stort Nummer ud af visse andre, mere underordnede Forhold, skal jeg dog - for ikke at blive beskyldt for at samtykke - i det Omfang Pladsen her i Tidsskriftet maa formodes at tillade det, tage endnu et Par af hans Indvendinger ved Hornet.

F. H. er vred over, at jeg beskylder Folke Musikskolens Folk for at have ønsket Koncertlivets Død. Det er rigtigt, at hans Artikel »Koncertliv og Musikliv« (DMT, 1929) indeholder en Erklæring om det modsatte, men nogle Sider i Forvejen staar der rigtignok ogsaa: ». . . det kan ikke nytte, vi sidder sammensunkne og begræder det døende Koncertliv, den Form det nu har, er ikke meget værd, det maa dø; men Koncertliv og Musikliv er Gud være lovet to forskellige Ting. . .«. At »dø« og »ikke dø« er imidlertid ogsaa to forskellige Ting, og naar jeg fæstede mig mest ved »at dø«, skyldtes det, at H.s Artikel ved hele sin Tendens ikke røbede nogen virkelig positiv Indstilling til Koncertlivet i dets overleverede »individualistiske« og »passivistiske« Form - og har denne Form ændret sig en Tøddel i Dag i det Herrens Aar 1945?

F. H. er videre fortørnet over, at jeg vil paadutte Folke-Musikskolen Forlegenhed m. H. t., hvad man skulde spille og synge - han taler her endog om en fuldstændig Forvrængning af Virkeligheden. Kedeligt nok er det F. H. selv, der forvrænger - fordi han her læser som en vis Mand læser Biblen. Ikke et Ord har jeg sagt om Folke-Musikskolen i denne Forbindelse; Talen er om den musikalske Ungdomsbevøegelse i 1920'ernes Tyskland, hvad enhver kan overbevise sig om ved at slaa efter paa S. 21 i mit Skrift. Saa. F. H. kunde have sparet sig Opremsningen af sine uomtvistelig gode. Gerninger efter den danske Folke- Musikskoles Oprettelse. Og det saa meget mere, som jeg jo lidt efter (S. 23) med fuld Anerkendelse omtaler det »ikke ringe Grundlag vi herhjemme havde at bygge paa« - nemlig vor middelalderlige Folkevise og den nyere danske Folkesang (C. N., Laub, Aagaard).

Om muligt endnu større Fortørnelse vækker hos F. H. min Bemærkning om, at Folke-Musikskolen oprettedes »for at skabe en fastere Organisation- af de aktive musikalske Arbejdskredse, der skulde være Forsøgsobjekt for den nye Musik«. Nu vel, det synes som om j eg her har set noget for ensidigt paa Sagen, men af den Grund at tale om en »Perfidi«, som hele Standen maa rødme over, forekommer en Smule for hektisk. Var Høffdings Bevæggrund ikke den af mig formodede, saa var den ganske givet Bentzons - en vis Opfattelses-Divergens maa der saaledes allerede fra Starten have været mellem de to Grundlæggere. Hvis det ikke er aldeles forbudt for en historieskrivende Person ogsaa at benytte litterære Kilder og forlade sig paa, at disse ikke fortæller lutter Løgn og Opdigt, saa er det ikke til at tage fejl af, hvad det var, der stærkest laa Bentzon paa. Sinde med de »aktive Arbejdskredse«. Og det var ham, der i Aarene umiddelbart før Folke- Musikskolens Tilblivelse førte det dominerende Ord over for Offentligheden.

Af samme Grund kunde F. H. have sparet sig de mange og fagre Ord angaaende »Kovendingen«. jeg har aldrig paastaaet, ae dende er sket inden for Folke-Musikskolen. Den skete, som jeg skriver »i samme Øjeblik, som Bevægelsen søgtes ført fra Idé til Virkelighed, nemlig da F.-M.skolen tog Form«. Den ideologiske Modsætning mellem Tyverne og Trediverne, saaledes som jeg udførligt skildrer den i mit Skrift, kan ikke bortforklares. Tyvernes Ideologi, hvis Eftervirkninger vi sporer herhjemme musikalsk ved Tærsklen til Trediverne, stod og faldt med den ekspressionistiske Livsfølelse, og den er nu forlængst døet bort.

Hvad angaar Spørgsmaalet om de »medfødt musikalske«, er Svaret givet med mit Svar til Prof. Abrahamsen i forrige Nr. af DMT. At jeg skulde forveksle Musikerevner med almindelige musikalske Anlæg er rent Vrøvl. Det har jeg paa Forhaand dementeret gennem Fremstillingen i mit Skrift, særlig S. 40-41 og 46-47. Den »Elite«, jeg taler om, har intet hverken med Komponister eller Koncertudøvende at gøre. At mit Syn paa Masseproblemet forekommer F. H. »aandshovmodigt« og »kynisk«, noterer jeg mig med Sindsro. Den Slags Beskyldninger udsættes man nemt for, naar man i vore nedad-snobbende Tider nævner Tingene ved rette Navn i Stedet for at pakke ind eller forgylde. Løes iøvrigt - hvis det altsaa. ikke er helt forbryderisk at læse

Ortega. y Gasset: »Massernes Oprør« og L. Stoddard: »Kampen mod Kulturen« (i den sidste gives ogsaa et godt Indblik i »Vilkaarsteoriens« Luftkastel).

Til Slut dette: F. H. vil frakende mig »Organem til Forstaaelse af Nutidens Musik. Det skal han have Lov til, kun vil jeg tillade mig at bemærke følgende: Den »Modernisme«, jeg lige fra først af har vendt mig imod, er det »motoriske« Rytmeri og det permanente Dissonanteri som Udslag af gold Intellektualisme eller traditionsnedbrydende Nihilisme - altsaa. den i Tyverne dominerende Musik, hvis Udløbere kan følges helt op i disse Aar. I Dag siger ogsaa andre det, jeg sagde for baade ti og femten Aar siden, se saaledes N. V. Bentzon i forrige Nr. af

DMT og JUrgen Balzer i »Ekstrabladet« (25. 8. 45) - Folk, som F. H. næppe vil turde frakende »Organ«. For øvrigt har jeg dog straks været parat med Anerkendelse, naar jeg - som sket er i den senere Tid - har mødt Musik, som syntes mig at indebære en virkelig Forjættelse om Fornyelse i Retning af Genindsættelse af de menneskelige (humane) Værdier i Kunsten . (f . Eks. Holmboe, N. V. Bentzon). At denne min Holdning fra den radikale Klikes Side er blevet stemplet som »Opportunisme« og ramtidig sorn Udtryk for en »germanistisk«, ja saagar »nazistisk« Kunstindstilling, bestyrker kun min Formodning om, at den herskende Begrebsforvirring ogsaa. i vort musikalske Aandsliv endnu ikke er ganske overvundet. Der synes saaledes at være Stof nok til endnu et Par Pjecer om - »Kulturkrisen«.