Hakon Andersen 70 aar

Hakon Andersen 70 Aar

Den 26. oktober 1945 fyldte organist ved Helligaandskirken, Hakon Andersen, 70 aar. Han er en dygtig organist og stiv teoretiker, som saadan f. eks. censor ved den store organisteksamen. Men sin væsentligste indsats har han gjort som sangmand. Derfor disse linier af undertegnede.

Hakon Andersen stammer fra et københavnsk haandværkerhjem, men forøvrigt er familien paa fædrene side runden af den musikalske fynske muld. En onkel var stadsmusikant i Assens, en anden onkel cornettist i Lumbyes orkester. H. A. er altsaa arveligt belastet, selv om han vil paastaa, at det nærmest er en tilfældighed, der har bragt ham ind paa musikerbanen. En tiltagende øjensvækkelse bragte ham som dreng ind paa blindeinstitutet, hvor man opdagede hans musikalske evner. Han lærte at spille violin og orgel, blev ganske ung organist og havnede i 1921 i organistembedet ved Helligaandskirken, hvor han i pastor Welding fandt en forstaaende foresat, der delte hans interesse for Ths. Laub. Det er dog karakteristisk for H. A.s sunde maadehold og ligefremme udtryksmaade, at han ikke vil kaldes 110 p Ct.s Laubianer.

Allerede c. 1900 kom H. A. ind i skolevæsnet som sanglærer, i mange aar ved Aurehøj og Øregaard gymnasier. Han medbragte to betydelige aktiver, en usvigelig sans for kvalitet og førnævnte store haandværksmæssige kunnen. To gange i tidsrummet siden skoleloven af 1814 har dansk skolesang frembragt topydelser. Første gang, da. A. P. Berggren for c. 100 aar siden udgav sine skolesangbøger - romantikens sangværk, væsentlig baseret paa J. A. P. Schulz og Weyse. Anden gang, da det i 1920'erne gjaldt om at frugtbargøre den nye folkelige sang, som Laub og Carl Nielsen havde indvarslet, for den danske skole. Carl Nielsen vidste nok, hvad han gjorde, da han i 1924 valgte H. A. som medarbejder ved udgivelsen af sangbogen »Danmark«. Han siger selv herom: »Hr. Hakon Andersen er ikke alene en fortræffelig musiker, men som mangeaarig lærer i sang i skoler og gymnasier var han i besiddelse af den store praktiske erfaring og tillige af en vis medfødt sans for ved hvilke hjælpemidler børnenes deltagelse vækkes tillive.« Sangbogen »Danmark« er paa visse punkter upraktisk og ensidig i løsningen af de 2- og 3st. udsættelser, men den er den første »nyere« skolesangbog, stamfader til alle de mange senere. H. A. har en grundlæggende bedrift til paa samvittigheden. Det er »Gymnasiesangbogen«, som han i samarbejde med Finn Høffding udgav i 1929. Det er vor mest brugte korsangbog, hvori - foruden det danske stof - er medtaget en fyldig repræsentation af den klassiske korlitteratur, som H. A. fra sin tidligste ungdom har været en utrættelig forkæmper for i skolesangen, i begyndelsen ofte uden at finde nogen paaskønnelse for sine bestræbelser hos myndighederne. Hvad gjorde han saa? Han blæste myndighederne en lang march. Uhyre respektløs kan han være, hvis det passer ham, eller hvis noget ikke passer ham.

H. A.s interesse og evner for sangen bragte ham ogsaa tidligt i forbindelse med mandskorene: Gutenbergkoret, Arion og H. K. - i dem alle har han virket som dirigent. Og under udførelsen af sit praktiske arbejde i skole og kor fik han stundom inspiration eller tilskyndelse til at komponere en melodi til en tekst, der tiltalte ham. Hans melodier ligger paa linie med Laub-Carl Nielsen-skolen, men bærer samtidig næsten alle et umiskendeligt præg af »Hakon«, noget karskt og kraftigt uden fup eller falbelader, i de stilfærdigere sange en fin lyrik. Adskillige er optaget i vore sangbøger, høres ogsaa i radioen, dog altfor sjældent. Men han skylder os endnu en samlet klaverudgave af sine sange. Den maa komme nu, for nu faar han tid til det. I sit lange liv som flittig praktiker har Hakon Andersen haft hjertet og fantasien med - han har ogsaa været kunstner.

Karl Clausen.