Veddeløbet i det lave

Veddeløbet i det Lave

Af Sven Lunn

Saa tidt den Y1ørsle Spilleinand Der ined Fiolen føi-er an, Kun slel paa Hyrdepiben fløjler. (Baggesen.)

i

I Politikens Kronik for 8.-1.-1944 fortalte Komponisten Svend Erik Tarp om, hvorledes et Musikværk, d. v. s. et større Orkesterværk, bliver til, og han kommer i denne Forbindelse ind paa at berette om Arbejdet med at skrive en almindelig strofisk Sang. Udgangspunktet er, at han en Dag har faaet til Opgave at sætte et Digt i Musik til Brug for en folkelig Sanger. Han leverer tre Melodier til Udvalg, den ene antages, synges, trykkes »og slutteligen. indbringer Node-og Graminofonpladesalget samt Opførelseshonora,rerne - sidstnævntc via Koda - mig lidt af det til Livets Opredioldelsc nødvendige Mammon, og hele Affæren har ikke kostet mig stort mere end en halv Times Arbejde«, skriver han. Og saa f ortsætter han:

»Er det det hele? spørger Folk. ja, det er det hele, naar det drejer sig om noget saa konkret og af saa beskedent Format; saadan en lille Melodi i mere eller mindre pænt friseret, kanoniseret »Højskolestil« kan man uden at overanstrenge sig mageligt producere en halv Snes Stykker af om Dagen, og man behøver ikke engang at være egentlig Komponist til det Stykke Arbejde - det kan mangen en musikbegavet Organist eller Skolelærer gøre lige saa godt, eller maaske bedre. Det er musikalsk Husflid.«

»Husflid« - Det er altsaa. Betegnelsen paa Parnasset for den Indsats, Carl Nielsen, Laub og andre har gjort i den folkelige Sangs Tjeneste. De Sange, der nu bærer Arbejdet i Højskolekredse, Ungd=sforeninger o. I. Landet over, er blot »Husflid«, en Vare, man kan fabrikere en halv Snes Stykker af om Dagen. Samlebaandet er rede, kom blot med Teksterne, og Parnassets Løver gør det hele i Musik til Glæde og Opbyggelse for den glanende Almue.

I sin Artikel om den folkelige Sangs Problemer (DMT 1945,8) indrømmer Tarp, at Carl Nielscn skrev folkelige _Melodier fyldte af frisk Vejr og høj Flugt, »medens Laub, Ring og tildels Aagaard for mine Øren tager sig ud som bleg Efterklang«. Dette maa selvfølgelig staa for Tarps egen Regning, rent bortset fra at Carl Nielsen i Forholdet til Laub ikke var Lærer, men Elev. Og personlig vil jeg mene, at Laubs Melodier til »Dejlig er den Himmel blaa« og »Sov sødt Barnlille« sikkert vil leve længere end de fleste hjemlige symfoniske Værker fra de senere Aar.

Man kan mene om Tarps Udtalelser, hvad man vil. Et maa. man dog beundre ham for, nemlig den hensynsløse Ærlighed, hvormed han lægger sin merkantile Indstilling overfor Musikken for Dagen. Men samtidig maa man beklage, at man allerede nu indenfor de førende hjemlige Musikkredse er kommet saa langt væk fra den Ydmyghed overfor Kunsten, der prægede Carl Nielsen. Og han var dog ogsaa en stor Komponist. Overfor de citerede Udtalelser af Tarp kan man anføre det Sted fra Carl Nielsen*), hvor han tilraaber Kunstneren: »Se, hvordan Albrecht Ddrer har malet et Græsstraa, hvordan Schubert har komponeret en lille Sang, lær, at det mindste skal blive det største, at to Farver, tre Toner, to Retvinkler og en Cirkel er nok for den, der fik den sande Fryd ved at arbejde som en ringe Tjener i Kunstens Verden.«

I Diskussionen om Riisagers Frihedssang spørger Tarp nu: Hvad er den ægte danske Folkesang? - Det er nemt nok at spørge om, men sikkert umuligt at give et udtømmende Svar paa. Givet er det, at det ikke er en Fidus, der kan læres for at man derigennem med en halv Times Arbejde kan komme i Besiddelse af lidt af det til Livets Opretholdelse nødvendige Mammon.

Selvom det tilslører Diskussionen om Riisagers Frihedssang, kan det være fristende at beskæftige

*) Levende Musik. S. 92.

sig med Tarps Spørgsmaal. - For at en Sang skal være en ægte dansk Folkesang, kræves for det første, at den skal være ægte og for det andet at den skal være folkelig. Om begge Begreber kan der diskuteres til Dommedag. Hvis man skal diskutere om, hvad det er, der gør, at et Kunstværk virker ægte, bliver det en Diskussion om dette ubestemmelige, som kan være bundet til et Par Verslinier, en Radering af Rembrandt eller en Strofe f ra Don juan. Et Noget, man ikke kan maale eller veje, men -kun fornemme. En Definition af, hvad der er folkeligt, vil man heller ikke kunne give, fordi det skifter fra det ene Ti-Aar til det andet. Forudsætninger for at kunne skrive en folkelig Melodi har kun det store Geni, der med en genial Intuition kan fange den folkelige Psyke, eller den Komponist, der som f. Eks. Oluf Ring staar midt i folkeligt Arbejde. Men de kan ikke antages at være til Stede hos Parnasløver, for hvem et saadant Arbejde kun er Husflid, værdig for Organister og Skolelærere.

Riisagers Melodi virker hverken ægte eller folkelig. At den har fundet Udbredelse, er ikke noget Argument for dens Bonitet. Tænk paa de Rædsler, som f. Eks. Carlsen gennem Aarene har plaget Landet med. Dens nærmeste stilistiske Forbilleder synes at være Hornemans snart 100-aarige »Dengang jeg drog afsted« og den endnu ældre »Marseillaisen«. Den kan bedst karakteriseres ved en Vending, som en højt begavet nu afgaaet Anmelder engang skrev om en Operette: »Musikken er af den Art, vi alle kan føde, naar Resonansen i Badekarret faar os til at tro, at vi er musikalske.«

Det er beklageligt, at denne Sang, det daarligste saavel Forfatteren som Komponisten har skrevet, skulde blive Frihedsbevægelsens musikalske Symbol. Der var mange om Budet, og der var flere gode Sange imellem, men da Riisager blev pacet frem af det store Propagandaapparat, var det hans, der sejrede. - Vi har gennem Aarene haft mange Kampsange, men aldrig har det været nødvendigt at anvende en saa uskøn Vending som den om de »fem. forbandede Aar«. Man kan sammenligne med Udlandet. Frankrig og England sejrede under den forrige Verdenskrig med henholdsvis »Madelon« og »Tipperary«, og Amerikanernes Slagsang denne Gang var »Over there«. - Man. kan dog ikke nægte, at ogsaa disse Folk har været i Krig. - Og hvilken Forskel er der ikke paa disse lette Sanges saavel Melodier som Tekster og saa Riisagers tomt buldrende Musik og Møller Kristensens determinerede Ord.

jeg kan ikke andet end give Carl Willum Hansen Ret i, at Riisagers Melodi er »et Slag i Ansigtet paa den ægte datiske, Folkesang«. Havde Rilsager holdt paa sin Anonymitet, vilde denne Diskussion aldrig have fundet Sted, Melodien vilde simpelthen efterhaanden være glemt. Men naar det,er Komponistforeningens Formand, der her træder frem i Rampelyset, er det en ganske anden Sag. Navnlig naar man har de ovenfor citerede Udtalelser af Tarp som Baggrund. Saa er der Grund til at raabe Vagt i Gevær og udbede sig, at man paa Parnasset omfatter den folkelige Sang med Respekt og ikke blot reducerer den til Husflid, der med et Skuldertræk kan overlades til Komponister af anden Rang.

Med de Fortjenester in mente som Riisager har indlagt sig som den, der indførte Smilet i Mellemkrigstidens danske Musik, vil jeg slutte med at give ham - og Tarp - et Raad, som Baggesen engang gav 0e.lilenschlåger, idet jeg tager mig den Frihed i Baggesens Tekst at forandre Melpomene, Tragediens Muse, til Thalia, hendes muntre Søster. Det lyder:

jeg derfoi- giver Dig, inin Bro'er, Det Raad jeg gav Dig alt i Fjor: Bliv x~or - bliv ved at vc,-re stor, Der hvor Thalias Lamper tindre; Men, alt for nær ved forden, gys For hendes Søsters Gøgle-Ly-r - - Og vov Dig sjelden til det Mindre!