Den folkelige sangs problemer

Den folkelige Sangs

Problemer

A~ I. L. Emborg

»Den ægte danske Folkesang?« Man maa give Sv. E. Tarp og Otto Mortensen Ret i, at der ved dette Udtryk er Grund til at spørge om, hvad dette er for en Folkesang, og med hvilken Begrundelse. Thi Folkesangen hænger jo dog sammen med Folkets Liv i flere Aarhundreder og fremviser saaledes Træk fra de skiftende Tiders Stilarter, og derover skulde maa ingenlunde undre sig. Tarp skriver (D.M. Nr. 8), at naar en moderne Komponist skriver folkelige Sange eller Viser, er det »et Arbejde, der ofte bærer mere Præg af gedigent Haandværk end af egentlig kunstnerisk Udfoldelse«. Man faar Lyst at udbryde: Leve det gedigne Haandværk! Thi uden dette ingen Kunst, enten Talen er om beskedne Folkesange eller komplicerede Musikværker.

Naar Musikere f. Eks. paa min Alder, for ca. 50 Aar siden, studerede Komposition, lærte vi endnu alt efter en fastslaaet Stil, d. v. s. vi skulde lære at overholde bestemte Kunstregler i det harmoniske, kontrapunktiske, formelle og instrumentale. Dersom vi havde Talent, skulde det aabenbare sig derved, at vi, skønt vi overholdt Kunstreglerne, som andre havde sat, maaske alligevel formaaede at frembringe noget, som virkede med Friskhed, interessant og smukt. Hvis vi brød en Regel under Arbejdet, saa skulde det aldeles afgjort være et Undtagelsestilfælde, og saaledes, at det var overbevisende tydeligt, hvorfor det blev gjort. Saadan havde de vordende Kompo. nister i mange Slægtled maattet begynde. Ogsaa f. Eks. Carl Nielsen, som var ung for ca. 60 Aar siden, gjorde det samme. Hvis der ikke var Kunstregler, som Kunstneren maatte bøje sig for, hvis alle kunde gøre fuldstændigt som de vilde, saa var der ingen Kunst, thi da kunde jo enhver sætte noget sammen, og saa var det ikke mere noget eksceptionelt. Med andre Ord, vi maatte først kunne Haandværket for overhovedet at regnes med, og før ens gode Lærer vilde medgive os sin Velsignelse, naar vi i vor ungdommelige Iver vilde fremvise en Komposition for en Forlægger eller en Kapelmester. Dette Princip var saa. overbevisende rigtigt for al Kunst, at vi f. Eks. ejheller ikke Carl Nielsen - nogensinde forlod det, denne Spænding mellem Lovbundethed og Frihed bragte værdifuld Kamp og maatte sejrrigt udløses. Vi indsaa, at saaledes havde det været gennem Tiderne for Mestrene, som vi elskede og beundrede. Men vi blev ikke staaende ved alt det, vi lærte i Ungdommen; som Aarene

gik, medførte Udviklingen, at vi fik nye Idealer, og Kunstreglerne ændredes. Hvorved og hvorfra? Flere Steder fra, fra Kendskabet til fremragende Nutidskomponisters Værker, hvis vi da kunde se, at de havde Kunstregler, de respekterede, eller fra os selv, idet vi gjorde Erfaringer, og endelig fik vi ved Kendskab til Fortidens Mestre opdaget Kunstregler, som var strengere og mere idealistiske. Desuden var der som altid nogen af os, der savnede kunst-moralsk Holdning, der foragtede det traditionelle Princip med den haandværksmæssige Dygtigheds. absolutte Nødvendighed og svævede frigjort mod Guderne i lutter Inspiration og nye Opfindelser. Her gjorde f. Eks. det internationale Selskab for Ny Musik efter første Verdenskrig megen Skade paa Ungdommen paa Grund af, at ingen ny Komposition kunde - ifølge Lovene - antages til Opførelse, hvis den ikke røbede nye Midler og nye Veje i den musikalske Kunst. Naada, saa maatte den unge Komponist ordentlig spekulere, for hvert Aar at finde paa »nye Vej e« o. s. v., skønt det var en farlig Sport. Det viste sig da ofte, at de nye Veje blev Afveje, eller førte nedad, hvor Vognen løb saa let. Kunsten stiger! ja, undertiden, men den synker jo ogsaa undertiden. De Mestre fra svundne Tider, hvis Værker lever, har højagtet Haandværkets Tvang og haft Talent eller Geni til desuagtet at være nye og herlige i deres Kunst. Men fra enhver Tid findes jo ogsaa Værker, hvor det ses, at kun Haandværket er i Orden, men Talentet var der ikke, og de er livløse og tørre. Saaledes. vel ogsaa i Dag,

Den Carl Nielsen-Laubske Fornyelse af den den folkelige Sang viser tydeligt alt dette. De Folk gjorde sig klart, naar de skrev en Melodi, hvad den skulde bruges til, om den f. Eks. som en Salme eller en patriotisk Sang - skulde egne sig til Fællessarig, eller om det snarere skulde være en Sang for den enkelte eller for Hjemmet o. s. v. Det var Brugsmusik, man mærker det udmærkede Haandværk, og tillige, ofte hos Carl Nielsen og Laub, men ogsaa. hos andre, Talentet, der berettiger det hele. Begge Dele: At Melodien egnede sig, haandværksmæssigt set, til at bruges, og at den var gj ort med Talent og Kærlighed til dansk Digtning, medførte, at den bragte Folket Glæde. Med Folket menes ikke »Almuen«, men høje og lave, ogsaa Musikfolk og Lægfolk. Deres Kunstregler havde de nævnte Komponister ikke færdige fra føromtalte Oplærelse i Ungdommen, men fra Studiet af Mestrene i Vokalmusik gennem Tiderne, Schultz iberegnet, og skyldte ikke ogsaa Schultz Fortiden meget? Og hos ham fandt de gode Tanker om, hvorledes denne Brugsmusik burde være. En »bagudrettet Stilisering« kan saaledes være fuldt berettiget, og, som vi ser, bringe Fornyelse. Naar Komponisten skriver en folkelig Melodi, skal han virkelig ikke i kunstnerisk Henseende »stige ned«. Det er den mindste, uanseligste, af a Ke Musikens Former, men den stiller lige saa høje og strenge kunstneriske Krav som den største Symfoni. Det bør naturligvis Komponister altid huske paa, naar de forsøger sig. jeg vil ikke være med til at diskutere Riisagers Frihedssang; den klang lyst og muntert paa Raadhuspladsen, da Kolonner af Frihedskæmpere en Dag i Maj trak op og alle fløjtede den omkap, med Foraarets Fugle. Men hvorfor skulde der - dette være sagt i Anledning af en Bemærkning af Otto Mortensen i samme Nr. af D.M. - ikke kunde have været skrevet en Frihedssang indenfor Carl Nielsens Stil? Hvis det ikke vilde lykkes, vilde det næppe have været Stilens, Skyld, men Mangel paa Talent.

Ærede Læser, tilgiv mig, at jeg her i denne Artikel har opvartet med lutter Selvfølgeligheder! Det var ikke min Hensigt at belære, men kun, da andre har begyndt, at være med i den hyggelige Passiar. Carl Nielsens Stil kommer vel ogsaa til især at høre den forløbne Tid til, men lad os ikke have for megen Hast med at jage efter det nye; det skal nemlig komme af sig selv, idet vi selv og Folket forandres under Oplevelserne, som det altid er gaa-et. Vi skal hverken i smaa. eller store Musikformer, mener jeg, være opfyldt af at søge de nye Veje, de maa snarere findes i Blinde, hvis der er nogle, idet vi af Oplevelserne eller højere Magter føres ind paa dem. Hvis vi har funden en god Stil, saa skal vi meget snarere blive i den, indtil vi ligesom drives over i noget andet. Saa vil det ikke gaa for sig flere Gange i hver Menneskealder, som vi har set, og saa kan de høje Guder bedre overkomme at holde os vedlige med »nye Vej e«. Jeg er bange for, at der ikke gives alt for mange, da Tonernes og det menneskelige Øres Natur maaske ikke kan tillade alt muligt.