Nye grammofonplader

Nye Grammofonplader

Ved Erling Winkel

-F. Smetana: Moldau (Af,,Mit ~Ftedreland""). Tono X,95041-42.

En ny Indspilning af Moldauen ved Thomas Jensen og Radioorkesteret. Propert og sobert som sædvanlig. Man kunde ønske sig mere Bredde over Hovedtemaet og større Finhed i Betoningen. Klangen er ikke alle Steder lige naturlig; men det dynamiske er lykkedes godt. Paa 4. Pladeside findes en af Dvoraks slaviske Danse, et oplagt Virtuosnummer for ethvert velledet og dygtigt Orkester. Den udføres med det Liv og den fejende Flothed, som den har Krav paa.

A. Vivaldi: Concerto groszo. Op. 3 Nr. 11. Dmølt. Tono L -08000-01.

Det maa allerførst siges, at vi staar over for et levende og velklingende Stykke Musik i en musikalsk, fin og sober Udførelse ved Emil Telmanyi og hans Kammerorkester. Specielt Mellemsatsen (der ogsaa er den lydmæssigt mest taknemlige) er ble Vet aldeles henrivende. Det kan siges, at Telmanyi ved andre Lejligheder har præsteret mere Temperament samt vist sig i Besiddelse af den rette Glød og Nerve, naar han foredrog Baroktidens Vøerker. I Intensitet naar Ydersatserne i den foreliggende Indsp;1.ning ikke helt, hvad man havde Lov til ac vente sig af Telmanyi. Især den egentlige (sidste) Allegro i første Sats taaler mere Energi, specielt naar man som her har valgt et relativt langsomt Tempo. Hvad Dynamiken i Optagelsen angaar, er der i Ydersatserne for lidt Forskel paa Tutti og Soli. Orkesterets Klang er nogle Steder lidt mat, og de tre Solister, især Telmanyi, er vist kommet lidt for nær til Mikrofonen. Cembaloet virker godt i Tutti-Klangen; i det hele taget kan man paa Klangens. Karakter og Farve udmærket skelne mellem Tutti og Soli. Som sagt, trods disse Indvendinger er Indspilningen anbeffielsesværdig.

Svend Erik Tarp,- Serenade for ""øjte, Violin, Bratsch og Violoncel. Op. 28 b. Tono A 122

Man glæder sig, hver Gang et nyere Stykke dansk Musik bliver optaget paa Grammofon. Tarp er en overordentlig habil Skribent, der i høj Grad behersker Teknik og Udtryksmidler; det er en smal Sag f or ham at skrive et Stykke høreværdigt Kammermusik. Det foreliggende Arbejde er komponeret i moderne Divertimentostil, ikke uden Paavirkning fra Frankring (Milhaud). Det er afvekslende, fint og naturligt i Tonalitetsfornemmelsen og behersket for det klangliges, Vedkommende. De enkelte Satser er kortfattede; specielt de tre første er velformede. Den første - Leggiero e grazioso - udvikler en Række Perioder, der paa naturlig Maade organisk vokser ud af Hovedtemaet. I den følgende Sostenuto er Klangforskellen mellem Fløjten og Strygerne overordentlig fint udnyttet. 3die Sats - den lille Fuga - er i al sin Knaphed et Mesterværk der specielt i Afslutningen er behændigt gjort. Efter en kort improvisationsagtig Overledning følger Finalen, der virker noget svagere og løst henkastet; det er som om den »hendøende« Slutning ikke rigtig virker efter Hensigten paa Grund af Satsens Korthed. Alt i alt er det tematiske Stof ikke særlig karakteristisk (bortset fra Fugaen), men Udformningen er præget af Smag og Sans for Plastik.

En speciel Hyldest tilkommer Erik Thomsen Kvartetten (Leo Hansen, Gunnar Frederiksen, Louis Jensen). Det vilde være glædeligt, om der - naar Tiderne forhaabentlig bedres - forestod flere Optagelser af dette Ensemble, der allerede i en Ræ2ke -Aar mellem Kendere har været anset for et af vore fineste Kammermusikensembler. Denne Optagelse maa i enhver Henseende siges at være vellykket.

Richard Adinselt: l Varszawa Koncerten.

Tonø X 2504,2'

Den f orjættende Titel dækker over et Stykke veldrejet senromantisk Salonmusik. Indspilningen ved Ellen Gilberg og Tivolis Orkester under Felumb er efter alt at dømme særdeles vellykket. Pladen har muligvis Krav paa en vis publicity, dog næppe hos dem, der interesserer sig for nyere Musik for dennes egen Skyld.