Røret om folkesangen

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 10 - side 190-191

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Røret om Folkesangen

Af Svend Erik Tarp

Med Fare for - ikke helt uberettiget - at blive anklaget for at yde Bidrag til at lave DM om til en polemisk Diskussionsklub, finder jeg dog Anledning til at gøre et spagfærdigt Forsøg paa at udrydde nogle af de Misforstaaelser, hvori Carl Willum Hansen og navnlig Sven Lunn gør sig skyldige i deres Betragtninger i Anledning af min Artikel om den folkelige Sangs Problemer.

Carl Willum Hansen mener, at det maa have virket irriterende at faa Carl-Nielsen Skolen stukket i Næsen, og Sv. Lunn paadutter mig, at jeg skulde have karakteriseret »den Indsats, Carl Nielsen, Laub og andre har gjort i den folkelige Sangs Tjeneste« som musikalsk Husflid. Rent bortset fra, at der vel ikke vilde være noget ejendommeligt i, at Bestræbelser, der den Gang virkede som en - haardt tiltrængt - Fornyelse, i Dag kan føles som Stagnation, saa har jeg jo netop, men aabenbart forgæves, søgt at løse Carl Nielsen ud af den Baas, man her ynder at sætte ham i; det hævdes, at Laub var Skolemesteren - undskyld: Læremesteren (med Glosen »Efterklang« mentes naturligvis i Tilfældet Laub ikke C.-N.-Epigoneri, men blot Eklekticisme i al Almindelighed), men hvorfor saa tale om Carl-Nielsen-Skolen? Sv. Lunn erklærer, at der intet Svar kan gives Paa, hvad man skal forsøge at forstaa ved det lille Ord ægte i Forbindelse med den foreliggende Sag, maa jeg forsøge at forklare, hvordan det kan tage sig ud, set fra Komponistens Side? Jeg maa gentage, hvad jeg sagde sidst, at C. N.s bedste Sange for mig staar uantastede af Tiden, formentlig i Kraft af Komponistens Geni; men hvem siger, at hvad der var »ægte« for C. N. ogsaa er det for de mange senere tilkommende smaa Profeter? C. N. skabte sig i den folkelige Sang et ejendommeligt Speciale af en saadan Enkelthed i Udtrykket, at mange lod sig forblinde og troede, at der her simpelthen var skabt en Recept, som enhver kunde gaa frem efter, og det er jo en Kendsgerning, at alt for mange Mennesker (hvoriblandt altsaa ogsaa Organister og Skolelærere!) følte sig kaldede til at dyrke musikalsk Husflid, og at den folkelige Sangs Omraade selv ikke skyes af musikalske Analfabeter (hvilket Carl Willum Hansen indrømmer mig). Vi vader i Dag i »folkelige« Melodier, som maaske nok er »i Stilen«, men som er døde som Sild, inden Blækket paa Papiret er tørt, fordi de er aldeles ligegyldige; om de synges i nogen Udstrækning, ved jeg ikke (der synges mange Ligegyldigheder mellem Aar og Dag) ; jeg ved heller ikke noget om, hvor meget disse Godtfolk, der producerer dem, tænker over, hvad det egentlig er, de foretager sig, men alligevel staar jeg fast paa, at disse Mennesker løser Opgaven mere tilfredsstillende, end mangen en professionel Komponist (Jvnf. det af Sv. Lunn citerede Brudstykke af min Kronik i »Politiken«), fordi de maa formodes at være mere ærlige i deres Arbejde. For det ved jeg, at den Komponist, der er sig sit kunstneriske Ansvar bevidst, og som hver Dag maa spørge sig selv, om de Toner, han prenter paa Papiret, nu ogsaa er Udtryk for musikalske Rørelser, han selv føler som ægte, som han uden Forbehold kan gaa 100 p Ct. ind for - for ham kan det at skrive folkelige Melodier i »Højskolestilen« (jvnf. Carl Willum Hansen og Karl Clausen) i Dag aldrig blive andet end - Husflid.

Jeg har for min egen Part forlængst draget Konsekvensen af de her fremsatte Synspunkter, idet jeg for Aar tilbage ophørte med at komponere saakaldte folkelige Sange. For det første forekom det mig for let at tilfredsstille de Krav, som kyndige Folk indenfor Folkesangen stillede til en saadan Melodi - og jeg tror nu ikke rigtigt paa det, man kommer altfor let til. For det andet, fordi jeg følte, at det ikke var ærligt Spil kun i Kraft af en vis erhvervet teknisk Evne at stable en »rigtig« Melodi paa Benene. Og naar man saa maa opleve, at det, som man efterhaanden selv har opdaget i sit Væsen er falsk og uægte - udelukkende »Husflid«, - at det akcepteres blankt af den folkelige Sangs Forkæmpere, kan det da forbavse, at man stiller sig noget skeptisk overfor samme Forkæmperes Evne til at skelne ægte fra uægte?

Vi kan sikkert blive enige om, at det udover al Fornuft store Antal Mennesker som producerer folkelige Sange, bevirker, at Gennemsnitskvaliteten maa blive ringe; til Gengæld er der næppe mange Omraader indenfor Kompositionsvirksomheden, hvor man finder et saa gunstigt Forhold mellem Arbejdets (ringe) Omfang og det (relativt gode) økonomiske Udbytte. Hr. Lunn, der i Embeds Medfør har Lejlighed til at stifte Bekendtskab med samtlige her i Landet udkommende Noder, og som forøvrigt er en flittig Koncertgænger, kan næppe være uvidende om, hvor forsvindende ringe en Plads de folkelige Sange optager i min Produktion (det drejer sig om i alt fem Smaasange, alle skrevne for mere end fem Aar siden). Ikke destomindre finder Hr. Lunn sig foranlediget til paa Basis af Kendsgerningerne at karakterisere min musikalske Indstilling som merkantilt bestemt. Det gør ondt der, hvor Logikken sidder, naar man læser den Slags Ting. (Det virker ogsaa ejendommeligt, at Lunn forarges over, at man vil overlade de mere begrænsede Opgaver til mindre professionelle Komponister, naar han faa Linjer senere - oven i Købet paa Vers - opfordrer en til at lade disse Opgaver ligge!)

Men forøvrigt finder jeg, at en Komponist har akkurat samme Ret til at leve af sit Arbejde som en Magister; og da Hr. Lunn nu har været saa flink til at citere tidligere af mig fremsatte Udtalelser, vil jeg skam heller ikke staa tilbage. I DM, Aarg. 1933, Side 197, skriver Sv. Lunn »I rammeste Alvor mener jeg, at det vilde være til stor Støtte for Musiken, om Komponisterne var indstillet paa, at de skulde bringe Penge ud af deres Kunst. Musik har altid - indtil Romantiken - været en Handelsvare, og Prisen afhang af Varens Kvalitet og Markedets Konjunkturer. Der skal være Omsætning i Foretagendet - ligesom i en almindelig Grøntbutik. . . . .«

Jeg kan berolige Hr. Lunn med, at den Dag, det eventuelt maatte lykkes mig at forme en folkelig Sangmelodi uden at komme i Konflikt med min kunstneriske Samvittighed (som jeg altsaa trods alt er befængt med), da skal jeg ile med at indkassere det Mammon, Mesterværket maatte kaste af sig. Det sker dog sandsynligvis hverken i Dag eller i Morgen. Jeg skrev sidst, at jeg indtil videre betragtede Tanken om en tidssvarende folkelig Sangstil som en skøn Utopi; til nærmere Belysning af Ordet: »tidssvarende« i denne Sammenhæng skal jeg endnu en Gang gentage, hvad jeg ogsaa skrev sidst, at paa den folkelige Sangs Omraade arbejder Komponisten i Dag med musikalske Faktorer, der favoriserer en bagudrettet Stilisering. En saadan Stilisering kan være af en vis berettiget Virkning, naar den fremtræder som et rent artistisk begrundet Anliggende (som f. Eks. i Prokofieffs »Symphonic classique«) ; men man maa have mig undskyldt - en stiliseret Folkesang forekommer mig et noget bagvendt Begreb. Man vil muligvis indvende, at jeg begaar den Fejl, at jeg ensidigt betragter Sagen fra dens musikalske Side; men saa ligetil er det nu heller ikke - hvis det var Tilfældet, vilde der jo ikke eksistere noget Problem, saa var det blot at komponere løs i Overensstemmelse med sin musikalske Samvittighed uden Hensyn til Tekstens Krav. Og der er et Problem her, og det nytter ikke at henvise til, at det er løst en Gang for alle af Carl Nielsen og Laub - det skal ogsaa, løses i Dag og i Morgen.

Maaske er Krisen international; jeg giver Lunn Ret i, at »Madelon«, »Tipperary« og »Over there« virker særdeles overbevisende som folkelige Melodier (de har nu heller ikke meget tilfælles med Laub), men de stammer alle - ogsaa Cohans Melodi, hvilket den lærde Magister synes at svæve i Uvidenhed om - fra forrige Verdenskrig. Melodierne fra denne Krig »We are goin' to hang our washes on the Siegfried-Line« og »Run, Adolf, run« slog vist aldrig rigtigt igennem og »Lili Marleen« og »Wir fahren gegen Engelland« vil jeg overlade til Læserne selv at tage Stilling til; derimod kan man ikke frakende den franske Maqui-Sang er ganske karakterfuld Tone, men jeg vil nu skyde paa, at den - ligesom den udmærkede engelske »Liliburlero« (hvortil jeg ikke kender nogen Tekst) - er af ældre Oprindelse.

Sv. Erik Tarp,

magistrielt udnævnt Parnasløve.

Årgang 20/1945, nr. 10