Jeg takker mine modstandere

Af
| Årgang 2007 (2007) nr. 03 - side 94-94

Da Schönberg i 1947, 73 år gammel, modtog “Special Award of Merit” fra National Institute of Arts and Letters, hvor komponisten beskriver de følelser, han havde, dengang han blev angrebet fra alle sider. Herom har Josef Rufer i Musiker über Musik, Stichnoteverlag, Darmstadt 1958, s. 149, skrevet:

»Dette brev er et rystende og tillige ualmindelig karakteristisk dokument. Det viser Schönbergs kompromisløshed, hans dybe kunstneriske ansvarsfølelse og ubetingede tro på sin kunstneriske intuition; uden hensyn til succes eller fejlslag. Det forædler en bitterhed, som må begribes ud fra dette kunstnerlivs tragik; et liv der fra først af alene var helliget én ide: Kunst for kunstens skyld!«

Takketale:

»Jeg er stolt af den formulering, hvormed denne udmærkelse er blevet mig tildelt. At alt, hvad jeg i disse 50 år har bestræbt mig på at fuldføre, af Dem bliver vurderet som en heltegerning, forekommer mig i flere henseender at være en overdrivelse.

Først nu har jeg kunnet sammenfatte, hvad hidtil så ud som et usammenhængende rod af enkeltheder – først nu begreb jeg, at det førte mig frem til en fuldendelse. Personligt havde jeg følelsen af at være faldet i et hav af kogende vand, og da jeg hverken kunne svømme eller på anden måde komme ud, prøvede jeg det, så godt jeg kunne, med arme og ben.

Jeg ved ikke, hvad der har reddet mig, hvorfor jeg ikke druknede eller blev kogt levende – jeg har måske kun én fortjeneste: Jeg opgav aldrig. Men hvordan ville jeg også have kunnet opgive midt i et ocean? Om mine anstrengelser var meget formålstjenlige eller helt meningsløse, om jeg derved ville redde mig eller fremskynde min undergang – der fandtes ingen, der ville hjælpe mig, og kun få, der ikke gerne havde set mig bukke under.

Jeg påstår ikke, at det skete af misundelse – hvad havde man også at være misundelig over?

Jeg tvivler også på, at det var mangel på god vilje eller – endnu værre – bevidst ond vilje. Det kan være sket ud fra ønsket om at blive fri for denne alpedrøm, denne uharmoniske tortur, disse uforståelige tanker, dette metodiske vanvid og – det må jeg indrømme – det var ikke dårlige mennesker, der følte sådan, selvom jeg naturligvis aldrig har forstået, at de blev så vrede, så rasende, så nærgående, så aggressive.

Jeg er stadig overbevist om, at jeg aldrig har frarøvet dem noget, som tilhørte dem; jeg blandede mig aldrig i deres rettigheder; jeg har aldrig forgrebet mig på deres ejendom, jeg vidste ikke engang, hvor den befandt sig, hvor grænserne for dens område var, og hvem der havde givet dem retten til den besiddelse.

Måske har jeg aldrig bekymret mig nok om disse problemer; måske bekymrede jeg mig ikke om at forstå deres synspunkter, var ikke nok hensynsfuld, var grov, når jeg skulle have været mild, utålmodig, når de var nedtrykte af bekymringer, gjorde mig lystig over dem, når det havde været tilrådeligt at vise hensyn, lo, når de var i nød.

Jeg ved kun, at jeg altid vakte anstød – men at jeg har en undskyldning: Jeg var styrtet ned i et hav af kogende vand, og det forbrændte ikke kun min hud, det brændte også indvendigt.

Og jeg kunne ikke svømme.

I hvert fald kunne jeg ikke svømme med strømmen. Alt, hvad jeg kunne gøre, var at svømme mod strømmen – om det så reddede mig eller ej.

Jeg ved, at jeg altid var en fredsforstyrrer. Og hvis de betragter det som en heltedåd, så må De undskylde mig, at jeg ikke forstår, hvori den består.

At jeg aldrig opgav?

Jeg kunne ikke – jeg havde gerne gjort det.

Jeg er stolt af at have modtaget denne udmærkelse for, at jeg skulle have udrettet noget. Jeg beder Dem om ikke at anse det for falsk beskedenhed, når jeg siger: Måske er der udrettet noget, men fortjenesten tilkommer ikke mig.

Fortjenesten må tilskrives mine modstandere. De var de eneste der virkelig hjalp mig.

Dem takker jeg!«