Musikken set fra oven

Musik og litteratur: Rolf Wallin, Jacob F. Schokking, Per Nørgård, Klaus Beck Nielsen (Das Beckwerk), Knut Vaage, Jørgen I. Jensen, Jan Inge Sørbø, Astrid Kvalbein og Tom Remlov var blandt oplægsholderne i et seminar om litteratur og musik på Lysebu i Olso. Seminaret fandt sted under Ultima-festivalen, hvor emnet lod sig udfolde gennem klingende musik.
Af
| Årgang 2007 (2007) nr. 03 - side 100-101

Det fantastiske udsyn fra Lysebu, helt oppe over Holmenkollen, inspirerer til klarsyn, og selv om stedets historie måske kunne forlede til national-romantiske drømmerier, holdt den dansk-norske konference om "Litteratur og Musik" skarpt fokus på samtidsmusikkens problemer – og dermed på den musikalske modernisme. For blot nogle få år siden ville post-modernismen have været det centrale begreb, men her kom begrebet ikke på tale: ingen dånede i henrykkelse over konsonansernes kontra-revolution; denne forsamling accepterede det moderne som idiomatisk grundbetingelse.

Den tidlige modernismes musikalske mærkesag, 12-tone-teknikken, var et nøgleord for Jørgen I. Jensen, der sammenlignede Thomas Manns fiktive komponist, Adrian Leverkühns dodekafoni, som er dæmonisk og overstyret, med Per Nørgårds serialisme, som er human og åbner sig for det absurde indfald. En anden humanist, forfatteren Jan Inge Sørbø præsenterede (i roman-form) Fartein Valens dodekafone 3. Symfoni som en symbiose af religiøs pietisme og ‘absolut’ 12-tone-metodik. Inspirationen fra den tidlige modernismes formsprog slog også stærkt igennem i Jakob Schokkings video præsentation af Howard Bakers Dead, dead, very dead, hvor Schokking konsekvent adskiller tekst, musik og billede: ingen fortolkning, kun en ‘eksponering’ af værkets elementer.

Ikke at modernismen var emnet for konferencen; den var snarere tilstede som en stadig understrøm. Sådan må man forstå, at Rolf Wallin kaldte Schønbergs A Suvivor from Warsaw til vidne for sin egen brug af rå, politisk virkelighed – børnesoldater i Afrika – i Strange News. Hvis man forstår modernismen som en retning snarere end et mål, kan man genkende modernismens ideverden i deltagernes indlæg.

I historisk perspektiv kan man se den oprindelige modernismes ideer og metoder som filtre til at frasortere udlevede æstetiske normer (man kan tænke på Schønbergs vej fra tonal til atonal til dodekafon komponist, eller Mondrians trinvise geometrisering af motiver sluttende i retvinklede gitterværker). Konferencen demonstrerede, at processen stadig er relevant.

Knut Vaage beskrev det dilemma, at han både vil respektere en given tekst og undgå en musikalsk overfortolkning. Hans svar var at hævde sin ret til drastiske beskæringer i teksten for at skaffe plads til musikken, hvis klang således står som komponistens selvstændige bidrag. Et markant eksempel på denne holdning er Nørgårds brug af Lewis Carrolls Alice i eventyrland og Bag spejlet med ganske korte fragmenter af den ordrige tekst (som forudsættes ret bekendt) og efterfølgende musikalsk/dramatiske fortolkninger, som så kan udfolde sig ad libitum. I sit eget indlæg præsenterede Nørgård sit motto som »at forvirre flest muligt, mest muligt« – et udpræget modernistisk manifest, trods den spøgefulde formulering.

It's all his fancy, that ... og Lygtemænd i byen blev begge opført under konferencen (af Athelas, også som led i Ultima-festivalen) og ganske naturligt opsummerede H.C. Andersen bearbejdningen alle de berørte temaer, måske fordi komponisten her identificerer sig med den gamle forfatter, både i dennes romantiske inspiration, når han finder »syv firkløvere, hvoraf den ene er en sekskløver«, og i hans formørkede tidsforståelse, med lygtemændene som ‘body-snatchers’ der overtager samfundet. Langt hen ad vejen er det næsten, som om Nørgårds stykke mirakuløst ophæver svælget mellem fortid og nutid, tradition og modernisme.

Et centralt tema i diskussionen havde rødder tilbage i Wagners Gesamtkunstwerk koncept; nærmere bestemt drejede det sig om betingelserne for, at ideen stadig kan fungere. I Die Walküre bragte Wagner et af proto-modernismens lysglimt, da han i strid med al realisme åbnede scenerummets bagtæppe, hvorved en dyster hal poetisk forvandledes til et lysende landskab. Kan musik, tekst og drama også spille sammen i vor tid? I en opsummering af alle konferencens indlæg formulerede Tom Remlov (operadirektør og filmproducent) en wagneriansk teori om det visuelle – billedet – som forbindelsesled mellem tekst og musik. For et selv-erklæret ‘tekst-menneske’ var det dog med blandede følelser, at Remlov måtte anerkende sceneregissørerne som opera-verdenens nye ‘helte’. Hvad lades tilbage efter den ekstreme udnyttelse af det, der oprindelig var Wagners personlige, visionære, forestilling? Komponisten Magner Åm gav en prægnant formulering af hele problemstillingen: de billed-ladede operaer er ikke ‘billed-skabende’, som Remlov hævdede, men ‘billed-præsenterende’. For Åm begynder et værk med en ‘uro’, som skaber en bevægelse (musikalsk), og de billeder, der fremstår herved, er kunstnerens – og lytterens – egne.

I spisesalen på Lysebu hænger et stort billede, som Per Kirkeby for godt fem år siden malede, tydeligt inspireret af den storladne udsigt over træbevoksede fjeldtoppe. Kirkeby lagde op til et genkendeligt landskab med en stribe himmel øverst og måske vand og trævækst nederst, men da det kom til bjergene, satte hans modernistiske filter ind, vel nok fordi han ikke ønskede at fortsætte den national-romantiske landskabstradition; i stedet placerede han nogle få enorme sten som billedets hovedmotiv. Med dette greb undgik kunstneren den alt-for-bekendte formel og realiserede en løsning, som er meget personlig i sin analytiske (geologi-informerede) holdning, endog hermeneutisk, for så vidt som man ser en mystisk proces med kraft-linjer som udgår fra disse sten og vel repræsenterer energi bundet i mineralverdenen. Det er, med Åms begreber, billed-dannelse, ikke billed-præsentation.

Kirkebys eksempel kaster lys på Rolf Wallins brug af billeder i Strange News, nemlig i form af videofilm som projiceres bag orkestret; her vises grusomme episoder med børn der er tvunget ind i rollen som soldater. Er de stærke billeder kongruente med den musikalske inspiration? Uanset hvor meget man sympatiserer med Wallins hensigter, må man spørge: er filmklippene billed-dannende eller billed-præsenterende? Opvejer deres provokations-værdi de uundgåelige associationer til nyhedsmediernes metoder?

Konferencens mest udtalte konfrontation vedrørte det faktum, at hovedrollen i stykket spilles af en (16 år gammel) teenager fra Uganda, der optræder både i video-projicering i baggrunden og som aktør foran orkestret; denne sammenblanding af virkelighed og kunst udløste en kritisk kommentar fra performance-kunstneren Das Beckwerk (alias Klaus Beck-Nielsen), der ikke ville godkende det uklare rolle-spil. Strange News undgår ikke det kritiske spørgsmål: realiserer den unge mand sig selv når han danser og synger foran et symfoniorkester, eller er han et redskab for komponisten? Udviskningen af grænserne mellem den ydre verden og det personlige rum er måske den stærkeste udfordring til modernismen lige nu, hvadenten man kalder processen post-modernisme, ny-modernisme, eller ærke-modernisme.

Lysebu – fakta

Fondet for dansk-norsk samarbejde er en bilateral fond, som har til formål at arbejde for øget forståelse og samarbejde mellem Danmark og Norge. Fondet realiserer sin virksomhed gennem ophold for enkeltpersoner og grupper på fondets to ejendomme, Schæffergården i København og Lysebu i Oslo.

Seminaret blev støttet økonomisk af Norges Ambassade i København.