Frescobaldi - Buxtehude

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 01 - side 11-13

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FRESCOBALDI - BUXTEHUDE

Af Carl Riess

- Frescobaldis Orgel var ikke stort, det havde kun et Manual og Pedal, Rørstemmer fandtes ikke og Pedalet havde ingen selvstændige Stemmer. Ved at spille Frescobaldis Orgelmusik igennem opdager man ogsaa snart, at det ikke er en farverig og fantasifald Registrering, der gør denne Musik interessant at høre paa, tværtimod virker den kun forstyrrende. Frescobaldi selv har ikke givet nogen Anvisning paa Registrering, men vi har en Opskrift f ra 1609 af Diruta, som kan være en god Rettesnor:

»1. Toneart kræver en værdig og tiltalende. »Harmoni«. Principal 16' og 8'.

2. Toneart. Tungsindig: Principal 16' og Tremolo.

3. Toneart. Klagende: Principal 16' og Fløjte 8'.

4. Toneart. Dyster og bedrøvet: som 2. Toneart.

5. Toneart. Maadeholdende Munterhed: Principal 8' og 4, Fløj te 8'.

6. Toneart. Værdig: Principal 16' og 8' og Fløjte 8'.

7. Toneart. Munter og mild: Princlpal.8'-4' og 2'.

8. Toneart. Fri og behagelig: Fløjte eller Fløjte og Principal 8' eller Fløjte 8' og Oktav 4'.

9. Toneart. Principal 16'-4' og 2'.

10. Toneart. Dyster: Principal 16' og 8' eller Principal 16' og Fløjte 8'.

11. Toneart. Livlig: Fløjte solo eller Fløjte 8' og Oktav 4' eller begge med Principal 2'.

12. Toneart. Fløjte 8', Principal 8' og 4' eller Fløjte solo.

»Il ripieno«: Principal 16' - 8'- 4' - 2 2/3' - 2' - 11/3' - 1' og 2/3.«

Vi maa dog huske, at vore Principalstemmer ikke alle er af samme Kvalitet som Italienernes og fremfor alt bestræbe os paa, at faa Klangen af en saadan Beskaffenhed, at saavel Yderstemmer som Mellemstemmer kan høres lige tydeligt. Ingen af Stemmerne maa dominere paa de andres Bekostning, derfor maa, det ogsaa.fraraades at lægge Understemmen i Pedalet. I denne Musik er alle Stemmer lige vigtige og det er den store Fantasi og Opfindsomhed i den melodiske og særlig i den rytmiske Udvikling fra Stemme til. Stemme, der gør Frescobaldis Musik saa langt mere værdifuld end hans samtidiges. Det er ikke nogen taktfast, jævnt flydende Tonestrøm, som vi finder den hos Bach, men nærmere Samlinger af smaa Stykker med, et Tema, der føles skabt rent improvisatorisk, gives videre til de andre Stemmer, vokser i Samklang med disse og udfolder sig i rytmisk Liv, for kort efter igen at dø bort i en skøn Kadence og erstattes af et nyt Indfald.

Skønheden i denne Musik kan kun komme til sin Ret ved stor rytmisk Smidighed og Forstaaelse fra den gengivende Kunstners Side; en stiv og taktfast Gengivelse vil fuldstændig dræbe den.

Frescobaldi har selv givet os en Anvisning derpaa i et Forord til sine Toccataer:

»Ligesom de nyere Madrigaler, hvor man skifter Tempo og snart synger langsommere, snart hurtigere, alt efter Tekstens Indhold, skal denne Art Musik heller ikke underkastes den sædvanlige Takt. Disse Toccataer er fulde af forskellige Passager og forskelligt Udtryk. Begyndelsen spilles langsomt, derefter optager man efter Behag Tempoet. Ved Slutningen af en Trille, eller af en trinvis eller springende Passage skal den sidste Node forlænges, for at den ene Passage kan adskilles fra den anden. Kadencerne kan man ogsaa naar de er skrevet i hurtige Nodeværdier holde betydeligt tilbage og tage endnu langsommere hen mod Slutningen. Hvis den ene Haand skal udføre en Trille og den anden samtidig en Passage, skal man ikke inddele Node mod Node, men spille Trillen rask og Passagen roligt og med Udtryk. Før man udfører dobbelte Passager med begge Hænder, tøver man lidt paa den forudgaaende Fjerdedel og spiller saa Passagen task for at lade Fingerfærdigheden træde ftem. I de Partitaer, som indeholder Løb og udtryksfulde Steder, vil det, være godt at gøre Tempoet noget bredere; ligesaa i Toccatoerne. De Stykker, som ikke indeholder nogen Passager, kan man spille i et hurtigere Tempo. Her er Valget af Tempo overladt til den spillendes fine Bedømmelse og gode smag; heri ligger netop denne Spillemaades og Stils Aand og Fuldkommenhed.«

Da Buxtehude blev Organist ved Marie Kirken i Lübeck, blev han Franz Tunders Efterfølger og giftede sig med Tunders Datter Anna Margaretha. Franz Tunder havde, i Følge Matthison, studeret hos Frescobaldi i Italien og det kan daarligt tænkes, at han ikke skulde have haft nogle af Frescobaldis Orgelværker med sig hjem og ved sin Død have efterladt dem til sin Svigersøn og Efterfølger i Embedet. I hvert Fald bærer Buxtehudes Orgelværker tydelige Spor af et endog grundigt Kendskab til Frescobaldi.

Sammenligner vi Buxtehudes Orgelværker med de tidligere og samtidige nordtyske Komponisters vil vi finde stor Lighed i Udformningen af de fugerede Satser. Stilen er den samme, Musikken har blot ved Geniet faaet dybere Indhold og højere kunstnerisk Værdi, den er blevet hævet, fra at være jævn Brugsmusik, til at blive udødelig Kunst. Men vi vil ogsaa hos Buxtehude træffe paa en ny Faktor, som vi ikke kender f ra - tidligere nordtyske Komponister. I de forbindende Led mellem to fugerede Satser sker det, at den stramme rytme, som Fugaen skal have, ligesom opløses og frigøres, den bliver mere sart og udtryksfuld, enkelte Steder, udvikles helt recitative Passager, der er i nær Slægt med Frescobaldis Toccatastil (f. Eks. i Præludium og Fuga E-Dur og fis-moll.) Et enkelt Præludium (F-Dur. SPitta Nr. XV) er, hvad Formen angaar, helt i italiensk Stil. Der findes i det absolut ingen Mulighed for Manualskifte eller større Klangændring, derimod et stærkt rytmisk Liv og stærke melodiske Linier. Ogsaa i det musikalske Indhold føler vi Frescobaldi; mest i det første Afsnit, der i høj Grad ligner de recitative Toccata-Introductioner hos Froberger,

Froberger var som bekendt ogsaa Elev af Frescobaldi - og i den korte Slutning, der ogsaa er af helt recitativ Karakter. I andet Afsnit finder vi ogsa Sidestykker til Frescobaldi, men det har dog et nordisk Præg i de mange Sekvensbevægelser. Sidste Afsnit, med Tertsbevægelserne i Pedalet og Vekselvirkningen mellem Pedal og Manual, tilhører helt den nordtyske Stil.

Denne Optagelse af et fremmed Element i sin Orgelstil har for Buxtehude været en Forøgelse af de Udtryksmidler, han ellers raadede over paa Orglet. Til de mange karakteristiske Fugaer og til Orgelglæden ved den højt udviklede Teknik og Registreringskunst føjer han nu den mere inderlige og varme Følelse i Recitativerne, hvor den straalende Orgelklang for en stund træder tilbage for at give Plads for mere udtryksfulde Melodi- og Rytmebevægelser.

Naar vi derfor skal spille Buxtehudes Orgelværker i den rette Stil, er det ikke nok, at have Kendskab til den nordtyske Skole alene, man maa ogsaa være fortrolig med Frescobaldis Stil, som for os Nordboere er betydelig vanskeligere at trænge ind i; vi maa være klar over, at en taktfast Gengivelse af de recitative Steder er en Misforstaaelse, disse Steder bliver dødt Stof som man nødvendigvis maa arbejde sig igennem for igen at faa Fodfæste i den efterfølgende Fuga. Da det paa et Barokorgel er umuligt at gøre en melodisk Linie udtryksfuld og give den Liv ved Hjælp af Klangen, har vi kun een Udvej, nemlig Frihed i Rytmen efter Frescobaldis Anvisning.

At Buxtehude selv har spillet disse Steder frit og udtryksfuldt, har vi kun faa Beviser paa, men vi har dem. I Præludium og Fuga i E-Dur, Spitta VIII, skriver han to Gange »trillo longo« over en Trille, der er skrevet ud, henholdsvis med 6 og 4 Noder; hvordan er det muligt at udføre dette i Takt? I samme, Stykke, staar der ogsaa et Sted »con discrezione«. hvilket vel maa forstaas som »udtryksfuldt«. Og hvordan vil det være muligt at faa en musikalsk tilfredsstillende Afslutning paa Præludiet i F-Dur, Spitta XV, da vi jo fra Takt 31 nødvendigvis maa befinde os i et Allegro-Tempo, hvis vi ikke allerede fra Takt 36 ritarderer stærkt henimod c og e midt i Takt 37 og derefter spiller det afsluttende Recitativ ganske frit?

Denne Vekslen mellem fri og bunden Rytme giver ogsaa Joh. Jakob Frobergers Værker en egen Charme, men ingen har med større Genialitet benyttet sig af denne Udtryksmulighed end Buxtehude.

Årgang 21/1946, nr. 01