Herr Richard hove og ny klavermusik

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 01 - side 7-8

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Seismograf søger ansv. redaktør
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Herr Richard Hove og ny Klavermusik

Af Bengt Johnsson

Sidste Nummer af D.M., Aargang 45, indledtes med en Artikel om ny Klavermusik af Herr Hove. Det maa være Undertegnede tilladt at gøre et Par Bemærkninger.

Artiklen indledes med en temmelig lang og ganske tilfældig Oversigt over nyere Klavermusik, eller rettere Herr Hoves Syn paa denne. For det skal ikke nægtes, at for en Kender af moderne Musik, specielt Klaverets, føles det ganske desorienterende. Ustandselig læser man Sætningerne 2,3 ja 4 Gange for overhovedet at blive klar over Meningen. Det skematiske og »hovne« Synspunkt, Herr Hove anlægger, er maaske til syvende og sidst dikteret af et manglende stilmæssigt Overblik, saavel som en total Uvidenhed om det levende moderne Koncertliv. Der tales saaledes i Begyndelsen om at: .»Klaveret er saa udifferentieret i klagen, at en tæt stemmeføring ikke lader sig opløse af den hørende. Det bliver kun en konstant ildelyd - en paa grund af sammenhobningen karakterløs dissonans.« Senere siges der, »at Klaveret er et polyfont instrument med ubegrænsede rytmiske og rige melodiske muligheder.« Altsaa en Selvmodsigelse af reneste Vand. Uden at ville komme ind paa den lange misforstaaede Udredning af vor Tids Klavermusik, da det ikke er min Opgave at holde Forelæsning for Herr Hove over det foreliggende Emne, saa skal jeg dog for en vis Fuldstændigheds Skyld, - da det tillige udgør mit Speciale - gøre opmærksom paa, at kun faa af Beethoven's Klaversonater er skrevet for Koncertsalen (de, der har Betegnelsen Grande Sonate).

Grunden til disse Liniers Nedskrivning er egentlig den, at ville slaa en Pind igennem Herr Hoves Opfattelse og saakaldte »Anmeldelse« af 3 danske Klaverværker og korrigere hans Syn paa disse, specielt Nils Viggo Bentzons Passacaglia. Op. 31. »Anmelderen« synes dog ikke at være blind for, at vi staar over for et Klaverstykke af virkelig Format. Man behøver vist ogsaa Mørklægningsbriller paa for ikke at opdage, at dette Storværk »vistnok« skiller sig ud fra Tarps og Jersild's Smaastykker, der betegner en ganske anden Stil uden derfor at være ringere. Herr Hove siger om, Passacagliaen: »Rent umiddelbart set, er det et meget vanskeligt stykke at spille«, jeg tillader mig at spørge, om den ærede Anmelder nogensinde har hørt det fremført. Jeg skal nemlig hertil bemærke, at Værket naturligt er tilegnet den, der uropførte det, og som forøvrigt har fremført det utallige Gange, 5 Gange indenfor de sidste 5 Uger, deraf i Gang i D.U.T.; at Stykket ikke forlængst har været opført i den danske Radio, skyldes den i Musikkredse ikke ukendte Negligeren indenfor vor Radio, naar det drejer sig om moderne dansk Musik. Forøvrigt henleder jeg Opmærksomheden paa, at Komponisten selv fornyligt spillede det i Aarhus.

Det er mig en Gaade, hvorfor D.M. har ladet en Anmeldelse af denne Art passere, navnlig naar det drejer sig om et saa afgjort Hovedværk indenfor dansk Musik (det største Klaverværk siden Carl Nielsens Dage, som en af vore betydeligste Kritikere skrev ved Værkets Uropførelse). Læseren bliver hverken bekendtgjort med Værkets Idé, dets karakteristiske Harmonik endsige det mest nærliggende: Forinen, som her er noget ganske andet end »Skrivebordspolyfoni og Hjernespind«. Der gives ikke saa faa virkelige Musikanmeldere og Musikere, der efterhaanden nøje har sat sig ind i. det store Værk, som sikkert mere fyldestgørende kunde have gjort Rede for dette som den Milepæl, det faktisk er.

Man maa blot haabe, at denne nye Aargang af D.M. ikke alene maa bringe virkelige saglige Anmeldelser, men tage Passacagliaen op til den virkelig kritiske og estetiske Bedømmelse, som Værket har Krav paa, thi en Kritik som denne, maa vi hellere se at glemme hurtigst muligt, thi den var under al Kritik.

Årgang 21/1946, nr. 01