Militærmusikken og den nye forsvarsordning

MILITÆRMUSIKKEN OG DEN NYE

FORSVARSORDNING

Niels Friis fremsætter nogle Betragtninger om Miiitærmusikkens Betydning for Musiklivet, dens trange Kaar siden 1867 og Nødvendigheden af en konsekvent Genindførelse af Militærmusikken i Forbindelse med den kommende Forsvarslovgivning.

I Et Problem, der ikke hidtil har været rejst i Forbindelse med Drøftelsen af Danmarks kommende Forsvarsordning, saaledes som denne før ,eller senere skal fastlægges, er Spørgsmaalet om det Omfang og den Form, Militærmusikken skal have i Fremtiden. Set paa Baggrund af hele Forsvarsproblemet og dets Stilling er dette Spørgsmaal naturligvis af sekundær Art, men for den danske Offentlighed og ikke mindst for dansk Musikliv repræsenterer det, saavidt som Militærmusikkens Virke for en stor Del har Betydning ogsaa udad til, en Detaille, der i høj Grad vil samle almindelig Interesse om sig.

Der er handlet ilde med den danske Militærmusik gennem de sidste to Menneskealdre, og det er ikke for tidligt, at man nu, da saa meget er forandret, faar dens videre Skæbne lagt i faste og betryggende Rammer. Hærordningen af 1867, der fulgte efter den sidste slesvigske Krig, betegnede Optakten til den store Nedgangsperiode for Militærmusikken: de store og udmærkede Brigade-Harmonimusikkorps afskaffedes og erstattedes af Halvbrigade-, senere Regimentsmusikkorps, der var Blæsemusikkorps, og som senere reduceredes indtil det uforsvarlige. Kronen paa Værket sattes med Hærordningen af 1932, der af Besparelseshensyn nedlagde al dansk Militærmusik med Undtagelse af Livgardens Musikkorps, der fik Lov at bestaa som en sidste Skanse. Paa denne Tilstand raadedes der i 1940, da Besættelsesmagten oversvømmede Landet med store Infanterimusikkorps, delvis Bod ved provisorisk Oprettelse af 4 Fodfolksmusikkorps, udelukkende besat med Messingblæsere og, iberegnet enkelte Værnepligtige, bestaaende af en Snes Mand.

Fra denne Type Musikkorps, der har været dominerende i den danske Hær' siden 1867-Or~ningen, maa der af kunstneriske og rent musikalske Grunde tages Afstand, -Uanset hvor. højt deres Træning kan drives op, og hvor meget deres Præstationer, takket være dygtigt og udholdende Arbejde under smaa Kaar, I trods alt har betydet.. De tungt bevægelige Messingblæseinstrumenter slaar kun helt til i ganske primitiv Musik: Marcher, Sange, Danse og lettere Udtog af Teatermusik, og den massive, lidet variable Metalblæserklang, der tilmed konstant bevæger sig i B- Tonearterne, kan ikke undgaa i Længden at virke trættende paa Øret. Der kan næppe rejses nogen større Diskussion om, at Harmonimusikkorps, der rummer langt større Mulighed, men som ganske vist ogsaa kræver større.Besætning, langt er at foretrække, og til denne Type har -man derfor ogsaa vendt sig, naar Talen nu er om den fremtidige Ordning af den danske Militærmusik.

Det er vanskeligt, saa længe det endnu helt staar hen i det uvisse, hvilke Rammer den danske Forsvarsmagt i Fremtiden vil faa, at angive Retningslinjer for Militærmusikkens "" Fastlæggelse. Men visse Holdepunkter er der dog. Man tør sikkert regne med, at Divisionen vil blive-bibeholdt som Hær-Enhed, og til denne vil det være naturligt, som det ogsaa. er Tilfældet,i en lang Række Lande, at knytte Musikken. Da Antallet af Divisioner i den fremtidige danske Hær næppe, trods betydelige Udvidelser, bliver særlig højt, formentlig ikke over 3--4, vil Musikkorpsenes Antal, hvis de skal forbindes med Divisionsstaben, blive lovlig lavt. Det vil da utvivlsomt være naturligt at oprette Halvdivisions-Musikkorps, af hvilke hver Division skulde have to, det ene garnisonerende i Divisionsstabens Garnisonsby, det-,,andet som Hovedregel, i Divisionskommandoens næststørste Garnisonsby. Man vilde derved opnaa at faa 6-8 Musikkorps fordelt over Landet paa en sikkert i alt væsentligt tilfredsstillende Maade.

Om Størrelsen af disse Halvdivisionsmusikkorps kan der naturligvis diskuteres. Bedst vilde det være, om de kunde blive som Livgardens i Øjeblikket, 36 Mand, men noget mindre kan naturligvis gøre det, f. Eks. 30 Mand plus Dirigenten. Musikkorps af denne Størrelse har, uanset, at Harmonibesætningen ikke kan siges at være helt tilstrækkelig, gjort god Fyldest i Sverige, hvor Forholdene er saa store, at man har dem ved hvert Regiment. Tilvejebringelsen af det fornødne Antal Musikere, navnlig Træblæserne, vilde muligvis i første Omgang kunne volde visse Vanskeligheder. Men der var jo ikke i Vejen for, at man til hvert af Korpsene knyttede en Musikskole, der meget vel kunde blive af permanent Karakter. En saadan Skole-Ordning har man i Norge, hvor den har fungeret aldeles udmærket, og hvor den har tilført det militære og senere det civile Musikliv mange dygtige Musikere.

Særskilt, udover Halvdivisionsmusikkorpsene, bør Musikkorpsene ved Ryttgregimenterne (Panserregimenterne) genoprettes. De var i gamle Dage paa 9 Mand, hvilket var tilstrækkeligt til Varetagelsen af Signalblæsningen, men ganske uforsvarligt, naar Signaltrompeten lagdes til Side og der dannedes Blæsemusikkorps. Her bør Antallet af Musikere sættes op til 15 Mand, og samtidig vilde det være smukt, om man genoplivede de gamle Ryttermusik- Traditioner og paany indlemmede Pauken i Ryttermusikkorpset, hvorfra den her i Landet har været forsvundet siden Hestgarden ved Hærordningen af 1867 blev nedlagt. At ogsaa Flaaden bør have sit Musikkorps tilbage, som den mistede ved Forsvarsordningen i 1932, skal her blot nævnes for Fuldstændtighedens Skyld. Det kan vel desværre næppe blive et Korps af Omfang og Betydning som den svenske Flaades i Stockholm, men et Halvdivisions Musikkorps' Skikkelse vilde det være rimeligt at give det og tillige at organisere det saaledes, at 'det kunde deles mellem de Skibe, der gaar ud paa Repræsentationstogter for at vise Flaget.

I en kommende Ordning af Militærmusikken bør ogsaa indgaa en mindre Forøgelse af Livgardens Musikkorps. Dette Korps, der gennem alle Omskiftelser har udfyldt en vigtig Plads i vort Musikliv, er et Elite-Korps, men det mangler numerisk noget for at kunne komme paa Højde med de store og berømte Korps i Udlandet. En Forøgelse paa blot en halv Snes Mand vilde betyde meget i saa Henseende. Det vilde derved komme op paa 44 Musici foruden Dirigent og Stabstambour og vilde derved faa den Størrelse, som gennem Aarene har været den normale for store og gode Infanterimusikkorps. At Vagtparaden derved vilde komme til at tælle lige saa mange Musikere som menige Soldater, gjorde mindre til Sagen, thi Musikken er jo nu engang for den store Offentlighed Hovedsagen ved den saa populære Parade.

Hvorledes Udfaldet af den kommende Musikordning klaresl vil i ikke ringe Grad komme til at afhænge af,. hvilken Aflønning man bliver i Stand til at yde de Musikere, der indtræder i Militærets Rækker. Det gælder her, at det næppe vil betale sig at lade Lønsatserne gaa for langt ned for at faa Ordningen saa billigt som muligt. Mange Steder ude i Landet er Fodholdene saadanne, at de militære Musikere praktisk talt er afskaaret fra Ekstrafortjenester, og Lønningerne maa derfor stort set fastsættes saaledes, at det bliver muligt at leve af dem plus de Kommandotillæg, som Udkommando til andre Garnisoner, Kantonnement og anden særlig Tjeneste vil kunne give. Der maa sikkert i visse Henseender tænkes, paa at skaffe Korpsenes Medlemmer Avancement, og det er naturligt her at have Opmærksomheden henledt paa de Landsdels-Orkestre, der dels er i Færd med at vokse op, dels sikkert vil komme til i Fremtiden. Det er i det hele ikke udelukket, at en god og forsvarlig Udbygning af - det militære Musikvæsen vil kunne faa en gavnlig Indflydelse netop paa Spørgsmaalet om Etablering af Landsdelsorkestrene.

Forbindelsen mellem det militære Musikliv og det civile har jo gennem Aarene været meget livlig herhjemme, og det er næppe for meget sagt, at dansk Militærmusik kulturelt har betydet ikke saa lidt. Carl Nielsens Navn trænger sig her frem i forreste Række, den, lille »Spillemand V« ved Regimentsmusikken i Odense, som fra en beskeden Altbasunistplads i dette Korps svang sig op til Kapelmesterposten ved Det kongelige Teater og senere til at blive sit Fædrelands største Komponist' i dette Aarhundrede. Som det gik Carl Nielsen, er det gaaet mange andre udmætkede danske Musikere: de begyndte deres Løbebane, i Militæret og hentede her deres første, solide Kunnen. Det er i denne Forbindelse nok værd at gøre opmærksom ogsaa paa den ældgamle Forbindelse, der bestaar mellem Militærmusikken og det kongelige Kapel; dette vort fornemste. Orkester har hentet og henter fremdeles fremragende Blæsere - og forøvrigt ogsaa andre Musikere - fra Militærmusikkens Rækker. Dette er kun enkelte Eksempler. Der kunde nævnes mange andre, som viser, hvad Militærmusikken har betydet for vort Musikliv.

Det danske Forsvarsspørgsmaal, som gennem mere end et halvt Aarhundrede har været et Stridens Tegn i vort Lands politiske Liv, er efter de Begivenheder, der just er gaaet hen over os, traadt ind i en helt ny Fase: der er ikke længere nogen principiel Uenighed om, at Danmark bør have et Forsvar som Led i det internationale Sikkerhedssystem. Stridighederne om Forsvaret lagde gennem lange Tider deres tunge Skygge ogsaa over Spørgsmaalet om Militærmusikken, og de havde en betydelig, ja maaske den største Andel i den Skæbne, Militærmusikken saa længe maatte friste herhjemme. Nu er denne Anstødssten ryddet væk, og der er rimelig Grund til at haabe paa en ny og mere glansfuld Fremtid for Militærmusikken ogsaa i vort Land.

Hvorledes denne Fremtid kan komme til at forme sig, ved som nævnt i Virkelighed ingen, og Eventualiteterne er her kun lige antydet. At det bedst mulige Resultat bør sikres, hersker der naturligvis almindelig Enighed om, og det vil da næppe heller blive vanskeligt at skabe Tilslutning til Tanken om, at en alsidigt sammensat Kommission snarest nedsættes og giver sig til at arbejde med hele Spørgsmaalet og de mange Problemer, bl. a. det ikke uvæsentlige om Forholdet til Landsdelsorkstrene - der knytter sig til det. Stammen i Kommissionen kunde meget vel udgøres af det allerede bestaaende »Hærens Musiktilsyn« (kgl. Kapelmester Georg Høeberg' og Oberst Harding Sonne), men Tilsynet bør bistaaes af yderligere Repræsentanter for Hæren, de militære Musikere og det civile Musikliv, saaledes at det fik Mulighed for at arbejde paa yderst bred Basis og for at skabe en Indstilling af en saadan Vægt og Fuldkommenhed, at den havde virkelig Udsigt til at komme til at udgøre en Del af det kommende Forsvars-Lovforslag. Desuden skulde den arbejde hurtigt. Desværre har den næppe Muligheder for at skaffe den Division, der skal deltage i Besættelsen af Tyskland, og som skal afsted ud paa Foraatet, god og værdig dansk Militærmusik, men den maa være parat med sit Forslag, naar Rigsdagen tager fat paa Behandlingen af Forsvarslovene. Og disse vil, saa vist som Forsvarssagen er en af de mest primære i dansk Politik nu og i al Fremtid, sikkert være blandt de første, den nyvalgte Rigsdag kommer til at arbejde med.

Militærmusikken har foruden i Hæren, hvor den er en stor Opmuntring for det unge indkaldte Mandskab og en Pryd for Hæren som Helhed, betydet meget for den civile Befolkning. Det saas ikke saa meget, mens den eksisterede og virkede uantastet, men med saa meget des større Tydelighed i den Periode den var nedlagt: ustandseligt lød Kraver fra de mest forskelligartede Kredse i Befolkningen om at faa den tilbage. En Sag, der som Militærmusikkens i den Grad kan bevare sin Livskraft, maa være en god Sag og derfor en smuk Løsning værd. I vide Kredse næres der i denne Tid det Haab, at den gennemgribende Revision og Fornyelse af Forsvarsvæsenet, som nu staar for Døren, vil tilvejebringe denne Løsning til Gavn og Glæde for store Dele af vort Lands Befolkning.