Nogle efterlysninger

NOGLE EFTERLYSNINGER

Af Johan Bentzon

Kort før Valget udsendte Danmarks kommunistiske Parti en Pjece: »Hvordan bør Musiklivet reformeres?« Den var udarbejdet af en Kreds af yngre Musikere og Komponister og Dk P erklærede at ville gaa ind for de i Pjecen omtalte Reformer. I den Anledning har Formanden for Dansk Musikerforbund, Otto Kruuse-Andersen i Dansk Musikertidende protesteret mod denne Sammenblanding af Kunst og Politik, idet han bl. a. skriver: »Vi er stadig af den Opfattelse, at vort Fags Udøvelse, Tonekunsten, er en ophøjet kulturel Opgave, som bør være højt hævet over Partipolitik, idet alle indenfor vort Samfund bør være lige interesserede i dens Trivsel og Fremgang, og hvilket politisk Parti, der end sidder ved Roret, betragter vi det som en Selvfølge, at det støtter Kunsten og Musikeren og dermed Kulturen i vort Land, og det kan og bør intet bestemt politisk Parti tager Patent paa!« Hvis Herr Kruuse Andersen har Ret i at denne Selvfølge svarer til Virkeligheden, og man tror jo gerne det, man haaber paa er sandt, vil jeg gaa ud fra at alle Partier virkelig nærer en brændende Kærlighed til Musikkens Trivsel i vort Land. Men kunde vi saa ikke faa lidt tydeligere Udtalelser fra Rigsdag og Partier, saa vi virkelig bliver sikre paa, at denne Kærligheds platoniske Karakter, for at sige det mildt, blot skyldes, at man ikke, af lutter Skyhed og Tilbageholdenhed, har turdet bejle til den tilbedte, men desværre højt over Partipolitik svævende, Musikkens Muse. Naar man tænker paa, hvor højt f. Eks. Grækere og Kinesere i deres politiske Filosofi har sat Musikken, ikke blot som Kunst og æstetisk Nydelse, men som opdragende Faktor i Samfundslivet, saa synes man, at den danske Rigsdag og Regering ikke behøvede at gaa saa stille med det, men hellere skulde komme med en viselig Kærlighedserklæring med konkrete Beviser paa reelle Hensigter.

Hvad om man f. Eks. kom med en Erklæring om, at Staten er villig til at garantere Oprettelsen af saa og saa mange Landsdelsorkestre. Der er jo som bekendt nedsat en Kommission desangaaende, som længe har arbejdet under Højtryk, og som menes at være nær ved at kunne fremsætte detail, lerede Farslag. Men selvom disse Forslag kom paa Rigsdagens Bord i allernærmeste Fremtid, vil der gaa megen kostbar Tid, inden de naar gennem Udvalgsbehandlinger m. v. til Vedtagelse. Med en Erklæring, som den ovenfor efterlyste, kunde mann, godt gaa, i Gang med visse forberedende Skridt, som tager Tid, men som er uafhængige af Planernes nøjagtige Udformaing. jeg tænker her bl. a. paa, at der er nær ved at være katastrofal Mangel paa Musikere. Jeg kan som Eksempel nævne, at der ved den nys afholdte Obokonkurrence til Det kgl. Kapel meldte sig fem Musikere, een fik Pladsen, een anden indtog hans ledige Plads i Radioorkestret, og da der samtidig er Ønsker fremme om at udvide begge disse Orkestre herunder ogsaa Træblæserne, kan man nemt trække fire fra fem og regne ud, hvor mange der er tilbage til Landsdelsorkestrene. Der er andre Instrumenter, hvor Knapheden paa Udøvere er lige saa stor, men ogsaa indenfor Dyrkerne af de øvrige Orkesterinsttumenter vil der være mange Musikere, der kunde bruge Tid til at forberede'sig til en eventuel Overgang til Symfoni, orkestervirksomhed.

I den Forbindelse vil jeg efterlyse det nøjeste Samarbejde mellem Statsradiofonien Det kgl. Teater og Musikraadet (eventuelt den ovennævnte Kommission). Musiklivet har som bekendt ingen Repræsentant i Radioraadet og Radioen ingen i Musikraadet, saa selvom man kan gaa ud fra, at der er ført visse Forhandlinger i Landsdelsorkestersagen, saa er Forbindelsen ikke permanent, hvad den burde være. Jeg er naturligvis ikke kompetent til at afgøre, hvor paakrævet de ønskede Udvidelser er, men jeg anser Oprettelsen af Landsdelsorkestre for en saa ovenud vigtig Sag for dansk Musikliv, at de størst mulige Hensyn bør tages for at muliggøre dens øjeblikkelige Realisatioq. Navnlig da Landsdelsorkestrene vilde kunne paatage sig, i alt Fald for en Aarrække, at udføre Størstedelen af de Opgaver, som skulde udføres af det Stationsorkester, som Radioen ogsaa ønsker sig. Der er vel ogsaa Mulighed for, at Det kgl. Kapel, som jo stadig kun er engageret som partielt beskæftiget, kunde udfylde visse Huller, som kunde tænkes at opstaa ved.f. Eks. Tivoliorkestrets Overgang til Landsdelsorkester.

Det forekommer mig nemlig, at der ikke behøver at være Tale om ret mange Aar, før det nødvendige Antal Musikere til alle disse Udvidelser kunde foreligge. I Almindelighed kan man vel sige, at der gaar fem - ti Aar til at uddanne en ung Mand til fuldt kvalificeret Orkestermusiker. Men hvis det drejede sig om at uddanne f. Eks. Pianister eller Violinister til at spille et af de savnede Orkesterinstrumenter, kan man rolig sætte en langt kortere Tidsfrist. Den paagældende kan allerede »Musikken« og maa formodes at have tilstrækkelig Erfaring til at arbejde virkelig effektivt, navnlig naturligvis under kyndig Vejledning.

I den Sammenhæng vil der være Grund til at efterlyse det nøjeste Samarbejde mellem vore førende Instrumentalpædagoger (event. Musikkonservatoriet) og de legatbevilligende Myndigheder. En erfaren Pædagog vil ikke blot kunne tilrettelægge et saadant Studium, men ogsaa hurtigt udskille de Musikere, der manglede de specielle Anlæg, som kræves til de forskellige Instrumenter, saa baade unødig Spild af Tid, Penge og Kræfter og mange Skuffelser kunde undgaas.

Disse Nytaarsønsker kan naturligvis daarligt betegnes som andet end Ønskedrømme, men jeg haaber, at der er saa megen Realitetsværdi i dem, at de i de rette, interesserede og kyndige Hænder, kunde blive til Gavn for den Sag, hvis Virkeliggørelse vi alle venter os saa meget af. Altsaa: Partier, Regering og Rigsdag, lad os faa denne Kærlighedserklæring til Musikken.

Præterea censeo: et af Landsdelsorkestrene bør have Hjemsted i Sønderjylland.